Horneby Sand Trinbræt

Fra Hornbæk bevæger Hornbækbanen sig nord om Hornbæk Sø, videre gennem sommerhusområder mod vest og når omkring 1½ kilometer efter Horneby Sand Trinbræt. Kildekrog Trinbræt er den næste holdeplads knap en kilometer længere fremme. Trinbrættet ligger på den sydlige side af skinnerne.
Horneby Sand Trinbræt. Foto taget oktober 2018.

Indholdsfortegnelse

En holdeplads fra 1938

Første etape af Hornbækbanen blev indviet d. 22. maj 1906 med endestation i Hornbæk. Forlængelsen til Gilleleje skete ti år efter med indvielse d. 11. juli 1916. Holdepladsen ved Horneby Sand blev oprettet i 1938, altså 22 år efter åbningen af jernbanestrækningen. Den havde en kort jordperron på den nordlige side af skinnerne og var udstyret med og et halvtag, så passagerer kunne stå i læ. I dag er der en lang, flisebelagt perron og et læskur. Den tætte sommerhusbebyggelse i området må have dannet et grundlag for holdepladsen, for der er ikke langt mellem Hornbæk Station og de følgende trinbrætter. Det var inden bilismen blev almindelig, men holdepladserne er dog opretholdt den dag i dag.

Adgangsvejen fra Nordre Strandvej til Horneby Sand Trinbræt er Tennisvej, som jernbanesporet krydser i en bevogtet overgang.

Sommerhuse i store områder

Nordsjælland havde længe været attraktiv for turister og landliggere. Sommerhusområder begyndte også at blive interessante, især for folk fra København i sidste del af 1800-tallet. Staten lod udstykke arealer til sommerhuse i Hornbæk i 1961-1883 som det første sted i Danmark. Det lå i området mellem Vestre Stejlebakke og A.R. Friis Vej, dengang kaldet Første Tangvej. Næste etape i 1885 blev et større sommerhusområde mod vest i plantagen, som fik navnet Horneby Sand, og herefter gik det slag i slag. I løbet af perioden 1892-1919 solgtes de fleste af de resterende grunde. Tangvejene (fra 1-6) blev anvendt som kørselsveje til standen med det formål at afhente tang til bl.a. at dæmpe sandflugt med - ligesom plantager skulle. Sandflugt havde udgjort et stort problem, og plantagen Horneby Sand var færdigbeplantet omkring år 1900. Den fik navn efter Horneby, den ældste landsby omkring Hornbæk.

Sommerhusområdet bredte sig mod vest og nåede til Kildekrog. Fra Fjerde Tangvej til Femte Tangvej i Kildekrog lige ud for vejen Kildekrogen, som fra Nordre Strandvej fører til Kildekrog Trinbræt. Videre mod vest mellem Sjette Tangvej og kommunegrænsen i den vestlige del af plantagen i Horneby Sand, hvor ni parceller blev udstykket og solgt til sommerhusbebyggelse i perioden 1908-1917.

Eksterne links

Helsingør - Hornbæk - Gilleleje Banen (Hornbækbanen)

Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen (HHGB)

Hornebys gårde i nyere tid (Kjeld Damgaards hjemmeside om Tikøb Kommunes historie)

Litteratur

Wilcke, B.: Hornbækbanen 1906-1916-1976. Udgivet i 1976 i serien Dansk Jernbane-Klub, 39.