Trykkerdammen

• 3000 Helsingør

• Navngivet af Helsingør Byråd i 1924. Vejen går fra Søndre Strandvej og svinger mod syd oven for på toppen af højdedraget langs banelegemet. Vejen betjener kun områdets beboere og slutter ved tre boligblokke. Det lille stykke vej mellem Søndre Strandvej og toppen af højdedraget fik dog først i 1940 navnet Trykkerdammen.

• I området syd for Helsingør lå flere damme til forsyning af Helsingør med fersk vand. Først lå Trykkerdammen, derefter Stubbedammene, som også blev kaldt for Stolpedammene: "Store Stolpedam" (Store Stubbedam) og "Lille Stolpedam" (Lille Stubbedam), og sydligst Store- og Lille Sidseledam. Stubbedammene lå ved nuværende Stubbedamsvej og Århusvej, og Sidseledammen lå ved Snerlevej.

Trykkerdammen-parkerings-og stejleplads set mod Helsingør. Foto fra oktober 2019.

Trykkerdammen-parkerings-og stejleplads set fra strandvejen mod Helsingør. Foto fra oktober 2019.

Det ældste Helsingør

Der hersker en teori om, at det ældste Helsingør lå i bugten ved Trykkerdammen i ly af borganlægget Flynderborg syd for den nuværende købstad. Flynderborg lå på Borrevold, også kaldet for ”Valdemarsbakken” (afledt af navnet ”Valdemarsbyen” om det ældste Helsingør). På det tidspunkt ernærede befolkningen sig hovedsagelig ved fiskeri. Flynderborg ydede en vis beskyttelse og blev benyttet som tilflugtssted, når sørøvere og andre fjender angreb. Flynderborg blev nedbrudt af lybske tropper omkring 1368-1369. Stedet mistede sin betydning, da borganlægget Krogen blev opført ude på den yderste pynt i 1420’erne af Erik af Pommern. Det skyldes også ham, at Helsingør by fik det gadenet, som stadig tegner den gamle bykerne og at byen i 1426 fik købstadsprivilegier.

”Sjællandsøre” og Trykkerdammen

Nogle mener, at navnet Helsingør kan have sin oprindelse i ”Sjællandsøre”, en fremspringende, lav og sandet odde ved Trykkerdammen. Denne fremspringende odde blev skyllet væk ved en stormflod i 1817. Navnet Trykkerdammen kan ikke spores længere tilbage end til Christian 4. i 1600-tallet. Synlige og højtliggende steder var velegnede til henrettelser og hvad deraf fulgte, så folk kunne blive afskrækkede og erfare, at forbrydelse aldrig betaler sig. Et sådant rettersted, Stejlebakken ved Svingelport, lå lige uden for byen og blev på Christian 4.s tid flyttet til Trykkerdammen. Retterstedet blev i en periode herefter kaldt for Galgebakken, indtil det senere blev nedlagt og flyttet til Kronborg. Her kunne de mange sejlende se de henrettede fra søsiden, også et arrangement, der kunne mane til besindighed.

Vand fra ferskvandsdamme

Stubbedammen og Sidseledammene blev anlagt af Christian 4.s far, Frederik 2. med henblik på at forsyne slottet Kronborg med ferskvand. Senere blev vandforsyningen udvidet med Trykkerdammen, som gav navn til stedet og blev et reservoir for byens gamle vandforsyning. Fem offentlige vandposter blev etableret til benyttelse for byens borgere, anbragt forskellige steder på Stengade og ved ”Slagtertorvet” fra ældre tid. Det ligger tæt ved Rådhuset, men vendt ud mod Sct. Anna Gade. Pladsen blev senere til ”Polititorvet”, som vi stadig kalder det for, selvom politi og arresthus for længst er flyttet udenfor byen. Samtidig fik omkring 20 af de mest velhavende borgere lagt vand ind i deres gårde, et arrangement, som de selv stod for driften af og selv afholdt udgifterne for. I 1680 gik dette foretagende over til et privat selskab, Det ferske Springvands Compagnie i Helsingøer, oprettet ved kongeligt privilegium og nedlagt i 1894, da Helsingør fik sit første egentlige vandværk på Grønnehave, som hentede vandet fra undergrunden.

Fiskeri, kadrejeri og smugleri

Trykkerdammens stejleplads. Foto fra oktober 2019.

Fiskerlejerne fra Sletten til Trykkerdammen er blevet til på stenalderhavets hævede strand, nærmere betegnet på den smalle strimmel land mellem havstokken og den høje kystskrænt. Foran Trykkerdammen mod vandet eksisterer stadig en del af stejlepladsen og vidner om, at der var tale om fiskeri ved dette sted. I tidlige tider var Trykkerdammen i hovedsagen et fiskeleje, hvorfra man kun fiskede og ikke et fiskerleje, hvor man også boede. Enkelte fiskere kan dog nok have boet her nu og da. Trykkerdammen lå efter datidens opfattelse lå langt uden for byen og dens beskyttende byporte, ligesom bebyggelsen på Lappen gjorde. Man må antage, at relativt få familier holdt til her og ernærede sig ved at fiske, måske suppleret med kadrejeri og nu og da lidt smugleri - et ikke usædvanligt tilskud til den daglige indtjening.

Trykkerdammens fiskere

Trykkerdammens fiskere gik for at være selvbevidste og selvstændige folk. De følte sig anderledes, ligesom som folk på Lappen. Men de var også bevidste om, at de hørte til købstaden Helsingør. Der var fiskere ved Trykkerdammen, da Kronborg blev opført i 1580’erne og Helsingør blev en by med streng laugsopdeling og myndighedskontrol. Fiskerne havde efter sigende en særlig trang til selvstændighed og frihed, som bl.a. kom til udtryk i denne periode. Fiskerne ved Trykkerdammen trak deres små tjærede både op på stranden, når de ikke brugte dem, og stejlepladsen var i området. I 1862 nævnes et antal fiskere på 13 personer, som fiskede ved Trykkerdammen, og det var et pænt antal i sammenligning 17 fiskere i selve Helsingør. Fiskerne havde i forvejen rådighed over de kommunalt ejede kyststrækninger ved Grønnehave og ud for Trykkerdamsbakken. Her kunne de mod en årlig lejeafgift til kommunen oplægge deres både og have skure til deres redskaber. Det fortælles, at fiskerne havde enkle og billige løsninger til praksis omkring fiskeri, eksempelvis vedrørende barkeri og tjærelad (fortæller Birger Mikkelsen i ”Fiskerne - fra Kronborg til Sletten”, s.139,142).

Trykkerdammens bebyggelse

Man har ikke kendskab til Trykkerdammens tidligere historie og bebyggelse. Kun et enkelt hus fra Christian 4.s tid har man kendskab til. Det blev kaldt for ”Emaus” og var en slags kro, som lå i ”bleghaven” ved afløbet fra de to damme, Store og Lille Borrevoldsdam. Dammene lå nord (den mindste) og nordøst (den største) for Borrevoldsbakken, hvor Flynderbog lå. I registreringen af ejendomme fra 1761 er ingen bebyggelse nævnt. Her lå kun Helsingør Vandkompagnis store vandreservoir eller opsamlingsbassin. I slutningen af 1700-tallet omfattede bebyggelsen ved Trykkerdammen 2-3 bindingsværkshuse, og enkelte flere kom til i løbet af 1800-tallet. Omkring 1840 ser det ud til, at de første huse blev blevet bygget på Trykkerdammen, og fra omkring 1850'erne ved man, at fiskere har bosat sig her. Nogle få af de ældst bevarede og ombyggede fiskerhuse er fra anden halvdel af 1800-tallet og har med deres oprindelige udseende lignet fiskerhusene i Snekkersten, knap 2½ km syd for Trykkerdammen. Omkring 1890 bestod bebyggelsen kun af 4-5 huse oven for vejen.

Turister og landliggere

Turister og landliggere begyndte at dukke op i sidste del af 1800-tallet. De drog om sommeren bl.a. til fiskerlejer langs den nordsjællandske kyst. Først indlogerede de sig hos fiskerne, som tjente en ekstra skilling. Senere blev der øgede muligheder for overnatning på pensionater, kroer og hoteller, og de mere velstillede lod store sommervillaer opføre.

Den samme udvikling skete ved Trykkerdammen, hvor flere store villaer blev opført i slutningen af 1890’erne og begyndelsen af 1900-tallet, bl.a. pragtvillaen ”Ørehøj” fra 1903. I forvejen var der de gamle landsteder Bergmannsdal, Meulenborg og Villa Augusta, som lå i nærmeste omegn.

Boligblokke

I 1953 lod ¨”Det sociale Boligselskab” opføre tre etageejendomme på Ørehøjs grund det åbne, flade land på toppen af højdedraget: en længere skråtstillet boligblok samt to kortere, den ene anlagt på tværs af den lange og den anden på tværs af den korte således, at det danner en form for større gårdhave mellem blokkene. Siden da er en række villaer blevet opført og området ”fyldt godt ud”.

Borupvejen, som forsvandt

Vejen op til Trykkerdammens bebyggelse. Et lille stykke af Søndre Strandvej ses op mod Flynderborgvej. Foto fra oktober 2019.

Selve vejen Trykkerdammen er en meget gammel forbindelsesvej mellem Strandvejen og ejendommen Borupgaard. Den eksisterer stadig, ligger omkring nuværende Snekkersten Station og blev i 1987 omdannet til hotel og konferencecenter. Trykkerdammen og dens bebyggelse lå omtrent midtvejs mellem Flynderborg og Skansøre, et batteri, som blev anlagt i 1807-1808 som kystforsvar i forbindelse med Englandskrigene. Strækningen er i dag markeret af Skansørevej og Flynderborgvej. Den gamle Borupvej førte ud til den gamle landsby Borup og Borupgaard mod syd. Fra Strandvejen ved Trykkerdammen gik vejen i et sving op ad bakken nord om Bergmandsdal, videre tæt langs den sydlige kant af Store Stubbedam (Stubbedamsvej/Århusvej) og Store Sidseldam (Snerlevej). Så nåede den landsbyen Borup, som for længst er væk som landsby, men som på et tidspunkt blev samlet til én gård, nemlig oven for omtalte ”Borupgaard”.

Rester af Borupvejen

Et lille stykke af den gamle Borupvej mod nord eksisterer stadig, begynder ved Strandvejen og går videre langs bebyggelsen omkring Trykkerdammen men ender i Boligselskabets bebyggelse. I forbindelse med omlægningen af Nordbanen i 1890-1891 blev Borupvejen skåret brutalt over på grund af den omfattende udgravning af højdedraget til skinnelegemet. Vejen blev fortsat benyttet som adgangsvej for de få huse, der lå spredt i området oven for vejen, før de nævnte etageejendomme blev opført. Et lille stykke af Borupvejen mod syd i Snekkersten eksisterer stadig i det vejforløb, som i dag bærer navnet Borupgårdsvej. Området nord for Snekkersten blev ikke påvirket af Kystbanen, da den blev indviet i 1897.

Ændringer i strandvejens forløb

Fra byporten ved Svingelport i folkemunde også omtalt som Svingelen, gik den gamle vej ved foden af bakken langs stranden. Gradvist blev den flyttet længere ind mod kystens skråning for at ende med at ligge op ad selve bakkens skråning. Som oven for nævnt bortrev en stormflod i 1817 den flade strandbred og dermed Strandvejen neden for Trykkerdamsbakken, og den nye vej blev ført gennem bakken.

Lige efter at have rundet foden af Trykkerdamsbakken gik vejen tværs over det nuværende jernbaneareal mod Svingelport. Den ”blinde” del af Svingelport, som er afbrudt af Jernbanevej, er således den sidste rest af den gamle strandvej. Ud over Borupvejen ændredes i det hele taget mange vejforløb, da jernbanen holdt sit indtog, ikke mindst med Nordbanens omlægning til havnen langs kysten i 1891. Også den gamle Strandvej forsvandt ved denne lejlighed, og Søndre Strandvej fra Stengade til Flynderborgvej blev etableret. Den del af Strandvejen, som løber fra Flynderborgvej, forbi foden af Trykkerdammen, forbi ejendommen Wisborg og videre mod syd til Meulenborg Park har i dag også det officielle navn Søndre Strandvej. Videre mod syd hedder den blot Strandvejen.

”Vandstrandvejen”

Strandstien langs Øresund ved Trykkerdammen. Postkort fra ca. 1917. Fotograf ukendt. Helsingør Kommunes Museer.

Trykkerdammen set fra syd. Uden år, men den nye "Vandstrandvej" er etableret. Fotograf ukendt. Helsingør Kommunes Museer.

Indtil 1939 gik Strandvejen op ad Trykkerdamsbakken og videre bag om jernbaneterrænet til Stengade. Kun Strandstien førte fra Helsingør Statshavn langs vandet Trykkerdammen. Denne promenadesti, i folkemunde kaldt for ”Kærlighedsstien”, blev oprettet i forbindelse med forlægningen af jernbanen i 1891. En ny vej langs vandet fra Trykkerdammen til byen blev indviet Pinselørdag i 1939. Den blev kaldt for ”Vandstrandvejen", var anlagt på et nyt stenglacier og var på den tid et meget stort og moderne anlæg. Ved den lejlighed forsvandt Strandstien. ”Vandstrandvejen” har i dag det officielle navn Færgevej og begynder der, hvor vejen deler sig og fører op mod Flynderborgvej mod vest og videre mod færgelejerne ved vandet mod øst.

Denne nye vejføring, som gik over fiskerlejets gamle, nordlige stejleplads, gik virkelig hårdt ud over Trykkerdammen, som mistede hele sit unikke havnemiljø. Direkte berørt heraf var bl.a. den kendte helsingørske fiskerslægt Knoblauch, som havde sine redskabsskure samt en hønsegård med 10 høns netop der. På bakken, hvor Flynderborgvej blev ført ned, mistede Trykkerdammen også en stejleplads. Havnen blev fjernet, og den øvrige stejleplads blev ved samme lejlighed afskåret fra vandet. Hermed forsvandt den sidste del af stranden neden for Trykkerdammen. Den lille havn forsvandt også (se neden for).

Som en form for erstatning skænkede kommunen fiskerne en landingsbro, som i nye udgaver stadig eksisterer lidt nord for rundkørslen. Da ”Vandvejen” blev etableret, blev der fyldt op i området med de små træskure. De blev enten løftet i den nye højde eller genopført, hvis de ikke kunne holde til det. Derfor ligger den oprindelige Trykkerdam 1,80 meter under det nuværende jordlag. Området er således så ændret, at kun en rest af det oprindelig fiskerleje med stejlepladsen og de små skure er tilbage. I 1994 havde en pyroman i et par omgange sat ild til nogle af disse skure, som blev genopført. En rundkørsel lige syd for stejlepladsen og parkeringspladsen blev etableret i 2016.

To sukkerhuse

Flere ejendomme med facade ud mod Strandvejen måtte lade livet efter Nordbanens omlægning i 1891 og etablering af Kystbanen i 1897. Et sukkerraffinaderi, kaldt for ”Andet Sukkerhus” havde haft sin virksomhed i den store, herskabelige ”Villa Augusta”. Den var opført i anden halvdel af 1700-tallet af tømrermester Christian Clausen Plum og holdt stand et stykke tid. Inddragelsen skete i flere etaper i takt med behovet for rangerterrænets udvidelse. Den store have på den anden side af Gl. Strandvej og det nye bygningskompleks af villaen blev købt af Statsbanerne og inddraget til rangerareal. Efter Kystbanens åbning i 1897 havde man brug for mere remiseplads. Det blev den gamle hovedbygning og øvrige bygningers tur. Den sidste bygningsrest var en lille hjørnefløj, som blev anvendt til overnattende lokomotivpersonale, og i 1950’erne forsvandt den sidste rest af villaen.

Villa Augusta er nok mest kendt på grund af prinsesse Augusta af Hessen-Kassel (1823-1889), som lagde navn til ejendommen. Hun var svigerinde til Christian 9. og gift med baron Carl Frederik Blixen-Finecke (1822-1873), en dansk-svensk politiker. De havde erhvervet ejendommen og ombygget den til en luksuriøs pragtvilla omkring 1860. Her blev Augusta boende efter sin mands død i 1873, indtil hun selv døde i 1889.

”Første Sukkerhus” findes stadig på adressen Svingelport 7. Pragtvillaen lod Späth opføre til sig selv i anden halvdel af 1700-tallet. Sukkerraffinaderiet blev etableret af Johan Adam Späth og lå i en separat bygning bag hovedbygningen ud mod Strandvejen. Man kan læse mere om Späth i artiklen Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden.

Haveanlæg

Den øverste del af Trykkerdamsbakken lå på det højdeniveau, hvor Søndre Strandvej begynder at falde mod det flade marine forland. Her lå i sin tid Trykkerdammen, hvis gamle vandreservoir i begyndelsen af 1800-tallet var blevet udtørret og jorden udnytte til haveanlæg. Johan Martin Hansen (1861-1895), overlæge ved Øresundshospitalet anlagde en efter sigende helt speciel have med stenhøje, prydtræer og buske, kaldet ”Dr. Hansens Anlæg”. Det var åbenbart så beundringsværdigt, at folk stoppede for at beskue det på deres tur ad Strandvejen, og børn havde også stor fornøjelse af at lege i haveanlægget. Det lå mellem Søndre Strandvej og Færgevej på kystens skråning og forsvandt med dr. Hansens død i 1895. Haveanlægget blev til den stejleplads, som er fra sidste del af 1800-tallet og således en yngre udgave af de øvrige stejlepladser på Nordsjællands østkyst. Omend reduceret, er den til gengæld stadig uændret og velfungerende og et traditionsrigt og idyllisk mødested for byens fiskere.”

Huse i området

Doktor Hansen havde også i tilknytning til sit hus en stor have, som stort set bevaret og som lå på det sted, hvor Antoniehus ligger i dag. Huset lå på den anden side af vejen et lille stykke oppe på bakken, men findes ikke mere. Haven havde tilhørt Carl Wibroe, som etablerede Wiibroes bryggeri. Her på hjørnet af Strandvejen og ”hulvejen” gennem ”Borrevold” (se neden for) lå i 1857 hans hus ”Kildebakken”, et lysthus udstyret med veranda og tækket med rør samt et lille materiehus. Oven for lå købmand og skibsreder I. S. Pontoppidans 8-kantede lysthus, et tidligt eksempel på en form for sommerhus. I 1908 lod skibsreder Nelly Brown villaen ”Wisborg” opføre øst for Søndre Strandvej på den øverste del af Trykkerdamsbakken. Helsingør Roklub, oprettet i 1883, flyttede i 1890 efter omlægningen af Nordbanen til stranden neden for Wisborg, fik bygget nyt klub- og bådehus samt anløbsbro.

”Hulvejen” gennem ”Borrevold”

Oven for nævnte hus, ”Kildebakken”, lå på hjørnet af Strandvejen og ”hulvejen”. Nærmere betegnet ved det hjørne, hvor den gamle ”hulvej” drejede væk fra Strandvejen og ind mod ”Borrevold”. Hulvejen var en markvej, som gik gennem ”Borrevold”, hvorpå Flynderborg har ligget og stødte op til den gamle Gurrevej. Begge markveje blev skåret over i forbindelse med anlæggelsen af Nordbanen i 1864. Da deres funktion ophørte, mistede de deres formål. ”Hulvejen” gennem ”Borrevold” blev i 1891 omdannet til et for datiden stort, nyt og moderne vejanlæg, 11 meter bredt, i forbindelse med omlægningen af Nordbanen, det vi i dag kender som Flynderborgvej.

Badelivet holder sit indtog

Trykkerdammen set fra syd, 1932. Et par badehuse og en badebro ses i baggrunden. Fotograf ukendt. Helsingør Kommunes Museer.

I løbet af 1800-tallet var badning i ”det rigtige hav” begyndt at blive populært. I sommeren 1835 følte borgmesteren i Helsingør, at han måtte ”forbyde badning fra strandbredden, idet dette stred mod velanstændigheden og voldte offentlig forargelse”. Man holdt dog ikke op med at bade af den grund. Problemet med moral og anstændighed blev løst ved at opføre badebroer og badehuse. Dem blev der ret mange af. Havde man sans for forretning, kunne man etablere en såkaldt badeanstalter et stykke ude i vandet, bl.a. for at undgå at skulle forcere en ubehagelig, stenet og tangfyldt havbund. Badeanstalter dukkede op langs kysten mod syd i disse tider. Hele etablissementet blev taget ned om vinteren og genmonteret om sommeren.

"Hansens Søbadeanstalt"

Doktor Hansen anlagde i 1860’erne ”Hansens Søbadeanstalt” neden for ”Ørehøj” ved Trykkerdammen. Den var meget populær, og det gjorde ikke benyttelsen ringere, at badning eller svømning blev indført i skolerne. Der var ikke andre badeanstalter omkring Helsingør af den slags. Alternativet var en af badeanstalterne længere langs kysten mod syd. En offentlig badeanstalt fandtes på Grønnehave, og der var den militære ved Kronborg. Badeanstalten blev senere flyttet nærmere til byen. Den kom til at ligge mellem Café Viadukten mod syd og mod nord ud for Hagestrøms villa. Denne villa lå omtrent der, hvor rensningsanlægget ligger i dag. Ingen af disse ejendomme eksisterer længere.

Pinsemission og voksendåb

”Pinsemissionen” havde i en periode mange tilhængere blandt Helsingørs borgere. Når der skulle afholdes voksendåb, foregik det i ”Hansens Søbadeanstalt”, iført hvide gevandter. Ofte samledes mange interesserede tilskuere til denne akt, hvor de besynderlige råb fra menigheden lød: ”kød er hø, kød er hø, kød er hø”.

Ikke mere badeliv

Da byens hovedkloak fik sit udløb i Øresund i nærheden af ”Hansens Søbadeanstalt”, blev det mindre attraktivt at bade fra dette sted. Da ”Vandstrandvejen” blev etableret, forsvandt "Hansens Søbadeanstalt" sammen med den sidste rest af stranden og hermed muligheden for at bade fra Trykkerdammen fuldstændig. På det tidspunkt var badeanstalter heller ikke længere så nødvendige af hensyn til moral og anstændighed, for nu kunne man uden problemer bade let påklædt direkte fra stranden.

En havn ønskes

Trykkerdammen set fra syd ca. 1880-1885, endnu før den lille havn etableres. Fotograf ukendt. Helsingør Kommunes Museer.

Byens fiskere mistede ved forlægningen af jernbanen i 1891 deres bådepladser ved Strandgade. Fiskerne søgte i 1894 om en anlæggelse af et egnet sted til bådehavn og tørreplads ved Trykkerdammen, men en beslutning herom trak ud. Dog blev et større dæmningsarbejde sat i værk med henblik på at udvide til udvidelse af Trykkerdammens område. Samtidig lod man et ikke opfyldt område inden for dæmningen danne et lavt havnebassin, hvortil man kunne køre ned ad en rampe fra Strandvejen.

Efter en storm i december 1895, problemer med stanken fra tang og flere inspektioner af projektet, blev en bådehavn i 1896 omsider etableret i det inddæmmede område. Det var, hvad der blev ud af et mere ambitiøst projekt med bl.a. en pavillon, tegnet af arkitekt Poul Holsøe, som har stået for flere opgaver i Helsingør. En række nedrammede pæle, formet som to tømmer-moler omkring et bassin og med bolværk mod Øresund, udgjorde en lille simpel bådehavn i det inddæmmede område med plads til omkring 10 både. Lokalt gik den lille havn under betegnelsen ”frihavn” for at understrege forskellen fra Helsingør Statshavn, hvor tolderne holdt opsyn. Den lå, hvor parkeringspladsen findes i dag.

Stejleplads ved Trykkerdamshavnen mellem 1930-1942. Fotograf Rudolph Simonsen. Rettigheder: Det Kgl. Bibliotek.

Trykkerdamshavnen, 1900. Fotograf: Rudolph Simonsen. Rettigheder: Det Kgl. Bibliotek.

Trykkerdamshavnen, 1900. Foto: Rudolf Simonsen. Rettigheder: Det Kgl. Bibliotek.

Helsingør set fra Trykkerdamshavnen, 1900-1910. Foto: Borregaard. Rettigheder: M/S Museet for Søfart.

Stank fra tang med mere

Området døjede fortsat med ophobning af tang i havnebassinet. I 1911 blev det renset, og et nyt stykke bolværk blev etableret mod syd for at imødegå problemet med tang, og det gamle bolværk blev repareret. Samtidig begyndte man gradvist og lejlighedsvis at inddæmme det areal mod syd, som stadig var delvist fyldt med vand. Her havde børn trygt kunnet lege i det lave vand og f.eks. sejle med små både, lavet af ispinde, indtil området blev opfyldt. Stedet var et idyllisk og malerisk udflugtsmål om søndagen for borgere så langt væk som Hamlets Vænge. Opfyldningen på begge sider af det inddæmmede område blev dog lidt vel rigelig, mere med affald fra byen end med jord og grus. I så høj en grad, at Sundhedskommissionens opfordring i 1913 førte til en beslutning om at sætte en stopper for denne praksis og i stedet for ”snarest muligt i fornøden Udstrækning at dække Pladsen med ren Muldjord, Grus og lignende i tilstrækkeligt tykt Lag.”

Havnens endeligt

Trykkerdammens livsnerve, havnen, forsvandt sammen med de oven for nævnte afledninger af etableringen af ”Vandvejen” i 1939, nuværende Færgevej. Det skal dog siges, at udviklingen inden for fiskeri havde været for nedadgående, en udvikling, der fortsatte. Fiskeriet fortsatte efter Anden Verdenskrig fra anløbsbroen, men blev mere besværligt. Bådene skulle slæbes over ”Vandstrandvejen” til stejlepladsen mellem den gamle og den nye strandvej. Det egentlige erhvervsfiskeri fra Trykkerdammen er ophørt, og de sorttjærede skure på stejlepladsen benyttes af nogle lystfiskere.

Bådudlejningen, som ligger lidt syd for rundkørslen, er i forhold til stejlepladsens fiskere en anden sag. Bådudlejningen blev sat i værk af bådebyggeren André fra begyndelsen omkring 1952 og bliver fortsat flittigt benyttet. En ny og voksende aktivitet foregår over for stejlepladsen. Den flittige brug kan aflæses i antallet af parkerede biler på Færgevej.

Litteratur

Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Helsingør, 1984 (s.111-114).

Kenno Pedersen: ”3644 alen ad Gammel Strandvej ved Helsingør”. Helsingør Kommunes Museer, årbog 1994 (s.41-88).

Birger Mikkelsen: Fiskerne - fra Kronborg Hage til Sletten, 1986 (Henvisninger spredt over en del sider, herunder en del billedtekster).

Bygge og bo: gennem 50 år: Det sociale Boligselskab i Helsingør 1938-1988. Af Kenno Pedersen og Lars Bjørn Madsen. Helsingør: Det sociale Boligselskab i Helsingør, 1988 (s. 95-97).

Artikler

”Frihavnen var fiskernes havn, der lå på Trykkerdammen” – Helsingør Dagblad, 1994 (side 14-15: ill.).

Lars Bjørn Madsen: ”Historien om den forsvundne bådehavn ved Trykkerdammen" - Lokalavisen Nordsjælland, 19.03.2019 (Sekt.1, s. 18).

”Her får alle fisk” - i ”Fisk & Fri”, nr. 7, 1992 (s.48-49: Ill.)