Langesø Plantage og Plantesamling
Langesø Plantage blev oprindelig anlagt i 1909 som en plantesamling af Niels Waldemar Larsen, der drev en Danmarksberømt planteskole i området.
Men Langesøs historie længere tilbage, idet det meste af området oprindelig var uopdyrket overdrevsjord tilhørende landsbyen Plejelt. I 1800-tallet ejede Havreholm Papirfabrik en stor del af arealet, idet fabrikken havde interesse i området, da man skulle bruge mange tørv i forbindelse med papirfabrikationen.
Inde i København havde N. W. Larsen siden 1897 drevet en en gros forretning med import af udenlandske blomster, gartneriartikler m.v. Allerede på dette tidspunkt rejste N. W. Larsen rundt i det meste af verden med henblik på at studere og arrangere import af oversøiske planter m.v.
I 1909 købte N. W. Larsen så de gamle tørvemoser, dammene og lyngbakkerne ved Langesø. Meningen var først og fremmest at skabe en samling af stueplanter og stauder fra alle verdenshjørner - mindre at skabe muligheden for at forsyne haveejere og andre med disse planter.
Men plantesamlingens eksistens kunne imidlertid ikke holdes hemmelig, og i løbet af få år måtte N. W. Larsen udvide og købe hele Langesø-området op, således at det samlede areal kom til at udgøre omtrent 50 ha. Successen var stor. Allerede i 1913 besøgte de første kongelige plantagen – og det var noget der blev lagt mærke til i det danske samfund i de år. Det var nemlig bl.a. enkedronning Alexandra af England og enkeczarina Dagmar af Rusland. Enkedronning Louise af Danmark besøgte plantagen i 1914, kronprinsen og kronprinsessen af Sverige i 1915 – og sådan gik det slag i slag. Det var en fantastisk reklame for stedet, og folk kom i endnu større tal for at besøge stedet – og ikke mindst købe planterne.
Plantesamlingen, der således efterhånden udviklede sig til et handelsgartneri, havde et helt utroligt bredt udvalg. Der var f.eks. lotus, stauder, stenhøjsplanter, erica, rhododendron, stedsegrønne planter, åkander, kaktus, bregner og orkidéer samt meget andet, der ikke kunne købes andre steder i Danmark.
Det var nemlig lykkedes N. W. Larsen at importere så mange sjældne og næsten ukendte arter til Danmark, at en af kunderne var Botanisk Have, der supplerede sine samlinger netop her.
I en annonce fra 1916 nævnes det, at planteskolen på det tidspunkt bl.a. havde 3.000 forskellige stenhøjsplanter, 1.000 forskellige sumpplanter, 2.500 forskellige stauder, 500 forskellige erica og rhododendron o.s.v.
N. W. Larsen opførte derfor en lang stribe drivhuse. Heri indrettedes vandbassiner hvori bl.a. dyrkedes lotus, åkander, vandorkidéer og passionsblomster. I starten af 1930’erne var der 14 drivhuse samt 200 mistbænke på planteskolen. Drivhusene var opvarmede og driften af disse samt de mange friluftsbede krævede en del mandskab, men mere end 12-14 fastansatte var der dog næppe. En del sæsonarbejdere havde dog også beskæftigelse der.
Udover selve planteskolen var der også afskæring af pyntegrønt – ligesom der i Kvistgaard var en tilknyttet afdeling med et palmestrygeri. I 1930 overlod N. W. Larsen driften af den københavnske afdeling til en bror. Det var ikke mindst problemer med denne - samt starten af 2. verdenskrig, der gav N. W. Larsen problemer. I 1940 var planteskolen meget tæt på en konkurs, men en forretningsmand i Humlebæk reddede stedet i første omgang. Men nu kom den første kolde vinter og det blev umuligt at skaffe brændsel til drivhusene. Resultatet var bl.a. at mange planter frøs – og konkursen var uundgåelig.
I 1942 overtog landsretssagfører Rudolf Sand den lukkede planteskole. Hans interesse i området var imidlertid ikke stor, kun brugte han og familien stedet som udflugtsmål. Den store hovedbygning – kaldet Langesø Slot – stod tom i årevis. I 1948-49 udstykkedes den sydøstlige halvdel af plantagen til sommerhuse. Resten af plantagen blev i 1956 overtaget af Tove og Kaj Kristiansen, der indrettede stedet til campingplads og senere også hotel. Parret værnede om de mange sjældne og seværdige planter og træer og derfor findes der endnu rigtig mange af disse i det nuværende sommerhusområde, selvom nyere sommerhusejere ikke alle har vist samme pietetsfølelse.