Herluf Trolles Vej

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 12. jul 2018, 14:40 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) (Links tilføjet)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning
Herluf Trolles Vej ca. 1920-1930
  • 3000 Helsingør
  • Navngivet af Helsingør Byråd i 1924.

Den gamle stationsvej

Herluf Trolles Vej var oprindelig adgangsvej til den gamle banegård, som lå ved Trækbanen, opført i forbindelse med oprettelsen af Nordbanen i 1864. Nordbanens forløb blev ændret fra Snekkersten til Helsingør med en nyanlagt banestrækning til havnen. En ny Snekkersten Station blev bygget, og den gamle banegård blev afløst af den nye Helsingør Station, anlagt ved havnen og indviet i oktober 1891 - næsten seks år før Kystbanen blev indviet i august 1897.

Herluf Trolles Vej er opkaldt efter den danske søhelt og lensmand Herluf Trolle (1516-1565). Navnet Herluf Trolles Vej blev vedtaget på Helsingør Byråds møde d. 22/09-1924. Her vedtog man dels ændringer af nogle vejnavne, dels nye navne for en lang række gader og veje. Beslutningen blev truffet på baggrund af en lov om oprettelsen af et folkeregister, vedtaget i Folketinget d. 14.03-1924. Af denne grund kunne man ikke opretholde unavngivne, bebyggede veje i kommunen.

Et jernbanehotel blev opført i 1883, og bygningen (nr. 6), som vender ud mod Trækbanen. Den findes endnu og anvendes til beboelse. Det samme gælder for bygningen i nr. 2 fra 1880 mod Kongevejen, hvor også en erhvervsvirksomhed holder til. Rantzausvej udmunder i Herluf Trolles Vej.

Forslag til vejnavne

På Helsingør Byråds møde d. 06/10-1898 blev et forslag om at kalde vejen Gammel Stationvej fremlagt, men forslaget faldt. I referatet i Helsingør Dagblad d. 07/10 samme år står, at vejen beholder sit gamle navn - hvis den overhovedet har noget.

I efteråret 1901, da Helsingør Byråd skulle navngive nogle veje, blev Herluf Trolles Vej foreslået. Flere af de daværende medlemmer af byrådet fandt det for højtravende at kalde nogle veje for Herluf Trolles Vej, Johan Rantzaus Vej og Peder Oxes Vej. Navnene Badevej, Gammel Banegårdsvej og Murergade blev vedtaget i stedet for.

Den gamle banegård

Den gamle stationsbygning på Trækbanen 16 rummer i dag "Boliggården", som er hovedkontor for Helsingør Boligselskab, en sammenslutning af tre tidligere boligforeninger. Fra 1942-1979 fungerede den gamle stationsbygning som børneinstitution under navnet "Børnegården". Herluf Trolles Vej er placeret lige ud for midten af bygningen, og markeringen af træer på hver side kan stadig ses og minder om den oprindelige, fornemme vej til banegården.

Litteratur

Uddrag af Helsingør Byraads Forhandlinger, 1898. Side 61 samt d. 22/09-1924.

Helsingør Dagblad d. 07/10-1898, 20/09-1901 og 16/09-1924.

Bygge og bo : gennem 50 år : Det sociale Boligselskab i Helsingør 1938-1988. Af Kenno Pedersen og Lars Bjørn Madsen. Helsingør : Det sociale Boligselskab i Helsingør, 1988. Side 138.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.