Lappegrunden

Indholdsfortegnelse

Sandbanken

Fyrskibet på Lappegrunden

Lappegrunden er en fritliggende grund 1,5 sømil (2 kilometer og 778 meter) nordvest for Helsingør med centrum omtrent ud for Hotel Marienlyst. Sandsynligvis er der tale om en rest af en odde, som gennem tiderne er blevet dækket af Øresund. Lappegrunden består af en ganske lang, flad sandbanke, strækkende sig over ca. 4 kilometer fra omkring pynten ved Kronborg langs kysten mod nordvest. Grunden varierer ret meget i dybden, og mod øst falder den stejlt.

Navnet Lappegrunden har sandsynligvis noget med ældre tids betydning af ordet lap at gøre: et næs, en odde, eller en stump som hæftes på noget andet. Måske her ment som en stump, der ragede ud fra det store hele. En anden teori går ud på, at navnet Lappen kan være en forkortelse af ”Ørelap”. ”Ørekrog” var et andet navn for slottet Krogen, opført af Erik af Pommern, og den sammenhæng kan godt give mening. Ordet Øre, sidste del af Helsingør, betyder en gruset strandbred.

I strandkanten lå Lappestenen, en stor stenblok, som Frederik 2. lod bugsere til Kronborg.

Beskrivelse af sejlruter

Den nederlandske ”Seebuch” fra middelalderen er den første udførlige læsekortbog, som fortæller om datidens sejlruter. Den var baseret på praktiske erfaringer og indeholdt anvisninger til, hvordan man undgik grundstødninger ved hjælp af kendingsmærker på land og med tilkendegivelser af vanddybder. Efterhånden som sejlruterne udvidedes, blev disse tilføjet. Skagen Rev var meget risikabel at passere, og her findes da også den største tæthed af skibsvrag. Selvom man var kommet frelst forbi her, lurede faren ved passage af mange andre grunde og rev på den videre færd.

I den ældste tekst fra ”Seebuch” fra et tidspunkt mellem 1300 og 1346 kan man læse om sejlads i Øresund. Her findes den ældste omtale af Ørekrog med et sømærke, et ”Backhus”, også kaldet en båke. Dette sømærke, formet som et lille hus, har sandsynligvis stået isoleret ude på odden som et meget synligt vartegn for skibe, der kom både fra nord og fra syd.

”Vogt Jer for Lappesande”

Den yngste tekst om området er blevet til efter begyndelsen af 1400-tallet med Skt. Olai Kirkes tårn som et af pejlemærkerne. Da håndskriftets alder sættes til ca. 1450, kan teksten med sikkerhed dateres til mellem 1400-1450. I denne tekst lyder advarslen mod "Der Lappe" således: ”Vogt Jer for Lappesande. Der staar et Taarn ved Stranden af Helsingør. Hold det dækket af Slottet, så undersejler I ikke Sandet”. Med Sandet menes her den store, flade sandbanke, der ligger ud for strandområdet mellem Grønnehave og Højstrup, og som på ældre søkort benævntes ”Der Lappe”. Kun mindre skibe kunne besejle Lappegrunden. Et kort over Helsingør fra Braunius' "Teatrum Urbium”ca. 1582, formentlig tegnet af Hans Knieper, viser anløbsbroer, hvorfra de mindre skibe kunne losse og laste. Mange skibe er gået på grund her gennem tiderne.

Fyrskibet Lappegrund

Fyrskibet Lappegrunden i Helsingør Havn

Stationære fyrskibe blev i 1800-tallet at blive udlagt til bestemte risikofyldte steder, og fra 1882-1969 var der udlagt et fyrskib på den nordlige side af Lappegrunden. Fyrskibet Lappegrund var ud over at være radiotelegrafstation også et sted, hvor lodserne fra Helsingør holdt til. Herfra kunne de hurtigt komme op på siden til de skibe der havde behov for lods. Deres ”distrikt gik til Kullen.

Boligkvarteret på Lappen

Boligkvarteret Lappen med Marienlyst Slot som nabo, har fået sit navn efter Lappegrunden og er omtalt i en selvstændig artikel i dette leksikon.

Danmarks ældste søbatteri

Christian 4. lod et batteri etablere på Lappegrunden omkring 800 meter ude i vandet i løbet af året 1640. Isoleret beliggende og udsat for beskydning fra alle sider. Kongen frygtede den hollandske flåde, som skulle kunne beskydes før den nåede Kronborg. Et tilsvarende anlæg blev opført senere ved Dragør. Tømmer til fremstilling af et blokhus blev sejlet fra København til stranden ved Højstrup. Det var yderst vanskeligt at etablere batteriet og få et ordentligt fæste til grunden, selvom det blev anlagt på det laveste punkt på Lappegrunden. Man havde ikke mange erfaringer med at bygge sådanne anlæg i åbent vand.

Hverken teknisk eller håndværksmæssigt var man i stand til at opfylde en sådan opgave, og fundamentet blev trods ihærdige anstrengelser ved med at skride og synke. Der må have været et vældigt leben omkring Lappegrunden. Projektet har krævet meget tid, meget mandskab, mange materialer hentet fra forskellige steder og har givet været temmelig kostbart. Christian 4. fulgte som sædvanlig arbejdet intenst, mente som ofte at vide bedre, greb tit ind og var hyppigt direkte på stedet. I dårligt vejr kunne han følge arbejdet fra vinduerne på Kronborg.

Kort levetid

Anlægget var temmelig problematisk at vedligeholde på grund af vind og strøm, et blokhus, der hele tiden var ved at blive skyllet væk og konstante udbedringer og reparationer af såvel dette som fundamentet. Man ved ikke præcist, hvor mange år blokhuset eksisterede. Det nævnes i en farvandsbeskrivelse fra 1644 og eksisterede også i 1645, da en hollandsk flåde på 300 skibe passerede uden at betale Øresundstold. Rigsrådet havde advaret mod at beskyde flåden for ikke at provokere, og Christian 4. stod og så flåden passere fra Kronborg. Kanonerne blev formentlig afmonteret efter freden i Brømsebro i 1645, som det skete andre steder såsom Dragør, hvorefter anlægget forfaldt. Blokhuset er markeret på et søkort fra 1670, men har næppe været synligt over havoverfladen. En søfartsbog fra 1677 nævner det slet ikke.

Ødelagte garn

Fiskerne vidste gennem generationer, at der lå et eller andet på grunden, som de skulle passe på, også nogenlunde hvor det lå. Mange garn var blevet ødelagt gennem tiderne. Men de vidste ikke, at der var tale om et gammelt søbatteri. Flere dykninger i 1990’erne afslørede, at kun er ruinerne er tilbage af fæstningsanlægget. Anlæggets base ligger på 7½ meters dybde, 3,5 meter under overfladen og med et synligt grundrids på 25 meter gange 45 meter. Blokhusvej er opkaldt efter dette anlæg. Man kan læse mere detaljeret om emnet i ”Christian 4. som kanonstøber”, udgivet af Helsingør Kommunes Museer i 2011 (s.320-326) og i en smule i Kenno Pedersen: "Helsingør - Historiske tidsbilleder", udgivet i 1984 (s.148 og 150).

Øresunds enestående havmiljø

Siden 1932 har det været forbudt at fiske med bundtrawl i Øresund, som af den grund er blevet til et unikt naturområde. Grundlaget for at fungere som spise- og ynglekammer for Øresunds rige fiskeliv er væsentligt reduceret med den voldsomme sandsugning på Lappegrunden og især på Disken, en stor aflang grund mod syd ud for området omkring Snekkersten (omtalt nærmere i dette leksikon). En umiddelbar og synlig effekt af sandsugning på Lappegrunden har været, at de mange marsvin, man kunne se tæt på kysten før den sidste sandsugning, søgte længere væk. Marsvin-safariturene var populære blandt turister og yderst velbesøgte. Det er knap så attraktivt mere, fordi man nu er nødt til at sejle noget længere for at se det samme. Fagfolk mener, at det visse steder kan tage i hvert fald op til 20 år at genoprette de gode vilkår for fiskene, nogle steder måske endnu længere tid.

Sandsugning på Lappegrunden

Før i tiden var den mindste dybde på 3,2 meter. I 1970’erne begyndte private entreprenører at hente materialer ”til daglig brug i lokalområdet” på såvel Lappegrunden som Disken. Sandsugningen er foregået gradvist og i små overskuelige mængder og uden problemer lige indtil foråret 2013, hvor Lappegrunden blev udsat for en omfangsrig sandsugning. Turen kom til Disken i december 2013 og januar 2014. Det særligt store behov skyldtes udvidelse i Københavns Nordhavn og anlæggelse af en krydstogtkaj. På Lappegrunden anslås det, at omkring 10 meter af havbunden blev suget væk under sidste sandsugning.

Debat om sandsugning

En forsker fra Øresundsakvariet i Helsingør, en afdeling af Københavns Universitet, udtalte sig med stor bekymring i en artikel fra Helsingør Dagblad af tirsdag d. 28. januar 2014, og adskillige artikler om emnet fulgte. Den lange og heftige debat, et samarbejde med Sverige samt en protestsejlads med afslutning på Christiansborg i slutningen af marts 2014 resulterede i, at sandsugningen på Lappegrunden blev stoppet, selvom kvoten ikke har opbrugt.

Begrænset sandsugning eller forbud?

En ændring i en bekendtgørelse fra april 2015 satte begrænsninger for, hvor store mængder råstoffer, der må indvindes om året i hvert enkelt område. Råstofloven er ændret på en sådan måde, at det bliver muligt at stoppe for indvinding af råstoffer i Øresund, hvis det ikke foregår på en bæredygtig og miljømæssig forsvarlig måde. En undersøgelse omkring påvirkningen af miljøet i forbindelse med udvinding råstoffer i havet blev iværksat. Formålet var at afklare, om der var grundlag for at begrænse eller helt forbyde indvinding af råstoffer i Øresund. Den færdige undersøgelse viste, at råstofudvindingen Disken og Lappegrunden har en negativ effekt på miljøpåvirkningen lokalt inden for indvindings områderne.

Svar på undersøgelse og erklæring

Herefter udarbejdede 14 danske og svenske kommuner, bl.a. Helsingør Kommune, Länsstyrelsen Skåne samt en række NGO’er en fælles erklæring, stilet til den danske og svenske regering. Den opfordrede de to lande til at gå sammen og indgå en ny fælles aftale om en langsigtet beskyttelse af Øresund. Erklæringen blev offentliggjort i maj 2017, og Miljøstyrelsens svar på erklæringen forelå i juni 2017. Trods miljøundersøgelsens konklusion så man ikke nogen grund til at foretage ændringer på de eksisterende planer om råstofudvinding, da intet tyder på, at råstofudvindingen har medført en negativ påvirkning af Øresund generelt. Behovet for råstoffer til boligbyggeri og anlægsprojekter i hovedstadsområdet byggeprojekter vejer tungt og den tætte afstand til hovedstadsområdet ligeledes. Dog skal udvindingen af råstof ske under hensyntagen til miljøet og i balance mellem naturbeskyttelse og muligheder for erhvervs- og fritidsaktiviteter. Konklusionen er således, at sandsugningen vil fortsætte.

Nyt forsøg

Sagen har vakt stor bekymring og stopper næppe her. Den radikale folketingsgruppe fremsatte i november 2017 et beslutningsforslag i Folketinget om at etablere et beskyttet naturområde i Øresund med håb om en fælles beslutning i Danmark og Sverige om etablering af en marinpark. I fællesskab forsøger man at opnå den højeste beskyttelse af Øresund som biosfæreområde ved at sende en ansøgning til UNESCO.

I Sverige har miljøministeren i december 2017 presset på for at få sandsugning i Øresund fuldstændig forbudt - med henvisning til den store skade, som sandsugningen har forvoldt på et meget stort område. Miljøstyrelsen og den danske miljøminister har fortsat afvist et forbud. Det påpeges dog, at udvindingen skal foregå på en bæredygtig og miljømæssig forsvarlig måde. I forbindelse med afvisningen henvises til det store behov for råmaterialet og vigtigheden af, at udvikling og udbygning af Københavnsområdet fortsat kan finde sted, bl.a. til Metrobyggeri og udbygning af Nordhavnskvarteret.

Kilder til artikel i øvrigt

Forfatter til denne artikel har stykket den sammen ved at hente stof fra mange forskellige kilder med kortfattet information, ikke mindst en række artikler fra Helsingør Dagblad. At nævne disse er ikke fundet hensigtsmæssigt. En enkelt kilde er dog nævnt: se eksternt link.