Helsingør Kommune - generel beskrivelse

Helsingør Kommune er oprettet ved kommunalreformen i 1970 ved sammenlægning af Helsingør købstadskommune og Tikøb sognekommune, der var en af landets største. Den havde 6.000 indbyggere i 1840 og ca. 21.000 i 1970. Helsingør købstadskommune havde henholdsvis omkring 7.700 og 31.000 i 1970. I 2007 havde kommunen 65.000 indbyggere. Ved kommunalreformen i 2007 blev der blev ikke ændret ved kommunens størrelse.

Landskabet

Kommunens 21 km lange kyststrækning består af en 50–100 meter bred bræmme af stenalderens Littorinahavs hævede havbund for foden af en 20 – 40 meter høj kystskrænt. I Horneby Sand viser mange strandvoldinger, at kysten i stenalderen har været udsat for langt større bølgeslag end nutidens. Købstaden Helsingør ligger på den bredeste forstrand – ”øret” ud mod Øresund, hvor afstanden til Skånekysten blot er på 3,9 km. Forskellige løsfund viser, at øret har været beboet i oldtiden.

Landskabet omkring Helsingør er meget varieret; fra den jævne flade ungmoræne med de bedste jorder omkring Borsholm, Havreholm til de mere sandede omkring Saunte (sandet) og det kuperede, mere lerede landskab omkring Tikøb. Fra Horneby-Hornbæk strækker sig en ås fra vest mod syd øst ned over Gurre Sø. På åsens sydligste del i Gurre Søs sydligste ende ligger ruinen af det middelalderlige Gurre Slot.

Vest for Helsingørs gamle byjorder, der grænser op til Klostermosen og Pindemosen i Teglstrup Hegn ligger det store fælles overdrev for landsbyerne Borsholm, Saunte, Skibstrup, Apperup, Horserød, Ørsholt, Ratterup, Gurre, Nyrup, samt Rørtang. I 1970’erne blev overdrevet gennemskåret af Skindersøvej der fører fra Kongevejen ud til kysten til den tætte bebyggelse ved Aalsgaarde.

Landskabet omkring Hellebæk bærer præg af den langvarige udnyttelse af omegnens vandressourcer. I Teglstrup Hegn og Hammermølle Skov findes der i alt 29 navngivne søer, moser og damme, hvor man gennem naturlige vandløb og gravede kanaler kunne lede vandet ned til Hellebækken. Denne hovedmøllestrøm har gennem tiderne forsynet op til 7 samtidige vandmøller, først kornmøllen fra 1576, så Christian 4.s store virksomhed med en hammermølle og smelte-/ kobbermølle til videreforarbejdning af de i Helsingør Gethus støbte kanoner og kirkeklokker. Desuden arbejdede man med alskens kobber- og smedehåndværk til Kronborg fra 1600–1650’erne. Dernæst våbenfremstilling under Kronborg Geværfabrik fra 1700 tallets begyndelse til 1870. Fra 1781 ejet af det Schimmelmannske Fideikommis. Derefter klædefabrik fra 1870 indtil 1977.

Overalt, hvor man færdes i skovene i dag, støder man på kanaler, render, bække, dæmninger og stigbord, som minder om de 400 år, hvor vandet var livsnerven for industrisamfundet Hellebæk. Talrige bevaringsværdige bygninger i det industrikulturelle miljø vidner om Kronborgs Hammermølle og Geværfabrik og Frederik 2.s industri samt kongelig karpefiskeri i dammene i 1550-1700-årene.

Kommunen er rig på mange mindre søer, sumpe, og moser - i alt omkring 5.000. Til kommunens største søer hører den østlige bred af Esrum Sø – iøvrigt landets mest vandrige sø -, Gurre Sø og de nævnte 29 navngivne søer, moser og damme i Teglstrup Hegn og Hammermølle Skov. Dertil kommer flere mindre søer, som i dag er udtørrede, bl.a. de store søer Skindersø og Brundam.

Kommunen er overordentlig rig på skove og kan desuden fremvise en af landets ældste plantager Hornbæk samt den lidt yngre Horneby Sand Plantage. Dertil kommer hegnene Klosterris, Teglstrup, Nyrup, Kelleris og Krogenberg, Danstrup samt vangene Risby Vang, Gurre Vang og Egebæksvang og endelig Horserød og Hammermølleskovene.

Jægerstenalderen og bondestenalderen

9.000 år gamle redskaber fra den ældste jægerstenalder er fundet i Øerne og Holmene og i moser i Teglstrup Hegn. De stammer fra datidens indlands jagtpladser, da kystlinien lå længere ude i Sundet og tættere på Skånekysten. Da havstigningen var på sit højeste for omkring 8.000 år siden, lå bopladserne fortrinsvis langs kysterne og ved de store åudløb ved Villingebækken og Egebækken.

En boplads med meget velbevarede ornamenterede benredskaber er udgravet ved den mindre fjordarm ved Bergmandsdal på Strandvejen. Løsfund af redskaber vidner om de første bønders tid for 6.000 år siden langs den store eng eller made ved Egebækken. Fra den tid stammer også et lille offerfund ved den gamle strandvej (Gammel Strandvej mod Espergærde og Gl. Strandvej mod Humlebæk). Den gamle strandvej løber bag om Ny Strandvej mod syd gennem Tibberup og fortsætter mod Humlebæk ad Humlebæk Strandvej. Redskaber af flint fra hele stenalderen er fundet i Rolighedsmoserne og på bakken ved Sindshvile, hvor der måske har været en jagtstation. På Storeø i Gurre Sø er fundet flintaffald, der stammer fra en jagtplads i den ældre stenalder. Mod nord i Horneby Fælled er gjort et stort fund af hulslebne flintøkser fra bondestenalderen.

Byggeriet af de mange storstensgrave, dysser og jættestuer fandt sted i løbet af 500 år fra omkring 5.500 til 5.000 år siden. De findes i dag velbevarede i skovene i kommunen. Bortset fra en enkelt er ingen af dem arkæologisk undersøgt eller restaureret.

I Skindersø Mose samt i mosen ved Hellebæk Avlsgaard har der fundet to menneskeofringer sted.

Bronzealderen og jernalderen

I den ældre bronzealder for 3.000 år siden blev der, som i den øvrige del af landet, opført store jordhøje for de døde. Højene findes fortrinsvis i kommunens nordligste skovområder. Der er gjort flere løsfund bl.a. i Egebæksvang, Hellebæk og omkring Mørdrup af bronzeredskaber samt fund fra jernalderen. I Hornbæk Plantage stammer et bronzesliberdepot fra den yngste del af bronzealderen dvs. fra omkring 3.000 år siden.

Grave fra jernalderen er svære at påvise i det nordøstlige Sjælland. Til gengæld er der fundet spor efter flere jernaldergårde blandt andet ved Sindshvile, hvor en gård har eksisteret i flere århundreder fra før vor tidsregning og frem til år 600. Beboerne har udvundet jern af myremalm fra den nærliggende Rolighedsmose og levet af landbrug. Der er også fundet spor efter en jernaldergård ved Saunte fra omkring vor tids regning. Spor fra vikingetiden er endnu ikke påvist i kommunen.

Oldtidsfund fra Helsingør by

Spredte fund fra Stjernegade og Strandgade i Helsingør viser at der på ”øret” har været bopladser i bondestenalderen i flere perioder samt i jernalderen. Et lerkar stammer fra romersk jernalder dvs. for 1800-2000 år siden.

Skove og plantager

Især på de sandede jorder findes kommunens mange skove og plantager. I alt dækker skovene omkring 30% af kommunens jorder. I slutningen af oldtiden og den ældste middelalder var det nordøstlige Sjælland dækket af en meget stor skov kaldet Ørved eller rettere Ørwith – skoven ved Øret. En almindingskov, dvs. en skov, der ikke var underkastet nogen ejendomsret. Men allerede i den tidlige middelalder erhvervede kongen skoven. Senere i middelalderen blev skoven opdelt i tre større skovstrækninger Østerskoven mod nordøst, Vesterskoven vest for Nyrup og Sønderskoven der omfattede den nuværende Horserød Hegn ned til Tikøb og Gurre.

Dele af skovene tilhørte, foruden kongen, Esrum Kloster f.eks Klosterris, mens mindre skove mod øst har tilhørt de tre tiggermunkeordener i Helsingør. Efter reformationen samlede Frederik 2. enorme skovområder i hele Nordsjælland til sin vildtbane og til grundlæggelsen af stutteriet. Fra midten af 1500-årene hørte de kongelige, indhegnede vange under slottene Gurre og Krogen/ Kronborg. I 1681 beskrives Sønderskoven og vangene i Gurre, Teglstrup og Egebæk under ”Kongens overdrev”. Skovene tjente som kongens vildtbane og græsning for det kongelige ladegårdsrytteri.

I forbindelse med 1500-1600-årenes sandflugt omkring landsbyerne Saunte, Hornbæk og Horneby dannedes det store sandsflugtsdige som en kombination af intensiv dyrkning, skovfældning og nordvestenvind. For at stoppe sandflugten blev der opsat gærder og vidjehegn. Først med anlæggelsen af Hornbæk Plantage i 1793-1858 og Horneby Sands Plantage i 1864-1900 ophørte sandflugten. Til kommunens øvrige skove hørte nu hegnene Nyrup, Krogenberg, Kelleris, Klosterris og Horserød.

Skovenes skarpe afgræsninger til de omgivende marker i dag er et udslag af det kongelige stutteris opløsning og fredsskovforordningen 1805. Overalt ses de karakteristiske fredskovsdiger i form af stengærder og jordvolde, oprindelig med en grøft ved digets yderkant, der skulle hindre kreaturer i at græsse i fredskoven. Herved adskilte skovene sig fra tiden før fredskovsforordningen.

Skovene administreres i dag af Kronborg Statsskovdistrikt - fra 2008 kaldet ”Øresund”.

Kirker

Tikøb Kirke er en teglstensbygning fra 1200- årene og hører dermed til en af landets ældste teglstensbyggerier. I kirken er bevaret resterne af et formodet helligkorsalter. I 1400-årene fik kirken hvælvinger, et fag i koret og tre i skibet. Samme århundrede blev der opsat gavle med kamtakker og et meget stort tårn af teglsten. Kirken var oprindelig det eneste gudshus sammen med den middelalderlige stenkirke, det såkaldte Skt. Jakobs Kapel nær Gurre Slot i det meget store Tikøb sogn.

I løbet af 1500 - årene blev der bygget et andagtskapel i Hornbæk Det blev ødelagt af storm og uvejr, hvorefter en ny bygning blev opført. I 1672 betjente Tikøbs sognepræst Hornbæk Kirke. Den nuværende kirke blev bygget i 1737.

Egebæksvang blev udskilt som selvstændig sogn 1. januar 1928. Egebæksvang Kirke blev opført ved Strandvejen mellem Espergærde og Snekkersten 1896–1897 i nyromansk stil, af røde mursten med skifertag. Våbenhuset findes i tårnet, der mod sædvane er vendt mod øst ud mod Øresund.

I 1917-1918 blev Hellebæk Kirke bygget ved skrænten ud mod Øresund. Den blev opført på en granitsokkel med pudsede hvide mure smykket med pilastre med volutekapitæler, sortglasserede tegl og et lille spir.

Gurre Kirke blev bygget samtidig i 1917-1918 på den skovklædte bakke kaldet Spidsbjerg i Nyrup Hegn. Den er opført på en sokkel af marksten. Facaderne er pudsede og kalkede. Skibet har tøndehvælv og afsluttes med en halvrund korniche. Brinken, som kirken ligger på, er anlagt i terrasser med trapper og benyttes som kirkegård.

I Helsingør ligger fra gammel tid Sct. Mariæ og Skt. Olai kirker. I 1930 opførte den katolske kirke Skt. Vincent i Nygade samt et kapel i samme gade. Af nye kirker i kommunen er Sthens Kirke fra 1983, Vestervang Kirke fra 1965 og Mørdrup Kirke fra 1976.

Der er i dag 9 kirkesogne i Helsingør Kommune. I 1961 blev Skt. Olai Kirke landets yngste domkirke med landets største stift under sig og i 1993 blev Danmarks første kvindelige biskop udnævnt her.

Af mindre kirkesamfund er der den apostolske kirke i Stengade og den jødiske menighed fik i 1970 en synagoge i Hornbækhus’ gamle vaskehus. I 1982 blev moskeen i Det islamiske Kulturcenter på Rosenkildevej i Helsingør oprettet.

Landsbyer, fiskerlejer og bebyggelse

I middelalderen var en meget stor del af landsbyerne i Tikøb sogn (i alt 23) ejet af Esrum Kloster, således at hovedparten af alle landsbyer i vest omkring Esrum Sø og Gurre Sø var klostrets fæstegods. Gårdene betalte forskellige naturalier, der afspejlede kulturlandskabets udseende. I fiskerlejet Hornbæk betalte hver gård årlig en tønde fisk, mens Nyrup leverede brændeved og Rørtang og Flynderup leverede lam, fjerkræ, hoveri og gæsteri. 1489 blev klostret endvidere ejer af Tikøb Kirke. De resterende landsbyer i Tikøb sogn tilhørte kongen administreret under Gurre Len og sidenhen Krogen/Kronborg Len, som efter reformationen inddrog hele området i lensadministrationen.

Mange små og færre store landsbyer klyngede sig sammen omkring forten og gadekærret omgivet af de bymarker, der ved gærder eller flethegn var afgrænset fra de omkringliggende overdrev, mindre lunde og skove. Hullede og opkørte jordveje forbandt landsbyerne med hinanden og sikrede landsbyernes adgang til sognets kornmøller, de store vejrmøller i Helsingør og Esrum og Dronningmølles vandmøller. Mindre græsmøller (møller, der kun malede i vinterhalvåret) fandtes flere steder, f.eks ved Søbækken i Mørdrup, men var allerede nedlagt i 1600-årene. Langs Egebækken viser rester af opstemning og overflodskanal, at der har været mølleri. Liggende i den kongelige vang må møllen have haft forbindelse med renæssancegården på Gaardsletten midt i vangen (udgravet af Nationalmuseet i 1950’erne).

19 landsbyer i Tikøb sogn havde trevangsbrug mens 5 landsbyer havde tovangsbrug. Borsholm på sognets bedste jorde havde 4 vange, mens enkelte som Gurre kun havde 1 vang. Fiskerlejerne havde ingen vange, kun indelukker og toftejorde omkring selve gårdene.

Langs kysterne i Tikøb Kommune lå fiskerlejerne allerede i 1500-årene - Hornbæk, Ræveleje, Aalsgaarde, Boderne, Snekkersten og Espergærde. Ræveleje blev nedlagt i 1600-årene i forbindelse med den store sandflugt, mens de øvrige lejer udviklede sig til nutidens boligområder, hvor fiskeriet som erhverv i dag er helt ophørt.

Ved landboreformerne flyttede en stor del af gårdene ud fra de oprindelige landsbyer, og der blev oprettet husmandsbrug, hvilket har givet det typiske kulturlandskab med spredt bebyggelse på alle landsbyernes mark- og overdrevsjorder. Efter sjællandske forhold har landsbyerne altid været ret små. I dag er det således kun de gamle fiskerlejer Espergærde, Snekkersten, Hornbæk og Aalsgaarde, der ved fortættede parcelhusbebyggelser har opnået egentlig bykarakter.

Trafikalt

I århundreder var den nærmeste vejforbindelse mellem Helsingør og hovedstaden den ofte sandede, fem mil lange adelsvej, der tillige forbandt sydkystens fiskerlejer. I 1570’erne byggede Frederik 2. den første Kongevej mellem slottene Frederiksborg og Kronborg. Rester af brolægningen ses endnu i Nyrup Hegn. I 1789 var anlægget af den ny Kongevej mellem Nyrup og Helsingør færdigt, hvorved Kongevejen ved sin deling i Nyrup forbandt Helsingør med henholdsvis Hørsholm/København og Frederiksborg (Hillerød). Stadig var søvejen mellem Helsingør og København dog den foretrukne, når det gjaldt større transporter, f.eks. af byggematerialer. I Frederik 2.s tid anlagdes en vej mellem Helsingør og industribyen Hellebæk (nuv. Gl. Hellebækvej), ligesom en vej gennem Teglstrup Vang (nuværende Hellebæk Kohave) tillige forbandt Hellebæk med den gamle kongevej mellem Frederiksborg og Kronborg.

Den nordre strandvej har i princippet altid eksisteret som et hjulspor, men den egentlige, offentlige strandvej mellem Helsingør og Hellebæk blev først anlagt i årene 1877-1881 og blev så senere videreført til Hornbæk. En gammel herredsvej (nuværende Esrumvej og Frederiksværksvej) har siden middelalderen forbundet Helsingør med Esrum Kloster og Helsinge i Holbo Herred, og brolagte spor af denne findes ved Esrumvej i Teglstrup Hegn og ved Nejlinge nær Helsinge.

Kommunens landsbyer har til alle tider været forbundet med de stadig eksisterende veje, hvis forløb kun er ændret ganske få steder. Efter kommunesammenlægningen er nye, store gennemfartsveje som Skindersøvej og Sauntevej anlagt.

Kommunen gennemskæres af privatbanerne Nordbanen mellem Hillerød - Helsingør (åbnet 1864) og HHG banen mellem Helsingør, Hornbæk og Gilleleje (åbnet 1906). Kystbanen mellem København og Helsingør åbnede i 1897.