Pest i Helsingør

Den største og sidste pestepidemi i Danmark ramte først Helsingør by i slutningen af september 1710 og hærgede i knap et år. Den nåede at brede sig en del videre, men denne artikel har mest fokus på Helsingør og omegn. Pestangrebet fortsatte ind i april 1711, og bedst som man troede, at det værste var overstået, tog smitten fat igen. Den nåede sit højdepunkt hen over sommeren og klingede først af i oktober 1711. Denne artikel tager sit udgangspunkt i dette pestangreb, som omtales i første del. Der har været mange pestangreb tidligere, og de omtales mere sporadisk sidst i artiklen.

Grænse for afspærring af 25. maj og udvidelsen fra 11. juni 1711 til værn mod pestsmitten (Fra Karl-Erik Frandsen: The last plague in the Baltic Region.

Indholdsfortegnelse

Skib fra Stockholm

En passager kom i land i Helsingør fra et hollandsk skib fra Stockholm 26. september 1710. Han blev indlogeret hos Johann Daniel Burghoff i Strandgade 91, det mest respekterede hotel i byen på den tid. Det var der, hvor Skibsklarerergaarden ligger i dag, en bygning oprindelig fra 1500-tallet, ombygget i sidste del af 1700-tallet. Der var ikke noget usædvanligt ved, at en passager indlogerede sig her, men netop denne mand bragte noget særligt med sig. Skønt han følte sig rask ved ankomsten til byen, blev han i løbet af kort tid syg. Han blev beordret til at flytte over til færgemand Lodwig Douw i Strandgade 94 på den anden side af gaden. Den bygning eksisterer ikke længere. Hele karréen blev revet ned efter at en voldsom brand i 1938 på ”Jernbanehotellet”, som på den tid hed "Hotel Prins Hamlet". Sygdommen udviklede sig meget hurtigt og efterlod sorte pletter på kroppen, og manden døde få dage efter (01. oktober). De sorte pletter stammede fra ondartede bylder, såkaldte brandbylder eller karbunkler. Karbunkler er en samling af furunkler, som er en betændelsestilstand på et enkelt sted. Man heftede sig ikke særligt ved dødsfaldet og havde heller ikke særlig travlt med at informere om det.

Myndighederne inddrages

Den lokale sundhedskommission blev sat i bevægelse, og fra højere instans fulgte man meget omhyggeligt med i, hvad der skete i kommissionen. Knap tre uger senere, d. 21. oktober, forlød det: vær på vagt over for skibe fra Sverige, især skibe fra Stockholm. Så meddeltes det d. 07. november: forbud mod kontakt med Sverige, og dagen efter oplystes: der er noget helt galt. I løbet af de første 14 dage af november forekom fem mistænkelige dødsfald. Først d. 13. november råbtes der vagt i gevær med spørgsmålet: hvad er det der foregår? Det forbavsende svar var: intet.

Epidemien breder sig

I den sydvestlige del af byen i kvarteret omkring Lergaarden (Strandgade 41), slog pestepidemien hårdt ned. Området var afgrænset af Skyttenstræde, Anna Queens Stræde, Gyldenstræde og Stengade og var domineret af folk med erhverv som færgemænd og håndværkere.

Det skulle blive værre endnu. I december 1710 begyndte dødsfaldene begyndte at stige med stor hast, da pestangrebet ramte området Lappen nord for Helsingør med stor styrke. I dette område boede hovedsagelig folk med erhverv i tilknytning til havet. Fiskerne blev afskåret fra deres sædvanlige kontakt med skibe fra de baltiske lande, og udgangsforbuddet medførte isolation og arbejdsløshed. Som en indirekte konsekvens af pesten døde folk således også af sult, som medførte en ringe modstandskraft over for smitten. Fra november til februar døde mindst 50 ud af ud af 100-120 personer, fordelt på 27 husstande. Tallene kan være behæftet med lidt usikkerhed, men det er næppe helt forkert at konkludere, at lidt under halvdelen af hele Lappens befolkning bukkede under. Nogle husstande blev simpelthen ryddet for beboere, mens der i andre boliger afgik en eller to personer ved døden. På et tidspunkt i 1711 noteres, at der er 24 husstande med 45 personer tilbage. Disse tal fremgår af ”Personalhistorisk Tidsskrift”, nævnt under litteratur.

Epidemien får et navn

Sygdomsbehandlere på den tid var barberer, også benævnt bartskærere eller feltskærere. De var en slags håndværkere med en vis kirurgisk uddannelse, som foretog åreladninger og andre kirurgiske indgreb, mens læger tog sig af den teoretiske behandling. Barbererne havde hidtil ment, at der var tale om en slags tyfus eller feber med pletdannelser på kroppen. Men nu var der ingen tvivl: det var byldepest (også benævnt bubonpest), som bredte sig i hele Helsingør. Netop som man troede, at pestangrebene var overstået, tog de atter fat. De bølgede frem og tilbage med forskellig styrke og ramte forskellige grupper af befolkningen på forskellige tidspunkter: soldater, børn, folk i mellemste aldersgrupper, kvinder, mænd, en stor gruppe tjenestepiger. I sommeren 1711 blev standspersoner dog også angrebet. Dette forløb er helt specielt for netop denne pestepidemi, og man har ikke kunnet forklare hvorfor. Symptomerne tydede på, at der var tale om orientalsk byldepest. Den fremkom ved bid fra lopper, og den type pest smittede ikke fra menneske til menneske. Lopper i sengene gjorde tjenestepiger særligt udsatte, når de passede de syge.

Pesten fortsætter

Kongen befalede den 25. maj i 1711, at Helsingør med dens landsbyer skulle afspærres og udelukkes fra al handel både til vands og til lands. Brød man igennem afspærringerne, havde militæret ordre til at skyde. Trods disse forholdsregler spredte pesten sig fra Helsingør til Ålsgårde, Hellebæk og Hornbæk samt Tikøb og Esbønderup, som dengang var landsbyer. Det skete trods forholdsregler i form af afspærringer. Brød man igennem disse, havde militæret ordre til at skyde. I industriområdet i Hellebæk brød epidemien ud i januar 1711 og fik kvalificeret arbejdskraft til at flygte. De fleste indbyggere var knyttet til geværfabrikken, hvor Hammermøllen var en central del af våbenindustrien. Mindst 27 ud af ca. 200 personer bukkede under for pesten. Mærkværdigt nok blev de syge ført til Lappen - en slags skæbnens ironi og næppe noget, der gavnede sundheden!

”Pestmarked” i Lokkerup

På grund af afspærringerne blev det vanskeligt at fremskaffe forsyninger af fødevarer til de pestramte områder. Mens pestangrebet stod på 1710-1711, blev en midlertidig markedsplads med en form for torvehandel oprettet i den tidligere landsby Lokkerup ved Egebæksvang, og man undgik derfor direkte sult. Markedet lå omkring det sted, der i dag svarer til Strandvejen 248 ved udkanten af den nordlige del af Egebæksvang Skov. Kun navnet Lokkerupvej vidner om den tidligere landsby.

Pesten i Nordsjælland

Fra Helsingør bredte pesten sig videre til Nordsjælland. Afspærringen fra Espergærde mod øst til Munkerup øst for Gilleleje hjalp ikke meget, da de syge soldater førte smitten videre. Den bredte sig til en række sogne fra landsbyen Asminderød ved Fredensborg til Birkerød nord for Holte. Pesten slog hårdt ned i landsbyen Høsterkøb. Her døde omkring 100 personer, svarede til omkring halvdelen af indbyggerne.

Pestens videre færd

Pesten blussede op på ny og kom til København i juni 1711. Det skete trods forholdsregler i form af de afspærringer, man havde etableret. Man formoder, at et skib på en eller anden måde var sluppet igennem afspærringen i Helsingør. I København blev omkring 23.000 indbyggere i løbet af få måneder ofre for pesten, nogenlunde en tredjedel af befolkningen. På Amager døde på få uger omkring 1.000 personer, nogenlunde en tredjedel af øens indbyggere.

Pesten fortsatte sydover vest for København og nåede Køge, Præstø og Roskilde, men nu i et noget mere afdæmpet forløb. Sogne mod vest og sydvest som Værløse, Slangerup, Jørlunde syd for Slangerup og Ledøje slap ikke for smitten. Men på besynderlig og mirakuløs vis gik den uden om mange gårde og huse i landsbyer som Kirke Værløse og Lille Værløse. Også Karlebo sogn undgik pesten. Den vestligste og sydligste del af Sjælland ramte epidemien ikke. Hvorfor den stoppede netop de steder, har man intet svar på. Dog nåede den til Sønderjylland via et krigsskib. Omsider døde pestangrebet ud, da det nåede Holsten og Skåne, to gamle danske områder.

En udsat by

Som København var Helsingør på grund af den livlige skibstrafik i Østersøen og Øresund ofte udsat for epidemier. I Helsingør var der det specielle forhold, at de mange skibe var tvunget til stoppe op og betale Øresundstold. Det gjorde Helsingør særlig udsat, og pestangreb tog da også ofte sin begyndelse her.

Under pestepidemien blev visitering og opkrævning af tolden indført fra fregatten ”Gravensteen”, som lå opankret på Helsingør Rhed, og forbud mod at gå i land blev udstedt. Den omfattende handel med de med de vigtige handelsbyer i de baltiske lande gik i stå, og det gik hårdt ud over Øresundstolden og de deraf afledte indtægter.

Krig og pest

Helsingør blev ud over epidemier også meget påvirket af krige. Som så mange gange før blev der kæmpet om at beherske i Østersøområdet. Under Store Nordiske Krig var den svenske konge Karl 12. på vej til Moskva. Han led et gevaldigt nederlag og måtte afstå Estland og Letland til Rusland i 1710. Krig og pest kom til i disse år at være forbundet, fordi smitten formentlig i udstrakt grad blev bragt rundt med soldater. Sidste del af Store Nordiske Krig fra 1709-1720, kombineret med den barske pestepidemi 1710-1711, satte Helsingør voldsomt tilbage i mange år.

Det hidtil største pestangreb blev heldigvis det sidste.

Hvor kom pesten fra?

Pesten begyndte muligvis allerede i Konstantinopel (fra 1920’erne Istanbul) i 1704 og bevægede sig langsomt videre, sandsynligvis via svenske soldater. I 1709 dukkede pesten op i den polske by Gdansk, dengang med navnet Danzig. Det var en vigtig havneby i Østersøområdet i daværende Vestpreussen. Pesten nåede til Kaliningrad i august 1709, på den tid kaldet Königsberg, hovedstaden i Østpreussen. Byen ligger i dag i Kaliningrad oblast, en russisk eksklave mellem Polen og Litauen. Efter pestens hærgen i Polen bredte den sig til de tre baltiske lande. I maj 1710 konstateres tilfælde af pest i Riga mod nordøst i Letland. Samme måned konstateres pestangreb så langt mod nordøst som Tallinn i Estland. Byen ligger ca. 80 km syd for Helsinki i Finland og hed dengang Reval. Derfra blev pesten bragt tilbage mod vest til Stralsund ved Rügen. I byerne på den finske sydkyst døde omtrent tredje hver indbygger. Af en eller anden årsag undgik Rusland pestepidemien.

Med de oven for nævnte forhold in mente var det ikke mærkeligt, at pesten kunne finde vej til Stockholm i august 1710 og at den var årsag til, at 22.000 ud af 55.000 indbyggere i denne by døde. Heller ikke, at pesten fandt vej til Helsingør via skib i slutningen af september 1710 trods skrappe regler for karantæne. I Norge havde man til gengæld held med at holde sygdommen ude ved at tilbageholde og isolere tilrejsende fra de ramte områder.

Pestens høst i Helsingør

I Helsingør døde hen imod 40 % af indbyggerne af pestepidemien i 1710-1711, svarende til omkring 1.809 mennesker. I Skt. Olai Sogn blev 1.227 dødsfald registreret og begravet i Skt. Olai Kirke, heriblandt mange soldater. Fra garnisonen i Helsingør bukkede et ukendt stort antal soldater under for pesten. I Sct. Mariæ Sogn blev 565 begravet i Sct. Mariæ Kirke. Det er kun de registrerede dødsfald. Måske døde mange flere, for ikke alle dødsfald blev registreret blandt de fattige. Flertallet af disse endte deres dage, måske endda i massegrave, på ”Assistens Kirkegaard” eller ”Ny Kirkegaard” fra 1580-1582. En midlertidig kirke i bindingsværk blev opført med henblik på pestepidemiens ofre. Kirkegården på ”Sletten” var beregnet for fattige, søfolk, pestramte og lå dengang uden for byen det ældste område af den nuværende Helsingør Kirkegård. Her blev disse grupper af befolkningen som ofte uden videre ceremoni ”kulet” ned i jorden.

Guds straf

Overtro florerede på den tid samtidig med, at mange troede, at pesten var Guds straf. Byens borgere var værgeløse og kunne kun afvente, resignere og håbe på, at Gud stod dem bi, mens ”farsoten” hærgede på sin tilsyneladende vilkårlige manér (farsot er et gammelt dansk ord for en alvorlig infektionssygdom, som spredes hurtigt som en epidemi).

Tomme huse

Pesten ramte selektivt og kunne springe huse over. Pestramte huse blev markeret med et stort, hvidt kors, og mange huse og gårde kom til at stå tomme. Ifølge en opgørelse fra d. 11. september 1711 var 146 huse forladt og lukket ned, fordi alle medlemmer af husstanden var døde. I 357 huse boede der syge mennesker, og kun 55 huse var uden smitteramte. Byens handels- og håndværksliv stagnerede næsten fuldstændigt. Endnu så sent som i 1717 stod et anseligt antal gårde og huse ubeboede og forfaldne. Ifølge en indberetning fra Magistraten til stiftamtmanden, udfærdiget samme år, var der ”76 ubeboede Huse, 226 forfaldne og øde Pladser, hvor intet ordentligt Menneske holdt til”. Byen havde dog en evne til at komme sig efter hårde tider, og det skete da også ganske langsomt igen. Byggeaktiviteten i byen voksende støt og roligt i sidste del af 1700-tallet, hvor de store købmandsgårde dukkede op. Dem var der kun få af tidligere.

Smitte, helbredelse og overlevelse

Når først smitten på den tid havde fundet vej, var en spredning stort set uundgåelig. Fra oven for nævnte barberers sygelister ved man, at nogle få blev helbredt under pestepidemien i 1710-1711. Hvis bylderne blev skåret op og sårene renset, kunne folk faktisk overleve. Luft, sol og vind kunne også dræbe bakterierne. Kun én af de fem badskærere, som var på nærmeste hold af epidemien, døde af pesten.

Ud fra tidligere pestangreb kan man aflæse, at kun de stærkeste eller heldigste overlevede og at pesten ramte de mest sårbare: børn og unge. En mulig forklaring kan være, at de voksne kan være smittet med pestbakterier tidligere og dermed være blevet bedre rustet til at modstå eller ligefrem være blevet immune over for sygdommen. Pesten var bestemt af årstider og hærgede fra foråret, kulminerede sensommer og efterår for så at dæmpes eller forsvinde om vinteren. Vinterkulden hæmmede pestangrebene. De kunne så begynde forfra følgende forår, da bakterierne sagtens kunne overleve. Flere epidemier kunne også komme sideløbende, medbragt af nye tilrejsende. Der var stor dødelighed i husstande, fordi pesten smittede ved direkte kontakt. Det samme gjaldt inden for erhverv, hvor folk arbejdede tæt sammen. Søfolk, soldater og fremmede håndværkere kunne bringe sygdommen med sig.

Hvor ved man det fra?

Helsingør var en meget velorganiseret by, i langt højere grad end København og havde tilmed et velorganiseret system af barbermestre. En omfattende korrespondance myndigheder imellem ligger til grund for alle disse oplysninger. En helt uvurderlig kilde udgjorde en slags ”sygejournaler” på ugebasis fra disse barbermestre. Det var omfattende antal rapporter (på tysk), som redegjorde for sundhedstilstand i de enkelte husstande, der var ramt af pesten. Det forudsatte naturligvis, at de pågældende husstande havde besøg af enten en barber eller en læge, og det var ikke alle, der var så begunstigede. Derfor er netop pestepidemien i 1710-1711 behandlet særlig grundigt - så usædvanligt veldokumenteret, at det hæver sig på verdensplan.

Tidligere pestangreb

Adskillige pestepidemier hærgede gennem tiderne og var en reel og tilbagevendende trussel. Pesten i 1350 blev kaldt for den sorte død og var ganske omfattende i hele Europa. Den er vanskelig at følge i Danmark, da kilder mangler. I 1500-tallet og 1600-tallet hærgede adskillige pestepidemier i mange europæiske lande, også i Danmark. Følgende opremsning af perioder giver en fornemmelse af hyppigheden: 1520 / 1536 / 1546-1548 / 1553-1554 / 1563-1568 / 1575-1579 / 1583-1585 / 1589 / 1592-1594 / 1601-1603 (benævnt den hvide død) /1612 / 1618-1619 / 1620 / 1625 / 1629-1630 / 1636 / 1645 / 1654-1655.

Pestens høst andre år i Helsingør

I årene 1564 / 1575-1579 / 1583 / 1589 og 1592 døde et usædvanlig højt antal personer i Helsingør. De nævnte årstal viser hyppigheden af epidemier, som man med sikkerhed ved, at byen blev ramt af. I det følgende nævnes desuden nogle tal for begravelser i forbindelse med pestepidemier. Vedrørende årene 1575-1579 samt året 1654: uddybes neden for.

Tallene for dødsfald i forbindelse med pestepidemierne er forbundet med nogen usikkerhed, men giver dog en fornemmelse af omfanget. En pestepidemi fra 1563-1565 brød ud blandt soldater og nåede også Helsingør: i 1564 var der omkring 600 døde / i 1575: 435 døde og de følgende år 120-170 / et samlet tal for årene fra 1575-1579 var på omkring 900 døde (se afsnit neden for) / fra 1583-1585: omkring 1.200 døde i alt / i 1589: 189 døde både i Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke. De følgende dødsfald i forbindelse med pest er registreret kun i Skt. Olai Kirke, så tallet er formodentlig en del højere / i 1592: ca. 460 døde / i 1601: 240 døde / 1602: 317 døde / pesten fra 1601-1603 blev kaldt for den hvide død / atter en pestepidemi i 1612 (ingen dødstal angivet her) / fra 1618-1620: 913 døde i alt / i 1625: 463 døde / i 1629: 394 døde / for årene 1629-1630 er 1.118 angivet som døde / i 1636: 755 døde / i 1654: 312 døde / et samlet tal for årene 1654-1655: 2.168 (se afsnit neden for). Disse tal er som nævnt oven for sikkert ret lavt angivet og skal naturligvis sammenholdes med indbyggertallet på det pågældende tidspunkt.

En styrmand kom til byen i 1575

En unavngiven styrmand døde hos Eline Peders 13. maj 1575. Anders Hess’ barn blev begravet d. 31. maj, og nu var beviserne på pestepidemi ikke til at komme uden om. I den efterfølgende tid døde flere personer i husstanden. Da pesten vendte tilbage i 1576, begyndte det hele forfra. Noget kunne tyde på, at der var sideløbende angreb.

Helsingør, en af landets rigeste og største købstæder på den tid, blev som oven for nævnt, ramt af pestepidemier fra 1575-1579. Under den omfattende ombygning af Krogen til det nye Kronborg, indledt i 1574, kom mange fremmede håndværkere til byen. Formentlig bragte en af dem pesten med sig. Mænd i kongens tjeneste blev først ramt af sygdommen, siden spredte den sig til lokalbefolkningen. Anslået var der som et minimum omkring 2.400 indbyggere i 1574. Man regner med, at omkring 900 mennesker døde i løbet af de ca. fire år, som pestangrebet varede, svarende til ca. en tredjedel af byens indbyggere. Da man næppe har haft styr på antallet af fremmede, er tallet er dog behæftet med stor temmelig usikkerhed.

Befolkningstallet gik trods pestepidemien ikke tilbage. Man kan se, at der var en stor tilvækst af borgere og flere handler med ejendom mellem 1575 og 1579. Det kunne måske tyde på, at behovet for arbejdskraft til det nye Kronborg fortsat bragte rigtig mange fremmede til byen.

Pesten i 1654-1655

Som oven for nævnt, gik adskillige pestepidemier hårdt ud over befolkningen, der hvor den ramte. Pesten i 1645 og 1654-1655 regnes for nogle af de værste i forbindelse med Helsingør. I januar 1654 begyndte pesten i København, hvor man antager, at hen imod en fjerdedel af befolkningen døde. I Helsingør var der 2.168 dødsfald, svarende til en tredjedel af Helsingørs befolkning på omkring 6.000. Som en påmindelse om pesten i 1654 ses den dag i dag en inskription på plattysk på en mindeplade af sten, meget ældre end huset, indmuret i ejendommen på Stengade 53 (på hjørnet af Bjergegade 1). Teksten på mindepladen lyder: ”Manchem verdrevstes was er sicht und mus doch leiden das geschicht 1654”, som oversat betyder: ” ”Mange ærgrer sig over, hvad han ser, og må dog finde sig i, at det sker”.

Gennemsnitlig levealder

Et gennemsnitligt antal dødsfald i Helsingør var i normale år ca. 100-300 mennesker ud fra en befolkning på måske 3.000-4.000. Det kan lyde som et stort tal i dag for os, men det var hverdag for datiden. Børnedødeligheden var høj; kvinder var meget udsatte under barsel og efter fødsel; mange sygdomme, som man overlever i dag, kunne dengang ikke kureres; dødsfald som følge af ulykker eller vold skete i et noget større omfang end i dag. Alt sammen satte sit præg på den gennemsnitlige levealder, som i sig selv ikke var særlig høj i tidligere tider.

Litteratur

Personalhistorisk Tidsskrift. Nr. 2, 2008. (Heri: Artikler og småstykker om pesten).

Karl-Erik Frandsen: The last plague in the Baltic Region, 1709-1713. Museum Tusculanum, 2010.

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929.

Artikel i Helsingør Dagblad: ”Marked i Lokkerup under den store pestepidemi” (1710-1711) fra lørdag d. 06. august 2016.