Snekkersten Idrætsforening

Snekkersten Idræts Forening (SIF) blev dannet i 1947 efter sammenslutning mellem de tre oprindelige Idrætsklubber: Snekkersten Gymnastikforening, Snekkersten Badmintonklub og Snekkersten Boldklub.

Foreningens fødselsdag er den 25. oktober 1947. Fra denne dag var foreningens formand vandværksbestyrer Erik Petersen. Foreningen havde fra starten tre afdelinger: Badminton, gymnastik og en boldafdeling med to idrætsgrene fodbold og håndbold. Der var dengang 60 badmintonspillere, 29 håndboldspillere, 53 fodboldspillere og ca 160 gymnaster.

Foreningens forhold var i de første år ganske primitive, f.eks. var foreningens første bane så skæv, at man ikke kunne se fra det ene mål til det andet! Først i sommeren 1956 kunne sognerådsformand Karl Olsen indvie en helt ny fodboldbane ved Snekkersten Skole.

Efter Erik Petersens formandstid kan nævnes følgende formænd: Erling Kjær, Karl Ove Nilsson, Jørgen Tofte, Mogens Eggert Møller og Ole Jarden.

Glimt fra indvielsen af Sydkysthallen i februar 2007. Foto: Kjeld Damgaard

I 1975 tilføjedes to nye idrætsgrene: Tennis og bordtennis. Samme år kunne første fase af Sydkystanlægget indvies - og dermed fik SIF lidt bedre forhold. Af andre årsager blev udbygningen af anlægget imidlertid ikke til noget i de første mange år. Så forholdene for SIF har i mange år været besværlige, med brug af haller på hhv. Rønnebær Allé Skole og på Borupgaardskolen, samt med baner både på skolen og ved Sydkystanlægget. Først med indvielsen af Sydkysthallen (nu kaldt Snekkersten Idrætscenter) i 2007 fik foreningen forhold, der svarer til foreningens størrelse.