Hellebæk Kro

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
Hellebæk Kro 1910

Den første krobevilling i området blev givet en kro i Aalsgaard. "Aalsgaard Kro" kendes fra 1720 og fra 1750'ene kendes et marketenderi i Hellebæk for Geværfabrikkens personale. Aalsgaard Kro flyttedes senere til Hellebæk og blev på et tidspunkt før 1775 slået sammen med marketenderiet til "Hellebæk Kro".

Krostuerne lå antagelig i en kort periode på selve Hellebækgaard, men er antagelig allerede i slutningen af 1700-tallet blevet flyttet til adressen Bøssemagergade 1.

Kroen var indtil 1870 ejet af Hellebæk Geværfabrik/Det Schimmelmannske Fideikommis, men derefter af Hellebæk Klædefabrik. I 1885 solgtes kroen til den daværende forpagter, vognmand Peter Emil Hansen. Af senere ejer kan nævnes Frantz og Medea Olsen, Anna Marie Bonde og hendes søn Peter Bonde. Det var i Anna Marie Bondes ejerperiode, at den gamle krobygning blev erstattet af den ældste del af det, der i 1919 blev indviet som "Hellebæk Badehotel" - nu med indgang og facade direkte fra Strandvejen.

Den sidste hotelejer var Harry Rasmussen, der ejede hotellet fra 1960 indtil dets nedlæggelse i 1978. Kun den lille gamle bygning mellem den oprindelige kro og badehotellet fortsatte som restaurant - og drives fortsat som restaurant, nu atter med navnet "Hellebæk Kro".

Litteratur

Kjeld Damgaard: Hellebæk Kro lå oprindelig i Aalsgaard (Helsingør Dagblad, 07.09.2010)

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.