The Auto Shop

Lars Bjørn Madsen skrev i Lokalavisen Nordsjælland 5/6 juli 2011 følgende: Virksomheden der i sin tid dominerede hjørnet af Mareinlyst Alle og Møllebakken hed det amerikansk inspirerede navn The Auto Shop. Den er grundlagt i 1912 af den unge mekaniker Niels Wilhelm Peter Rasmussen, der fandt en levevej i denne nye form for virksomhed, der naturligvis ikke just havde mange automobil-ejere som kunder dengang.

Rasmussen, der var født i Helsingør i 1891, fik da også borgerskab som cyklefabrikant i 1920 og kunne således også klare cyklisterne, der dengang var de dominerende trafikanter. Bilismen vandt som bekendt dominans, og virksomheden gik så godt, at Rasmussen snart kunne udvide arealet ved at flytte fra Marienlyst Allé 1 til det gamle jernstøberi i nr. 3 for foden af Christine Mølle, der brændte i 1928 - heldigvis uden at rive Rasmussens virksomhed med i vingefaldet.

The Auto Shop var et af byens største automobilfirmaer, og der var til stadighed ansat 5-6 svende og ligeså mange lærlinge. Omkring 1930 blev Rasmussen en af Det Danske Petroleums Aktieselskabs forhandlere, og dermed var han også "tankpasser". Samtidig var han i vejviseren betegnet som automobilfabrikant, så det var en alsidig virksomhed.

Hans kundekreds spændte vidt, og blandt de største var Wiibroes Bryggeri og Margarinefabrikken Kronborg, der købte alle deres biler i The Auto Shop. Og mange spændende biler kørtes til reparation til glæde for mekanikere og lærlinge. En dag var det den svenske tændstikfabrikant, Ivar Kreuger i sin 12-cylindrede Isotto Franzini, der snildt kunne sluge et par hundrede liter benzin i tanken og bruge det meste på en tur til København og tilbage. Forurening og drivhuseffekt var ukendte ord dengang!

Da den tyske skuespiller Gustaf Gründgens spillede Hamlet på Kronborg i sommeren 1938, blev han kunde hos Auto Shop, da han skulle have skiftet olie på sin 3.5 tons tunge 8-cylindrede Mercedes 320. Det var naturligvis ikke Gründgens selv, der spildte tid på besøget i Marienlyst Allé, men derimod chaufføren, Max Ebhardt. Den lokale journalist, Fritz Erik Strube, har i sine barndomserindringer (Fejerens Hus,1993) skrevet om sin tid som mekanikerlærling i Auto Shop, og det er i sandhed mange herlige historier herfra, der oprulles i bogen, så den kan anbefales.

Under 2. verdenskrig kom der nye kunder til forretningen - ikke alle lige store. En dag var det en tysk motorcykleordonnans, som spurgte, om han måtte vaske motoren på sin BMW inde på værkstedet. "Da han var færdig, og den tocylindrede maskine skinnede som sølv, drejede han tændingsnøglen om, og mens han trak sine handsker på, lod han den ene, bestøvlede fod daske ned på kickstarteren. Så sprang motoren i gang med et sagte tjum-tjum".

Så var der ifølge Fritz Strube anderledes gang i omsætningen, når skotøjshandler Bentzen fra Skotøjshuset i Stjernegade styrede sin ottecylindrede Nash med dobbelttænding ind i gården. "Så lugtede mester forretning. Han kom farende ud i gården, hilste ærbødigt på Bentzen og sagde omgående: "Jeg tror den trænger til nye tændrør". Det var jo 16 pløkke, det drejede sig om, hver gang de skulle skiftes. Og så var det i øvrigt revnende ligegyldigt, om motoren spandt som en kat, og Bentzen faktisk kun havde tænkt på at få vognen smurt."

En anden kunde var fru Dines Poulsen fra den nok så kendte planteskole i Kvistgaard. "Hun havde en smuk og dejlig Flying Standard, hvis eneste fejl var at den ikke kunne bremse. Uanset hvad vi gjorde ved den. Ved et af de næsten ugentlige besøg på værkstedet, monterede en mekaniker og jeg en helt ny slags bremsebelægning i et spinkelt håb om at denne medicin, velnok den 30. i rækken, måtte vise sig i stand til at helbrede Standard'en."

"Medicinen virkede imidlertid ikke, for da mekanikeren, Raabæk, afprøvede køretøjet, pløjede det sig gennem en af garageportene for enden af værkstedsgården, så træsplinterne lagde sig som gemyse over motorhjelmens blanke, kongeblå lak. Rasmussen kom farende ud fra kontoret og stammede: "Næ, nu har jeg aldr....." og rystede truende en hånd foran Raabæks ansigt: "Skal De ødelægge kundernes biler og mine garageporte? De kommer selv til at betale! Hver eneste øre, så sandt som jeg hedder Niels Wilhelm Rasmussen".

The Auto Shop holdt i mange år, men blev afløst af Kampfeldt Møbler i 1974. Længe inden, i hvert fald i 1950'erne havde Axel Riis åbnet en grøntforretning ved navn "Amagerhallen" i Auto Shops første lokaler på hjørnet af Marienlyst Allé og Møllebakken. Da den lå lige overfor de to skoler i Lundegade og Marienlyst Allé, blev slik Riis' største indtægtskilde. Undertegnede husker ham som en sur mand, der leverede slikket i grove små papirposer, og det var ikke en god cocktail i elevernes lommer. Heldigvis lod papiret sig fordøje sammen med slikket! Langt senere blev Riis ansat som altmuligmand ved Wiibroe, hvor han huskes som en hyggelig, meget rar mand, så øllet har nok huet ham mere end salg af slik til lange rækker af utålmodige elever på ulovlig udgang