Hornbæk

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 12. apr 2008, 16:41 af Kjeld Damgaard (diskussion | bidrag) Kjeld Damgaard (diskussion | bidrag) (Siden blev oprettet: '''Hornbæk Fiskerleje''' og By er opkaldt efter den bæk (nuværende Vesterbæk), der afvander Hornbæk Sø (oprindelig Horne Sø og senere Horneby Sø) og som løber ud i ...)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning

Hornbæk Fiskerleje og By er opkaldt efter den bæk (nuværende Vesterbæk), der afvander Hornbæk Sø (oprindelig Horne Sø og senere Horneby Sø) og som løber ud i Kattegat. Navnet optræder første gang i et brev fra omkring 1173, da kong Valdemar den Store forærer Esrum Kloster et skovområde, hvis østgrænse netop er Horneby Sø og Hornbækken. Selve bebyggelsen kendes derimod først langt senere i kilderne. I 1497 benyttes navnet første gang om den bebyggelse, som ligger mellem de to bække Vesterbæk og Østerbæk. Navnets forled: Horn betyder et fremspring og her er det efter al sandsynlighed tale om det fremspring - horn eller næs - som tydeligt ses endnu også kaldet Søtippen. Horneby Sø blev i 1796 solgt til fire Hornbæk-bønder, og dermed blev navnet også ændret til Hornbæk Sø.

Hornbæks opståen som fiskerleje er givetvis også først sket i slutningen af middelalderen, hvor de fleste af områdets fiskerlejer har fået en fast helårlig beboelse. Før den tid fiskede bønderne inde fra landsbyerne alene i nogle få sommermåneder og boede i den tid i midlertidige boder ved strandbredden.

Den lange vej til sognekirken i Tikøb, fik i 1588 hornbækkerne til selv at bygge deres egen kirke. Sidenhen er Hornbæk Kirke blevet fornyet to gange, senest i 1737. I markbøgerne fra 1681 ses byen at bestå af 4 små gårde og i alt 23 huse. I 1771 ses, at byen da havde 39 familier, hvoraf langt de fleste var fiskere. Desuden var der tre bønder, et par skomagere, skræddere, betlere, en enkelt smed og en kromand.

Selvom der igennem 1800-tallet også var tale om en stigning i befolkningstallet i Hornbæk, der i øvrigt matrikulært blev opdelt i to: Hornbæk Fiskerleje og den syd for beliggende Hornbæk By, så skete den store forandring i 1870'erne, da en gruppe kunstnere "opdagede" Hornbæks lyksaligheder og skildrede dem i malerier m.v. Det gav hurtigt en stor tilstrømning af den tids turister til området - faktisk så mange, at flere af kunstnerne fandt stedet overrendt og flyttede til Skagen.

Udsigt fra Hornbæk Kros tag mod øst omkring 1902

Med indvielsen af Hornbæk-banen i 1906 blev byen endnu nemmere at nå for landliggerne, der i enten boede hos fiskerne, i de stadig flere pensionater, på kroen eller i egne sommerhuse. De sidstnævnte byggedes dog ikke primært i selve Hornbæk, men derimod på Horneby Sand, der i realiteten begynder lige vest for den nuværende A. R. Friis Vej. Da postadressen imidlertid var Hornbæk og der ikke var eget prestigei at bo i Horneby, så blev Horneby Sand-området, med bl.a. Kystvej hurtigt opfattet som en del af Hornbæk.

Hornbæks fire gårde var Søgaard (den senere Hotel Bondegaarden), Ellensgaard, der lå hvor nu stationen er beliggende, Ewaldsgaard eller Ewaldsminde samt Sandgaarden, der senere blev omdøbt til Hornbækgaard.

Med bebyggelsen af områderne sydøst for Hornbæk By i 1900-tallet opslugtes også de gamle landsbyer Holmegaarde og Stenstrup. Beboere i de to lansbyers områder tror i dag at de bor i Hornbæk, skønt det kun er 50-100 år siden, at de 1000 år gamle landsbyer endnu eksisterede som selvstændige bysamfund. Med Sauntes nedlæggelse som selvstændigt postdistrikt i 1971 blev også dette landsbysamfund en del af Hornbæk postdistrikt og også dette betyder, at beboerne i de store sommerhusområder nord for Saunte nu tror, at de bor i Hornbæk.

Hornbæks flotte og indbydende badestrand gav byen et omdømme som Danmarks første og mest mondæne badeby. Som følge af de velhavende københavneres tilstrømning til byen, opstod tillige et blomstrende handelsliv - i al fald i sommermånederne. Også den gamle Hornbæk Kro blev fornyet til det fashionable Hornbæk Badehotel i 1935 - og her blev Hornbæk-Revyen yderligere et trækplaster for landliggere og turister.

Hornbæk er fortsat et populært ferie- og udflugtsmål. Sommerhusene er steget til priser, der betegnes som Danmarks højeste - og hver sommer er byen stadig fuld af liv og glade dage. Derimod er fiskeriet nærmest ophørt, men til gengæld er Hornbæk Havn, der blev bygget i 1875 fyldt til bristepunktet med lystbåde.

Litteratur

Hans Ellekilde: Hornbæk Kirke, bidrag til et Fiskerlejes Historie, 1937

Kaj Flor: Hornbæk, 1940

Karl Rønne: Hornbæk i historieklip, 1978

Lars Bjørn Madsen: Hornbæk Vandværk, 2006

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.