Syklubben

I takt med Anden Verdenskrigs udvikling, voksede modstanden i Danmark. I Helsingør havde den første danske togafsporing fundet sted knap en kilometer nord for Espergærde d. 06. november 1942 efter et mislykket forsøg d. 31. august. Den danske modstand bredte sig året efter i løbet af sommeren. Den såkaldte ”Syklub” i Helsingør fik en afgørende rolle i forbindelse med at sejle de danske, jødiske flygtninge over Øresund til Sverige. Afstanden til Sverige er kort, der er togdrift med hyppige stationer, og mange af de flygtende kendte området godt som turister. Alt dette gjorde Helsingør og nærmeste omegn langs kysten velegnet til formålet. Om denne del af modstandsbevægelsen i Helsingør handler denne artikel.

Modstanden vokser

Krigslykken var ved at vende for tyskerne, ikke mindst efter nederlaget i Nordafrika i slutningen 1942 og i Rusland i begyndelsen af 1943. Den ugunstige situation for tyskerne skabte en forestilling om, at krigen snart ville være ovre og opildnede danskerne til modstand. Forholdet mellem den tyske værnemagt og danskerne forværredes i løbet af sommeren 1943, hvor hadet og modstanden øgedes. Sabotagerne tiltog og blev et mere og mere markant indslag i modstandsarbejdet. Tyskerne blev mere og mere trængt, og over for den voksende danske modstand skærpede de kursen og reagerede voldsommere over for provokationerne. Det voksende oprør brød ud i fuldt flor ved undtagelsestilstanden, omtalt i næste afsnit.

Augustoprøret

Tyskerne så sig nødsaget til at stramme grebet om Danmark. Rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, var vendt tilbage fra det tyske hovedkvarter med det ultimatum, at den danske regering skulle erklære undtagelsestilstand. Det vil sige en tilstand, hvor alle normale love og rettigheder skulle sættes ud af spil for at få standset urolighederne. Majoriteten af partierne nægtede, og samlingsregeringen bøjede sig og trådte tilbage d. 29. august 1943. Den danske regering, Rigsdagen og kongemagten ophørte således med at fungere. Den tyske besættelsesmagt svarede igen ved at indføre militær undtagelsestilstand, som varede til d. 05.oktober. Situationen skabte en stor uro, og danskerne blev endnu mere opsætsige imod besættelsesmagten med ligefrem et folkeligt oprør til følge. Omfattende strejker, spontane demonstrationer og provokationer brød ud, og det kom ofte til håndgribeligheder. Også i Helsingør var der ophidsede demonstrationer mod tyskerne. Modstandsgrupper var allerede godt i gang rundt om i landet, men tilslutningen voksede efter augustoprøret, som det blev kaldt.

De danske jøder

Under besættelsen i Danmark 1940-1945 havde en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt været gældende. Den havde bl.a. medført, at der i Danmark ikke var særlige love, som diskriminerede og isolerede jøderne fra resten af befolkningen. Da samarbejdspolitikken brød sammen, bortfaldt denne beskyttelse og førte til en undtagelsestilstand og en skærpelse af besættelsesmagtens kurs over for Danmark. Et af resultaterne var, at en razzia mod de danske jøder fandt sted natten mellem d. 01. og 02. oktober, den såkaldte ”jødeaktion”. De fleste var blevet advaret inden, og man anslår, at omkring 95 % nåede i sikkerhed og at besættelsesmagten ”kun” fik fat i omkring 470 jøder, som blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Her afgik 53 af disse ved døden, men størstedelen vendte hjem efter befrielsen. Efter krigens slutning befandt ca. 8.000 dansk-jødiske flygtninge sig i Sverige. Andre steder gik det lang, langt værre.

En tragisk historie

Nord for Helsingør ved den sydlige del af Julebæk strand fandt en tragisk hændelse sted for en jødisk familie, som blev grebet af panik efter en mislykket flugt. En ung kvinde og hendes to døtre lå døde i sandet foran en omklædningskabiner med halsene skåret over. Børge Rønne blev som journalist vidne til det grufulde syn, og det fik for ham en afgørende betydning for fremskyndelsen af indsatsen med at bringe flygtninge over Sundet.

Mandens mod havde svigtet, da han skulle aflive sig selv, og man fandt ham gående forvirret rundt på Nordre Strandvej. Han blev ført til Øresundshospitalet, hvor han forsøgte at begå selvmord ved at indtage gift. Han blev reddet og blev via politifuldmægtig Jørgen Sandholt overført til hospitalet i Nykøbing Sjælland, hvorfra det senere lykkedes at få ham overført til Sverige med Erling Kiærs båd (disse tre personer omtales/nævnes senere i artiklen).

Mislykket aktion i Gilleleje

Mange jøder søgte op langs kysten for at komme til Sverige og gik i skjul hos venner og bekendte, i sommerhuse eller hos hundredvis af hjælpsomme familier. Situationen kaldte på handling. Efter de lidt første tilfældigt organiserede indsatser blev medlemmerne af den kommende Syklubs første samlede aktion en transport til Gilleleje med ca. 100 flygtninge d. 06. oktober. Ved den lejlighed blev 107 jødiske flygtninge afsløret og taget til fange natten mellem d. 6. og 7. oktober 1943. Nogle af disse forsøgte at flygte og døde undervejs, mens resten blev sendt til Horserød først, senere til koncentrationslejren i Theresienstadt. På loftet i Gilleleje Kirke havde 84 flygtninge gemt sig, men de blev angivet og taget af Gestapo. Den eneste, der undslap var en enkelt dreng, der var klatret op i tårnbjælkerne. Filmen ”Fuglene over Sundet” handler om dette tragiske forløb.

En båd kæntrer

Forfulgt af Gestapo måtte flygtningene vende tilbage til Snekkersten og overnatte de samme steder som natten før og kom først over Sundet med forskellige både næste dag, d. 07. oktober. Ved den lejlighed kæntrede en overfyldt båd med tolv personer, hvor de ni nåede at svømme i land. Men de tre omkom, bl.a. drengen fra kirkeloftet i Gilleleje. Disse dages katastrofale forløb bevirkede, at man gik over til mindre transporter med hurtiggående både fremfor de større transporter.

De fire pionerer

Transporter over Øresund var allerede i gang. Men undtagelsestilstanden og ikke mindst den tyske aktion mod de danske jøder åbnede øjnene for nødvendigheden af, at der kom fart i transporterne og at de blev sat i system. Også kommunister og andre, der åbent erklærede sig som modstandere af tyskerne, blev forfulgt af nazisterne. De tre af de fire personer, som var med i begyndelsen, havde hidtil været havde været involveret i modstandskampen på et beskedent plan, f.eks. i forbindelse med illegale blade. Men i løbet af sommeren og efteråret 1943 blev de gradvist mere engageret i det illegale arbejde. Det drejede sig om følgende personer: Erling Kiær, bogbinder (1906-1980), som ikke menes at have været aktiv i modstanden før september 1943; Thormod Larsen, politibetjent (1909-1998); Børge Rønne, redaktør af Frederiksborg Amts Avis (1911-2001); Ove Bruhn, kontorassistent ved politiet (1914-1986).

Erling Kiær og Børge Rønne blev engageret i flugtarbejdet i den sidste uge i september 1943. Kiær og Rønne kendte hinanden i forvejen, fordi Kiærs bogbinderi lå i Stengade 68. Her fik Rønne sine bøger bundet ind, og hans kontor lå i Sct. Anna Gade 4, hvor han også havde sin lejlighed. Børge Rønne kendte Ove Bruhn både fra illegal bladvirksomhed og fordi han dagligt opsøgte nyheder hos politiet. Kontakten til Thormod Larsen kom via arbejdet inden for politiet, hans viden om og accept af de tre andres arbejde med flygtninge.

”Helsingør Syklub” stiftes

Syklubbens hovedpersoner på Klostercafeen i Helsingør i 1980. Fra venstre Thormod Larsen, Børge Rønne, Calle Palm (en af de svenske hjælpere), Ove Bruhn og Erling Kiær. Kilde: 'Syklubben' af Karina Søby Madsen og Søren Gulmann. Foto fra Helsingør Dagblad 03.10.2018.

”Helsingør Syklub” opstår d. 07. oktober, hvor Thormod Larsen kom med i gruppen efter at være blevet kontaktet af Børge Rønne. Den fik hurtigt dæknavnet ”Syklubben” og blev den største og bedst organiserede af de illegale flugtruter i Helsingør. Hensigten med navnet var, at syklubber er på den tid var meget almindelige og at ingen vil fatte mistanke til det navn. Erling Kiær indså, at kun ved at erhverve sin egen båd kunne organiseringen af flugterne forbedres og effektiviseres. Det skete d. 10. oktober og fik den ønskede virkning. Ingen havde de store forudsætninger for at sejle båden, men Erling Kiær blev valgt til opgaven. Han havde opholdt sig på en ranch i Sydamerika, havde udviklet en dumdristighed og havde et fandenivoldsk sørøverinstinkt, som Rønne udtrykte det. Han fik tilnavnet ”Pim”, afledt af titlen på bogen ”Den Røde Pimpernel”.

Andre blev hurtigt involveret i transporterne af flygtninge, bl.a. læge Jørgen Gersfelt og politifuldmægtig Jørgen Sandholt. Det er skønnet, at omkring 150 hundrede personer i alt har været involveret i Syklubbens arbejde. Mange leverede en storslået indsats og kunne fortjene en omtale, men for at begrænse artiklens omfang er kun få er nævnt her. Samarbejdet med det danske politiet og kystbevogtningen var helt afgørende, når f.eks. Gestapos opmærksomhed skulle afledes i forbindelse med transporter af flygtninge.

En kro som centrum

Et helt centralt mødested for modstandsbevægelsen i Helsingørområdet var Snekkersten Kro, hvor mange forskellige mennesker havde deres gang: fiskere, lokale handelsfolk, sognerådsmedlemmer fra Tikøb Kommune, og efterhånden så mange mennesker fra illegale organisationer, at de efterhånden næsten udgjorde det største klientel. Bl.a. kom ”Flammen” og ”Citronen” her, som senere omkom. Filmen ”Flammen & Citronen” handler om disse to.

Henry Christian Thomsen ejede og drev kroen fra marts 1943 og blev en særdeles vigtig person for modstandsbevægelsen og blev på et tidspunkt medlem af gruppen Holger Danske. Han havde deltaget i adskillige transporter med fiskerbåde over Sundet fra begyndelsen af september måned før jødeforfølgelserne begyndte. På kroen blev mange aktioner planlagt med transporter til Sverige lige for næsen af Gestapo, som også holdt til i kroen. Gestapo opholdt sig i den ene ende af kroen og Syklubbens medlemmer i den anden. Hotel Øresund i Stengade 53 i Helsingør blev også anvendt af modstandsbevægelsen, selvom Gestapo også holdt til her. Her indkvarteredes tillige flygtninge under aftalte forholdsregler - som et ud af mange andre steder.

Samtale med fatale følger

En stikker på Snekkersten Kro overhørte en telefonsamtale, som skulle få fatale konsekvenser. Det resulterede i, at Gestapo likviderede to unge modstandsfolk d. 10. august 1944 ud for Grønnegangen 34. De var stået af på Snekkersten Station og var på vej til Snekkersten Kro med kone og kæreste gående et stykke bag dem. Gestapo tog direkte til kroen efter likvideringen, hvor de arresterede flere fiskere og håndværkere fra Snekkersten samt kroejer Henry Christian Thomsen. Han blev overført til en koncentrationslejr i Neuengamme d. 09.september og døde her d. 04. december. En mindesten blev rejst for H.C. Thomsen d. 04. september 1946 på treårsdagen for hans første transport af flygtninge. Den står over for Strandvejen 130, hvor Snekkersten Kro lå og Hotel Kystens Perle blev opført efter at kroen brændte i 1950. På Grønnegangen blev en mindesten for de to unge modstandsfolk rejst.

Egen båd

En gammel, lille lodsbåd med en råoliemotor, som kunne gå tre knob i timen. Den første sejlads foregik med nogen risiko trods forklædning som lods og de falske papirer lige for næsen af tyskerne. Af sikkerhedsmæssige grunde besluttede Erling Kiær at benytte Helsingborg som base for flygtningetransporterne. Her fik han et glimrende samarbejde med de svenske politimyndigheder og i stor grad toldvæsenet, som hjalp ham med at skjule sin identitet.

Bådens motor svigtede nu og da, og årerne måtte anvendes. Den svenske kystbevogtning var hjælpsomme med at bugsere båden til havnen i Helsingørborg. I oktober var det ikke farligt at deltage i disse transporter. Tyskerne havde endnu ikke mistanke om de illegale transporter. De havde derfor stort set ingen patruljebåde ude og der var indtil midten af november ikke ret mange Gestapofolk i Helsingør. Dog er Nordhavnen stærkt bevogtet.

Det blev indledningen til regelmæssige transporter af personer og flygtninge, eftersøgte modstandsfolk, militærfolk, andre forfulgte grupper og enkeltpersoner, våben og kurérpost med kodet korrespondance, som tyskerne absolut ikke skulle have fat i. Mest kendt er Syklubben for transporter af de danske jøder. Efter at behovet for transport af de danske jøder til Sverige aftog, blev vægten lagt på andre transporter.

Båd kaput - ny anskaffes

I slutningen af oktober måtte en aktion i Skotterup opgives på grund af hårdt vejr , da båden fik et stort hul i bunden ved at blive løftet op på en sten og kunne ikke umiddelbart repareres. Det lykkedes efter tre dage at finde en ny med plads til mange flere personer og med en større, benzindreven motor, som kunne oparbejde en fart på seks knob. Forbuddet mod benzindrevne både i Øresund vanskeliggjorde sejladser om dagen. Båden blev gjort lydløs ved hjælp af en lærredssæk, placeret omkring udstødningen.

Risikoen vokser

Gestapo var begyndt at indse, at der foregik temmelig meget over Sundet om natten og skærpede overvågning og kontrol fra midten af november. Gennemførsel af aktioner blev herefter betydeligt farligere, også for dem på land og for pårørende til Syklubbens medlemmer. På dette tidspunkt havde organisationen udviklet sig til at blive et stort og vidt forgrenet foretagende med et netværk af mange specialiserede underafdelinger og en lang række samarbejdspartnere. Både etablering og drift blev udført med stor dygtighed, som må imponere og efterlade respekt.

”Racerbåd” anskaffes

Det var af afgørende betydning at kunne sejle fra den tyske kontrol. Som en midlertidig løsning installeredes i båden en stærkere og mere stabil motor, som kunne sejle 10 knob. Den skiftedes ud med en lang og smal båd, som stak så lavt, at den kunne anløbe alle broer på kysten. Den havde et lavt fribord, som gjorde den sværere at få øje på og var udstyret med redningsbælter, en redningskrans og et par årer. Den kunne gå 15 knob og kan sejle fra de tyske kontrolbåde. Det blev der ofte brug for.

Snedighed og økonomi

Hvor man tidligere kunne anvende de samme kontaktsteder flere gange, måtte man være mere og mere snedig i arbejdet med at finde nye på både og nordkysten, gerne et nyt sted hver gang. Ikke alle behøvede at være med hver gang, efterhånden som antallet af medlemmer af Syklubben steg, helst så få som muligt. Ingen af Syklubbens medlemmer tjente ved at deltage, men det siger sig selv, at det var ikke gratis at drive Syklubben. Indtægter fra sejladser til Sverige og eventuelle kommissioner rakte ikke helt til at holde økonomien i gang, og Erling Kiærs ophold i Sverige kostede. Alle, der ønskede at komme over Sundet, kom over og betalte efter evne. Man helt afhængig af økonomisk hjælp, og det var specielt Frits Johan Blichfeldt Møller ferm til at kanalisere.

Med livet som indsats

Risikoen for farlige situationer var hele tiden til stede, men den blev som nævnt tidligere større og større fra midten af november. At deltage i modstandsarbejdet krævede først og fremmest mod, dristighed og snarrådighed, men der var også behov for stor forsigtighed og omhu. Fysiske mén efter tortur, skudepisoder eller ophold i koncentrationslejr var én ting. Men det var meget udbredt og ikke mærkeligt, at mange fik psykiske mén resten af livet.

Faren for at blive angivet af stikkere var konstant og indebar risiko for at blive taget til fange, herunder at blive udsat for tortur, blive såret eller slet og ret at miste livet. En frygt var også, at tilfangetagne kom til at røbe andre under tortur. De pårørende var som nævnt også udsat for fare. Nogle overlevede ikke, mens andre var så heldige at slippe igennem. Men for de fleste involverede må det have været temmelig belastende for nervesystemet.

Syklubben optrevles og omorganiseres

Som for en række andre modstandsfolk, skete der også noget for de fire, som etablerede Syklubben. Thormod Larsen blev hårdt såret under en dramatisk aktion i Hellebæk om aftenen d. 20. januar 1944, hvor en tysk patrulje dukkede op. Han overlevede lige akkurat, gennemgik flere operationer og måtte tilbringe meget lang tid på sygehus. De andre slap væk. Jagten på medlemmerne fortsatte, og næste dag fik Børge Rønne besøg af Gestapo og fik held til at skjule sig flere timer på taget af Sct. Anna Gade 4. Han slap væk, mens hans bror Tage blev taget af Gestapo. Ham finder de dog intet på, selvom han er medlem af modstandsgruppen Tretorn. Gestapo vidste på dette tidspunkt for meget om gruppen, som blev optrevlet og måtte gå under jorden. Det blev umuligt og alt for farligt at fortsætte som før. Man er nødt til at omorganisere og at få nye partnere og medlemmer.

Syklubben erstattes

Efter Erling Kiærs tilfangetagelse måtte Syklubben atter omorganiseres og flugtruterne ændres. Den skiftede navn til ”Øresundstjenesten” (også benævnt ”Sundtjenesten”) og fik en ny organisator, Ejnar Andersen. Det lykkedes for Thormod Larsen og Ove Bruhn at flygte til Sverige i slutningen af juli 1944. Thormod Larsen blev indlagt i lazarettet i Lund. Syklubben blev ændret, omorganiseret flere gange og reelt opløst gradvis hen over sommeren 1944. Denne artikel er koncentreret om Syklubben og kommer ikke nærmere ind på omstruktureringerne. Trafikken over Øresund fortsatte og på anden vis indtil behovet ikke var der længere. Ved befrielsen d. 05. maj 1945 var størstedelen af Syklubbens medlemmer i Sverige.

Afslutning

Antal af overførte flygtninge til Sverige slutningen af 1943, som Syklubben stod bag, menes at være omkring 700. De implicerede fortjener stor anerkendelse og respekt. Mange folk hjalp med indsatser i forskellig grad inder besættelsen. Man skal bestemt ikke undervurdere de mindre indsatser, som kunne have afgørende betydning for menneskeliv og skæbner.

Litteratur

Generelt:

Syklubben: Helsingør-modstandsgruppen der snørede tyskerne. Af Karina Søby Madsen og Søren Gulmann. Udgivet af Fantastiske Fortællinger, i samarbejde med Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening, 2014.

Birger Mikkelsen: -for anstændighedens skyld. Helsingør, 1994

Artikler om flugten til Sverige i Helsingør-området:

• Helsingør Dagblad, d. 02. oktober 2018: Jørgen Lind Krebs: 75 år for en enestående indsats (side 10-11).

• Helsingør Dagblad, d. 03. oktober 2018: Jørgen Lind Krebs: De danske jøders flugt kostede dyrt - mange betalte med deres liv (side 10-11).

• Helsingør Dagblad, d. 04. oktober 2018: Jørgen Lind Krebs: Heltegerninger havde en høj pris (side 10-11).

Personlige beretninger:

Helsingør Bymuseum. Årbog, 1980. Heri: Børge Rønne: ”Helsingør Syklub”, side 49-84.

Erling Kiær: Med Gestapo i kølvandet. Frimodts Forlag, 1945.

Jørgen Gersfelt: Sådan narrede vi Gestapo. Gyldendal, 1945.