Skt. Nikolai Kloster

Klostrets grundlæggelse

Skt. Nikolai kloster blev grundlagt af Erik af Pommern, som i 1425 skænkede en grund til tiggermunke fra dominikanerordenen. På grund af den lange, sorte kappe, de brugte som overtøj, blev de kaldt sortebrødrene. De gik også under betegnelsen prædikebrødre. Der hersker en vis usikkerhed om, hvordan grunden til klosteranlægget blev udnyttet de første år. Men det kan se ud til, at opførelsen af det egentlige klosteranlæg først kom i gang senere, som det vil fremgå af næste afsnit.

I 1441 stadfæstede Christoffer af Bayern, som havde afløst Erik af Pommern, gaven til dominikanermunkene: en grund, som lå sydvest for byen, umiddelbart uden for dens grænse: ”uden for Graven ind til Adelvejen” (nuværende Stengade). Munkene fik tilladelse til på denne grund at opføre ”Kirke, Kloster, Tegllade og andre Huse, som er dem nyttige”, omgivne af ”Abildgaard, Humlegaard, Kaalgaard og Have”. Til bygning og brændsel bevilgede kongen munkene fri skov i Ørved tillige med ”Olden, Fægang og Lergravning”. Ørved var i middelalderen en storskov, som dækkede store dele af området mellem Esrum Sø, Øresund og Kattegat. Munkene havde rejst et lille kapel på grunden til at begynde med, og med pavens tilladelse til at ombygge kapellet til et ”anseligere Gudshus”, var alle formaliteter på plads til et større byggeri. Det nye kloster og kirken blev indviet til Skt. Nikolai, som var købmændenes og de søfarendes beskytter. Det gav derfor god mening at oprette et kloster med det navn netop i Helsingør.

Klostrets beliggenhed

Man ved ikke så meget om Skt. Nikolai Kloster. Men der er næppe tvivl om, at klosterområdet var af en anselig størrelse. Mod byen blev det afgrænset af afgrænset mod byen af Fiolgade og Skyttenstræde og mod syd formentlig af bakkerne, som var byens udkant og blev betragtet som et uvejsomt og farligt område. Klostergrunden er efter al sandsynlighed gået helt ned til strandkanten, som dengang var omkring den nuværende Strandgade. En udgravning afslørede rester af en teglgård mellem det nuværende Svingelport og Stengade 4, og en teglovn med fire indfyringskanaler var gravet ind i strandbrinken. Man ved ikke, hvor langt klostergrunden har strakt sig mod nordvest. Gårdarealet og især haveanlægget, hvor mange forskellige produkter blev dyrket, må have haft en pæn størrelse. Derfor kunne Sudergade være et ikke helt usandsynligt gæt. Hovedindgangen til klostret lå op mod Fiolgade, hvor den nuværende Munkegade danner en passage mellem Fiolgade og Klostergade. Lige nord for denne lå Ringeporthuset, omtalt i artikel om Ringeporten ved Nilaus. Man regner med, at selve klostret lå relativt tæt ved Stengade. Mellem Fiolgade og Klostergade har man i forbindelse med udgravning af grundene til Stengade fundet en del skeletter, hvilket kunne tyde på, at kirkegården lå her. Selve kirken kunne meget vel have ligget mellem Sortebrødrestræde og Munkegade, hvor der nu er en bebyggelse. Ser man på bykort og den lidt mærkværdige udformning af området, kunne det godt ligne formen af en kirke med korrundingen netop der, hvor Sortebrødrestræde og Munkegade deler sig i retning mod Fiolgade.

Klostret efter reformationen

Skt. Nikolai Kloster ophørte med at fungere som kloster i 1536, da reformationen blev indført i Danmark. Christian 3. skænkede klostret og dets jord til byen og gav i den forbindelse ordre til, at klostret skulle anvendes til almindeligt hospital. Det viste ret hurtigt, at klostret ikke var rummeligt nok til formålet. Hospitalsvirksomheden flyttedes derfor allerede fem år efter, i 1541, til det noget større klosteranlæg for karmelitermunke, Vor Frue Kloster. Man kan notere sig, at klosterkirken i 1554 blev lejet ud til Blasius Pottemager og senere til hans broder. I 1570’erne begyndte man så småt at bygge gårde i det område, der udgjorde Skt. Nikolais kirkegård. Man kan læse mere om dette i Laurits Pedersens bog om Helsingør i Sundtoldtiden, bd. 1, side 432. nævnt under litteraturhenvisninger.

Skt. Nikolai som stenbrud

Bygningerne til Skt. Nikolai kloster blev fjernet gradvist og brugt som stenbrud allerede fra 1567. I 1582 var ”det gamle stenhus” nedrevet, muligvis hentydende til klosterkirken. Ringeporthus blev dog først fjernet på et tidspunkt i 1700-tallet.

Gammel Kloster og nye boliger

Området mellem Fiolgade og Klostergade, Munkegade og Sortebrødrestræde, som i en sløjfe fra Munkegade løber tilbage til Munkegade. Disse navne er mindelser om klosteranlægget. De blev dog først navngivet i sidste del af 1800-tallet, da man fik brug for boliger til arbejdere på grund af den opblomstrende industri. Indtil da blev kvarteret med disse navne kaldt Gammel Kloster, og et stræde med samme navn markerede området. Strædet var formet som en vinkel og fulgte den nuværende Klostergade og Munkegade.

Tidligere hed Sortebrødrestræde fejlagtigt Gråbrødrestræde. Gråbrødrene hørte til i Sct. Annæ Kloster, det første kloster i Helsingør grundlagt af Erik af Pommern i 1420. Gaden skiftede navn til Sortebrødrestræde i 2011.

OBS: Denne artikel er under udarbejdelse.

Litteraturhenvisninger

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857”, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (Bind 1, side 142 og 344).

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde, Klostergade/Gartnergade/Munkegade/Gråbrødrestræde/Fiolgade/Søstræde/Stjernegade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2003.