Tikøb Brandvæsen
Bortset fra nogle påbud om at større ejendomme havde brandredskaber i form af spande, brandhager, stiger m.v. så var der før 1860 ikke et offentligt brandvæsen i sognekommunerne. Men det år kom der en ny lov, som påbød alle sogneforstanderskaber at etablere et brandberedskab. I Tikøb Kommune skete der imidlertid ikke noget, før Helsingørs politimester i august 1862 fik sat skub i sagen - troede han! Tikøb Sogneforstanderskab vedtog godt nok i den anledning at anskaffe to brandsprøjter, men der skete faktisk ikke mere i sagen i flere år. Først i februar 1865 - da amtet havde rykket for, hvorledes sagen stod - nedsattes et kommunalt udvalg, der skulle behandle sagen. Amtets reaktion var ganske rimelig, idet den nye brandlov, der som nævnt var vedtaget i 1860, trådte i kraft den 1. januar 1865 - og klart pålagde ethvert sogn at organisere et brandberedskab m.v.
De to første sprøjter i Saunte og Nyrup
På den baggrund kunne Tikøb Sogneforstanderskab kun atter engang beslutte at anskaffe de to hestetrukne brandsprøjter samt lade bygge sprøjtehuse til dem. Det ene sprøjtehus blev bygget i Saunte og her skulle brandsprøjte nr. 1 stationeres. Brandsprøjte nr. 2 skulle placeres i det nybyggede hus i Nyrup.
Og ser man på et landkort, er der jo også god mening i at vælge disse to placeringer, når kommunens vidtstrakte område skulle dækkes af kun to sprøjter. At der ikke kom sprøjte i ”hovedstaden” Tikøb, gav dog hurtigt anledning til en del kritik. Og kun to måneder senere vedtoges det, at der også i Tikøb skulle bygges et sprøjtehus - samt anskaffes en sprøjte hertil. I april 1867 stod de tre sprøjter endelig klar til brug. Næste skridt var at udnævne mandskabet til sprøjterne. Til at køre sprøjterne valgtes forsøgsvis proprietær T. W. Bonnesen i Nyrup, proprietær Just N. Carøe i Saunte og gårdmændene Lars Pedersen og Ole Andersen i Tikøb. Der skulle desuden oprettes en brandinspektørpost som øverstbefalende i alle sager. Fuldmægtig Kirch på Fairyhill indvilligede uden vederlag i at fungere som brandinspektør. Desuden blev brandfolkene udpeget og deres betaling fastsat. Instruksen for brandfolkene blev også vedtaget, men en uenighed med amtet om instruksen og brandinspektørens arbejde endte med at blive indanket til justitsministeriet. Nu skulle sprøjterne tages i brug, men i første omgang blev der alene tale om nogle øvelser. Da Rørtang Smedje brændte i oktober 1867, kan Nyrup Sprøjte have været til stede, men det fremgår ikke af de meget korte avisreferater fra dengang. Derimod kom Saunte Sprøjte således først i brug 1½ år efter leveringen. Det skete ved en brand i Havreholm i november 1868. Det var imidlertid ingen succes. Sprøjte nr. 1 havde nemlig fået alvorlige skader ved branden: En knækket foraksel samt tre mindre brud på bagakslen! Og da det jo var første gang at sprøjten var blevet brugt, mente sognerådet, at arbejdet måtte have været udført slet. Fabrikanten havde godt nok kun givet et års garanti, men under de foreliggende omstændigheder måtte der søges erstatning. Men i det hele taget synes sprøjternes tilstand ikke at have været særlig god. I juli 1870 konstateredes således, at også bagakslen på Tikøb Sprøjte var knækket tre steder - og i øvrigt, at slangerne i både Saunte og Nyrup var utætte!
Flere brandsprøjter
Imidlertid førte den stigende bebyggelse langs kysterne til, at der i 1890’erne viste sig behov for sprøjtehuse på hhv. nord- og sydkysten. Derfor blev der også bygget sprøjtehus i Hornbæk i 1883 og i Skotterup i 1893. Dermed var der 5 kommunalt ejede sprøjtehuse i kommunen – senere placeredes også sprøjter i hhv. Aalsgaard og i Horserød. Derudover skal det fremhæves, at enkelte større ejendomme også anskaffede sig sprøjter – som oftest fordi lovgivningen fordrede større landbrug til sådanne anskaffelser. Således havde bl.a. Borsholmgaard og Hellebækgaard deres private brandsprøjter. Hellebæk Klædefabrik anskaffede i 1874 også en privat sprøjte. Den skulle assistere ved brand i op til en mils afstand fra fabrikken - men var naturligvis mest beregnet på at nedkæmpe en brand på selve fabrikken. Brandsprøjternes effektivitet var det imidlertid så som så med. Utallige er historierne om, hvor elendigt sprøjterne fungerede, når de langt om længe kom frem til brandstedet. De ulønnede brandfolk skulle jo også først alarmeres, samles, der skulle spændes heste for o.s.v. Der kunne sagtens gå op imod en time, inden sprøjten nåede frem.
En forgæves udrykning
Men omvendt var der også forgæves udrykninger. Herom erindrede tømrermester Julius Jensen i Saunte i 1964 følgende: Det var jo ofte nat, når sprøjten skulle ud. Jeg kan huske, her kom ridende bud om natten for at tilkalde sprøjten til et lynnedslag i hatten på Nordskov Mølle omkring 1886 og til et lille hus syd for Holmene Skole i 1896. Fra min tidligste barndom kan jeg huske, at vi sad oppe i mørke, når det var tordenvejr om natten. Det var almindeligt sådan på landet, der var jo stråtækkede huse næsten overalt. Ved ildebrand i Saunte eller omegnen var der jo aldrig tvivl om at køre sprøjten ud hurtigst mulig, men ved ildebrand længere borte var det undertiden svært at beregne, hvor langt borte ilden var og om der var for langt at køre. I alle tilfælde, og navnlig når man tvivlede om, hvor ilden var, var det brandfogeden, der bestemte, om man skulle køre, og det hændte, at man kørte ud og så opdagede, at ilden var længere borte, end man havde pligt til at køre, og så vendte man jo om. En sådan tur fik brandfolkene 1 kr. for. Et enestående tilfælde for udrykning er der i slutningen af 1870’erne, da der brændte en sukkerfabrik i Landskrone i Skaane. Der var et mægtigt brandskær, og man troede at ilden allerhøjst var ½ mil borte, men stadig viste sig lidt forude. Da man kom udi Holmene, mente man at ilden var lige bag ved skoven (Teglstrup eller Nyrup Hegn). Da man kom forbi Ørnholm, gættede man på Skotterup eller et skib. En skibsbrand ville de nok se og kørte til Skotterup Kro og slukkede tørsten i stedet. Jens Svendsen var brandfoged og kørte. Han kunne godt lide at slukke inden han blev meget tørstig.
Ellehammersprøjten
Brandvæsenet i Tikøb Kommune anskaffede sig i 1925 en såkaldt ”Ellehammersprøjte”, der kunne monteres på en Ford T-bil. Men sognerådet havde også overvejet en endnu mere moderne løsning, nemlig indkøb af en automobilsprøjte - evt. i samarbejde med Helsingør Kommune. For at finansiere en sådan bil spurgte man brandforsikringsselskaberme om de ville være med til at bidrage til indkøbet. Ud af syv forsikringsselskaber svarede kun de to, at de muligvis gerne ville være med. På den baggrund mente sognerådet, at det ville blive for dyrt, og sagen udsattes på ubestemt tid.
En bestemt begivenhed i nærheden af Hornbæk menes at have givet stødet til at modernisere brandvæsenet. En brand i hovedbygningen til Karinebæk ved Holmegaarde den 11. juni 1929 udviklede sig tragisk, da den 40-årige beboer Anne Larsen indebrændte. De gamle sprøjter fra hhv. Hornbæk og Saunte var ganske vist mødt, men kunne ikke udrette meget mod den voldsomme ild. Og den mere effektive Ellehammersprøjte ankom først 3 kvarter efter alarmeringen. Om årsagen hertil er der lidt tvivl - enten var det fordi lastvognen, der skulle transportere sprøjten, var optaget andetsteds, eller også var det fordi der opstod en misforståelse, da der skulle gives telefonbesked om alarmeringen. Og kun nogle få måneder senere opstod endnu en brand - denne gang uden personskade - men til gengæld med meget store materielle ødelæggelser til følge. Denne gang var det Hellebæk Klædefabrik, der gik op i luer. Da branden blev opdaget, tilkaldtes brandvæsenet, og først på brandstedet var Helsingør Brandvæsen - der imidlertid ikke kunne udrette meget mod det voldsomme bål, der kunne ses over hele Nordsjælland og store dele af Skåne. Desuden mødte Tikøb kommunes brandsprøjte, Fredensborg Brandvæsen, Hillerød Brandvæsen samt Zonebrandvæsenet fra Ørnegaarden ved Jægersborg. Men lige lidt hjalp det - branden havde fået et så stort omfang, at stort set hele fabrikken nedbrændte.
Automobilsprøjte anskaffes
De to begivenheder fjernede sognerådets tvivl om det fornuftige i at anskaffe mere moderne brandslukningsmateriel. Men først i 1931 blev brandvæsenet reorganiseret, og et lønnet mandskab med en brandchef, blev ansat. De gamle hestetrukne brandsprøjter blev imidlertid stående ude i deres små huse – som en slags reserve. Nyrups sprøjte anvendtes således sidste gang i 1944 ved en brand på Nyrupgaard og Sauntes sprøjte sidste gang ved skorstensbrand i 1947 - en brand som imidlertid var gået ud, inden sprøjten nåede frem!
Nyrups brandsprøjte, stod således indtil starten af 1990’erne uberørt i sit lille hus i Nyrup. Desværre var der en lokal beboer, der solgte brandsprøjten – efter sigende for én krone! Så kunne sprøjtehuset anvendes til pulterrum i stedet! Desværre var der ikke forståelse for situationens alvor hos ledelsen i det daværende kommunale brandvæsen – og til sidst måtte Stejlepladsgruppens formand i Snekkersten, Ole Laugmann, tilbagekøbe sprøjten for et langt højere beløb – for derefter at placere den i Skotterups restaurerede sprøjtehus, hvor den oprindelige sprøjte allerede i 1920’erne var blevet erstattet af den Ellehammersprøjte, som kommunen havde anskaffet nogle år forinden.
Brandvæsenet reorganiseres
Branden i Holmegaarde i 1929 satte således gang i reorganiseringen og moderniseringen af kommunens brandvæsen. I al fald blev der i sommeren 1929 afgivet en indstilling til sognerådet fra Brandudvalget om en nyordning. Og allerede det følgende forår købte Brandudvalget en ny motorsprøjte til en pris af 5.450 kr.
Det var brandinspektør Andreas Christian Harvig, der stod i spidsen for den store modernisering af kommunens brandvæsen - en ordning der trådte i kraft den 1. april 1931. Og det lykkedes efter datidens forhold at etablere et meget moderne brandvæsen. De 29 brandmænd med en brandinspektør og en vicebrandinspektør i spidsen skulle rykke ud på 3 minutter. Til deres brug havde de 1 automobilsprøjte, 1 påhængsmotorsprøjte, 1 lastbil med Jungersen-pumpe, 1 Ellehammersprøjte, fire gamle håndkraftsprøjter samt i alt 2.100 meter slanger. Materiellet var fordelt på 7 brandstationer, men det var altid fra hovedstationen i Tikøb, at der blev rykket ud, når alarmen lød. Mandskabet og materiellet var desuden fordelt således, at der i Hornbæk var stationeret en ”Aster II” påhængssprøjte med 8 mand. I Aalsgaarde, Saunte og i Nyrup stod stadig de gamle kommunesprøjter, og til hver var der knyttet to brandmænd. I Horserød boede vicebrandinspektøren, der rådede over en personautomobil + 2 mand og en kommunesprøjte. I Skotterup var stationeret den tidligere omtalte Ellehammersprøjte samt to brandmænd.
Alarmeringen
Alarmeringen af mandskabet skete dels via telefon dels ved direkte ringeledninger fra hovedbrandstationen i Tikøb og ud til mandskabet. Rundt i kommunen var udpeget 17 branddamme, og der var opsat i alt 62 brandhaner.
Udover det var der fortsat en stribe mindre brandredskaber og håndsprøjter stationeret rundt om i kommunen. Bl.a. var der stationeret hånddrevne sprøjter hos snedkermester Rasmussen i Skibstrup, Munkhøjgaard i Borsholm, på Køromgaard i Horneby, på Ravnegaard i Havreholm, på Hampegaard i Bøtterup, på Hasselgaard i Rørtang og Grøndalsgaard i Tibberup.
Privatpersoners pligter i brandtilfælde
Og endelig bestod beredskabet også af privatejede brandredskaber, som det var pålagt bestemte ejendomme at anskaffe og vedligeholde. Det gjaldt typisk større virksomheder, hoteller, kroer og tømrer- og snedkerværksteder.
Når der opstod ildebrand, var det naturligvis en pligt at melde dette ikke blot til brandstationen, men også til den lokale brandfoged samt til den lokale sognefoged. Enhver tilstedeværende person kunne kommanderes til at arbejde for brandvæsenet - og vedkommende måtte ikke forlade den post, han var blevet sat på med mindre der var indhentet tilladelse fra den øverstkommanderende på stedet - som oftest brandinspektøren eller ved større brande politimesteren. Enhver borger havde pligt til at hjælpe i ildebrandstilfælde - også uden at være blevet kommanderet til det. Undlod nogen at gøre dette - eller nægtede at efterkomme en ordre fra brandledelsen - blev de pågældende idømt bøder på mindst 10 kr.
Brandene fortsætter
En af de første større brande, det nye brandvæsen rykkede ud til, var en gårdbrand i Bistrup. Den 31. august 1931 opstod der ild i sognefoged Martin Olsens gård i Bistrup - ”Lergaarden”. Ilden skyldtes en petroleumsmotor, som skulle bruges ved tærskningen. Gården, der var stråtækt, var hurtigt omspændt af flammer og selvom Tikøb Brandvæsen kom hurtigt, kunne man intet gøre for at redde den firlængede gård. Kun indboet i stuelængen kunne man redde det meste af, inden ilden også bredte sig hertil. Brandvæsenets reorganisering reddede således ikke Lergaarden i Bistrup, men nu var der tilfredshed med indsatsen.
Falcks Redningskorps inde i billedet
I forbindelse med at Helsingør i 1943 havde indgået en 15 årig aftale med A/S Falcks redningskorps om brandslukning i Helsingør Købstadskommune, overvejede Tikøb Kommune at indgå en lignende ordning med Falck. Falcks ledelse tilbød ved et møde i februar 1944 at sørge for brandslukningen i Tikøb Kommune for en pris af 2 kr pr indbygger. Stationen og materiellet i Tikøb skulle overtages af Falck - og der ville desuden blive tale om redningstjeneste for kommunens bygninger, ansatte, skolebørn m.fl. Også ambulancetjenesten var inde i billedet - men sognerådet vedtog efterfølgende at bibeholde brandvæsenet i eget regi. I stedet fortsatte man den overenskomst med Asminderød-Grønholt Kommune om gensidig brandslukningshjælp, som allerede var indgået i 1938 - og senere formaliserede Tikøb Sogneråd i 1947 den allerede i praksis eksisterende aftale med Helsingør Kommune.
Kritik af brandordningen
I begyndelsen af 1960’erne var udviklingen i Tikøb Kommune begyndt at gå stærkt, og det indebar også, at der bl.a. kom flere og flere høje huse. En ny brandbil og højere stiger måtte anskaffes. Men kritikken af brandberedskabet lurede - især i kystdistrikterne. En række hotelfolk i Snekkersten og Espergærde var således meget bekymrede for, at der skulle gå for lang tid, inden Tikøb Brandvæsen nåede frem, hvis der opstod brand hos dem. Oscar Pedersen på Hotel Kystens Perle mente således, at det eneste rigtige ville være at have et lokalt brandkorps på Sydkysten. Bestyreren af Solhavegaard understregede, at når det gjaldt brandberedskabet, måtte man ikke skele til økonomiske interesser - og pensionatsejer Tony Sørensen, Pension Øresund i Skotterup, var overrasket over at erfare, at brandvæsenet ikke kom fra Helsingør i brandtilfælde.
Måske var det en konsekvens af denne bekymring, at der i 1962 blev indgået en aftale med Helsingør Kommune om, at ved alarmering i Snekkersten-området, skulle både Tikøb og Helsingør brandvæsen alarmeres samtidig.
Tikøb og Helsingør Brandvæsener fungerede uændret videre et år efter kommunesammenlægningen - uafhængige af hinanden. Tikøb Brandvæsen blev således den sidste fungerende ”rest” af Tikøb Kommune.
En udløber af kommunesammenlægningen blev den efterfølgende voldsomme debat om Tikøb Brandvæsens fremtid. I 1974 ville byrådet således nedlægge Tikøb Brandvæsen og centralisere brandslukningen i Helsingør. Det gav anledning til den såkaldte ”Brand-krig”, som efter voldsomme protester fra store dele af den gamle Tikøb Kommune førte til, at Tikøb Brandvæsen blev bibeholdt - senere endda suppleret med brandstationer i Hornbæk og Mørdrup, således at der nu er fire brandstationer i Helsingør Kommune.
Litteratur
Kjeld Damgaard: "Tikøb - Danmarks største sognekommune" 2008, pag 87-99