Lundehave

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 18. feb 2016, 18:41 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) (Ny artikel)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning

Kongens køkkenhave

Frederik 2. havde i begyndelsen af 1570’erne planer om af opføre sit nye renæssance slot Kronborg til afløsning af Erik af Pommerns forældede borganlæg Krogen. Kongen havde i den forbindelse brug for en køkkenhave, som kunne levere forsyninger til hoffet. Han havde udset sig det jordområde, hvor det tidligere Sct. Annæ Kloster havde ligget. Et sådant haveanlæg var ikke en mulighed omkring det nye Kronborg på den forblæste pynt.

Sct. Annæ klosters jord

Erik af Pommern havde i 1520 skænket jordstykket til franciskanerordenen, en tiggermunkeorden, kaldet gråbrødre (mere om dette i dette leksikon under Sct. Annæ Kloster). Sct. Annæ Kloster og dets jord lå ved Lappen, området, hvor Marienlyst Slot ligger i dag. Jordstykket var et stykke hævet havbund, som lå ved foden af den oprindelige kystklint fra oldtiden med en skov eller lund. Man hører første gang navnet Lundegården i 1550, en kongelig ladegård hørende til Krogen, muligvis opført ikke så lang tid efter reformationen i 1536 som en staldgård. Den lå, hvor den senere køkkenhave til Marienlyst Slot kom til at ligge og hvor ejendommene Lundegaarden og Slotsgården ligger i dag, i området mellem Gl. Hellebækvej, Claessensvej og Lappen 1.

Munkene havde efter reformationen i 1536 måttet forlade klostret, og stedet må anses for at have været i så stærkt forfald, at klostret har henligget som en ruin med en godt tilgroet have. Man har formodentlig, som skik og brug var, hentet en del mursten og tegl fra klostret, dyre materialer som de var. Klosterjorden var imidlertid dyrket og kultiveret jorden så intenst, at den trods de mange år stadig var velegnet til havebrug. Man ved, at der i 1576 stadig fandtes rester af klostret, som Frederik 2. overlod til bygmester Hans van Paeschen at nedrive (Hans Paaskes Vej er opkaldt efter ham).

Lundehave med jagt- og lystslot

Ombygningen af Krogen var endnu i sin vorden, da tanken om et haveanlæg begyndte at tage form. Ud over at anlægge en have, var planen også at genanvende de dyre mursten fra klostret til opførelsen et lille jagt- og lystslot på stedet. Beliggenheden sikrede et sted med en pragtfuld udsigt ud over Sundet samtidig med muligheden for at kunne holde øje med passerende skibe. Det fortælles, at bygmesteren fik betaling for 67.000 brugbare mursten. Haven skulle kaldes ”Lundehave” for senere at blive kaldt ”Kronborg Have”. Det store Kronborg projekt tog dog åbenbart al kraft og opmærksomhed nogle år, før det lille jagt- og lystslot blev til virkelighed. I januar 1587 var det indvendige af Kronborg Slotskirke afsluttet, det sidste af det store byggeri. Nu kunne man omsider realisere planerne om jagt- og lysthuset i Lundehave.

En bygningen rejses

Stilladser blev sat op, og bygningsarbejdet gik i gang. Kongen var tilsyneladende i Helsingør i dagene fra 31. maj til 5. juni 1587 for at se til Kronborg og det nye byggeri. Han overnattede i Badstuen ved Frederiksborg Slot i Hillerød, som han selv havde ladet opføre i 1580 og som også blev også benyttet som lysthus.

I oktober 1987 har byggeriet have været så langt fremme, at Frederik 2. kunne komme med ønsker til de senere og afsluttende dele. Eksempelvis skulle de piller, som skulle bære udsigtsplatformen, laves af sten i stedet for træ, og gulvbelægningen skulle være af træ og ikke fliser, men naturligvis sikres omkring kaminer og skorstene. Pladsen foran lysthuset skulle være beklædt med »mett huggen Steen«, som Badstuen ved Frederiksborg Slot var det.

Desværre fik kongen aldrig mulighed for at se sit lyst- og jagtslot stå færdigt. Han havde været på Haderslevhus og blev syg på vejen hjem. Han nåede til Antvorskov Slot, hvor han døde d. 4. april 1588.

Hvordan så lystslottet ud?

Eksternt link

Marienlyst Slot

OBS: Denne artikel er under udarbejdelse

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.