Niels Holsøe
Niels Peter Christian Holsøe (1826-1895) var født i Øster Egesborg, hvor faderen var præst. Han startede i 1842 på Kunstakademiet for at uddanne sig til bygmester, men tegnede samtidig som elev under arkitekt Hetsch. Efter deltagelse i 1. slesvigske krig fik han sin første praktiske virksomhed som konduktør ved opførelsen af Helsingør Rådhus i perioden 1853-55. Et helt selvstændigt arbejde var opførelsen af Marienlyst Badehotel i 1860 samt adskillige stationsbygniner på Fyn og Sjælland. I samarbejde med arkitekt Heinrich Wenck tegnede han Helsingør Station, som blev opført i årene 1889-91.
På grund af svigtende syn, måtte han i 1892 indstille sin virksomhed, men nåede dog også at opføre bl.a. Helsingør Posthus og Helsingør Jernbanehotel. Han var fra 1862 gift med Emilie Charlotte Klentz (f.1833).