Kviestenen i Kvistgaard

Den træbevoksede Kviestenshøj ved Kvistgaard Hovedgaard.

Tæt sydvest for Kvistgaard Hovedgaards udlænger i Kvistgaard (i dag drives der skole på ejendommen), på arealerne ud mod Kvistgaard Stationsvej, ligger en træbevokset formodet oldtidshøj. Der er formentlig tale om den ”Kviesten”, som kendes fra markbogen 1681 (”Kvistens Ager”) og som efterfølgende giver anledning til den senere udflyttergårds (og senere bybebyggelses) navn. Højen, der stadig markerer sig fornemt i terrænet og som tidligere har været beliggende direkte i ejendommens skelhjørne, er endnu ikke registreret endsige fredet. Der foreligger heller ingen fundoplysninger fra stedet.