Riffsvej

  • 3140 Ålsgårde
  • Vejen går fra Nordre Strandvej mellem nr. 136 og 138, passerer Hellebæk Kirkes sydlige side og munder ud i Skåningevej.
  • Vejen er opkaldt efter fiskerslægten Riff. Fiskeren Johan Riff (1738-1816) ejede grunden på Nordre Strandvej 138. Hans søn, Hans Christian Riff (1780-1868), lod et hus opføre på Nordre Strandvej 140. Adskillige generationer af slægten Riff har boet i huset med Henrik Riff (1904-1985) som det sidste medlem af slægten i lige linje.

Hans Christian Riff

Det mest kendte medlem af slægten Riff er nok oven for nævnte Johan Riffs søn, Hans Christian. Han var fisker, færgemand og deltog i kaperkrigen (1807-1814), som opstod i forbindelse med Englandskrigene (1801-1807). Var man dristig, dygtig og heldig, kunne man vinde både berømmelse og prisepenge. Hans Christian Riff lod i 1808 sin færgebåd ”Svanen” opruste til kaperbåd og fik med sin 12 mands besætning held til at opbringe en engelsk brig. Det gav så god en fortjeneste, at han i 1810 kunne lade et stråtækt hus opføre på Nordre Strandvej 140, oprindelig den ene halvdel af hans fars grund på Nordre Strandvej 138.

Til bindingsværkshuse skulle bruges egetømmer. Efter at englænderne var stukket af med den danske flåde i 1807, måtte egetræ kun anvendes til bygning af krigsskibe og ikke til private formål. Efter sigende skaffede Hans Christian tømmer fra Sverige, bl.a. gammelt skibstømmer fra et af Tordenskjolds skibe, som var strandet i Skälderviken.

Hans Christian Riff var nabo til den kendte kaperfører Jens Lind, som boede på Nordre Strandvej 142, inden han blev ejer af ejendommen Strandgade 1 i Helsingør.