Kategori:Fortidsminder

I denne kategori sættes bl.a. artikler om gravhøje og andre lokale oldtidsminder (se oversigten nedenfor).

Generelt om fortidsminderne i Helsingør Kommune

Kendskabet til vores jordfaste fortidsminder – stendysser, jættestuer og gravhøje – baserer sig først og fremmest på de oplysninger, der blev tilvejebragt ved de såkaldte ”herredsberejsninger”, som Nationalmuseet satte i værk i slutningen af 1800-tallet. I Nordøstsjælland var det arkæologen Vilh. Boye, der gennemførte denne registrering af de stadig tilbageværende fortidsminder i 1884. Disse registreringer kom til at danne grundlaget for de sognebeskrivelser, som løbende er blevet suppleret med oplysninger om nye fund, resultatet af udgravninger etc.

I den nuværende Helsingør kommune føres der særskilte sognebeskrivelser for Helsingør, Tikøb, Hornbæk, Hellebæk og Egebæksvang sogne. Sognebeskrivelserne omfatter ikke kun de synlige fortidsminder i landskabet, men f.eks. også oplysninger om mange af de enkeltfund, der i dag opbevares bl.a. i museernes magasiner. I mange år var disse fundoplysninger alene tilgængelige for fagfolk, men i dag er de alment tilgængelige på Det Kulturhistoriske Centralregisters landsomfattende website Fund og Fortidsminder.

Ved herredsberejsningen blev også registreret mange allerede da helt forsvundne fortidsminder - og flere af de bevarede forsvandt fortsat i hastigt tempo. Først 1937 gennemførtes en fredningslov, der skulle sikre landets oldtidsminder, men selv efter den tid er der også i vores område sløjfet mange oldtidsmindesmærker. I 1940erne indledtes derfor endnu en berejsning af hele landet, som i 1942 førte til regulær fredning af de fleste af de da stadig eksisterende oldtidsanlæg her i området.

I 1884 registreredes et stort antal fortidsminder specielt i den nordlige del af den nuværende Helsingør Kommune (bl.a. i Hornbæk Plantage, Horserød Hegn og Klosterris Hegn), hvorimod der i den sydlige del af kommunen samt i selve Helsingør købstads område var meget store fundtomme områder. Det førte til den antagelse, at skoven her altid havde domineret og området tilbage i oldtiden kun været ganske tyndt beboet. Først i de allerseneste årtier har mange nye fund – hvoraf flere bl.a. baseret på oplysninger i ældre kortmateriale – ændret afgørende på denne opfattelse. Der sker således en stadig supplering af de oprindelige registreringer - med det resultat, at vi gradvis får en stadig bedre fornemmelse af, hvor omfattende bosætningen i lokalområdet reelt har været i de ældste tider.