Krogagergaard
Krogagergaard i Tibberup er for længst forsvundet. Den gik op i luer en septembernat i 1939.
Gården havde oprindelig tilhørt Krogerup Gods, men blev i 1806 solgt til privateje. Gårdejer Anders Olsen var den første ejer - han ejede også Egegaarden i en årrække. Sønnen Ole Andersen overtog gården i 1840, men beholdt den kun til 1850. Herefter overtog Børge Nielsen gården og drev den frem til 1893.
Da gården brændte i 1939 tilhørte den Poulsens Planteskole, som drev den via en bestyrer, Knud Jørgensen. Ved branden indebrændte adskillige dyr, bl.a. seks heste og fem køer.
Familien Poulsen besluttede ikke at genopbygge gården på dens daværende placering, men i stedet bygge den centralt på den jord, der tilhørte ejendommen. Den nye gård fik også nyt navn, opkaldt efter moseområdet lidt vest for den nybyggede gård. Det nye navn var Grydemosegaard.