Karantænehuset

Karantænehuset på Helsingør Havns søndre mole fotograferet omkring 1900

I 1839 lod karantænevæsenet opføre et såkaldt »parloir« på den yderste del af Helsingør Havns søndre mole. Her var karantæneofficianten stationeret, og hans opgave var at udspørge alle de skippere, der i færgebåd eller egen båd sejlede ind for at ordne deres toldforretninger på Øresunds Toldkammer, om sundhedstilstanden om bord på skibet, der ventede ude på rheden. Var der grund til mistanke om smitsomme sygdomme ombord, blev det meldt til karantænekommissionen, der skulle tage stiling til det videre fornødne. Når det grønne karantæneflag var hejst, var det tegn på, at karantæneofficianten havde haft fat i en skipper, der ikke helt kunne bortforklare, at besætningen kunne være smittet i den sidst forladte havn eller der ligefrem var udbrudt sygdom ombord. Skibet skulle i så fald ankre op i god afstand fra de andre skibe, og med det grønne flag vajende. En karantæneofficiant blev sendt ombord for at give besætningen besked om karantænen og sikre, at ingen forlod det – altså bortset fra de syge, der krævede behandling i land. Til dette formål opførte man senere et lille epidemisygehus ude ved Rønnebær Allé i passende afstand fra byen. Når karantæneperioden var forbi, fik besætningen tilladelse til landgang, eller man kunne frit sejle videre.

Karantænehuset - eller parloir’et – var bygget af træ med pyramidetag. Tyve år efter opførelsen blev huset forhøjet med en etage, så der også kunne blive plads til lodsvæsenet. Da havnen i perioden 1877-85 gennemgik en række udvidelser, bl.a. af hensyn til det nye jernskibsværft, medførte det også en ændring af søndre mole med nedrivning af den gamle karantænebygning omkring 1883 og opførelse af en helt ny bygning i røde mursten og tidstypisk, lettere historicistisk arkitektur.

Nu afdøde John Hansen fra Aalsgaarde har til Helsingør Kommunes Museer givet en god beskrivelse af bygningen i perioden 1929-41, hvor førstesalen fungerede som natstation for lodsvæsnenet, hvor hans far var ansat. Han fortæller blandt andet, at der omkring flagmasten på taget var et stativ med seks kurve i form af to kugler, to kegler og to timeglas, alle flettet af vidjer og tjæret en gang om året. Kurvene blev benyttet til storm- og kulingvarsler for skibsfarten i sundet. Omkring flagmasten eller signalstangen var der en større, sort kugle i to havldele. Når den ene var hejst op, betød det, at havneindløbet var spærret for indsejling, og når begge var hejst op, var indløbet spærret for udsejling. Kuglen kunne også signalere GMT.

I længere tid havde Trafikministeriet ønsket forbedringer af forholdene i Statshavnen, idet man dels ønskede et nyt færgeleje for en sporfærge og dels en udvidelse af havnebassinet ved en udrykning af nordre og søndre molehoveder. I 1942 påbegyndtes dette omfattende arbejde, hvilket samtidig blev dødsdommen over Karantænehuset. Af praktiske grunde lod man dog bygningen stå til brug for arbejderne, indtil den nye mole var ved at være færdig, hvorefter man fjernede såvel bygning som den gamle del af molen.