Skt. Nikolai Kloster

Indholdsfortegnelse

Klostergrunden

Erik af Pommern skænkede jordegods til oprettelse af tre klostre i Helsingør. I 1420 til Sct. Annæ Kloster, i 1425 til Skt. Nikolai Kloster og i 1430 Vor Frue Kloster. Grunden til Skt. Nikolai Kloster skænkede han til tiggermunke fra dominikanerordenen. Ordenen var stiftet af Dominicus i 1215 for at prædike imod kætterne i Sydfrankrig. På grund af den lange, sorte kappe, de brugte som overtøj, blev de kaldt sortebrødrene. De gik også under betegnelsen prædikebrødre. Der hersker en vis usikkerhed om, hvordan grunden til klosteranlægget blev udnyttet de første år. Men det kan se ud til, at opførelsen af det egentlige klosteranlæg først kom i gang senere, som det vil fremgå af næste afsnit.

I 1441 stadfæstede Christoffer af Bayern, som havde afløst Erik af Pommern, gaven til dominikanermunkene: en grund, som lå sydvest for byen, umiddelbart uden for dens grænse: ”uden for Graven ind til Adelvejen” (nuværende Stengade). Munkene fik tilladelse til på denne grund at opføre ”Kirke, Kloster, Tegllade og andre Huse, som er dem nyttige”, omgivne af ”Abildgaard, Humlegaard, Kaalgaard og Have”. Til bygning og brændsel bevilgede kongen munkene fri skov i Ørved tillige med ”Olden, Fægang og Lergravning”. Ørved var i middelalderen en storskov, som dækkede store dele af området mellem Esrum Sø, Øresund og Kattegat. Munkene havde rejst et lille kapel på grunden til at begynde med, og med pavens tilladelse til at ombygge kapellet til et ”anseligere Gudshus” var alle formaliteter på plads til et større byggeri. Det nye kloster og kirken blev indviet til Skt. Nikolai, som var købmændenes og de søfarendes beskytter. Det gav derfor god mening at oprette et kloster med det navn netop i Helsingør.

Klostrets beliggenhed

Man ved ikke så meget om Skt. Nikolai Kloster. Men der er næppe tvivl om, at klosterområdet var af en anselig størrelse. Mod byen blev det afgrænset af afgrænset af Fiolgade og Skyttenstræde og mod sydvest formentlig af bakkerne, som var byens udkant og blev betragtet som et uvejsomt og farligt område. Klostergrunden er efter al sandsynlighed gået helt ned til strandkanten, som dengang var omkring den nuværende Strandgade. En udgravning afslørede rester af en teglgård mellem det nuværende Svingelport og Stengade 4, og en teglovn med fire indfyringskanaler var gravet ind i strandbrinken. Man ved ikke, hvor langt klostergrunden har strakt sig mod nordvest. Gårdarealet og især haveanlægget, hvor mange forskellige produkter blev dyrket, må have haft en pæn størrelse. Derfor kunne Sudergade være et ikke helt usandsynligt gæt. Hovedindgangen til klostret lå op mod Fiolgade, hvor den nuværende Munkegade danner en passage mellem Fiolgade og Klostergade. Lige nord for denne lå Ringeporthuset, omtalt i artikel om Ringeporten ved Nilaus. Man regner med, at selve klostret lå relativt tæt ved Stengade. Mellem Fiolgade og Klostergade har man i forbindelse med udgravning af grundene til Stengade fundet en del skeletter, hvilket kunne tyde på, at kirkegården lå her. Selve kirken kunne meget vel have ligget mellem Sortebrødrestræde (se Gråbrødrestræde, som strædet tidligere fejlagtigt blev kaldt for) og Munkegade, hvor der nu er en bebyggelse. Ser man på bykort og den lidt mærkværdige udformning af området, kunne det godt ligne formen af en kirke med korrundingen netop der, hvor Sortebrødrestræde og Munkegade deler sig i retning mod Fiolgade.

Ved andre udgravninger end oven for nævnte er man stødt på et fundament af svære kampesten. Det lå tværs over Munkegade i det sydøstlige hjørne af bebyggelsen mellem Munkegade og Gråbrødrestræde. Måske er der en sammenhæng mellem dette fund og klostrets grundplan. En grundigere udgravning på stedet kan måske afdække denne formodning. Man har ud over udgravninger i grundene i Stengade også gravet ud i gården til Fiolgade 5 lidt syd for indgangen fra Fiolgade til Munkegade.

”Strømmen” fra Montebello

Det betydelige vandløb, kaldet Strømmen, løb sammen med Hestekilden på Skt. Nikolais grund. Hestekilden havde sit udspring på den nuværende gårdsplads til Klostergade 7. Det giver derfor mening med en kort omtale af, hvordan Strømmen løb. Strømmen, som også blev benævnt ”Grøften” eller ”Graven”, havde sit udspring omkring Montebello. Via nuværende Gurrevej løb Strømmen til Møllebakken og videre over området på den nuværende Helsingør Kirkegård mellem De Franske Krigergrave og Rosenhøjvej. Her fik Strømmen tilført vand fra Rosenkilden, fortsatte mod Fiolgade og drejede mod vest, hvor Hestekilden løb til. Her fra fortsatte ” Strømmen” sin vej mod Øresund bag om Klostergade i et næsten lige forløb over det område, hvor nuværende Stengade 8 er placeret.

”Hestekilden i Kildehaven”

Navnet Hestekilden optræder for første gang de historiske annaler i 1559-1560. Her har Hestekilden status som ”byens kilde” og må således have været offentlig tilgængelig, selv om den lå i klosterområdet. Et sted med åbent vand og fri adgang for menigmand, indrettet med et vandbassin af træ. Området omkring Hestekilden blev benævnt Kildehaven og var oprindelig indhegnet af et gærde, flettet af ris, senere et plankeværk. Her lå en også en kildedam. Man forventede en passende adfærd omkring vandbassinet, og folk kunne ikke gøre hvad som helst. Kenno Pedersen fortæller om regler for passende adfærd og den krævende vedligeholdelse i den under litteraturhenvisninger nævnte bog (side 9-12).

Klostret efter Reformationen

Skt. Nikolai Kloster ophørte med at fungere som kloster i 1536, da Reformationen blev indført i Danmark. Både bygninger og den omgivende jord blev underlagt kronen, det vil sige kongemagten. Christian 3. skænkede klostret og dets jord til byen Helsingør og gav i den forbindelse ordre til, at klostret skulle anvendes til almindeligt hospital. Det viste ret hurtigt, at klostret ikke var rummeligt nok til formålet. Hospitalsvirksomheden flyttedes derfor allerede fem år efter, i 1541, til det noget større klosteranlæg for karmelitermunke, Vor Frue Kloster. Man kan notere sig, at klosterkirken i 1554 blev lejet ud til Blasius Pottemager og senere til hans broder. I 1570’erne begyndte man så småt at bygge gårde i det område, der udgjorde Skt. Nikolais kirkegård. Man kan læse mere om dette i Laurits Pedersens bog om Helsingør i Sundtoldtiden, nævnt under litteraturhenvisninger (bd. 1, side 432).

Skt. Nikolai som stenbrud

Bygningerne til Skt. Nikolai kloster blev fjernet gradvist og brugt som stenbrud allerede fra 1567. I 1582 var ”det gamle stenhus” nedrevet, muligvis hentydende til klosterkirken. Ringeporthus blev dog først fjernet på et tidspunkt i 1700-tallet.

Mindelser om det gamle kloster

Navne som Klostergade, Munkegade og Sortebrødrestræde er mindelser om klosteranlægget. Sortebrødestræde udgår fra Munkegade og går i en sløjfe tilbage til Munkegade. Kvarteret med disse navne dækkede området inden for Fiolgade, Klostergade, Munkegade samt Stengade og blev kaldt Gammel Kloster. Et stræde med samme navn markerede området, formet som en vinkel, der fulgte den nuværende Klostergade og Munkegade. Betegnelsen Gammel Kloster blev anvendt helt op til sidste del af 1800-tallet, hvor man indførte de nye navne.

Som nævnt blev Sortebrødrestræde tidligere fejlagtigt kaldt for Gråbrødrestræde. Gråbrødrene hørte til i Sct. Annæ Kloster, det første kloster i Helsingør grundlagt af Erik af Pommern i 1420. Gaden skiftede navn til Sortebrødrestræde i 2011.

Fra Klosterhave til Stürups Plads

Da klostret blev nedlagt efter Reformationen og grunden ryddet, blev klostergrunden udlagt til havebrug. Hvordan dette områdes videre historie har formet sig, kan man læse om i artiklen om Stürups Plads i dette leksikon.

Stavemåder - efterskrift

Skt. Nikolai er valgt som stavemåde i denne artikel. Man kan dog også støde på Nikolaj eller på Nikolaus og Nilaus fra før i tiden. Andre valgmuligheder er det latinske Sct. eller Sanct og det nyere Skt. eller Sankt. Ved St. undgår man problematikken fuldstændig. Den stavemåde anvendes dog ikke i dette leksikon. Vejledende kan siges, at omkring Sct. Anna/Annæ bruges den latinske stavemåde, og omkring Skt. Olai bruges den nyere stavemåde. Ved tvivl er det klogt at rådføre sig med kyndige folk.

Litteratur

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Klostergade, Gartnergade, Munkegade, Gråbrødrestræde, Fiolgade, Søstræde, Stjernegade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2003.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929.