Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden

Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden

Det er ikke helt korrekt at tale om en (national) tysk befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden, for i den periode var der endnu ikke noget samlet Tyskland. Den tysktalende befolkning stammede fra mange forskellige hertugdømmer og fyrstedømmer i det område, som i 1871 kom til at udgøre det tyske kejserrige. Tilflyttere fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten udgjorde en gruppe, som havde nemt ved at finde sig til rette, fordi de var den danske konges undersåtter. Andre søgte til Helsingør, fordi der var gode muligheder for at drive handel og håndværk.

Købmænd fra hansestæderne har allerede fra middelalderen drevet handel på Helsingør, men ikke uden problemer. Der var jævnligt klager over dem, specielt over de såkaldte "liggere", som opholdt sig i længere tid i byen, men ikke bidrog med nogen form for afgifter til byens drift.

I løbet af 1500-tallet var der dog flere og flere tysktalende, som løste borgerskab og tog permanent ophold i byen. For 1556 opgives et antal på syv tyskere i byen, i 1599 var tallet kommet op på 81. Der var mange tyske soldater og landsknægte i forlægningen på Kronborg, og en del af soldaterne kombinerede deres militære erhverv med et borgerligt. En del drev også handel og håndværk ulovligt. Bygningshåndværkere udgjorde en stor del af den tyske befolkning. I sidste halvdel af 1500-tallet oplyses erhverv som murermester, snedker, tømmermand og klejnsmed. Men der nævnes også masser af mere civile erhverv: bager, skrædder, skolapper, hattemager, hjulmand, bartskær, guldsmed, pottemager, kandestøber og kurvemager som nogle af dem. I de tilfælde, de pågældendes fødested kendes, oplyses steder som Braunschweig, Rostock, Lübeck, Arensdorff, Stralsund, Bendorf i Rheinland og Bürden i Sachsen. Det fremgår heraf, at nogle af beboerne er flyttet over ganske lange afstande.

Laugsvæsenet

Det var de tyske håndværkere, som bragte laugsvæsenet til Danmark. Laugene var en stor fordel for både mestre og svende og i et vist omfang også for kunderne. Et laug havde monopol på at drive et bestemt erhverv og kunne derfor fastsætte priserne inden for det råderum, som myndighederne accepterede. For kunderne havde laugsvæsenet den fordel, at det garanterede for en ordentlig kvalitet af det arbejde, som blev udført. Det var oldermandens pligt løbende at kontrollere, at den faglige standard blev holdt. Derudover havde laugene stor social betydning for medlemmerne og deres familier, idet de også fungerede som hjælpe- og sygekasse for nødstedte medlemmer. Tysk var i stort omfang laugenes sprog og derfor også det sprog, skråerne normalt var udfærdigede på.

I Helsingør har eksisteret et stort antal laug, bl.a. smedelaug, snedkerlaug, færgelaug, skomagerlaug, bagerlaug og slagterlaug.

Tysk Kirke

Den tyske befolkning i Helsingør var så stor, at Fredrik 2. i 1576 besluttede at sørge for en kirke, hvor de tysktalende kunne høre gudstjeneste på deres eget sprog. Kirken ved det tidligere karmeliterkloster, Sct. Mariæ Kirke, som var blevet nedlagt i forbindelse med Reformationen, blev på dette tidspunkt brugt som stald. Den blev nu renset, istandsat og brugt til byens tysktalende, hvilket udover tyskerne også var nederlænderne. Kongen udnævnte i 1577 den første præst, som blev Hermann Malthansen fra Lippe. Han skulle varetage posten i Sct. Mariæ Kirke og i kirken på Kronborg, som kort derefter var færdigbygget. Malthansen døde i 1583, men hans efterkommere blev boende i Helsingør, og hans barnebarn Marie Frost betalte i 1645 for et portræt af ham. Hans efterfølger som præst blev Herman Pistorius fra Torp i Westfalen. Han bestred embedet fra 1583 til sin død i 1592.

Indtil 1740 blev der udelukkende prædiket på tysk i Sct. Mariæ Kirke. Men i det år blev det bestemt, at den tyske præst i Helsingør skulle ligestilles med den tyske i København, og at Øresunds toldbetjente, Kronborgs betjente og tyskerne på Hammermøllen skulle høre til den tyske kirke. Fremover blev der i et vist omfang prædiket på dansk i kirken. Sct. Mariæ fortsatte med at være tysk kirke frem til 1851.

En af de tyske indvandrere var Johan (eller Hans Jensen) Buxtehude (1602-1674), som var fra Holsten. Han var organist i Sct. Mariæ Kirke fra 1642. Han var far til den berømte komponist Diderich Buxtehude (ca. 1637-1707), som også blev organist i Sct. Mariæ. Her var han fra 1660 til 1667, da han blev hentet til Lübeck, hvor han slog sig ned permanent og fik sit livsværk.

Familien Späth

En af de markante tyske indvandrere var Johan Adam Späth (også stavet Spæth), der som 28-årig kom til Helsingør i 1730. Han stammede fra Zerbst i Anhalt i det østlige Tyskland. Han var en foretagsom mand, som i sin tilværelse i Helsingør kom til at beskæftige sig med gæstgiverivirksomhed, vinhandel, købmandsvirksomhed og industri. Men han var tydeligvis også en stridbar person, som var involveret i en lang række interessekonflikter med andre erhvervsdrivende i Helsingør.

Späth købte i 1737 ejendommen Strandgade 78, hvor han gennemførte en omfattende istandsættelse og i 1746 fik privilegium på at drive herberg og værtshus for rejsende. Det var et herberg i den bedre klasse, hvor der var indrettet værelser, som kunne indbringe en god pris til ejeren. Ejendommen eksisterer ikke længere. Den blev nedrevet i 1890, da den nye Toldkammerbygning skulle opføres. I 1745 købte Späth også ejendommen Stengade 42.

Späth var i 1744 med til at oprette byens kræmmerlaug (den nuværende Handelsstandsforening), som fra begyndelsen bestod af otte købmænd. I 1748 blev han optaget i købmandslauget, hvor han hurtigt blev oldermand. Späth fremstillede likører og akvavitter i sin forretning, og han forsøgte sig ligeledes med studehandel fra Skåne. Han blev også medlem af Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskab, hvor han blev fuglekonge i 1771.

Johan Adam Späths fuglekongeskive fra 1772. Den viser et kronet skjold, hvortil støtter sig en løve. I skjoldets blå felt ses sol, halvmåne og Syvstjernen. Skiven ejes af Skydeselskabet.

Hans største satsning var, da han i 1761 søgte og fik privilegium til at oprette et sukkerraffinaderi i Helsingør. Han havde tilsyneladende forberedt projektet siden midt i 1750'erne, da han begyndte at købe arealer op udenfor Svingelport ved Københavnsvej og ved Gl. Gurrevej. På arealet udenfor Svingelport fik han opført nogle bygninger, hvor der både var boliger til arbejderne og bygninger beregnet til produktion.

I 1700-tallet var merkantilismen stadig den dominerende handelsteori. Ifølge den skulle produktionen i videst muligt omfang foregå i hjemlandet, så varer fra kolonierne blev i uforarbejdet form fragtet til Europa til videre bearbejdning der. For de danske sukkerplantager i Vestindien betød det, at sukkerrørene kun måtte behandles minimalt, dvs. at råsukkeret kunne udpresses af dem. Råsukkeret kunne godt tåle fragt, så den videre raffinering af sukkeret kunne foregå i Danmark. Späth havde forudset, at der i Helsingør ville være et godt marked for sukker til de mange forbisejlende skibe.

Späths fabrik brændte i 1763, men den var forsikret, så for erstatningen - og nok en del mere - blev fabrikken genopført. Späth erhvervede i 1765 arealet ved siden af fabrikken, hvor der havde været reberbane, idet han bekostede en anden reberbane til byen ved Nygade/Kongensgade.

Späths ejendom ved Svingelport. Billedet er fra omkring 1865

I forbindelse med genopbygningen af raffinaderiet fik Späth opført en pragtbolig til sig selv, den stadig eksisterende ejendom ved Svingelport, hvor Musikskolen i dag har til huse (Svingelport 7). På den måde kunne han markere sin position overfor alle, som passerede til og fra byen ad Svingelport.

Späths forretninger gik ikke godt, og han var blevet stærkt forgældet. I 1774 gik han konkurs, og sukkerraffinaderiet blev købt af sukkermester Niels Andersen Bregaard, som videreførte det med bedre resultater end Späth.

Späth døde i 1778 og blev begravet i Sct. Mariæ Kirke med mange lovord om hans gerninger for byen. Han var gift fire gange og havde i alt seks børn, hvoraf et dog døde ved fødslen. Hans ældste søn Johan Jakob Späth løste borgerskab som købmand i 1760, men kunne ikke få sin forretning til at gå, så han forlod Helsingør i 1761 for at gå ind i en militær karriere i Rusland og Polen. Han døde i 1797 på Krim og havde da opnået rang af russisk general. En anden søn, Johan Andreas Späth (1742-1782) var købmand og drev herberg i Strandgade 74. Han var gift med Alice Baildon - et godt vidnesbyrd om, hvordan de velhavende familier i byen blandede sig med hinanden. Da Alice Späth døde på et ukendt tidspunkt efter 1787 blev det markeret på hendes kiste, at to sønner og tre døtre levede, men i folketællingen for 1801 findes der ingen med navnet Späth. Til gengæld optræder der i 1834-tællingen en Georg Andreas Späth på 53 år. Han er ugift og betegnes som fattiglem, men hans relation til familien Späth kan ikke afdækkes nærmere.

Familien Sprunck

Navnet Sprunck optræder stadig i Helsingør, nemlig på hotellet "Madam Sprunck" i Bramstræde 5. Johan Christian Sprunck (1714-1774) indvandrede til Helsingør fra et ukendt sted i Tyskland. Indrejseåret kendes ikke, men han blev i 1748 optaget i købmandslauget som vinhandler og fasbinder (fadbinder/bødker). Han havde sin egen anlægsbro nord for toldbroen. I 1750 fik han privilegium på at drive herberg, hvor han skulle forsyne de rejsende med "mad, øl og vin for billig (dvs. rimelig) betaling". Han byggede i 1760 gården Strandgade 89 og var da blevet en holden og respekteret mand. Han var medlem af Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskab, og hans fuglekongeskive fra 1768 eksisterer fortsat i selskabet. Efter Spruncks død i 1774 drev hans enke herberget videre.

Johan Christian Spruncks fuglekongeskive fra 1768. Teksten lyder: lch ziele auf die Herzen, Kenne Sie aber nicht alle. Skiven tilhører Skydeselskabet.

Johan Christian Sprunck var tilsyneladende gift (mindst) to gange. Andreas Christian Sprunck (1751-1819) angives at være søn af Johan Christian Sprunck og Cecilie Cathrine Claessen. Andreas Sprunck blev i 1781 gift med Frederikke Christiane Reiersen (1761-1843) Han var i 1780 blevet translatør ved Øresunds Toldkammer og blev i 1807 udnævnt til justitsråd. I 1801 boede parret i Stengade 48 med en søn på 17 år og fem døtre i alderen 7 til 15 år. Derudover bestod husstanden af en translatørelev på 17 år og fem tjenestefolk, hvoraf to tjenestepiger var enker på henholdsvis 32 og 58 år.

I 1766 blev Johan Christian Sprunck gift med Elisabeth Forbes (1735-1780), og de fik i 1767 en datter, Cecilie Elisabeth Catharina Marie Sprunck. Mere vides ikke om dette ægteskab.

Ved folketællingen 1801 var der adskillige personer med navnet Sprunck i Helsingør. Udover ægteparret i Stengade 48 boede i Stengade 76 den 41-årige Birgitte Augusta Sprunck, som var gift med købmand Michael Liebmann. Det var en stor husholdning. Udover deres seks børn havde de i husholdningen ti tjenestefolk. I apoteket i Strandgade 79 boede Ceulla Cathrine Marie Sprunck, som var gift med apoteker Jens Foss Steenberg. Den 31-årige Benjamin Sprunck, som var assistent ved Øresunds Toldkammer, boede til leje i Strandgade 81-83 hos købmændene Lund og Soldan. Den 38-årige ugifte Fridericke Wilhelmine Sprunck boede i Strandgade 93 hos købmand '''Jean Jacob Claessen''' og betegnes som husbondens søskendebarn. Samlet set er der tale om en vidt forgrenet familie, som er tæt forbundet med den velstående og indflydelsesrige del af Helsingørs befolkning.

1860 er sidste gang, der optræder en Sprunck i folketællingerne for Helsingør. Det er den ca. 75-årige Augusta Wilhelmine Sprunck, om hvem det oplyses, at hun lever af sin formue. Hun var datter af Andreas Christian Sprunck og Frederikke Christiane Reiersen.

I 1997-2001 var der en restaurant i Stengade 48, og ejerne kaldte den "Madam Sprunck" til minde om den familie, der havde boet der i begyndelsen af 1800-tallet. Da virksomheden flyttede til Bramstræde, fulgte navnet med, men der er ingen familiemæssig relation mellem den gamle familie Sprunck og de nuværende ejere.

Andre familier

Kongelige embedsmænd og ansatte ved Helsingørs Toldkammer var ofte af tysk herkomst. Johan Gottlieb Putscher (1709-81), som var kammertjener hos Christian 6., stammede fra Hessen-Kassel. Han var læge og blev i 1746 udnævnt til livkirurg. 1750 blev han kæmmerer ved Helsingørs toldkammer og i 1754 toldinspektør. Det var ham, der i 1752 byggede ejendommen Stengade 48, som senere kom i familien Spruncks besiddelse.

Hartvig Marcus Frisch (1709-1781) var født i Altona i Holsten. Han var protokollist og skriver ved Øresunds Toldkammer 1739-1776 og også 1. toldinspektør fra 1754. I 1759 blev han udnævnt til kancelliråd, i 1765 til justitsråd og i 1779 til etatsråd. Han tilhørte på den måde samfundets absolutte top.

Familien Dodt gjorde sig gældende som købmænd i Helsingør i en årrække. Frantz Arnold Dodt, hvis fødested ikke kendes, drev købmandskab, ølbryggeri, brændevinsbrænderi og skrædderi, men opgav alt dette, da han i 1744 trådte ind i købmandslauget som kræmmer. Arnt Henrich Dodt (1733-1811) løste borgerskab i 1764, men derudover vides ikke meget om ham. I folketællingen i 1801 optræder fire personer med navnet Dodt. Den 35-årige Marianne Dodt var gift med den engelske købmand Belfour, og i deres hus i Stengade 63 boede også hendes to ugifte søstre Susanne og Justine på henholdsvis 32 og 25 år. I Sankt Olaigade 41 boede den 31-årige Arendt Dodt til leje i købmand Lønborgs ejendom. Han var ugift og studerende.

Eksemplerne viser tydeligt, at den tysksprogede befolkning havde nemt ved at integrere sig i Helsingør og kom til at præge byen markant.

Eksterne links

Hjemmeside om slægtsforskning

Danmarks Kirker, artiklen om Sct. Mariæ Kirke

Hjemmeside om toldhistorie: Danske toldembedsmænd 1660-1864

Litteratur

Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus. Trykt i Helsingør Kommunes Museer, årbog 1994. 1995.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Stengade 1901-2001. Helsingør 2002.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, I-II. København 1926-1929.

Allan Tønnesen: Helsingørs udenlandske borgere og indbyggere ca. 1550-1600. Byhistoriske Skrifter, bd. 3, 1985.