Borupgaard

Landsbyen Borup omtales første gang i Esrum Klosters brevbog 1178 som Bothorp. I 1211 findes i Esrum Klosters brevbog et dokument, hvori Borup omtales som en landsby. I et brev fra 1568 findes navnet Borupgaard for første gang. I markbogen 1681 er Borupgaard landsbyens eneste gård med 2 vange og et indelukke.

Det nuværende Borupgaard, der har sit navn efter landsbyen Borup, er altså en ældgammel gård, der til alle tider nok har været kendt for sin smukke beliggenhed med den skønne udsigt over Sundet. I 1500-tallet var Borupgaard ejet af byens borgmesterslægter Lejel og Rosenvinge og stod i det hele taget i nær forbindelse med Helsingør. Borupgaards jorder grænsede efter sognegrænsens endelige fastlæggelse i 1778 op til Helsingørs overdrev i nord, Rørtangs jorder i syd. Mod øst havde Borupgaards ejere købt arealer af Snekkerstens byjord, men dette blev atter solgt fra - i form af villaudstykninger i begyndelsen af 1900-tallet. Den bebyggelse, der opstod her kaldtes Ny Snekkersten. I midten af 1800-tallet udvidedes Borupgaards arealer ved opkøbet af Spurupgaard i Rørtang. Efterfølgende blev ejerlavsgrænsen reguleret i forhold hertil og dermed fik Borupgaards ejerlav sit nuværende udstrækning helt op til Kjeldsbjerggaard.

Navnet Borup knytter sig også til et par andre bebyggelser i nærheden. På Borupgaards mark - lå endnu i slutningen af 1800-tallet en mindre ejendom med navnet Lille Borup. I nærheden af Skotterup lå endnu tidligere et hus med navnet Boruphus og endelig blev også den senere Snekkersten Kro i en periode kaldt Boruphus.

Sammen med Borupgaard blev i en lang periode i 1800-tallet også drevet Dalsborg og i en periode i 1900-tallet ejendommen Prøvestenen på Helsingør Overdrev.