Hornbæk Kirkegårde
Hornbæk har som mange andre samfund gennemgået en gevaldig udvikling. At der hører to kirkegårde til kirken, afspejler blandt mange andre forhold dette. Kirken var helt væsentlig for samfundet og betød også rigtig meget for fiskerne i Hornbæk, som den gjorde for alle mennesker i gamle dage. Mange måtte gå ret langt til kirke, og det var naturligvis en stor drivkraft til at oprette en kirke så tæt som muligt på, hvor man boede.
Den gamle kirkegård
Den ældste kirkegård blev anlagt omkring Hornbæk Kirke, fra 1588. Kirkegården beholdt sin placering med de to efterfølgende kirker fra 1671 og nuværende fra 1737, som lå samme sted som den første kirke. På det tidspunkt bestod befolkningen i Hornbæk af få og fattige fiskere, og den lille kirkegård slog til i en lang årrække. I 1857 fandt en mindre udvidelse sted. En ny kirkegård blev taget i brug i februar 1891, og derved ophørte bestræbelserne på at skaffe plads til nye begravelser på den gamle kirkegård i et længere tidsrum (se neden for).
Blæst og flyvesand
Kirkegårdsgærdet, som bestod af et stavehegn, voldte store problemer og var vanskeligt at vedligeholde på grund af blæst og flyvesand. Når ikke hegnet kunne holde flyvesandet ude, lagde det sig på kirkegården og vanskeliggjorde vedligeholdelsen af gravsteder og stier. Hegnet væltede i 1710-1711, og man benyttede anledningen til at foretage en mindre udvidelse (”et stykke jord indtagen”) året efter, hvor gærdet måtte flyttes i forhold til udvidelsen. Man var nødt til at lukke stavehegnet med eneris og nye egestave. En ny portlåge med efterfølgende forbedringer kom til i 1723.
Stavhegn afløst af stengærde
Efter opførelsen i 1737 af den tredje og nye kirke blev stavehegnet omkring kirkegården afløst af et stengærde, som hovedsognets beboere tilførte. Stengærdet var lavt, utilstrækkeligt og ikke særlig solidt. Det var, som det tidligere hegn, også forbundet med konstante udgifter.
Ny kirkestruktur
Hornbæk var indtil 1887 annekskirke til Tikøb. Hornbæk-Hellebæk Sognekald blev udskilt fra det gamle Tikøb Sognekald, og bondebefolkningen i Hornbæk Sogns bondebyer var nødt til at finde gravplads i Hornbæk. Man forudså allerede i 1886 et voksende behov for flere gravpladser på den gamle Hornbæk Kirkegård inden for en overskuelig fremtid, og de kirkelige myndigheder gjorde ministeriet bekendt hermed. Intet skete. Problemet trængte sig for alvor på og måtte have en løsning. (I artiklen om Hornbæk Kirke kan man læse lidt mere om udviklingen inden for kirkestrukturen).
Den nye kirkegård
I 1888 indsendte Frederiksborg Amt et forslag til Finansministeriet i august 1888 om anlæggelse af en ny kirkegård, men havde endnu intet hørt i november 1889. Først i begyndelsen af 1890 forelå et overslag over udgifter til et areal, udlagt til kirkegård omkring en halv km fra Hornbæk Kirke i udkanten af Hornbæk Plantage. Det lå ud mod Nordre Strandvej i byens østlige ende i retning mod Helsingør.
Den nye kirkegård skulle have en indhegning. I februar 1890 forelå et tilbud om opførelse af solidt lægtehegn omkring den nye kirkegård med stolper af lærketræ, to rækker grantræ samt et stakit af bønnestager. En port af naturtræ blev opført med samme bredde som på den gamle kirkegård, samt en låge af naturtræ.
Den nye kirkegård blev indviet d. 23. februar 1891. Sognepræst Edvard Alexander Sperling (1853-1911) holdt en kort tale, og en nylig afdød blev begravet som den første ved samme lejlighed. Af bygninger rummede kirkegården foreløbig kun et materialehus og intet ligkapel. I 1931 forelå et ønske om udvidelse af det snævre ligrum i den nordre del af sakristiet fra 1883 samt indretning af et redskabshus. I 1932 forelå en henstilling om opførelse af et nyt lighus, når økonomien tillod det, og det gjorde den i 1935.
Kirkegården atter for lille
Befolkningen i Hornbæk voksede stærkt, og i 1912 kunne behovet for en større kirkegård konstateres. Udvidelsen blev en realitet i 1915. Det gamle lægtehegn, som ofte havde måtte repareres, blev erstattet af en hvidkalket ringmur. En vandledning blev vederlagsfrit etableret i 1923.
Planer og reguleringer
I 1905 blev det vedtaget, at græsset på kirkegårdene skulle slås når det var nødvendigt samt at de ikke vedligeholdte gravsteder skulle sløjfes og besås med græs. Hegnet på den nordre side lige inden for kirkegårdslågen blev fornyet samme år. I 1910 blev gangene på den gamle kirkegård reguleret og gruset. I 1926 blev den gamle kirkegård atter planeret og reguleret efter en af Bygningsinspektøren godkendt plan, hvorefter man atter kunne tage den gamle kirkegård i brug. Stengærdet blev repareret mod syd og vest. I 1929 blev nogle gravpladser foran kirkedøren nedlagt, hvorefter pladsen mellem kirkedøren og hegnet blev reguleret.
Grave i kirken
Mest almindeligt var det at blive begravet på kirkegården. Det var forbeholdt de få at blive gravsat i selve kirken. ”Ligger og begravne i samme Kirke 3 Præster, som haver prædiket og været Præster til samme Kirke”. Hans Tidemand, som døde i 1619, er den eneste af disse præster, man mener at kende navnet på.
Hans Ellekilde skriver i bogen om Hornbæk Kirke (nævnt nederst under litteratur): ”I 1935 fandt man i Hornbæk Kirke under Midtergangen mellem de øverste Stole ved koret et Lig af en mand med en kraftig Underkæbe og mørk Paryk. Ved siden af fandtes i en Kiste et Kvindelig og et Barnelig. Lige foran Pulpituret paa Mandssiden fandt man samtidig et Mandslig nedlagt i kalk, med rød paryk, svøbt i et stort rødbrunt Klæde, og desuden endnu et Lig i Kiste. Endelig fandt man under gulvet på Mandssiden 3 underkæber” (side 75). Man har ikke været i stand til at identificere yderligere.
Grave på den gamle kirkegård
Mange af de gamle grave på den gamle kirkegård blev nedlagt ved reguleringsplanerne i 1926 og 1929. Forholdsvis få af de gamle graver fra slægter i Hornbæk-Aalsgaard er derfor bevaret. Nogle få nævnes her: gravstederne for ”Store Bjørn” og ”Lille Bjørn”. Begge er forbundet med digteren og maleren Holger Drachmann, omtalt i næste afsnit.
Holger Drachmann og Hornbæk
Digteren og maleren Holger Drachmann var nært knyttet til Hornbæk og døde her d. 14. januar 1908. Hans urne blev dog gravsat 12 dage senere i Skagen, hvor han havde tilbragt en del af sin tid. Det var her, han blev gift med sin tredje hustru Soffi og boede fast de sidste fem år af sit liv. Holger Drachmann stenen, som blev rejst på Hornbæk Havn i 1936 og Drachmannsvej er vidnesbyrd om hans tilknytning til Hornbæk.
"Bjørneslægten"
”Store Bjørn”, nævnt oven for, er forbilledet for hovedpersonen i ”Paa Sømands Tro og Love”, udgivet 1878, og ”Lille Bjørn” optræder som dennes lillebror. Begges gravsteder er omtalt kort neden for. Sømandshistorierne er fortællinger fra slutningen af 1800-tallet om nordsjællandske fiskeres liv og heltegerninger til vands og til lands med inspiration fra livet i Hornbæk. Første fortællingskreds har titlen: ”Af Bjørneslægtens Familjehistorie”.
Det første gravsted for ”Store Bjørn” ligger i det sydvestlige hjørne ved hegnet med indskriften: ”Peder Andersen og Hustru’s Gravsted 1923. Hvil i Fred”. Per Bjørns Vej i Hornbæk er opkaldt efter ham. Det andet gravsted for ”Lille Bjørn” ligger syd for kirken med indskriften: ”I. C. Andersens Familie-Gravsted”.
Eckernførde Fjord 1849
Jens Chr. Andersen fra Hornbæk er kendt for sin beretning om Slaget i Eckernførde Fjord d. 03. april 1849 og det efterfølgende Slesvig-holstenske fangenskab. Beretningen er trykt i ”Fra Frederiksborg Amt, 1927”. Hans grav findes på nordsiden af kirken.
De baltiske lande
Syd for kirken viser en marmorplade i græsset, hvor 14 flygtninge fra de baltiske lande er begravet. De døde i årene 1945-47 i flygtningelejren på Hotel Bretagne.
Mindesten for frihedskæmpere
Syv frihedskæmpere fra Hornbæk omkom i forbindelse med Anden Verdenskrig. Nogle af disse var, som mange andre frihedskæmpere, meget unge. Frihedskæmpernes navne og data er indgraveret på den store mindesten, som er rejst på den gamle kirkegård. Over navnene står: ”Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder”, under navnene fortsættes med linjen: ”Da er livet ej så svært, døden ikke heller”. Navnene på frihedskæmperne er ikke nævnt her, men kan ses i bogen "Hornbæk Kirke - 250 år" (side 18-19), nævnt under litteratur.
Grave på den nye kirkegård
Den første præst for det selvstændige Hornbæk-Hellebæk pastorat, Edvard Alexander Sperling, døde i 1911 og blev gravsat på den ny kirkegård. Af andre, som kan knyttes til Holger Drachmann kan nævnes hans ven, den unge kromand Mogens Petersen (den yngre), som optræder i ”Paa Sømands Tro og Love”. Anders Bjørn Drachmann, philolog og professor, var Holger Drachmanns halvbroder har en urnegrav på denne kirkegård.
Den russiske krigergrav
I den nordlige fjerdedel af den nye kirkegård findes en russisk krigergrav, et helt specielt minde for 58 afdøde krigsfanger. De afgik ved døden under opholdet i Danmark i Horserød inden hjemsendelsen og blev begravet i Hornbæk i løbet af årene 1917-1920.
Det første hold russiske krigsfanger på 150 russere ankom til Horserødlejren d. 01. maj 1917, nyoprettet til formålet, og indtil sommeren 1918 var der samlet omkring 2.300. Ydermere kom 650 senere i 1918 til interneringslejren, inden de kunne hjemsendes i oktober måned samme år. En stor del dem var i en så elendig forfatning, at de ikke kunne reddes trods omhyggelig pleje. Det kan virke mærkeligt, at de blev begravet på Hornbæks nye kirkegård. Forklaringen er, at størstedelen af Horserødlejren var beliggende i Tikøb Sogn. Det blev statsligt bestemt, at de russiske krigsfanger skulle begraves på Hornbæk Kirkegård. Kirkerne var underlagt staten og blev administreret her fra, indtil kirkerne gennem en periode mellem 1929 og 1939 fik selvstyre. Hornbæk Kirke blev en selvejende kirke til Hornbæk Menighedsråds bestyrelse.
Flygtninge fra Første Verdenskrig
For at yde en humanitær indsats efter Første Verdenskrig, tilbød den danske stat at modtage en del flygtninge og krigsfanger. Flygtningene begyndte allerede at ankomme under krigen, som foregik ikke så langt fra Danmarks grænser. En helt anden sag var dog de mange tusinde krigsfanger, som havde været med i skyttegravskrige og nu opholdt sig i tyske lejre. Den danske stat ville bidrage til at skaffe bedre vilkår for de syge krigsfanger i de krigshærgede lande, Tyskland og Østrig, indtil de kunne hjemsendes. Der var tale om mange nationaliteter: franskmænd, englændere, amerikanere, belgiere, serbere og italienere og russere. Hjemsendelsen skulle foregå via Danmark, da de tyske veje var så ødelagte efter krigen, at de slet ikke kunne bruges til formålet. Opsamling fra de tyske krigsfangelejre foregik fra havne i det nordlige Østtyskland. Krigsfangerne, som ankom i tusindvis, var for størstedelen syge, underernærede og forsømte. Krigsfangerne blev sejlet til København med danske og norske færger og indkvarteret i militærlejre, indtil der kunne skaffes transport til deres hjemland. På grund af det anselige antal krigsfanger blev der hurtigt fyldt i København.
Krigsfanger fra mange lande
Der blev således indrettet interneringslejre for disse rundt om i Danmark, bl.a. i Horserød Hegn, hvor Horserødlejren blev oprettet til at modtage flygtninge fra Første Verdenskrig. Det ene hold krigsfanger af mange forskellige nationaliteter afløste siden det andet. I januar 1919 stod lejren tom, men atter måtte Horserødlejren og andre interneringslejre modtage russiske flygtninge. Først i april 1920 blev Horserødlejren og de andre lejre tømt for flygtninge fra Første Verdenskrig og ophørte med at fungere som lejr for internerede krigsfanger. Samlet havde Horserødlejren med flere huset et utal af flygtninge af mange forskellige nationaliteter gennem en periode på knap tre år.
På Helsingør Kirkegård findes et monument over afdøde franske krigsfanger fra Første Verdenskrig, De franske krigergrave, omtalt i dette leksikon.
Ny udvidelse af kirkegården
I 1950’erne var der kun få gravsteder tilbage. Menighedsrådet indledte forhandlinger med Landbrugsministeriet om køb af et område i Hornbæk Plantage, men det blev afvist. Man kunne anlægge en annekskirkegård andet steds i sognet, var svaret. I de år forøgedes antallet af urnebegravelser anseligt i forhold til kistebegravelser, og derved løste problemet sig nærmest af sig selv. Kirkegården blev dog udvidet med to urnekirkegårde i 1960érne, først i 1965 med indlandsklitten ved Østerbæk, dernæst på trekanten mellem kirkegårdslågen og kirkegårdskontoret. Klitarealet er er ældre end bækken, en gravet afvandingskanal fra engdrag ved Saunte. Den stammer fra den store sandflugtstid, da Hornbæk Plantages areal var et stort sandområde. Klitten blev delt i tre områder: Fællesgrav, som er de ukendtes grav; grave med navneplader, nedlagt i græs, samt en firkantet urnegrund ved muren.
Nye bygninger
I 1963 byggedes på kirkegårdens materialeplads et grundmuret hus indeholdende redskabsrum, opholdsrum og kontor for graveren samt offentlige toiletter. Bygningen, som med rødt tegltag og hvidkalkede mure harmonerede fint med kirkegårdsmuren, blev tegnet af arkitekt Vagn Kieler fra Ålsgårde og opført af lokale håndværkere. En voldsom gaseksplosion d. 19. januar 1982 forvandlede den solide bygning til en ruindynge. Et vindue blev slynget ca. 50 meter ud på kirkegården, og en graver blev ved ulykken forbrændt og lettere kvæstet. Huset blev genopført i samme stil, men med hensyntagen til nye krav om bl.a. handicaptoilet.
Eksterne links
Hornbæk Kirkegårde (kort tekst)
Danmarks Kirker. Frederiksborg Amt. Bd. 2, side 726-748. Udgivet af Nationalmuseet, 1967.
Litteratur
Hornbæk Kirke - 250 år. Hornbæk Sogn - 100 år. Nofo-print, Helsingør, 1987
Peter Fransen: Livet i de røde barakker. Horserød 1917-2017. Syddansk Universitetsforlag, 2017. Russergrave