Borsholm Skole
I 1722 blev der oprettet to skoler i Tikøb Sogn. Skolerne kaldtes rytterskoler, fordi de lå i de såkaldte rytterdistrikter. De to skoler lå i hhv. Tikøb og Borsholm. Borsholm Skole lå i Strædet i selve Borsholm landsby. De ansatte lærere ved skolen fungerede som enelærere.
I 1903 brændte skolen, men en ny skole blev ikke opført samme sted. I stedet anvendte man en del af den gamle skolejord til at bygge den nye skole. Derved kom den til at ligge noget nærmere Horserød, som var en del af skoledistriktet, der foruden Borsholm også omfattede Risby og Saunte. I 1915 byggedes yderligere et klasselokale til og en lærerinde ansattes.
Da det i 1936 besluttedes at indføre købstadordnet skolevæsen i Tikøb Kommune var de små gamle landsbyskolers dage talte. Til afløsning for Borsholm Skole, Holmene Skole samt Gurre Skole byggedes i stedet en ny centralskole: Nygaard Skole.
Borsholm Skole lukkede således med udgangen af marts 1939 – lærerne overflyttedes til Nygaard Skole og børnene til hhv. Hornbæk og Nygaard Skoler. Den tidligere skolebygning indrettedes herefter til Borsholm Forsamlingshus – en funktion stedet stadig har.