Jens Lind
Det var ikke usædvanligt for fiskere og færgemænd, som var vant til at sejle, at deltage i kaperkrigen fra 1807-1814. Det gjorde også Jens Lind.
Færgemænd og kaperkaptajner
Jens Lind (1776-1841) var færgemand, et ganske indbringende erhverv. Han boede først i Ålsgårde på Nordre Strandvej 142, var nabo til fisker og færgemand Hans Christian Riff på Nordre Strandvej 142, inden han flyttede til Strandgade 1. Jens Lind blev især kendt i forbindelse med kaperkrigene, som opstod i forbindelse med Englandskrigene 1801-1814.
Kollega og tidligere nabo, Hans Christian Riff og kollegaen Lars Bache, som boede i Stengade 27, var også kendte for deres deltagelse i kaperkrigen. Hans Christian Riff er om talt kort i artikel om Riffsvej, opkaldt efter den kendte fiskerslægt, men nok mere kendt på grund af kaperfører Hans Christian Riff. Fra Hornbæk deltog også adskillige i kaperkrigen, som man kan læse om i artiklen om Kaperførerne fra Hornbæk. Jens Lind kom i Lars Baches hjem i Stengade 27. Det har Lars Baches søn Niels skrevet om i sine optegnelser, nævnt sidst i denne artikel under litteraturhenvisninger. Jens Lind fik et ry som den mest uforfærdede kaperkaptajn af alle, blev den mest berømte og meget velhavende - så længe ”eventyret” varede.
En kaperførers bedrifter
En af de episoder, Jens Lind blev kendt for, foregik d. 20. august 1808. Han lå for anker med korvetten "Cort Adeler" syd for Helsingør by ud for "Andet Sukkerhus", senere kaldet ”Villa Augusta”. Bygningen, som ikke eksisterer mere, lå en anelse nord for nuværende rensningsanlæg og meget tæt ved strandkanten på den tid. Skibets navn refererede til den berømte admiral Cort Adeler og var landets største kaperskib, armeret med 20 kanoner (i folkemunde kaldet ”Den spanske fregat”). Med en besætning på kun 13 ud af 93 mand lykkedes det Jens Lind på et hængende hår at nedkæmpede en styrke på 150 englændere i flere små barkasser (robåde med små kanoner), som i ly af mørket forsøgte at entre ”Cort Adeler”. Det store skib viste sig at være dårligt til at manøvrere og derfor i virkeligheden uegnet som kaperfartøj. Jens Lind anskaffede sig derfor et mindre fartøj, en kutter kaldet "Haabet". "Cort Adeler" blev til vrag i isen på Københavns Red i januar 1809 efter at det var overtaget af en kaptajn Poul J. Bern.
Nye eventyr
Når Jens Lind løb tør for penge, lagde han an til nye kapertogter. Med erobringen af en engelsk armeret brig i november 1808 udførte Jens Lind atter et vovestykke, som de færreste ville have indladt sig på.
Det sidste og mest dramatiske kapertogt foregik i 1813 med kommando over kaperbåden ”Grevinde Danneskjold”. Med om bord havde Jens Lind sin yngre broder Anders, også kaperkaptajn. Fra september samme år samarbejdede svenske skibe med engelske, og på Landskrona Rhed lå en svensk konvoj for anker. Det var for fristende for en mand som Jens Lind, så han sneg sig ind på den natten til d. 19. december. Måske havde han undervurderet situationen, for den udviklede sig i en farlig retning. Han kom i regulært søslag med en barkasse og blev mødt af en stor overmagt. Det kom til en heftig og langvarig kamp med store omkostninger, men Jens Lind nægtede at overgive sig og fik svenskerne drevet på flugt. Han måtte skære sit kaperfartøj fri for overhovedet at undslippe, men havde til alt held erobret en svensk galease, som han kunne sejle tilbage til Helsingør med. Én sag var tabet af kaperskuden ”Grevinde Danneskjold”, noget helt andet var, at tre af hans mænd blev dræbt, bl.a. hans lillebror Anders. Få måneder tidligere havde han mistet en endnu yngre broder, Jens, kaperfører som sine to andre brødre. Det blev en trist afslutning på Jens Linds kapervirksomhed. Generelt var kapertiden var dog ved at ebbe ud og hørte helt op ved Kielerfreden af 14. januar 1814. Jens Lind blev af kongen udnævnt til Dannebrogsmand for såvel denne som for tidligere bedrifter. Kampen var en de sidste kampe med kaperskibe og blev meget omtalt i pressen. Han blev efter denne dåd dekoreret med Dannebrogskorset i januar 1814.
Fest og farver
Der fandtes adskillige rygter og myter om Jens Lind. Han blev født i Ålsgårde den 23. juni 1776, og familien flyttede til Helsingør i 1780, hvor faderen fortsatte sin lodsforretning. Efter nogle år som færgekarl blev Jens Lind i en ung alder færgemand ved at gifte sig med Anne Marie Poulsen i august 1801. Hun var mere end 10 år ældre end Jens, var enke efter færgemand Nicolai Poulsen og havde en datter på 8 år. Man ved med sikkerhed, at Jens Lind fra 1801-1817 ejede den store og flotte ejendom i Strandgade 1, hvor der ofte var liv og glade dage. Han opholdt sig fra tid til anden i København. Her havde han en elskerinde gennem mange år, Karen Marie Sonne, som han efter at være blevet skilt fra Anne Marie Poulsen i 1811, dog først giftede sig med i 1826. Jens Lind lejede af og til en hotelsuite på Raus Hotel i København, senere Hotel d’Angleterre, hvor han inviterede venner og veninder på gode middage og til forestillinger i Det Kgl. Teater, hvor han ligesom som byens spidser havde en loge. Her gjorde han sig bemærket ved at optræde i sorte fløjlsklæder og fik derved øgenavnet "Fløjlslind". Det vakte opsigt og blev ifølge Niels Bache anset for at være "uhørt og uset hidtil", blot endnu en bekræftelse på hans forfængelighed og pyntesyge. Ind imellem tjente han formuer, men det er ikke så underligt, at han nu og da løb tør for penge med den livsstil, han havde. For lige så god Jens Lind var til at tjene penge, ligeså god var han til at bruge dem.
Jens Lind var velskabt, smidig og let i sine bevægelser og havde en let, dansende gang. Han havde en stor selvfølelse, store armbevægelser, var meget talende og pralede en del. Kapervirksomheden appellerede meget til eventyrere og spændingssøgende mennesker som Jens Lind og kunne have et ikke så lille strejf af legaliseret sørøveri over sig. Han var modig, ”rask og uforfærdet indtil dumdristighed”, var "stor i slaget”, elskede pragt, fest og farver og lagde meget vægt på at være klædt fint på. Forfængeligheden aftog efter sigende ikke med alderen. Han gik for at være farverig, festlig, en spilopmager, generøs og noget af en laps. Men dygtig og snu var han også. Man lagde mærke til ham, når han færdedes på skibsbroen iført sin smukke blå dragt med en guldbroderet, sort fløjlskrave og hvide lærredsbukser med blå striber. Frakken havde ankerknapper, og skøderne var ophængt med guldankre. En dolk havde sin plads ved siden, og Dannebrogskorset hang om halsen. Man havde vel været kaptajn på ”Cort Adler”, det største kaperskib i Danmark! Han fik flere øgenavne ud over ”Fløjlslind”, som nævnt også øgenavnene "Jens Vind" og ”Kadetten”. "Jens Vind" fordi han blev regnet for lidt af en "udhaler", en "vindbeutel" og opportunist; "Kadetten" kunne være på grund af den oven for nævnte uniform, som han ofte bar.
Der er skrevet både artikler og bøger om ham, da han var en særdeles farverig og ejendommelig skikkelse. Han kom i hjemmet hos Lars Bache, nævnt i første afsnit. Dennes ældste søn, Niels Bache, har i sine optegnelser om sin fader omtalt Jens Lind og har givet ham et blandet skudsmål, men alligevel med en bagved liggende sympati. Jens Lind var hele landets helt, men måske så man lidt mere nuanceret på det i hans hjemby Helsingør. Niels Baches optegnelser er nævnt under litteraturhenvisninger sidst i denne artikel.
Nye indtægtskilder
Jens Lind var rastløs og havde svært ved at falde til ro efter krigen. Efter at kapergerningen ophørte og indtjeningen ligeså. Han købte to gårde ved Esrum Sø, Toftegaard og Blaakulsgaard ved Endrup By i Asminderød Sogn, imellem med Fredensborg Slot Esrum Sø og lagde dem sammen, formodentlig som en investering. Jens Lind brugte ikke voldsomt meget tid på landbrug personligt, det overlod han til en avlskarl. Til gengæld kunne han bruge tiden på at sejle på søen, dyrke jagt, på fester, vin, musik, damer og andre former for forlystelser. Han solgte senere de to gårde med en fortjeneste på ca. fire gange så meget som købssummen. Ifølge Martinus Galschiøts bog: "Helsingør omkring midten af forrige århundrede" (nævnt under litteraturhenvisninger) skulle han også have investeret i en gård på Samsø på et eller andet tidspunkt.
Et andet erhverv, som Jens Lind gav sig i kast med, var ulige mere spændende, nemlig smugleri - ikke usædvanligt for tidligere kapere, der havde hang til spænding. Myndighederne så lempeligt på smugleriet, og smuglerne yndede at drille toldvæsenet. Det var indbringende, og Jens Lind slap ret godt fra det, blev kun grebet i det én gang og kunne nøjes med en bøde.
I åben båd til Rusland
Færgebådene fra Helsingør var kendt i udlandet som fremragende og meget sødygtige. Den russiske regering havde store ambitioner for deres fremtid på havet. Man var interesseret i at købe et eksemplar som model, få den til Skt. Petersborg og siden selv bygge dem. En sådan båd var for stor til at kunne stå på dækket af datidens handelsskibe. Hvem henvendte man sig til? Den berømte Jens Lind, naturligvis - lige manden med det rette vovemod og stor erfaring. At sejle i åben båd tværs over Østersøen var ikke for tøsedrenge. Det var på den anden side enormt fristende for en mand med hang til spænding i livet. Han indlod han sig derfor på at sejle i åben båd til Rusland hele to gange.
Første sejlads
Jacob Løwes skibsværft stod for bygningen af en 23 fods åben egetræsbåd i 1833. Den var så sjusket bygget, at skibsværftet måtte bygge en ny på 28 fod, 5 fod længere end den kasserede. Det var næppe tilfældigt, at der blev sparet på tømmer og udstyr, for Jacob Løwe havde et rygte som en mand, ”hvis Sag er Skillinger uden Ambition”. Jens Linds besætning var på tre mand, heraf to ”vovehalse” fra fiskerlejet Sletten og Jens Linds egen tjenestedreng, den ca. 12-årige Olof, som boede sammen med Jens Lind og Marie Sonne i Rørtang. Jens Lind var ikke tilfreds med bådens kvalitet. Der var for mange fejl, og båden var heller ikke helt tæt. Jens Lind var, ud over de nævnte fortrædeligheder, noget plaget af gigt på turen. Det har næppe været godt for helbredet, at han var kommet af sted i en påklædning, der var uegnet til sejlads i åben båd. Han og den øvrige besætning på tre mand trods disse vanskeligheder nåede dog St. Petersborg i august efter et par måneders sejlads. Aftalen var, at Jens Lind skulle skrive en udførlig rapport om turen, og hans betragtninger er fyldigt citeret i H.W. Harbou og Kaas: ”En helsingørsk Færgemands Ruslandsfarter i aaben Baad”. Jens Lind sendte besætningen hjem som passagerer på et skib, men købte selv en mindre båd på 16 fod uden kahyt. Han var vant til at bestemme ”farten” og ville ikke sejle som passager. Han havde købt et tomt sukkerfad, foret det med et knippe halm og anvendte det som kahyt.
Anden sejlads
Der var bud efter ham igen. Trods problemer med helbredet sejlede han i efteråret 1836 (60 år gammel!), denne gang i en åben norsk båd, der skulle leveres til Kronstadt. De to af hans tre mand store besætning forlod ham hurtigt, hundesyge. Gentagne storme gjorde turen meget ubehagelig. Den sluttede i Liebau, da vinteren indfandt sig meget tidligt. Tilbage til Danmark. Jens Lind var så opsat på at gennemføre turen, at han indledte et nyt forsøg i sommeren 1837. Denne gang alene. Hele planen gik i vasken, da Jens Lind måtte lægge sig syg i hele to måneder i Memel. Han fik atter stablet sig på benene og fortsatte, men måtte atter i en elendig forfatning lægge sig syg i Liebau. De fleste ville have givet op, men ikke Jens Lind. Der gik sport i at finde ud af, hvor meget man kunne holde til. Man gav ikke op, man gennemførte, hvad det så end kostede. Jens Lind var udstyret med de egenskaber, der skulle til for at gennemføre et sådant projekt. Han havde et mod, der som tidligere nævnt, af og til overskred grænsen til dumdristighed, men han havde også energien, viljestyrken og pligtfølelsen. Han har selv skrevet en beretning om den sidste del af turen, som blev ret barsk. Storm, snevejr, kulde og ofte gennemvåd, det var vilkårene. Han havde af et par brædder flikket en lille "kasse" sammen som landgangsfartøj, brugbart om end ustabilt og let til at kæntre. I slutningen af november nåede han omsider Reval. Vinteren forhindrede ham i at nå Kronstadt, som var det endelige mål. Båden blev opmagasineret med henblik på videre transport. Hvordan Jens Lind kom tilbage til Danmark, vides ikke.
Afslutningen på et eventyrligt liv
Noget tydede på en erkendelse af, at denne strabadserende tur blev hans sidste eventyr. Helbredet var ikke til mere. Færgemandsvirksomheden blev drevet videre uden Jens Lind ved roret. Det var nu ikke noget nyt. Gennem mange år var en eller to færgekarle ansat hos Jens Lind og stod for den daglige drift.
Jens Lind døde som 65-årig i november 1841 og blev begravet fra Skt. Olai Kirke. Selve jordfæstelsen fandt sted på Helsingør Kirkegård, dengang Den Nye Kirkegaard. Gravstenen blev fjernet, da man udvidede vejen i 1975. Man må formode, at Jens Linds jordiske rester befinder sig et eller andet sted under asfalten på I.L. Tvedes Vej. Jens Lind levede fuldt ud op til en kommentar til sin kollega og ven Niels Bache om sin brogede besætning på kutteren »Håbet«: "Din fader har lært mig, at naar jeg har én Sømand i Baaden, saa kan de andre gerne være Bønder, og Satan skal døje ondt for at kede sig, naar det ikke behøves."
Litteratur
Koll, Boris: Kaperkaptajn Jens Lind: manden bag myten. Ebeltoft: Skippershoved, 2000.