Lappestenen

Helsingør og Kronborg omkring 1582 efter stik af Hans Knieper. Lappestenen ses i midten af billedet ved foden af muren omkring Kronborg.

Indholdsfortegnelse

Vandreblokken

Lappestenen var navnet på en stor stenblok, en såkaldt vandreblok fra istiden. Den blev slæbt med isen nordfra til området ved fiskerlejet Lappen og efterladt i strandkanten lidt nord for Helsingør. Navnet Lappestenen stammer fra navnet Lappegrunden, en sandbanke ud for området.

Kongen fik en idé

Frederik 2. fik i 1576 som 42-årig det indfald, at den kæmpestore stenblok skulle lyttes og placeres ved det daværende Krogen, senere Kronborg. Et ungdommeligt, muntert og en smule vanvittigt påhit. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Det skulle afprøves, og kongen havde midler til det. Skulle han give et indtryk af handlekraft og manddomsstyrke, ville det vel heller ikke skade. Det fortælles oven i købet, at kongen selv stod oven på blokken og opmuntrede mandskabet med tilråb. Det kunne passe meget godt med oven stående.

Transporten forberedes

Kongen lod til lensmanden på Krogen, Johan Due, være ansvarlig for opgavens udførelse. Johan Due hyrede en af den tids store entreprenører, Henning Graver, til at flytte stenen. Som udgangspunkt skulle flytningen udføres om vinteren. Stenen skulle læsses på en slæde (”sluffe”), som ved isdannelser skulle kunne glide lettere til stenens nye placering. Det krævede noget forarbejde. Først skulle slæden tømres sammen, landskabet skulle planeres samt ryddes, så slæden kunne komme frem. Arbejdsstyrken var på omkring 26 mand i alt og bestod, ud over Henning Graver, af tømmermænd, bøsseskytter og bådsmænd, fortrinsvis hentet fra København. Tilsyneladende anvendte man ikke heste som trækkraft. Man må derfor formode, at det var folk med velvoksne muskler, som blev udset til opgaven.

Et risikabelt og forsinket arbejde

Arbejdet med at bugsere stenen blev påbegyndt i december 1576 og fortsatte i flere omgange ind i januar måned 1577. Processen foregik, mens dronning Sophie opholdt sig på Frederiksborg Slot og ventede sin ældste søn, Christian 4., født d. 12. april 1577. Bugseringsarbejdet var ud over at være temmelig besværligt tilsyneladende også risikabelt. Undervejs havde 15 mand pådraget sig skader på benene, og nogle havde endog fået kvæstelser i deres hoveder. Derefter gik arbejdet i stå, og i omtrent tre år lå stenen uden for slottet. Arbejdet med at få stenen helt på plads kom først i gang igen i 1580.

Vandreblokkens nye plads

Stenen blev placeret ved foden af den sydøstlige bastion, hvor den af samtiden betragtet som en af slottets største mærkværdigheder. En latinsk inskription blev indhugget på stenen, som i teksten til Braunius’s billedværk gengives således: ”Anno 1577 Fridericus 2, Daniæ Rex, curavit hoc saxum a primo suo loco, ubi vicissim alius subrugatus est lapis, ad hoc devolvi locum” (Aar 1577 lod Frederik 2, Danmarks konge, denne sten flytte til dette sted fra dens første plads, hvor en anden sten blev lagt i stedet).

En dyr fornøjelse

Den enormt krævende opgave befordrede en del mand til bugseringsarbejdet. Det fremgår af Øresundstoldens regnskaber, at det alt i alt blev en ret dyr historie. Det var nemlig Øresundstolden, der betalte for Frederik 2. fikse idé. Den samme Øresindstold, som i øvrigt også betalte for opførelsen af Kronborg Slot samt meget andet. Det vil sige så længe indtægterne røg lukt ned i kongens kasse, indtil den trafik blev ændret til statskassen i 1771 (se artikel om Øresundstolden og Helsingør).

Vandreblokkens endeligt

Den unge konge Christian 4. lod i 1597, året efter sin kroning, stenen slå i stykker af seks stenhuggersvende. Det berettes, at han anvendte materialet til en bro ved Frederiksborg Slot, som han i årene 1600-1620 lod ombygge til et stort, prestigefyldt renæssanceslot.

Var der flere Lappesten?

Der hersker imidlertid en del usikkerhed om, hvorvidt der oprindelig var mere end en enkelt Lappesten. På senere kort, optegnet længe efter flytningen af den store sten til Kronborg-området, er stadig et par store "Lappesten" markeret i strandkanten.

Lappestensvej er opkaldt efter Lappestenen.

Litteratur

Torben Bill-Jessen: Lappestenen (FAHS. 2016. Nr. 2).

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag, 1926-1929 (Bd. 1, side 315-316).