Øresundstolden og Helsingør

Helsingørs fantastiske historie

Hvorfor har Helsingør en fuldstændig enestående historie og skiller sig ud fra alle andre byer i landet? Først og fremmest på grund af Øresundstolden. Artiklen skal ikke handle om Øresundstolden i sig selv. Den er et forsøg på at indkredse, hvilken indflydelse og påvirkning den har haft på byen i perioden fra 1429-1857. Også lidt om udviklingen i byen i årene efter dens ophør.

Sildene i Øresund

Allerede Kong Abel fastsatte en afgift i 1251 af ”Ummelandsfarere” på skånemarkedet, d.v.s. skibe, som havde rundet Skagen. Silden var den alt dominerende handelsvare og omdrejningspunktet for Østersøen, som helt tilbage i tiden var vigtig at beherske. Fra omkrig 1370 var afgiften blevet opkrævet i Helsingborg. Mængden af sild i Østersøen havde sin storhedstid omkring Valdemarernes tid i 1200- og 1300-tallet. Derefter svømmede silden længere og længere mod nord, bort fra skånemarkedet i Sydsverige ved Skanør med Falsterbo. På den tid lå Helsingør som et større fiskerleje i bugten syd for den nuværende by omkring Flynderborg.Mod landsiden var byen gemt bag et vildnis af skov, hede, søer og moser og havde meget lidt naturligt opland. Fiskeri var byens hovederhverv.

Øresundstolden

Sildens tilbagegang var således en væsentlig baggrund for, at Erik af Pommern indførte Øresundstolden omkring 1429, en slags erstatning af afgiften fra sildemarkederne. Helsingør var et oplagt valg til opkrævning af denne told, beliggende ved Østersøens smalleste sted og så tæt ved Sverige. Byens strategiske nøgleposition i forhold Østersøen var som skabt til at beherske ind- og udsejling. Som en slags modydelse skulle kongen sørge for, at Øresund holdtes fri for sørøvere. Det lykkedes i stor grad, og derfor blev mange sørøvere henrettet i Helsingør (se mere om emnet i dette leksikon). Skibe blev efterhånden større, mere rummelige og kunne sejle længere. Den internationale konkurrence om handel, magt og position øgedes, om herredømmet over Østersøen, den vigtigste handelsrute i århundreder. Håndhævelse og opretholdelse af herredømmet var et vigtigt anliggende, og det måtte komme til styrkeprøver lande imellem, i yderste konsekvens i form af krig.

For at effektuere Øresundstolden byggede Erik af Pommern slottet Krogen på ”øret” som afløser for det tidligere Flynderborg (senere Kronborg). Øresundstolden skal ikke forveksles med den almindelige told (omtalt i Byporte i Helsingør i dette leksikon). Toldkammeret havde gennem tiderne forskellige placeringer, men det sidste flotte Øresunds Toldkammer lå hvor Wiibroe Plads er i dag. Kongen gav Helsingør købstadsrettigheder i 1426, og byens grundstruktur med de lige gader opstod med Stengade og Sct. Anna Gade som de to hovedstrøg (i middelalderen benævnt hærstræde). På kongens foranledning kom munkeordenen Karmeliterne til byen, fik en stor grund, hvor de opførte Vor Frue Kloster (med den berømte Laxmandsal) og Sct. Mariæ Kirke opført. Kimen til en betydningsfuld og international by var lagt.

Befolkningsgrupper

En helt ny embedsstand dukkede op omkring opkrævning og administration af Øresundstolden, og den øgedes i takt med det voksende antal skibe. Dertil kom en ret stor gruppe militærfolk knyttet til Kronborg. De mange skibe bidrog til rigtig mange sømænds ophold i byen. Mange nationaliteter var repræsenteret i byen. Skibene skabte et rigt handelsliv til en masse forretningsmænd af forskellig slags på forskellige planer: mindre købmænd, skibsprovianteringshandlere, byens hovederhverv; få storkøbmænd, grosserere, skibsklarerere, senere konsuler, som ofte var ret indflydelsesrige; embedsmænd i forbindelse med byens styre; mange levede indirekte af Øresundstolden som eksempelvis færgemænd, ”brokapere” (skibsklarerernes handelsbetjente), småhandlende som kadrejere, karantænefolk. Mange ansatte krævedes i servicerende erhverv; det kunne være indenfor fødevarebranchen såsom bagere, slagtere, grønthandlere, fiskere; beklædning skulle også til i form af tøj og sko (syersker, skomagere (Sudergade), masser af forskellige slags håndværkere i byggebranchen og andre sammenhænge (mange holdt til i Skt. Olai Gade): snedkere, tømrere (skibe, inventar samt byggeri), murere, smede, apotekere, badskærere, mange ufaglærte arbejdere og tjenestefolk. Der var brug for mange drikkevarer og derfor mange ansat i et utal af knejper, beværtninger, bordeller til de mange sømænd og soldater i byen. Inden reformationen i 1536 var der gejstlige, munke, tiggermunke, lærere i tilknytning til klostrene, afløst af præster og andre folk knyttet til kirken.

Liv og glade dage

Helsingør var med sin internationale berømmelse og sit kosmopolitiske præg i front, når det drejede sig om og nye tiltag og mode i mange henseender. Skibene var tvunget til at lægge til for at betale Øresundstold. Skibsfarten og handelen med de passerende handelsskibe fra alle lande var grundlaget og livsnerven for byen i Helsingør. Tilværelsen til søs kunne være ret hård, både hvad angår vejrforhold og bekvemmelighed generelt. At lægge ind til byen gav mulighed for at hvile, more sig og handle efter mange dage i søen. Varer udveksledes skib og skib imellem, og sundtoldsmarkedet var populært. Her handledes med alskens varer. Der kunne ligge helt op til 300 skibe, når der var flest. Søfolk og soldater fra garnisonen fra Kronborg fyldte godt i byens gader, ofte meget tørstige, ofte meget fulde. Omkring 600-900 underofficerer og menige soldater kunne være fast knyttet til garnisonen og blev indlogeret privat indtil 1785, hvor en kaserne blev oprettet på Kronborg (ophørte i 1924, militæret forsvandt dog først helt i 1991). Mange havde også deres familie indkvarteret samtidig. De overordnede boede på Kronborg. I perioder med krigstilstand (der var mange) kunne antallet mere end fordobles ved tilførsel af lejesoldater, ofte fra andre lande. De blev som regel samlet på Kronborg og overnattede i barakker eller i kasematterne. De har givet tilført en del liv i byen det tidsrum, de var til stede. Det førte også uvægerligt til slagsmål og også nu og da til drab. Forskellige former for kriminalitet, tyveri, toldsvig, smugleri var en ligeledes en uundgåelig sideeffekt af det gevaldige leben i byen. Retsvæsenet måtte træde i funktion (lidt om dette i artikel om bytinget, afstraffelser, henrettelser i Helsingør og om Helsingør Kirkegård i dette leksikon).

Kronborgs rolle

I løbet af 1500-talet kom der rigtig gang i byens vækst. Frederik 2. fik bygget Krogen om til det større og prægtigere slot Kronborg for at sætte magt og kraft ved opkrævning af Øresundstold. For at fremme væksten i byen gav han gratis byggegrunde i Stengade og ti års skattefrihed for at opføre bygninger i sten og fem år for bygninger af træ. Navnet Stengade kan have noget at gøre med huse sten og brolægning af gaden). Opførelsen af Kronborg hang sammen med opkrævning af Øresundstolden, og det i sig selv gav liv til byen med de mange håndværkere og arbejdere, der kom til byen. Militærets tilstedeværelse på slottet og i byen på gav liv til byen (se også afsnit om liv og glade dage ovenfor). Efter Karl-Gustav-krigene blev Helsingør en grænseby, og det krævede også i fredstid militærets tilstedeværelse. I selve byen krævedes vagtposter ved byportene (se artikel om disse i dette leksikon). Kongeligt besøg på slottet forekom, og slottet dannede ramme om fester. F.eks. blev Christian 4.s ældre søstre Elisabeth og Anna gift her. Kronborg skabte liv og prestige og berømmelse til byen, som i forvejen var meget kendt international, specielt i Europa. Det var næppe tilfældigt, at Shakespeare anvendte slottet som ramme for sit skuespil ”Hamlet”. En anden side af sagen var, at kogen var nødt til at låne service og køkkenudstyr af byens borgere for at klare de store fester.

Variable indtægter

Frederik 2. satte Peder Oxe (fra slægten Oxe, se Oxernes Gaard i Stengade 66) til at skaffe flere penge i sundtoldskassen. Sundtolden var i begyndelsen en rosenobel pr. skib, men Peder Oxe ændrede tolden til lasttold i stedet for. Det skæppede rigtig godt i kongens private kasse og kunne anvendes til finansiering af slotte (Kronborg eksempelvis) og krige, som slugte mange penge. Rigtig smart var det, fordi skibene blev større, kunne sejle længere og medbringe større last og specielle varer, alt sammen medvirkende til større indtægter. Hilste et skib ikke korrekt eller forsøgte et skib at undlade at betale, blev der fyret varselsskud af enten fra Kronborg eller fra vagtskibet i Øresund. Episoden blev opfulgt af ”mulkt”, skydepenge for krudt og kugler. Fattigdom, rigdom i byen fulgte tidens generelle konjunkturer og formindskedes eller forøgedes i takt med sejlskibenes antal. Når krige og pest hærgede, sejlede færre skibe igennem sundet. Det kan man aflæse af regnskaber og statistik fra Øresundstolden. Man kan også se, at vintrene ikke var så indbringende, fordi sejlskibene lå stille på grund af is og vinterstorme. Den lille istid gennem et par hundrede år herskede stadig i første del af 1800-tallet, og Østersøen kunne være særdeles barsk at besejle. Til gengæld kunne skibe overvintre i Helsingør, benytte lejligheden til en evt. reparation.

I 1792 passerede eksempelvis 12.114 skibe, men hen imod Englandskrigene i 1799 kun 7.848. Mellem 1800 og 1819 var der stilstand i skibsantallet og en stigning mellem 1820 og 1839. Det højeste antal skibe blev registreret mellem 1840-1849. Krige afbrød handelen, men skabte også øget efterspørgsel, en dobbelthed.

De gode tider

Byens befolkningstal kulminerede under Christian 4. omkring 1625 (inden et pestangreb samme år) med tæt på de 10.000 indbyggere, et rigtig højt tal på den tid. Som den næststørste by i landet var Helsingør ikke uden grund i konkurrence med København. Handelslivet blomstrede i den florissante periode, og det blev en af de mest indbringende og rige perioder i Helsingørs historie. Det kan ses på huse i ”den fine ende”, Stengade og Strandgade, bygninger, som stadig eksisterer (se en række artikler i dette leksikon om en række specifikke ejendomme i den nordlige ende af Stengade og Strandgade - med de ”høje” husnumre). Det smittede også af på velstanden generelt i byen. Indbyggere, der boede andre steder end i de fine gader, kunne måske også få råd til at demonstrere, at det gik godt. Det kunne aflæses på levevis, men også på boligforhold. Modernisering af boligen ved ombygning eller måske blot fornyelse af det umiddelbart synlige, nemlig facaden ud mod gaden. Det betød dog ikke, at der ikke fandtes fattige i Helsingør. De boede bl.a. i kvarteret omkring det gamle kloster mod syd. De nuværende gadenavne som Munkegade, Klostergade og Sortebrødrestræde (fejlagtigt benævnt Gråbrødrestræde i mange år) fortæller, at her lå et kloster, Sct. Nikolai, som blev revet ned efter reformationen.

Krige, pest, vintre

Fra 1625 tidspunkt gik det ned ad bakke. Christian 4. var en af de værste til at skrue Øresundstolden i vejret (gjorde det vist nok hele otte gange). Riget fattedes penge i Christian 4.s senere år, og det fortsatte gennem hele midten af 1600-tallet og den første del af 1700-tallet. Beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen og den og den store skibstrafik var positiv for Helsingør i gode tider. De samme forhold havde en tilsvarende bagside. Byen var således særlig hårdt ramt i forbindelse med krige, men også sygdomsepidemier som pest i Helsingør ramte ofte hårdt.

Øresundstolden blev meget påvirket af pestangrebet i 1710-1711. Der var virkelig fattigdom og forarmelse efter Karl-Gustav-krigene, men atter stille vækst efter afslutningen på Store Nordiske Krig i 1720. I forbindelse med krige, især de mange krige med svenskerne, lå Helsingør i forreste række og blev derfor ramt særlig hårdt. Krige afbrød handelen, men skabte også øget efterspørgsel, en dobbelthed. Pestangrebet i 1711 havde en så langvarig effekt for byen, at tilstanden først blev bedre i anden halvdel af 1700-tallet. Soldater og krige var en gevaldig byrde for befolkningen, som det fremgår af afsnit om liv og glade dage ovenfor. Soldater kunne også gå håndværkerne i bedene ved at skaffe sig lidt ekstra fortjeneste. Ydermere måtte man døje med ekstra udskrivninger og ydelser i naturalier i krigstider.

Den irriterende Øresundstold

Det kunne være irriterende og forsinkende at skulle lægge til ved Helsingør, især når vinden var god til videre sejlads. Sejlskibe var totalt afhængige af vind og vejr. Når vind og strøm hindrede skibe i at lægge til ved Helsingør, kunne der ligge rigtig mange, helt op til nogle hundrede, og vente ude på Sundet. Omvendt kunne det skabe en enorm travlhed og ventetid, når skibene kom så at sige i ”bølger” og kunne lægge til. Der kunne ligge over 300 skibe, når det gik virkelig højt. De større skibe måtte ankre op på rheden og kunne i stærk blæst og uroligt vand ligge og banke ind i hinanden, så rigningerne blev filtret ind i hinanden. Det kunne de være flere dage om at udrede.

Opkrævning af Øresundstolden blev flyttet fra Helsingør til København fra 1519. Det var et administrativt bøvl og voldte stort besvær for skibene. Bag dette stod den forhadte Mor Sigbrit, som ihærdigt overvågede betalingen, ofte i egen person fra en båd. Da Christian 2. blev forvist i 1523 fulgte hun med, og Øresundstoldens opkrævning blev flyttet tilbage til Helsingør.

Protester mod tolden voksede

At den var et groft overgreb på internatonal skibsfart, var en anden sag. Derfor var det også temmelig mærkværdigt, at det kunne lade sig gennemføre i omkring 428 år (1429-1857). Ganske vist ikke uden en del protester og positiv særbehandling og undtagelser for visse lande/byer undervejs, ikke mindst efter afslutningen på Karl-Gustav-krigene i 1660. Som en konsekvens blev Sverige blev toldfri efter krigene lige indtil Store Nordiske 1720 - det var måske derfor det kunne fortsætte - men kompliceret var det. Til sidst var der ingen argumenter for at lade Øresundtolden fortsætte, og særligt USA pressede på. Det endte med ophør og en temmelig stor erstatning.

Øresundstoldens ophør

Der var fortsat gode forretningsuligheder i mange år efter Øresundstoldens ophør, selvom handelslivet var dalende. Den internationale skibsfart øgedes vældigt i årene op til1870’erne, og de stadig mange sejlskibe var stadig var afhængige af vind og vejr. Når skibene herefter af forskellige årsager lagde ind til Helsingør, kunne man være sikker på de skulle proviantere. Et bevis herpå var, at N. P. Kirck, som boede i Strandgade 81-83, havde byens største omsætning i 1859. Den største ændring og det, der i virkeligheden blev mest ødelæggende for byens handelsliv, var dampskibenes gradvise indtog. Skibene blev større, kunne medbringe mere proviant og var desuden uafhængige af vind- og strømforhold. Der var to træskibsværfter, Løve og Barfoed & Rohmann, i byen. Det sidste ar skibsreder I. S. Pontoppidan medejer af (efter hvem Pontoppidansvej er opkaldt). Fra 1860’erne havde man satset for længe på en handelsflåde bestående af sejlskibe med det dominerende rederi I. S. Pontoppidan i spidsen. Med udvidelsen af Helsingør Havn i 1862 håbede man kunne trække skibe til. Træskibsværfterne brugte de muligheder, de havde og satsede også på reparation af de mindre dampskibe. Fra omkring midten af 1870’erne blev det vanskeligere at klare sig. Desuden gik en del af skibstrafikken gik til Helsingborg, som netop i de år havde fået udvidet havnen betragteligt. Den på begyndte havneudvidelse i 1878 ændrede ikke på udviklingen.

Industrien tager over

Udviklingen af byens livsgrundlag efter ophævelsen af Øresundstolden skete i det store og hele gradvist. Handelslivet var i jævn tilbagegang gennem sidste del af 1800-tallet, men en forholdsvis veludviklet industri knyttet til byen fandtes heldigvis allerede omkring 1850 (eksempelvis I. L. Tvedes Spritfabrik og Wiibroes Bryggeri). Det industrielle gennembrud kom dog først, da Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri blev anlagt 1882 og erstattede de to træskibsværfter. Det skete i erkendelse af, at de hidtidige tiltag ikke rakte til fremtiden. Den internationale handelsby med søfart som grundlag begyndte at udvikle sig til industriby. Skibsværftet havde behov for megen arbejdskraft og måtte hente ude fra, bl.a. Sverige og Nordtyskland. Udvidelser fulgte, og værftet blev siden hen en rigtig stor arbejdsplads, den alt dominerende i byen. En masse underleverandører til skibsværftet fulgte i kølvandet, nye erhverv og nye arbejdspladser i tilgift. Håndværkere og lønarbejdere kom til at præge byen, hvis mønster blev brudt op og sat sammen på en helt anden måde end hidtil. Detailhandelen vandt frem på bekostning af skibsprovianteringshandlerne, butikker med udstillingsvinduer opstod rundt omkring i byen. I 1880 boede der knap 9.000 indbyggere inden for byens grænser. Efter 1880’erne blev en række boligbyggerier påbegyndt uden for byen. Indbyggertallet var i 1906 steget til lidt over 14.500, hvoraf en tredjedel hørte til arbejderstanden. Et vidnesbyrd om en markant omstilling og udvikling af byen, som var i gang.

Jernbanens indtog

Jernbanen blev af vital betydning for transport af gods og dermed for industri og erhvervsliv. I 1864 kom Nordbanen via Hillerød til Helsingør. Den nåede dog aldrig helt at få den betydning, som åbningen af kystbanen i 1897 fik. Det blev muligt at komme fra København og tilbage på én dag og for mange flere mennesker, og turismen voksede. Den nye Helsingør Station blev åbnet i 1891. Besøg og sommerophold var tidligere forbeholdt de mere velstillede, som kunne opholde sig på Hotel Marienlyst, men den mulighed bredte sig også til mange flere mennesker. I takt med jernbanen udvikledes Helsingør-Helsingborg overfarten.

Litteraturhenvisninger

Mellem Helsingør og Kronborg. 71 historier i tekst og billeder. Ved Lars Bjørn Madsen og Kenno Pedersen. Helsingør Kommunes Museer, 2005.

Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Helsingørs søhandel - dens storhedstid og endeligt, side 124-127).

Kenno Pedersen: Det gamle Helsingør. Hellerup, Dansk Bladforlag, 1982 (heri forskellige artikler, bl.a.: Da Helsingør blev industriby, side 112-116; Da jernbanen kom til Helsingør, side 132-135).