Helsingør Kirkegård – gravmonumenter

Indholdsfortegnelse

De ældste gravmonumenter på ”Sletten”

Den lavtliggende og flade del af kirkegården er en den ældste og blev kaldt ”Sletten”. Her finder man de ældste gravmonumenter fra omkring 1800, da forandringer holdt sit indtog på kirkegården.

Fra oprettelsen i 1575 var den primært tiltænkt mennesker fra bunden af samfundet. Den florissante periode og sundtolden gav grobund for et rigt handelsliv i Helsingør, og de velhavende byggede fine boliger og nød livet på deres landsteder om sommeren. Man blev nødt til at gøre noget for disse betydningsfulde borgere, da pladsen til gravsteder var ved at blive for trang i og omkring Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke. Nogle gravmæler blev overflyttet herfra til den ny kirkegård, som efterhånden blev en velorganiseret og velplejet mindepark for alle borgere i samfundet.

Standsforskelle

At der var forskel på folk, fremgår som i livets forhold i øvrigt også af gravsteder. Gravpladser tæt ved muren omkring kirkegården var dyrest, og så faldt prisen ellers jo længere væk man kom fra denne. Gravmonumenter kunne også fortælle en del om, hvem man havde med at gøre. Man finder stadig bevarede familiegravsteder fra kendte slægter og navne fra sundtoldens sidste epoke.

Et par kunstværker

Nogle af de fineste repræsentanter for de ældre gravmæler skiller sig helt ud. Friedrich Ernst Johann von Ohlrogge’s gravmæle ved indgangen fra Nygade er omgivet af et jerngitter. Det ciselerede gravrelief på stelen, som denne type gravmonument kaldes, er udarbejdet af Hermann Ernst Freund (1786-1840) som et af hans sidste arbejder (en stele er et fritstående kraftigt tildannet monument, rejst på en søjle eller en sokkel). Motivet er en stående og en siddende skikkelse ved et dødsleje. Selvom monumentet er præget af tidens tand, kan man godt se, at det er ret fornemt. Ohlrogge (1772-1839) var general og kommandant på Kronborg fra 1829–1839. En gipsmodel af monumentet findes på ny Carlsberg Glyptotek.

Christian Carl von Mehren’s gravmæle fra 1810 blev flyttet hele to gange. Første gang fra ”Store Urtegaard” ved Skt. Olai Kirke i 1826 til hjørnet af Nygade og I.L. Tvedes Vej. Derefter greb vejudvidelsen i 1975 forstyrrende ind. Gravmonumentet overlevede, men selve graven findes et sted under asfalten. Monumentet er en obelisk udført i klassicistisk stil og er kirkegårdens ældste. Det er sandsynligvis tegnet af billedhugger Franz Ney (ca.1766-1823), indvandret fra Tyskland og bosat i København. C. C. von Mehren (1749-1801), født på Skjoldnæsholm, blev en velhavende storkøbmand under sundtoldens tid. Han opførte i 1789 en fornem gård i Stengade 57 ved siden af rådhuset i Stengade 59-61 og drev forretning fra Strandgade 73. I 1793 opførte han en gård i Strandgade 90, hvor han både havde butik (+ fra Strandgade 73) og boede efter at have solgt ejendommen i Stengade. Ingen af gårdene findes i dag. En tegning af gravmælet findes på Kunstindustrimuseet i København. Ved siden af C. C. von Mehrens store gravmonument findes flere mere beskedne gravsteder til medlemmer af slægten.
Smedejernsepitafium for Daniel Lundsten
Sønnen Andreas Christian von Mehren (1784-1865) købte dette familiegravsted, hvor han selv er begravet. Familiegravstedet blev ”genetableret” efter vejudvidelsen.


Et smedejernsepitafium for kleinsmedemester Daniel Lundsten (1762-1828) er et af de ældste i landet og derfor restaureret. Det er placeret mod muren ved indgangen til kirkegården i Nygade. Det store monument er det tidligst opførte efter kirkegårdens officielle status som Helsingørs nye kirkegård i 1824.

Kirkegårdens nok fornemste skulptur er omtalt under slægten Tegner nedenfor.

Gravsteder for familier og slægter

Kirkegården rummer gravsteder for en del familier og slægter. Her vil kun et mindre udvalg blive nævnt.

Slægten Olrik er et fint eksempel på et familiegravsted ud over det sædvanlige. Det ligger ved muren mod Nygade, skråt overfor den katolske Skt. Vincent Kirke. De tre klassiske steler repræsenterer meget fint den ældste del af den type gravmonumenter på kirkegården, og mellem disse er anbragt mindre gravmæler i sortpoleret granit. Holger Ludvig Olrik (1769-1824) var rådmand, hospitalsforstander og etatsråd. Hans søn, Jacob Baden Olrik (1802-1875), var byfoged og politimester. Han var borgmester i Helsingør fra 1849-1875 og lagde navn til Olriksvej.

Løveslægten har otte næsten helt ens grottesten, hvoraf de syv har skriftruller. De hvide marmorkors, der engang var placeret på toppen af hver sten, er desværre væk. Den ældste grottesten er fra 1854, den yngste fra 1912. De findes på den ældste del af kirkegården overfor materielgården. Løveslægten er mest kendt for grundlæggelsen af Helsingørs største træskibsværft (Iacob Hansen Løve, søn Jacob Vilhelm Løve (1813-1875)), som blev grundlagt samtidig med udvidelsen af Helsingør Havn. Træskibsværftet var en forløber for Helsingør Jernskibsværft og Maskinbyggeri fra 1882, grundlagt af Mads Holm og senere kaldt Helsingør Værft.

Rudolph Tegners monument over hans mor Signe Tegner

Slægten Tegner er repræsenteret flere steder på kirkegården. Det fineste monument er en fin empirestele over Isaac Wilhelm Tegner (1765-1820). Det rummer en længere tekst og er opstillet ved muren ud mod I.L. Tvedes Vej. Nævnes kan også købmanden Peter Wilhelm Tegner (1798-1857) gravsted i den gamle del af kirkegården med et dekoreret gravmonument. P.W. Tegners Vej i Snekkersten er opkaldt efter ham. Hans lidt indviklede slægtskab er beskrevet andetsteds i Helsingør Leksikon.

Af denne slægt er nok kunstneren Rudolph Tegner (1873-1950) mest kendt. Hans bronzeskulptur over sin mor, Signe Tegner (død 1899), er et bemærkelsesværdigt kunstværk. Monumentet findes i den nyere del af kirkegården op mod Møllebakken. Adskillige medlemmer af familien Tegner ligger begravet i dette gravsted, hvor ligstene indgår som en del af flisebelægningen. Rudolph Tegner er selv begravet i Tegners Museum og Statuepark ved Villingerød. Området med statueparken kaldes også for"Rusland". Af hans skulpturer, som er opstillet i Helsingør, kan nævnes Danserindebrønden, Herakles og Hydraen, Hamlet og Ophelia og borgmester Peder Christensens buste.

Jens Levin Tvedes gravmonument

Slægten Tvede har haft stor betydning for Helsingør by, kendt for produktion af brændevin og senere spritfabrik. Tre generationer er begravet tre forskellige steder på kirkegården. Gravstedet for Jørgen Martin Hansen Tvede (1790-1854) ligger på den gamle del af kirkegården, omkranset af et jerngitter og noget præget af tidens tand. Hans søn, Jens Levin Tvede (1830-1891) har sit gravsted på den nyere del af kirkegården. Det ligger lidt mod øst og langt oppe på bakken på et hjørne. I al sin enkelhed består det af en relativ stor stele på plænen. Aktieselskabet Helsingør Spritfabrik, I.L. Tvede blev en af landets største virksomheder indenfor branchen. I.L. Tvedes Vej er opkaldt efter ham. Jens Levins søn, Charles M. Tvede (1862-1831), har sit enkle gravsted i den gamle del af kirkegården ned mod Nygade, et poleret, sort granitkors på en sokkel. Han var som faderen landstingsmand og direktør for Helsingør Spritfabrik.

Slægten Wiibroe har deres gravsted placeret tæt ved materielgården mod I.L. Tvedes Vej. Carl Wiibroe (1812-1888) overtog i 1840 Christen Jeppesens lille bryggeri i Stengade 82 og dannede Wiibroes Bryggeri. I anledning af bryggeriets 150 års jubilæum i 1990 blev Wiibroe Plads (Stengade 86) navngivet.

Slægten Galschiøt har betydet en del for Helsingør og er repræsenteret ved et meget enkelt familiegravsted ved en fantastisk gammel blodbøg, ikke langt fra Møllebakken. Mest kendt er nok redaktør Martinus Galschiøt, søn af Holger Charles Galschiøt. Martinus er især kendt for sin bog om Helsingør omkring midten af forrige århundrede. Vejnavnet Galschiøtsvej stammer fra denne slægt.

Karakteristisk for flere kendte slægter er, at de enten ved giftermål eller erhvervsmæssigt er viklet ind i hinanden. Et enkelt opslag i dette leksikon på navnet Galschiøt viser, at eksempelvis denne slægt er knyttet til både slægten Wiibroe og Tvede. Ove Elling Galschiøt er knyttet til det kendte navn Kierboe.

Slægten Kierboe er begravet på den anden side af det ovenfor nævnte gravsted ved blodbøgen. Troels Fritz Kierboe (1814-1896) og hans familie er repræsenteret ved en tavle med en del navne. Han drev en skibsklarererforretning sammen med Galschiøt. Vejnavnet Kierboesvej stammer fra denne slægt.

Engelske slægter

En række engelske købmandsslægter har sat deres præg på Helsingørs historie i løbet af den florissante tid i slutningen af 1800-tallet og frem til ophævelsen af Øresundstolden i 1857. Her skal blot nævnes nogle, hvis gravsteder stadig findes på kirkegården langs muren mod I.L. Tvedes Vej og lidt længere op mod Møllebakken. Nævnes kan slægten Mullens; slægten Norrie (med en lang navnerække); slægten Norrie og Fenwick er indgiftet i hinanden; Fenwick ejede på et tidspunkt ejendommen Rolighed i Helsingør; navnet er også knyttet til Strandgade 85-87 og Strandgade 95; slægten Wright (kulfirmaet Wright og Svendsen) har ligeledes forbindelse til slægten Norrie; den skotske slægt Brown (indgiftet i slægten Fenwick - se også under ejendommen Claythorpe og Fairyhill i Nygaard); slægten Good (se også under ejendommen Borsholmgaard); slægten Deacon. Som det fremgår, var det ikke ualmindeligt, at engelsksprogede familiemedlemmer giftede sig ind i hinandens slægter.

”Borgmesterbakken”

Ikke langt fra de franske krigergrave, nær ved kirkegårdens højeste top, ligger et par betydningsfulde borgmestre fra Socialdemokratiet i Helsingør begravet.

Peder Christensen (1874-1954) var borgmester i Helsingør fra 1919-1946. Peder Christensens buste af Rudolph Tegner er nævnt ovenfor i denne artikel (afsnittet om slægter). Peder Christensen blev kaldt for ”Kong Peder”, som også er titlen på en bog af Birger Mikkelsen. Den beskriver både personen, byens vældige udvikling og historie i hans borgmesterperiode. Bl.a blev sociale institutioner såsom Hammershøj og alderdomsstiftelsen på Gurrevej opført. Det kommunale Helsingør Gasværk, andre virksomheder og veje kom til. Hans gravsted findes på den nordlige side af ”borgmestergangen”. Borgmester P. Christensens Vej omkring den østlige, sydlige og vestlige del af Vapnagaard er opkaldt efter ham.

Sigurd Schytz (1901-1971) var den efterfølgende borgmester. Hans gravsted ligger overfor på den sydlige side af gangen. Hans borgmesterperiode fra 1946-1970 bar præg af en vældig vækst i boligbyggeri uden for selve bykernen. Bl.a. begyndte man på det store boligbyggeri Vapnagaard (opført 1967-1973), og Sigurd Schytz kollegietGuldgravervej 37 blev indviet i 1970.

Specielle gravmæler

Nogle gravmæler skiller sig lidt ud fra normen. Mausolæer eller gravkapeller var uønskede på kirkegården. Der findes et brev fra 1907 med ønske om tilladelse til at bygge et mausolæum, men det blev afvist. Til trods for denne politik lykkedes det at få opført Helsingør Kirkegårds eneste mausolæum for direktør E. Hermann-Sørensen og hans hustru Else Volmer i 1943. Det er opført af cement og skalmuret med hvide marmorfliser og ligger for enden af alleen fra I.L. Tvedes Vej til de franske krigergrave.

Midt på kirkegården i retning nord syd, lidt nord for de franske krigergrave, står en fornem poleret vase i sort granit fra 1928, rejst over symaskinefabrikant E. C. Olsen og hans hustru Rigmor.

På kirkegården højeste sted findes et gravsted med et fantastisk flot rundbuet granitmonument fra 1960, prydet med maritime symboler i lavt poleret relief. Gravstedet over kaptajn Andreas Chr. Riis-Carstensen (1844-1906) er udstyret med to granitbænke.

Andre gravmæler

Kirkegården rummer en mindegrav for færgemand og kaperkaptajn Lars Bache, som boede i Stengade 27. Han blev hædret for sit mod under en redningsaktion i 1801 og sine dristige aktioner i 1807. Når der kun er tale om en mindegrav, er det fordi den egentlige grav findes på Stevns. Han forliste med sin båd "Makrelen" i området og druknede sammen med 13 andre i juli1809 . Stenen er sat på hans hustru, datters og sønnedatters grav i 1908, hvor også et lille bådanker i smedejern er anbragt. Gravstedet er i området omkring hjørnet af og I.L. Tvedes Vej, tæt på indgangen ved Nygade.

En skriftrulle fra 1844 i østligste del af kirkegården tæt ved foden af Møllebakken fortæller, at her er ”stadsphysicus” Christian Iacob Theophilius de Meza (1756-1844) begravet. Han var den første overlæge ved Øresunds og Helsingørs Sygehospital og boede i Trentwedels Gård i Stengade 81, også kendt som Færgegaarden. Hans søn, Christian Julius de Meza (1792-1865) er mest kendt for rømningen af Dannevirke i 1864 og har givet navn til De Mezas Vej.

Krigergrave

Mindesmærket over faldne soldater fra 1864 blev rejst i 1865 og er det ældste gravmonument over faldne krigere på kirkegården. Da Helsingør var en garnisonsby, blev 15. regiment sendt til Dannevirke ved nytårstid i 1864. På grund af krigens sørgelige resultat blev regimentets hjemkomst i august måned forbigået i tavshed. Krigens veteraner lod derfor rejse mindesmærket d. 5. juli 1865 over 17 soldater, som døde af deres sår på Kronborg Lazaret. I alt blev 20 soldater begravet på kirkegården. Mindesmærket er placeret ud mod Møllebakken lidt ned ad bakken mellem kapelkrematoriet og personalebygningen.

Otto Bülows gravmæle
Otto Bülow (1904-1944) var billedskærer, og hans gravmæle består af et stort trækors i groft hugget i egetømmer. Det er anbragt som det første til venstre for indgangen nedenfor Møllebakken ved Nygade op mod et træ. Det blev renoveret af navere i sommeren 2011. Otto Bülow var kendt for at have en særdeles fjendtlig holdning overfor tyskerne, selvom han deltog næppe i aktivt modstandsarbejde. En tysk stikkerlikvidering havde fundet sted i byen, og Otto Bülow blev måske af den grund offer for tysk gengældelsesdrab d. 2. august 1944. Mordet udløste tre dages folkestrejke, og begravelsen blev et symbol for den passive modstand mod tyskerne. Trækorset er skåret af den blok, han arbejdede på, den dag han blev skudt. Gravstedet rummer ogå Otto Bülows hustru, søn og broder.

To faldne frihedskæmpere er gravsat i plænen i den ældre, lave del af kirkegården ved hjørnet af Møllebakken og Nygade. De to gravmæler er omkranset af en stensætning, som er en kopi af de gravsten i Ryvangen, hvor de to skibsbyggerlærlinge, den 20-årige Knud Petersen og hans 21-årige kammerat Poul Erik Krogshøj Hansen blev henrettet 11. april. De havde tilknytning til modstandsbevægelsen i Helsingør og gruppen BOPA og gik under dæknavnene ”Ole og Erik Dahlin.

Tyske kriger- og flygtningegrave fra Anden Verdenskrig findes i en afdeling i det sydøstlige hjørne del af kirkegården erhvervet af den tyske værnemagt. Her blev 93 soldater og 18 flygtninge begravet, markeret ved fritstående, ensartede stenkors med inskription på begge sider, de fleste sat op til fire personer. En stor flad, natursten markerer og samler som gravmindesmærke de tyske krigergrave.

De franske krigergrave fra første verdenskrig er omtalt i en selvstændig artikel i Helsingør Leksikon.

Afrunding

I en selvstændig artikel om Helsingør Kirkegård kan man læse om dens historie. Kirkegården er stor, og man vil støde på en masse kendte navn. Herunder også navne, som fører tilbage til kirkegårdens status som officiel kirkegård og endda lidt tidligere. Det er en fantastisk indgang til et righoldigt afsnit af Helsingørs historie. I denne artikel er der lagt vægt på det historiske aspekt. For at begrænse omfanget er kun medtaget et mindre udvalg af især de ældre gravsteder, omtalt med variabel fyldighed. Engelske slægter er stort set kun nævnt. Gravmæler, der ikke eksisterer mere, er ikke omtalt her. Om disse kan man læse i årbogen fra 1989, nævnt under litteraturhenvisninger.

Der henvises også til artikel om Helsingør Kirkegård - bygninger.

Eksternt link

Helsingør Kirkegård

Litteratur

Helsingør Kommunes Museer. Årbog 1989. Særtryk om Helsingør Kirkegård.

M. Galschiøt: "Helsingør omkring midten af forrige århundrede". Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2 udgave 1960.

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldtiden 1426-1857. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1926. Bd. 1-2.