Karmeliterklostret


Karmeliterklostret i Helsingør hedder både Vor Frue Kloster og Sct. Mariæ Kloster. Det står stadig bevaret som et lukket firefløjet anlæg, og det anses for det bedst bevarede kloster i Norden. Det er en af de største middelalderlige seværdigheder i Helsingør trods en lidt hårdhændet restaurering i begyndelsen af 1900-tallet.

Indholdsfortegnelse

Oprettelsen af klostret

Klostret blev anlagt i 1430, da Erik af Pommern skænkede karmeliterordenen en grund i den nordøstlige del af Helsingør. I 1431 stadfæstede pave Eugenius oprettelsen af klostret, idet han gav sin tilladelse til, “at der på et grundstykke, jord og mark, som er skænket af Danmarks konge til dette formål, grunden et kloster af karmeliterordenen, med kirke, klokke og klokketårn og andre nødvendige bygninger til bolig for brødrene”.

Det første kloster blev allerede i 1450 udsat for en større brand, og derfor eksisterer der kun enkelte spor af det ældste kloster. Munkene måtte i gang med at skaffe midler til et nyt byggeri. Christian 1. udstedte et kongebrev, hvori han opfordrede “alle gode mennesker” til at støtte karmeliterne med genopbygningen. De lokale borgere støttede velvilligt byggeriet. Høvedsmanden Poul Laxmand og rigsadmiral Hans Pothorst gav rundhåndede beløb.

Rigsadmiral Hans Pothorst. Kalkmaleri i Sct. Mariæ Kirke. Foto: Kaj Madsen, 2018.

Det nyopbyggede kloster blev formodentlig taget i brug omkring 1485, men var først helt færdigt sidst i århundredet.

Grundplan af Karmeliterklostret. Kilde: Samlinger.natmus.dk.

Klosterkirken

Klostret er bygget af røde munkesten med sortbrændte sten som dekorative elementer i muren og røde teglsten på taget. Kirken, som udgør sydfløjen i klosteranlægget, er et meget helstøbt eksempel på gotisk kirkearkitektur. Kirken er en såkaldt “pseudobasilika” med et højt hovedskib og to lave sideskibe, men da taget dækker alle tre skibe, kommer der ikke lys ind foroven som i en ægte basilika. Lyset kommer i stedet ind gennem de spidsbuede vinduer i gavlene mod øst og vest og i sydfacaden. Taget er forsynet med en enkel tagrytter, hvori der hænger en klokke fra 1588.


Østfløjen

Østfløjens stueetage ligger ret højt, fordi der under den findes et kælderanlæg fra det ældste klosterbyggeri (ingen offentlig adgang hertil). Det fornemste rum i østfløjen er kapitelsalen, som hedder Laxmandsalen efter en af klostrets tidlige sponsorer. Loftet dannes af fire nethvælv, som er en helt usædvanlig konstruktion i Danmark. Hvor hvælvene skærer hinanden, er der anbragt udhuggede slutsten med bemaling og forgyldning. Forneden hviler ribberne på konsoller med groteske motiver, bl.a. et dødningehoved med indskriften “memento mori” og en lille mand, der tager sig til bagdelen. Efter Reformationen er rummet blevet brugt som sygestue og bolig for kvindelige “lemmer”. I østfløjen ligger også sakristiet, men adgangsvejen dertil er via kirken, og der er ikke offentlig adgang. På første sal i østfløjen findes endnu et usædvanligt rum, nemlig Musikværelset, som er overdækket af tre lave hvælv, alle tæt bemalet med et frodigt løvværk med musicerende engle, fugle, fabeldyr og frugter. Formodentlig har det været bibliotek og varmestue. Der er ikke adgang til de øvrige rum på første sal, som også anvendes af Helsingør Stift.

Fratergården i Karmeliterklostret. Foto: Kaj Madsen, 2018.

Vestfløjen

Vestfløjen har sandsynligvis været brugt af lægbrødrene med sovesal på første etage og magasiner i stueetagen. Underetagen har to store, krydshvælvede rum. De blev efter Reformationen anvendt som skolelokaler og i nyere tid som magasin for Bymuseet. Efter den store istandsættelse i begyndelsen af 1990'erne blev de indrettet til kordegnekontor og mødelokale. I den nordlige del af vestfløjen ligger taleværelset eller portnerrummet. I muren ud til det nordligste rum i fløjen er der en taletragt, som gjorde det muligt for portneren at tale med besøgende udefra. Taletragten har et knækket forløb, så det ikke var muligt at stikke et våben gennem den. Den forhindrede også, at portvagt og gæst kunne se hinanden. Dyveke, Christian 2.s elskerinde, er ifølge traditionen begravet i portnerrummet. I det sidste rum, som hedder "Fugleværelset", er det nogle ret medtagne kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet.

Nordfløjen

I nordfløjen ligger et af de mest berømte rum i klostret, nemlig Lazarussalen, det oprindelige refektorium (spisesal). Rummet har fået navn efter de helt unikke kalkmalerier på væggen, som er fra 1500-tallet. De forestiller en række bibelske scener, hvoraf fremstillingen af Lazarus og den rige mands gæstebud er de mest berømte. Ud over refektorium har der i nordfløjen været køkken og magasiner. Helsingør Stift bruger de øvrige lokaler i nordfløjen til kontorer.


Karmeliterklostret, korsgang. Foto: Kaj Madsen, 2018.

Karmeliterhuset

Karmeliterhuset er navnet på den middelalderbygning lige overfor klostret. Den rummer i dag Helsingør Bymuseum. Den ældste del af bygningen blev opført af munkene i 1516 som sygehus for søfolk, der blev landsat i Helsingør.

Poul Helgesen

Den mest berømte munk fra Karmeliterklostret i Helsingør er den lærde Poul Helgesen, som var en indædt modstander af Reformationen. Han er bl.a. kendt for sin historiske optegnelsesbog, som dækker årene 1519 til 1534. Den har fået navnet Skibykrøniken, fordi den i 1650 blev fundet i Skibby Kirke i Horns Herred.

Klostrets nedlæggelse

Munkene forlod klostret kort efter Reformationen i 1536, og bygningerne blev i 1541 omdannet til Vor Frue Hospital, en kombination af syge- og alderdomshjem og husvildestiftelse. Det fungerede som sådan indtil 1916. På loftet af vestfløjen kan boligcellerne stadig ses. Kirken blev i 1576-77 omdannet til tysk kirke og brugt af de mange tysktalende indbyggere i Helsingør. Sct. Mariæ Sogn blev oprettet i 1819.


Litteratur

Henningsen: Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster i Helsingør. 1995

Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997

Anker Jørgensen og Bente Thomsen: Gyldendals bog om danske klostre. 2004.