Sthens Kirke
Nytænkning og tradition
Det første spadestik til Sthens Kirke blev taget 30. november 1982, og grundstenen blev lagt 27. marts 1983. De fem mursten, som stammer fra gamle kirker i Helsingør, blev indmuret af sognets medlemmer og kan ses under altertavlen.
Sthens Kirke blev indviet d. 27. november 1983 af biskop Johannes Johansen. Kirken er et firelænget kompleks, som foruden kirkerum og sideskib rummer lokaler til møder, 2 konfirmandstuer, kontorer og plads til ungdomsarbejde i kælderen. Den hvidpudsede bygning med de mange røde tagflader er disponeret omkring henholdsvis et kirkerum og et atrium adskilt af et markant klokketårn. Kirkens arkitektur er et udtryk for en sammenkobling af nytænkning og forankring i traditionen. Arkitekt er Gert Ingeman Sørensen fra Tegnestuen Møllen Aps. Han har været arkitekt for flere nye kirker og restaureret flere eksisterende, bl.a. Gurre Kirke.
Forhistorien og vandrekirken
De to store boligområder Vapnagaard og Borupgaard blev opført sidst i 1960’erne i Helsingørs sydlige udkant. Helsingør Domsogn kom derfor op over 15.000 indbyggere, og dermed voksede behovet for en kirke i denne del af byen. Sthens Sogn blev dannet pr. 1. januar 1977 ved en sognedeling både af Skt. Olai og af Egebæksvang Sogn, som ved samme lejlighed afleverede et område til Mørdrup Sogn.
Et beskedent ønske om at leje en lille flytbar kirke (vandrekirke) i 1970 var begyndelsen til den nye kirke. Allerede den 25. april 1976 kunne man indvie en foreløbig kirke på den grund, som Skt. Olai Sogns menighedsråd havde købt af kommunen for ca. en mil. kr. i 1975. Vandrekirken blev lagt på et hjørne, således at den ikke lå i vejen for den endelige kirke og nemt kunne rives ned. Frederiksborg Amts Avis skrev den 20. januar 1976 at "lamineret fyrretræ, rispapirlamper og grafikeren Poul Christensens altertavle og vægudsmykninger kommer til at præge den lille vandrekirke". Kirken blev indviet af biskop Leer Andersen. Den fik navn efter salmedigteren Hans Christian Sthen, som levede fra 1544-1610 og var præst i Skt. Olai Kirke, domkirken i Helsingør. Han var som ung rektor på Helsingør Latinskole en periode. Vandrekirken blev siden flyttet til Allerød og fortsatte her under navnet ”Engholm-kirken”.
Kirkens indre
Til højre for kirkens indgangsdør ligger en stor sten, hvor billedhuggeren Erik Heide har indhugget de tre symboler for tro, håb og kærlighed: kors, anker og hjerte. Samme har stået for hele udsmykningen i kirken, og stenarbejderne er et helt gennemgående træk. De giver kirken et kraftfuldt og enkelt præg. Åbningen i tagkonstruktionen mod syd giver kirkerummet et fint lys. Alteret er fremstillet af en enorm svensk granitblok. De øvrige sten, der er anvendt udsmykningen, er fundet på grunden under udgravningen til kirken. Kirkeskibet, som forestiller en simpel robåd, er bemærkelsesværdigt. Det afviger fra en del kirkeskibe med store, flotte sejlskibe. En trædesten, som ligger foran prædikestolen, formaner præsten til: ”Ikke lægge til… ikke trække fra”.
Litteratur
Så lyser prægtigt Herrens Hus: Sthens Kirke : fortid, nutid, fremtid. Helsingør Museumsforening, 2008.