Karmeliterne

Karmeliterklosteret eller Vor Frue Kloster med den tilhørende Skt. Mariæ Kirke var et karmeliterkloster indtil reformationen i 1536. Karmeliterne var en munkeorden, der havde sin oprindelse fra et eneboersamfund af frankiske eremitter, der slog sig ned på Karmels bjerg i Palæstina på korstogstiden i slutningen af det 12. århundrede. De levede efter nogle meget strenge regler bl. a. om tavshed og meditation.

Omkring midten af det 13. århundrede var korstogstiden forbi. Araberne generobrede Palæstina og forholdene blev så usikre, at eremitterne fortrak til Europa. I 1226 blev de anerkendt af paven som en munkeorden, der langsomt bredte sig gennem Europa. Først til Cypern og Sicilien samt Spanien og Frankrig. Deres regler blev ændret, og de blev en tiggermunkeorden.

Omkring 1400-tallet havde de stor indflydelse ikke mindst i England. De blev anset som ”den fornemme munkeorden”, som havde nær forbindelse til Jomfru Maria, der efter deres egen opfattelse havde skænket dem deres skapular, den beklædningsgenstand, der lignede et forklæde eller en ærmeløs kittel med forside og ryg. De var også kendte som den lærde munkeorden.

Indholdsfortegnelse

Karmeliterne i Danmark

De første karmelitere kom til Danmark i 1410 til den nye købstad Landskrona. Herfra indkaldte Erik af Pommern i 1430 karmelitermunke til Helsingør, fordi de skulle grundlægge et kloster, hvorfra de skulle være med til at udbrede lærdom og undervisning.

Han gav dem et ganske stort område mellem den nuværende Sct. Anna Gade, Kongensgade, Allégade og Hestemøllestræde, hvoraf det meste stadig hører til klosteret og kirken. Munkene begyndte straks at anlægge et meget stort kloster og kirke, i den størrelse hele anlægget har i dag.

I modsætning til andre munkeordener, f. eks. cistercienserne, der skulle leve fjernt fra menneskers færden, hvor de drev datidens mønsterlandbrug som f. eks. Esrum Kloster, måtte karmeliterne slå sig ned i en by for at kunne samle penge ind som tiggermunke

Karmeliternes virke

Karmeliterne havde som en meget væsentlig opgave at pleje de syge i byen. Derfor blev der omkring 1500, da hele klosteranlægget stod færdigt i tilslutning til kloster og kirke bygget et karmeliterhus i det nuværende Hestemølleestræde. Det var et væsentligt mindre hus end det, der ligger der i dag og som nu er bymuseum.

Det var ikke mange år, karmeliterne fik i Helsingør, kun ca. 100 år fra begyndelsen i 1430 til reformationen i 1536. De var travlt beskæftigede med at skaffe penge til deres aktiviteter. De tiggede penge på gader og stræder. De havde gode indkomster fra altre rundt om i landet og fra gaver fra velhavende mænd og kvinder, der ville sikre deres sjæls frelse gennem sjælmesser, som munkene udførte. F. eks skænker Jens Truelsen i 1469 klosteret en sjælegave. Det var vel nærmest at betragte som en slags afladshandel, men ikke så pågående, som den hr. Johan Tetzel bedrev i Tyskland. Hans reklame lød: ”Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”.

Poul Laxmand

Klosterets store velgører i slutningen af 1400-tallet var Poul Laxmand, høvedsmand på Krogen fra 1482. Det er hans store pengegaver, der efter den ødelæggende brand i 1450 sætter munkene i stand til at fuldføre byggeriet, således at vi regner med, at kirken stod færdig omkring 1485 og hele anlægget ca. 1500. Derfor mindes han i kirke og kloster.

Poul Laxmand var landets rigeste adelsmand, men det gik ham ilde. Han lagde sig ud med den adelen. En junidag i 1502, havde rigshofmesteren Poul Laxmand været på slottet og kom gående over Højbro for at nå hjem til sin gård i Østergade. På den anden side af broen sad to adelsmænd – Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen - og ventede på ham. De gik ham i møde, og Ebbe gav ham et dolkestød, mens Bjørn stak med sværd. Så greb de den værgeløse rigshofmester og kastede ham i kanalen, medens de råbte: ”Du hedder jo laks, så bør du også kunne svømme”. Det kunne hr. Poul ikke, især fordi han på vejen ned ramte en båd og blev yderligere kvæstet, så han druknede i stedet. Drabsmændene forlod uhindret byen. Rigshofmesteren blev fisket op af Gammel Strand og fik en standsmæssig begravelse i Karmeliterklosteret i Helsingør, hvori kongen deltog. Det forhindrede nu ikke, at Kong Hans i kort tid efter konfiskerede hr. Pouls enorme godser og formue under foregivende af, at hr. Poul havde stået i ledtog med den svenske oprører Sten Sture. Kong Hans så efter nederlaget ved Stockholm forræderi overalt.

Heldigvis havde Poul Laxmand forinden sikret Karmeliterklosteret store summer, der muliggjorde en færdiggørelse af det store klosteranlæg. Der er bevaret en brevveksling mellem Poul Laxmand og provincialprioren for karmeliterne, Niels Christiernsøn og den lokale prior broder Godekær (han er nævnt under korsfæstelsesbilledet over østvinduet i Skt. Mariæ Kirke som Frater Godekyn), om hvad Poul Laxmand skal have til gengæld for sin pengegave på 900 lybske mark. Det fremgår af senere brevveksling, at det blev til årlige donationer, da der i et brev fra 1493 står: ” ....at der er skænket ni hundrede lybske mark, for hvilke penge vort klosters kirke og omgang (fratergangen) blev opbygget med flere gode folks hjælp”.

Dyveke

En anden kendt person blev også begravet i klosteret, Chr. II´s elskerinde Dyveke – navnet betyder lille due. Det er uklart, hvor Dyveke blev begravet i 1517, men sikkert er det, da der har været en nu forsvundet gravsten med hendes gravskrift, hvor hun var kaldt ”Duef Ottikesdochter”. Munkene menes at have været utilfredse med, at frillen skulle begraves i deres kloster. Det bødede lidt på det, at kongen skænkede dem en Sct. Jørgensgård i København vel nok som tak for begravelsen.

Lang tid efter hed det sig i folkemunde, at Dyveke var begravet lige inden for en nu tilmuret dør i den nordlige ende af vestfløjen. Her skulle ”lemmerne”, de der boede i klosteret, spytte, når de gik forbi.

Der lå også indtil slutningen af 1800-tallet nogle store gravsten inden for indgangen i vestmuren. Da de blev fjernet, fandt man nogle skeletter, men man fik ikke undersøgt, om en af dem var en kvinde, Dyveke?

Kan vi sætte navne på nogle af karmeliterne i Helsingør

Ja nogle få, men i øvrigt ved man ikke, hvor mange brødre og lægbrødre, der boede i det store kloster. Et gæt er omkring 50 for at få det hele til at fungere. Det var i øvrigt ikke alle brødrene, der boede i klosteret. Det var tilladt for nogle af dem at bo ude i byen.

Der kunne også være andre beboere i klosteret. Vi har navn på en af dem, ganske vist efter reformationen. Anders Ibsen – ”fordum abbed i Æbelholt indgiver sig i Helsingør Hospital med alt sit gods, deriblandt Blidstrup, Helsinge, Vejby og Kregme kongetiender, som han har i forlening i sin livstid efter Chr. III brev”.

En af de fremmeste af karmeliterne omkring reformationen var Poul Helgesen, han kaldes af nogle også Eliesen. Han var født i Varberg ca. 1480 og blev knyttet som munk til klosteret i 1517 i Helsingør. I 1519 blev han forstander for ”Hvide Kloster” og lektor i teologi ved Københavns Universitet. Senere 1522 - 34 var han provincialprior for karmeliterne i hele Norden. Fordi han først var enig med Luther, men senere brød med ham, fik han måske lidt ufortjent tilnavnet Poul Vendekåbe.

Han lagde sig imidlertid også ud med Chr. II, som han angreb i en prædiken for blodbadet i Stockholm, helt nøjagtigt på Johannes Døbers halshuggelsesdag. Hans prædiken medførte, at Chr. II. fratog karmeliterne den Sct. Jørgensgård, han havde skænket dem i København.

I tiden op mod reformationen var Poul Helgesen den katolske kirkes bannerfører, der ivrede for reformer i kirken, men uden synligt resultat. Efter Chr. II fald vendte han tilbage, og han førte sagen på herredagen i 1533 mod Hans Tausen.

Det ender med, at han forlader landet og forsvinder sporløst i historien, men inden har han dog efterladt sig den bekendte Skibbykrønnike, der blev fundet indemuret i kirken i Skibby i Hornsherred. i 1650, og den er det vigtigste historiske værk om reformationen i Danmark. Poul Helgesen må have følt, at jorden brændte under ham, og han forlod landet i al hast. Så hastigt, at krøniken slutter midt i en sætning: ”Medens dette gik for sig …”

Medens Poul Helgesen var forstander på ”Hvide Kloster” i København, var der en del studerende, som senere blev forkæmpere for lutheranismen. De har sikkert været munke fra Helsingør, men vi ved ikke meget om dem, men en af dem var Frands Vormordsen født 1491 i Amsterdam. Han har været i klosteret i Helsingør, og kom senere til kollegiet i København i 1519. Hans luthersk inspirerede prædikener vakte opsigt, og han blev forflyttet til Malmø, hvor han til stor forargelse for Poul Helgesen giftede sig. Efter reformationens sejr i Danmark blev han superintendent, d.v.s. biskop i Lund. Her døde han 19. november 1551.

Vi kender desuden navnet på en Niels Christiernsøn, prior senere provincialprior. Han var også professor i teologi ved Københavns Universitet. Som nævnt tidligere kendes Broder Godekær, eller som der står i kirkens østhvælv Frater Godekyn. Han optræder også sammen med Niels Christiernsøn i forbindelse med aftalen med Poul Laxmand om, hvad denne skal have for sin pengegave til klosteret.

Endelig er der er navn på en broder Anthonis Franchonis, der var prior i Helsingør 1519.

Efter reformationen

Munkene blev ikke fordrevet med bål og brand i Danmark. Mange af dem især de gamle fik lov til at blive i klostrene til deres død. Der er ikke mange skriftlige vidnesbyrd om karmeliterne i Helsingør og deres senere skæbne, men det synes at fremgå, at nogle af dem på et tidspunkt har søgt tilflugt hos deres brødre i Køln i Tyskland.

Artiklen er skrevet af John Zilmer.