Lappen
- 3000 Helsingør
- Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”
Området Lappen
Lappen lå i ældre tid et godt stykke uden for den gamle bykerne i Helsingør som en selvstændig bydel. Den er opkaldt efter Lappegrunden, en lang sandbanke strækkende sig fra omkring pynten ved Kronborg langs kysten mod nordvest. Den både berygtede og farlige grund er omtalt i en selvstændig artikel i dette leksikon.
Området Lappen begynder fra med huset på Lappen 1 fra den tværgående vej Claessensvej. Det ligger over for Marienlyst Slot og slutter før Marienlyst Station og Hotel Marienlyst. Lappen er en meget harmonisk og velbevaret række af ældre huse, begyndende fra den tværgående Sundtoldvej, som ligger efter plejehjemmet Grønnehaven.
Bydelen Lappen
Bydelen Lappen opstod i slutningen af 1500-tallet under Frederik 2. og blev udbygget under Christian 4. i første del af 1600-tallet. En lang periode, hvor Helsingør takket være Øresundstolden voksede sig stor og rig og blev landets næst største by efter København. De oprindelige ”lappehuse” ved man ikke så meget om, men de har givet været relativt beskedne. En stormflod skyllede en hel række huse og haver bort i 1637. Det er i den sammenhæng, at man finder en egentlig bebyggelse omtalt for første gang. I løbet af 1600-tallet blev bebyggelsen grundlagt med 18 huse, hvoraf de fleste færgemænd. Det svarer nogenlunde til den bebyggelse, som Reesens kort fra omkring 1650 viser.
Kysten lå dengang nærmere husrækken på Lappen end i dag. Sundtoldvej blev inden 1896 kaldt Øresundsvej, og man kan forestille sig, at den har ligget tæt ved den tidligere kystlinje. Et kort over Helsingør, udført af Braunius omkring 1582, viser anløbsbroer ud for Lappen, hvorfra de mindre skibe kunne losse og laste. Man kan forestille sig, at eksempelvis byggematerialer er ankommet og afsejlet fra disse anløbsbroer.
Beboerne
Først og fremmest levede” Lappefamiliens” forsørgere af erhverv i nær tilknytning til havet, igennem flere generationer i de samme huse. Fiskere, matroser, færgemænd og lodser. Her var basis for et livsgrundlag side om side med andre med samme erhverv, som holdt til i den sydlige ende af byen Helsingør omkring Anna Queens Stræde. Skibe i Øresund, som kom nord fra, havde brug for færgemænd og lodser. Lister over husenes ejere viser, at færgemænd udgjorde den største del af beboerne. Lappen var derfor ikke et typisk fiskerleje, som man måske kunne tro.
Enkelte beboere på Lappen skilte sig dog noget ud. Byens bødler og natmænd havde i en periode deres bolig på Lappen. De har også haft til huse i Lundegade, tidligere Bøddelgade. I en artikel om henrettelser i Helsingør kan man læse lidt om disse "outsidere". Natmandens hus lå fjernt fra nærmeste naboer, på hjørnet af Nordre Strandvej og Opheliavej. Der lå det ældste Marienlyst Badehotel fra 1860. Natmandens Vænge lå også her, et sted så slemt, at helsingørske borgere med forstanden i behold undgik det. En kløft ved Ophelia Kilde hedder endnu Rakkerrenden. At der hændte mærkelige ting på Lappen, kan man læse om i Kenno Pedersens bog, nævnt neden for under litteraturhenvisninger.
Strandvejen ved Lappen
Der har været en relativ pæn trafik, selvom datidens strandvej ofte var umulig at færdes ad. En smal sandet vej førte fra Lappen til Godthaab Glasværk oprettet i 1848. Vejens fundament var et smalt stykke hævet havbund og var udsat for hyppige overskylninger. Man begyndte den første forbedring af strandvejen i 1870’erne, da Godthaab Glasværk blev udvidet.
Smugleri
De oven for omtalte anløbsbroer var hyppigt anvendte til ulovlig indførsel af varer. Lappen var et rigtig godt gemmested for smuglervarer, bekvemt langt uden for byens grænser og dermed for kontrol. Kadrejeri, en form for tuskhandel til søs, var også ret almindeligt. Martinus Galschiøt fortæller om smugleriet i 1840’erne i sin bog fra 1921: ”Helsingør omkring midten af forrige århundrede - studier og erindringer”.
OBS: Denne artikel er under udarbejdelse.
Litteraturhenvisninger
Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde – Skt. Annagade/Grønnehave/Lappen. Nordisk Forlag for videnskab og teknik, 2007.
Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.