Henrettelser i Helsingør

Galge, hjul og stejle

Når folk blev henrettet i gamle dage, skulle stedet være synligt på stor afstand enten fra søsiden eller ved vigtige indfaldsveje til byen fra landsiden. Galger, stager (en lang stang af træ), hjul og stejle (en pæl) var derfor placeret på et højt, synligt sted, såkaldte galgebakker. Det skulle være et eksempel til skræk og advarsel. Folk havde da heller ikke spor lyst til at færdes i nærheden af disse steder, som blev opfattet som uheldsvangre. De fyldte folk med gru og rædsel og var sikkert også forbundet med overtro. Galgesteder er temmelig sikkert et temmelig gammelt fænomen, men man ved med sikkerhed, at sådanne fandtes under både Frederik 2. såvel og Christian 4. Det var ikke ualmindeligt i 1500-tallet og 1600-tallet, at flere galger stod ved siden af hinanden. I Helsingør eksisterede en overgang to henrettelsessteder mod søsiden, og en tid også et ved indfaldsvejen fra Esrum og Søborg. Galgestederne blev af og til flyttet, som det fremgår af nedenstående. Det samme gjaldt for afstraffelser i Helsingør, et emne man kan læse mere om i en artikel i dette leksikon.

Stejlebakken

Det vigtigste henrettelsessted var synligt fa søsiden og lå tæt ved byen på Stejlebakken ved Svingelport (Svingelen). Det var i begyndelsen af Stengade (bag det nuværende nummer 1), hvor Københavnsvejen, den vigtigste vej til og fra byen, og den gamle Gurrevej mødtes. Det var også et godt sted til møller på grund af en højtliggende placering, og Cathrine Mølle stod senere her, indtil den brændte i 1891. En tegning fra omkring 1645 af Cornelisz Vroom viser en trekantet galge og muligvis en vippegalge. En sådan stod også ved Grønnehave (se afsnittet neden for under henrettelsesmetoder). Galger kunne etableres ved bestemte lejligheder, eksempelvis til at straffe to forbrydere for en speciel udåd ved Svingelen i 1650.

Galgestedet blev i 1585 flyttet fra Stejlebakken til Galgebakken. Det kan dog se ud som om, at henrettelser atter foregik på Stejlebakken senere. I hvert fald blev Ole Stenvinkel (Steenwinckel), bygmester og ingeniør, henrettet her af svenskerne d. 29. juli 1659. Han blev halshugget, parteret og derefter lagt på hjul og stejle for deltagelse i en sammensværgelse med det formål, at befri Kronborg for svenskerne. Borgmester Martinus Owe førte det første hug d. 04. september 1660, da Stenvinkels stejle blev omhugget, og hans ben kunne få en hæderlig begravelse.

Galgebakken

Måske var motivet for flytningen af galgestedet fra Stejlebakken til Galgebakken i 1585, at stedet skulle være mere synligt og kunne ses tidligere, når man kom fra syd. Kom man fra byen, lå Galgebakken ved Trykkerdammen på den sidste bakke før jernbaneviadukten og lige før Skanseøre. Denne skanse var et led i et forsvarsanlæg langs kysten fra 1807, omtalt i artikel om Kronborgs befæstning i dette leksikon. Den gamle landevej gik langs den gamle Søndre Strand uden for Trykkerdammen, neden for skråningen og videre langs det gamle Sjællandsøre, den lave kyststrækning ved Flynderborg. Det var inden en stormflod i 1817 tog et stykke af kyststrækningen, og landevejen blev derfor flyttet op på Galgebakkens skåning efter stormfloden. Endelsen ”øre” betyder en lav, sandet og fremspringende odde (som endelsen i ordet Helsingør). En vej bærer i dag navnet Skansørevej. Dette navn har afløst betegnelsen Sjællandsøre og er rykket sydligere til det høje, fremspringende punkt efter Trykkerdammen.

Stranden ved Grønnehave

Dette henrettelsessted lå ved Grønnehave uden for byen, på byens fælled (”Sletten”) og stranden (”Sanden”). Det lå på mellem byen og først Krogen, senere Kronborg ved den gamle Øresunds Toldbod (ikke Øresunds Toldkammer fra 1740) og var særdeles synligt fra søsiden. Her fandtes alt til faget henhørende: vippegalge nærmest mod byen, hjul og stejle til den anden side. Vippegalgen brugt til misædere såsom fribyttere og andre sørøvere. Alene i 1571 blev 32 fribyttere eller sørøvere lagt på hjul og stejle på stranden ved toldboden. Ved Grønnehave blev kvinder, som var blevet hængt ud som hekse, brændt på bålet på ”Sletten”. Man kan få en idé om placeringen af stedet fra et stik, udført af 1582 af Hans Knieper, fra Braunius' "Teatrum Urbium”. Toldboden blev brugt til opkrævning af Øresundstold indtil 1578, hvor den blev flyttet til Gl. Færgestræde, en del af Oksernes Gaard på Stengade 66. ”Faciliteterne” blev også brugt af militæret og var åbenbart et ”populært” sted, for adskillige forbrydere blev sendt til Helsingør for at blive henrettet. Vippegalgen blev endnu i 1787 brugt af militæret. Herefter lod kommandanten galgen flytte lidt længere ud mod Lappen for at skåne soldaterne for synet og lugten. Efter protester fra slotsforvalteren på Marienlyst Slot og beboerne på Lappen, understøttet af Magistraten, måtte kommandanten lade retterstedet flytte tilbage til det gamle sted.

Iskulebakken

Galgestedet lå på Iskulebakken ved Sct. Anna Kloster, som eksisterede fra 1440-1570, blev revet ned efter reformationen af Frederik 2. og erstattet af Lundehave, forløberen for Marienlyst Slot. Man antager, at stenene fra klostret blev brugt til opførelse af Kongens Mølle.

Henrettelsesmetoder

Afstraffelse kunne lægge op til dødsstraf. At blive pint på forskellig vis, kunne få folk til at tilstå, og så var vejen ikke lang til næste skridt (se også artikel om afstraffelser i Helsingør i dette leksikon). Dødsstraf forekom i mange afskygninger, og der var en slags gradbøjning, parallelt med ydmygelse og æresbegreber. Større straffesager blev som regel afgjort i Rådstuen på Rådhuset. Rådstueretten var i visse kommuner sidestillet med tingsretten. I artikel om Bytinget i dette leksikon kan man læse lidt mere om retsvæsenet i ældre tid. Ophængning i galgen var beregnet for tyve, drab og andre alvorlige forbrydelser. Hvis forsoning eller mandebod ikke lykkedes, blev man henrettet med sværd eller økse. En tillægsstraf for tyve kunne være afhugning af en hånd, mens de var i live. Hvis tyve eller folk, der blev beskyld for at have udøvet trolddom blev pint inden henrettelsen, var der ikke tale om en tillægsstraf, men blot en skærpet forhørsmetode. En grundig gennemgang af retsvæsenet i Helsingør i gamle dage findes i neden for nævnte ”Helsingør i sundtoldstiden”, bd. 2, side 95-192.

Vippegalgen var virkelig afskrækkende. Det var en galge med en kran, hvori den dømte hejstes op med bagbundne hænder og fik armene revet af led under nedstyrtningen. En trekantet galge var effektiv og ”rummelig”. En af den slags havde man i Tyburn i London, og den kunne rumme hele 24 henrettede personer. En metode i langt tilbage i tiden kunne være at lade flere heste trække et levende legeme fra hinanden ved at gå i hver sin retning. Metoderne var (også) fantasifulde i de gode gamle dage

Ved halshugning var at ”strække hals for sværd” finere end halshugning med økse og afbrænding på bål g gav ret til andel i kirkens sakramente. En bøddels kunst kunne måltes på hans evne til at anvende sit sværd. Resten måtte ikke blive begravet i kristen jord og skulle af rakkere nedgraves i bakken til galgestedet. Det drejede sig om de fleste, som blev henrettet med økse, blev klynget op i en galge for slet ikke at tale om de forbrydere, som fik parteret deres kroppe. Det skete oftest efter halshugning, hvorefter de blev lagt på hjul og stejle til ”spot og spe” (spe: genstand for hån), skræk samt advarsel. Hjul og stejle var i ældre tid en skærpet straf for eksempelvis rovmord og kunne ydermere suppleres med hovedet på en stage. Ved t følge link om emnet, kan man læse, hvor modbydeligt og vanærende det var. Den berømte J. F. Struense blev udsat for denne behandling. Denne straf fandtes stadig i lovgivningen så sent som 1866, men den blev dog i løbet af 1700-tallet og 1800-tallet ofte formildet til halshugning eller livsvarigt fængsel.

I 1892 blev den sidste henrettelse i Danmark fuldbyrdet efter den gamle lovgivning, udført med en økse i Horsens Statsfængsel. Dødsstraf blev ophævet i 1930, men blev indført på ny efter Anden Verdenskrig i 1945 i tillæg til borgerlig straffelov. Den vedrørte landsforræderi og anden landsskadelig virksomhed, begået under besættelsen. Dødsstraf kan stadig effektueres for personer, der under krig eller besættelse gør sug skyldig i landsforræderi højforræderi, groft angiveri og drab efter lov af 07. juni 1952. I den militære straffelovgivning afskaffedes dødsstraf i 1978.

Afbrænding på bål var fortrinsvis forbeholdt hekse, visse andre kategorier af personer, såsom sørøvere, er også blevet brændt på bål. Hekse var som regel kvinder, som blev beskyldt for at være i besiddelse af magi og udøve trolddom mod folk eller dyr. Ofte var heksene blevet pint først, det ”fremmede” erkendelse af skyld. Behandling af hekse hørte altid under bøddelen, en ekstra ydmygelse og vanære (se også artikel om afstraffelser i Helsingør i dette leksikon). Hekseafbrændinger kulminerede under Christian 4., og alene i 1626 blev otte hekse brændt på bål på stranden ved Grønnehave. Om dette handler hæftet om Birgitte Skaaning og andre hekse, nævnt under litteraturhenvisninger. på bål på stranden ved Grønnehave) (otte hekse i 1626, s.12 i hæftet om Birgitte Skaaning) De fleste hekseafbrændinger skete ved, at heksene blev bundet til en stige og væltet ind i bålet. Hekseafbrændinger fandt sted i Danmark fra 1540-1693, hvor ca. 1000 mennesker blev brændt. Den ældst kendte afbrænding fandt sted på Møn i 1540 Danmarks mest berømte heks hed Maren Splids. Efterhånden mindskedes antallet af hekseafbrændinger for til sidst at ophøre helt. Den sidste heks, den 74-årige Anne Palles, blev brændt i Nykøbing Falster i begyndelsen af april i 1693 efter en retssag, der havde stået på siden september året før. Hun blev dog ”humant” halshugget inden afbrændingen. Lokale vidner erklærede under retssagen, at hun havde skadet mennesker og dyr på Falster ved bl.a. at have forgjort herredsfogeden Morten Faxes kvæg.

Uheldige bødler

En uheldig halshugning fandt sted på ”Sletten” uden for byen, da mestermanden Anders Aalborg i juni 1582 skulle halshugge Johanne. Han flygtede bagefter og endte med selv at blive slået ihjel. En ny mestermand Anders Fynbo tiltrådte sin gerning i 1582, men måtte sættes fra bestillingen, da han ikke udførte sit job ordentligt. Da han ydermere stak en skipper ihjel, blev han henrettet i 1583. Bertel Bøddel blev hængt på grund af tyveri i 1552 (se også hvordan det kunne gå, hvis man blandede sig i andres erhverv i afsnit neden for om natmænd).

Bøddel, rakkere og natmænd

En bøddel, også betegnet mestermanden eller skarpretteren, var ansat under byfogeden (se artikel om Bytinget i dette leksikon) og kunne godt være en tidligere straffet person. Han blev anset for at være en uærlig mand og boede nord for Sudergade i Bøddelgade, som først i 1847 fik ny navn til Lundegade. Kronprins Frederik (senere Frederik 6) havde planer om ophold på Marienlyst Slot og beordrede i 1793 bødlen flyttet bort fra Lappen, og det til trods for at der var langt til nærmeste nabo.

Det krævede hjælp fra borgerne at få rejst den store, tunge stige op til tværbjælken på galgen, hver gang en synder skulle henrettes. Men det vakte modvilje, genstridighed og opsætsighed. Folk ville ikke have med det at gøre, heller ikke håndværkere, når galger skulle repareres. Vanæren smittede og kunne medføre udelukkelse af forskellige sociale sammenhænge. Borgerne måtte derfor gøre det i fællesskab. Som nævnt ovenfor omhuggede borgmester Martinus Uwe selv Ole Stenvinkels stejle.

Bøddelen og hans hjælpere holdt til uden for byen i Natmandens Vænge eller Mestermandsvangen, et område, man ikke ville for nær. Området blev i 1500-tallet kaldt for Kagholmen, et område, hvor afstraffelser fandt sted. Rakkermænd og natmænd havde et foragtet erhverv og anset for at være uærlige. De rangerede derfor i bunden af samfundets hierarki de mest ringeagtede og usleste af alle. Området omkring Marienlyst Badeanstalt var engang Natmandens Vænge. Rakkeren var en betegnelse for natmanden, den tids renovationsfolk. De rensede folks ”hemmeligheder”, fejede skorstene og slog løsgående hunde ihjel og slæbte ådsler ud af byen. Udførte en borger selv sådanne gerninger, blev man selv uærlig og foragtet som selve bøddelen. Derfor måtte man tage sig vældig i agt.” Det gik så galt for Bernt Hollænder, som selv rensede sin ”hemmelighed, at han blev forvist fra byen i 1583. Da Bertel Bøddel blev hængt for tyveri i 1552, måtte Henrik Badskær forbyde sine svende at hjælpe med at rejse stigen ude ved galgen.

En kløft i vænget kaldes i dag for Rakkerrenden. Efterhånden løsrev bødlerne sig fra indvandrede mestermænd mødte fra første færd velvilje fra øvrighedens side. Først omkring 1850 nedlagdes natmandsbevillingen, og den sidste natmand fik lov til at fortsætte med at slå hunde ihjel. Første ”ærlige” skorstensfejer Bose søgte eneret i 1792 til at udføre dette erhverv. Først op gennem 1900-tallet er renovationsarbejderen blevet mere velanset, alene betegnelsen fortæller noget om den udvikling.

Bøddelsværd som krigsbytte

Under Karl Gustav-krigene blev bøddelsværdet fra Helsingør taget som krigsbytte. Det befinder sig i dag på Skokloster ved Stockholm i Sverige. Det tilhørte Meister Marten Scharfrichter, hvis navn blev indgraveret på klingen for at man kunne se, at han var en uærlig mand. Betegnelsen Scharfrichter (skarpretter) skal opfattes som et tegn på et løft af standen, jævnfør oplysningen ovenfor om indvandrede mestermænd. Sværdet hang sædvanligvis i Rådstuen på Rådhuset, som igennem mange århundreder har ligget i Stengade (nummer 59-61).

Litteraturhenvisninger

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929.

Kenno Pedersen: Da Birgitte Skaaning og syv andre kvindfolk forheksede Helsingør. Nordisk Forlag, Helsingør, 1985.

Kenno Pedersen: Blandt bødler og andre skarnsfolk. Nordisk Forlag, Helsingør, 1987.