Hornbæk

Udsigt fra Hornbæk Kros tag mod øst omkring 1902

Hornbæk Fiskerleje og By er opkaldt efter den bæk (nuværende Vesterbæk), der afvander Hornbæk Sø (oprindelig Horne Sø og senere Horneby Sø) og som løber ud i Kattegat. Navnet optræder første gang i et brev fra omkring 1173, da kong Valdemar den Store forærer Esrum Kloster et skovområde, hvis østgrænse netop er Horneby Sø og Hornbækken. Selve bebyggelsen kendes derimod først langt senere i kilderne. I 1497 benyttes navnet første gang om den bebyggelse, som ligger mellem de to bække Vesterbæk og Østerbæk. Navnets forled: Horn betyder et fremspring og her er der efter al sandsynlighed tale om det fremspring - horn eller næs - som tydeligt ses endnu - også kaldet Søtippen. Horneby Sø blev i 1796 solgt til fire Hornbæk-bønder, og dermed blev navnet også ændret til Hornbæk Sø.

Den lange vej til sognekirken i Tikøb, fik i 1588 hornbækkerne til selv at bygge deres egen kirke. Sidenhen er Hornbæk Kirke blevet fornyet to gange, senest i 1737. I markbøgerne fra 1681 ses byen at bestå af 4 små gårde og i alt 23 huse. I 1771 ses, at byen da havde 39 familier, hvoraf langt de fleste var fiskere. Desuden var der tre bønder, et par skomagere, skræddere, betlere, en enkelt smed og en kromand.

Selvom der igennem 1800-tallet også var tale om en stigning i befolkningstallet i Hornbæk, der i øvrigt matrikulært blev opdelt i Hornbæk Fiskerleje og den syd for beliggende Hornbæk By, så skete den store forandring i 1870'erne, da en gruppe kunstnere "opdagede" Hornbæks særegne kultur- og naturmiljø og skildrede det i tekst og billedkunst. Det gav hurtigt en stor tilstrømning af den tids turister til området - faktisk så mange, at flere af kunstnerne efterhånden fandt stedet overrendt og flyttede til Skagen.

Hovedgaden i Hornbæk

Med indvielsen af Hornbæk-banen i 1906, blev byen endnu nemmere at nå for landliggerne, der tidligere primært havde boet til leje hos fiskerne. Nu boede man gerne i de stadig flere pensionater, på kroen eller i egne sommerhuse. Sommerhusene byggedes dog ikke primært i selve Hornbæk, men derimod i Horneby Sands Plantage (Horneby Sand), efter Statens udstykning af den østlige del af denne mellem første og tredie tangvej i 1861-83. Første Tangvej fik senere navn efter A.R. Friis' Pensionat (A.R. Friisvej). Området omkring nuværende Kystvej blev Danmarks første egentlige udstykning til sommerhuse.

Hornbæks fire gårde var Søgaard (den senere Hotel Bondegaarden), Ellensgaard, der lå hvor nu stationen er beliggende, Ewaldsgaard eller Ewaldsminde samt Sandgaarden, der senere blev omdøbt til Hornbækgaard.

Med bebyggelsen af områderne sydøst for Hornbæk By i 1900-tallet opslugtes også de gamle landsbyer Holmegaarde og Stenstrup. Beboere i de to landsbyers områder tror i dag at de bor i Hornbæk, skønt det kun er 50-100 år siden, at de gamle landsbyer endnu eksisterede som selvstændige bysamfund. Med Sauntes nedlæggelse som selvstændigt postdistrikt i 1971, blev også dette landsbysamfund og udstykningerne nord for dette en del af Hornbæk postdistrikt.

Hornbæks flotte og indbydende badestrand gav byen et omdømme som Danmarks første og mest mondæne badeby. Som følge af de velhavende københavneres tilstrømning til byen, opstod tillige et blomstrende handelsliv - i al fald i sommermånederne. Den gamle Hornbæk Kro blev fornyet til det fashionable Hornbæk Badehotel i 1935 - og her blev Hornbæk Revyen yderligere et trækplaster for landliggere og turister.

Hornbæk er fortsat et populært ferie- og udflugtsmål. Sommerhusene er steget til priser, der betegnes som Danmarks højeste, og hver sommer er byen stadig fuld af liv og glade dage. Derimod er fiskeriet nærmest ophørt, men til gengæld er Hornbæk Havn, der blev bygget i 1875 fyldt til bristepunktet med lystbåde.

Rotter

Datidens fiskersamfund lå med en ringe infrastruktur relativt isoleret, og man så med slet skjult skepsis på hinanden. Hornbækkerne kaldte således de fjerntboende Gilleleje-fiskere for ”kinesere”, og gillelejerne var decideret imod invasion af fremmede. Således opstod øgenavnene, hvor fiskerne i Villingebæk var ”haner”, hornbækkerne ”rotter” og aalsgaarderne ”katte”. I virkeligheden var fjendtligheden dog nok begrænset til to fiskerlejer, nemlig Hornbæk og Gilleleje, hvor de østlige lejer holdt med Hornbæk og de vestlige med Gilleleje - sådan da. For gillelejerne havde ikke den store respekt for Raagelejefiskerne og kaldte ligefrem Raageleje for ”Rokkenstad”.

Litteratur

Hans Ellekilde: Hornbæk Kirke, bidrag til et Fiskerlejes Historie, 1937

Kaj Flor: Hornbæk, 1940

Karl Rønne: Hornbæk i historieklip, 1978

Lars Bjørn Madsen: Hornbæk Vandværk, 2006

Lars Bjørn Madsen: Nordkysten fra Helsingør til Munkerup - Mennesker og Huse, 2003