Hellebækgaard
En gård og dens beboere gennem tiderne
"Teglstrup, en liden fæstegaard"
Hellebækgaard er nævnt første gang i 1576 og var en ”liden fæstegaard” ved standen under navnet Teglstrup. Frederik II sørgede for, at gården blev ombygget til ladegård for Kronborg og forsynet med et haveanlæg. Men da kongen i 1588 døde få dage efter brevets udstedelse, nåede han ikke at opleve resultatet. Gården blev kun anvendt som ladegård i kort tid. Man ved, at kongelige gemakker blev indrettet i gården.
Christian 4. anvendte stedet til overnatning, når han var på inspektion. Man må forestille sig en almindelig bondegård med lavloftede stuer. Han var godt tilfreds med de beskedne og hyggelige forhold i disse omgivelser som en afveksling til de store og kølige sale på Kronborg. Han kunne også vælge at spise i Lundehave, det senere Marienlyst Slot, hvortil der hørte køkkenhave. Han førte nøje opsyn med området efter etablering af industrien i Hellebæk i begyndelsen af 1600-tallet. Hermed var kimen til Hellebæk som samfund og by lagt. Først med Kronborg Geværfabrik og senere Hellebæk Klædefabrik som omdrejningspunkt.
Gården Hellebæk
Gården bortforpagtes i 1619 og blev atter fæstegård. Tre år senere hæves fæstet, og herefter kaldtes gården Hellebæk (”Hellebeck”). En bestyrelse anvendte denne til administration af Hammermøllen i en årrække, mens Gjethuset (kanonstøberiet) i Lundehaven blev befæstet. Det tog 15 år, og i 1640 bliver gården atter fæstegård. Den har formodentlig mistet sin betydning efter geværfabrikken og områdets tilbagegang og forfald efter 1630 samt svenskernes hærgen i Hellebæk efter erobringen af Kronborg i 1658. Albrecht Carstensen, som havde med landbrug og fiskeri at gøre, omtales i 1681 som boende på gården. Gården blev købt og istandsat af en indvandrer fra Skåne, som ikke ville være underlagt svensk herredømme.
Hellebækgaard
Andreas Godske, søn af denne skåning, var gift med Birgitte, som blev enke i 1709. Der var tale om, at kammerjunker Hans Caspar von Platen skulle overtage Hammermøllen (”Hammer- og Jernværksmøllen”). Han ønskede derfor at købe enken ud af gården, men hvordan det gik hermed, ved man ikke. På grund af lemfældig omgang med statens penge fik han 11 års fængselsstraf. Muligvis døde enken under pestepidemien i 1710-11.
Gården forpagtedes efter enkens død til Henrich Ohlsen Askanius, formodentlig søn af præsten i Blistrup Henrik Christensen Askanius. Amtsforvalter over Kronborg Amt, Lorentz Juuhl, havde bestyret Hammermøllen fra 1717. Et skøde på ejendommen fortæller, at han købte gården omkring 1728 og at gården nu kaldtes ”Hellebækgaard”. Han måtte imidlertid i fængsel, da han udførte en slags ”kreativ bogføring”, som man nok ville betegne det som i dag. Han havde taget betaling for geværer og bajonetter, som han aldrig havde leveret. Et dokument fra 1740 fortæller, at han må være kommet tilbage til Hammermøllen og er begyndt at afdrage sin gæld to år før han døde i 1742.
Stephen Hansen
Siden omkring 1640 havde økonomisk ustabilitet præget virksomheden og området, som kom til udtryk i form af en række kriser, som skyldtes krigstilstand, pengemangel og ukvalificeret arbejdskraft. Først da fabrikant og overkrigskommissær Stephen Hansen regimentsskriver Stephen Hansen (1701-1770) i 1743 overtog Kronborg Geværfabrik med hele den dertil hørende industrivirksomhed, de store jord- samt skovarealer, kom der for alvor styr på foretagendet. Med sin dygtighed havde han arbejdet sig op fra grunden.
Stephen Hansen koncentrerede sig om produktion af våben, udbyggede, forbedrede og gjorde Hellebæk, som byen nu kaldtes, til et betydningsfuldt industrisamfund. Han importerede udenlandsk, kvalificeret arbejdskraft, og produktionen voksede. Bygninger og vandløb blev bragt i orden, og der blev bygget nye møller og boliger til fabrikkens ansatte.
Hellebækgaard -et nyt ”lystslot”
Stephen Hansen opførte i 1747 en herskabsbolig i rokokostil i stedet for den gamle Hellebækgaard. De gamle længer med bindingsværk blev fjernet, og de nye bygninger blev alle grundmurede. Med den statelige hovedbygning som centrum omsluttede tilbygninger gården efter barokkens principper. Det et etages høje palæ med kælder var forsynet med en kvist (også benævnt gavl, frontispice) på hver side, et flamsk spir med et urværk og klokkespil og et tag af glaseret tegl. En trappe af tilhugne sten markerede hovedindgangen. To smallere udbygninger blev tilføjet hovedbygningen mod øst og vest. Den østlige af de to tværgående toetages bygninger er færdigbygget i 1664, men de gamle længer mod vest stod der stadig.
En beskrivelse af bygningen foreligger fra den tid, da Stephen Hansen afhændede Hellebækgaard i 1765. Man kan derfor i nogen grad aflæse, hvad Stephen Hansen udførte og hvad der siden blev foretaget.
Stephen Hansen fik i 1752 bevilling på drive kro i ”Aaalsgaard”. Den eksisterende krostue og brændevinsknejpen gik ikke godt, og sandsynligvis af hensyn til folk på fabrikken flyttede han kroen til Hellebækgaard, hvor den kom til at ligge i den østlige tværbygning. Det indbefattede et brændevinsbrænderi og ølbryggeri.
Det må være gået godt for Stephen Hansen, for han lod også et palæ i Strandgade 95 opføre fra 1759-1761 i Helsingør, hvor han ligeledes anvendte Philip de Lange som arkitekt. Han er bl.a. kendt for mastekranen fra 1749 på Holmen i København. Stephen Hansen trak sig tilbage som godsejer i 1865, og våbenfabrikken blev sat til salg igen, nu officielt under navnet Kronborg Geværfabrik (”Cronburger Gewehr Fabrike”). Det var en yderst veldrevet virksomhed, som var til overtagelse på dette tidspunkt.
Heinrich Carl von Schimmelmann
Den dygtige og enormt rige lensgreve og baron Heinrich Carl von Schimmelmann (1724-1782) overtog geværfabrikken og godset i Hellebæk med alt dertil hørende i 1768. Hellebæk Gods blev betegnelsen for hele den sammensatte virksomhed med industri, skovbrug og landbrug med kornavl og kvægdrift, og godset blev administreret fra Hellebækgaard. Ligesom Stephen Hansen havde denne mand arbejdet sig op fra grunden til samfundets top.
Under Den Preussiske Syvårskrig (1756-1763) havde han tjent store penge på krigsleverancer, især korn til Frederik den Stores hær. For at redde sin let tjente formue, som Frederik en Store muligvis gerne ville have del i, drog han til Danmark. Rygtet gik på, at han havde taget af Frederik den Stores krigskasse og at han under sin flugt fra Tyskland var blevet reddet af sin hvide hest, der havde svømmet med ham over Øresund. Han kom i land ved Hellebæk, og derfor slog han sig ned der. Hesten blev begravet ved skoven, men gik igen. Så man genfærdet, ville man være død inden der var gået tre dage.
H. C. Schimmelmann blev knyttet til den danske regering som finansiel rådgiver og garant i 1761, formidlede store lån til den danske stat og sanerede statsfinanserne ved at sælge krongods fra. Han blev optaget i Kommercekollegiet (et ministerium for handel i enevældens tid) i 1767. Han fik i 1768 titel af skatminister. Selv købte han krongodset Lindenborg og statens sukkerplantager på De Dansk Vestindiske Øer. At han havde god forstand på penge, kan næppe betvivles, heller ikke, at hans store succes som handelsmand beroede på en vis hårdhed i den sammenhæng. Et af hans skibe med det romantiske navn ”Grevinde Schimmelmann” dækkede over et noget mindre romantisk indhold, nemlig slavehandel (se også omtale i artikel om Kronborg Geværfabrik i Helsingør Leksikon, hvor den transatlantiske slavehandel er omtalt).
For at illustrere familiens store rigdom kan nævnes, at den Schimmelmannske familie ejede Hellebæk Gods med geværfabrik og alle dens dertil hørende arealer i form af skove, marker, fiskerlejer, kort sagt hele Hellebæk og Aalsgaarde. Derud over ejede de tre store godser i Jylland, bl.a. Lindenborg, samt et af de fornemste palæer i København indtil 1884 (senere Odd-fellow palæet), det største sukkerraffinaderi i landet samt de fire største på De Dansk Vestindiske Øer. Desuden havde han monopol på sukkersalg i Norge.
Hellebækgaard og festsalen
Heinrich Carl von Schimmelmann og hans hustru Caroline tilhørte eliten i samfundet, og det krævede naturligvis også dengang en vis stil. Toppen i samfundet var de kongelige, regeringsmedlemmer med andre, f.eks Struense indtil dennes fald. Hans hustru Caroline kom til at indtage en fremstående plads i Caroline Mathildes kreds, og hun var en af de første, der fik en af hende oprettet Mathilde orden.
Hellebækgaard trængte til ”en lille reparation” ved overtagelsen i 1768. To ensartede lave fløje efter Philip de Langes tegninger blev opført, og disse omsluttede sammen med to toetages tværfløje gårdspladsen. Øverste etage blev forsynet med en festsal, som gik fra den ene ende af bygningen til den anden. Det medførte, at spiret af byggetekniske grunde blev brudt ned. De gamle vestlige bygninger blev erstattet af nye. Det er uklart, hvornår den vestlige toetagers tværbygning blev opført. Man formoder, at begge tværbygninger stammer fra arkitekt Philip de Lange.
Trappen til hovedbygningen blev også lavet om i forbindelse hermed. En stor sten lå som trappeafsats øverst foran hoveddøren. Det viste sig, da stenen blev taget ned i 1952, at Stephen Hansen og hustrus monogram var på undersiden. Sandsynligvis har stenen udfyldt det trekantede felt i indgangspartiet over døren. Stenen kom efter ombygning i 1952 atter til ære og værdighed ved at blive anbragt i den sydlige kvists trekantede gavlfelt med monogramsiden synlig, selvom der næppe været udsmykning i Schimmelmanns tid. På den modsatte gavl er anbragt en anden sten, som man fandt på kældergulvet under kapellet med indskriften: ”Hidindtil har Herren hjulpet” - Stephen Hansen 1747. Måske har denne sten været placeret over hovedindgangen i begyndelsen, men er blevet afløst af den ovenfor omtalte sten med ægtefællernes monogram.
Kro og kirke
Heinrich Carl Schimmelmann flyttede i løbet af de første år kroen på Hellebækgaard med alt, hvad dertil hørte, til et andet sted. Et lille brændevinsbrænderi og ølbryggeri, kaldet ”Færgehuset”, lå nede ved stranden. Den havde fra gammel tid og stadig privilegium til at holde kro samt brygge øl og brænde brændevin til fabrikkens ansatte. En ny arbejderbolig var blevet bygget mellem 1753-1763. H. C. Schimmelmann så muligheden for indretning af en kro i denne bygning i forbindelse med ”Færgehuset”, som var en god forretning. Den nye Hellebæk Kro blev kongelig privilegeret i 1769 og lå på hjørnet af Bøssemagergade og den nuværende Strandvej. Den blev udvidet efterhånden og udgør som grundlag den bygning, som stadig findes. Johanne Luise Heiberg gjorde den og Anes Hus kendt i forbindelse med et sommerophold i 1847.
Allerede i 1770 indviedes et lille kapel i den østre længe på Hellebækgaard, netop der, hvor der havde været beværtning tidligere - det trak nærmest i den modsatte retning! Det var nok snarere en andagtsstue uden de store falbelader, for tanken var, at den også skulle kunne anvendes af katolikker. Man skulle enten til Hornbæk eller Tikøb for at komme i kirke. Senere blev et nyt kapel indviet i 1786 i den vestre toetages tværbygning, som først i 1920 blev afløst af Hellebæk Kirke.
Ernst Heinrich Schimmelmann
Da faderen døde i 1782, overtog den ældste søn, Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831), virksomheden. Han blev medansvarlig for Danmarks finans- og pengepolitik fra 1782, da han blev chef for Kommercekollegiet. Han måtte gå af efter uoverensstemmelser med Ove Høeg-Guldberg i 1783, men blev atter inddraget i regeringen efter medansvar i kuppet mod samme i 1784, nu med titel som finansminister. Det var ved den lejlighed, at Frederik 4. gennemførte et statskup, så han blev kongemagtens legitime repræsentant. Ernst Schimmelmann blev optaget i Gehejmestatsrådet i 1788, et rådgivende udvalg for enevældige konger (gehejm betyder hemmelig, fortrolig, hjemlig).
E. H. Schimmelmann udnyttede ved siden som privatperson de gode konjunkturer under Danmarks neutralitet i den såkaldte florissante tid. Han bidrog med sin holdning, som lagde sig op af Frederik 6.’s, til konfrontationen med England. Det førte til de skæbnesvangre begivenheder i dansk historie: Slaget på Reden i 1801 bombardementet af København i 1807. Han blev afskediget efter Statsbankerotten i 1813, fordi hans forslag om forandring af pengevæsenet blev vakte harme. Han beholdt dog sin plads i Gehejmestatsrådet og var udenrigsminister fra 1824 til sin død i 1831.
Kulturlivet på Hellebækgaard
Den kulturinteresserede og sværmeriske Ernst Schimmelmanns første og højt elskede kone, Emilie, født Rantzau, døde af tuberkulose i 1780. Få måneder efter faderens død i 1782 blev han gift med Charlotte, født Schubart. Hun kom af ingenting og gik for at være gammeljomfru og sær. De havde interessen for kulturen til fælles, og hun udviklede sig til at blive førende i kulturlivet i denne tidlige fase af den romantiske periode. Ægteparrets sommerbolig blev et centrum for danske og tyske kunstnere og videnskabsmænd. Det i øvrigt barnløse ægtepar søgte med stor iver og energi at fremme danske kunstnere overalt i verden. På den tid fandtes ikke et kulturministerium til at løse denne opgave. Hellebæks skønne natur i appellerede i den grad til at dyrke kulturlivet i denne følsomme periode.
Blandt gæsterne var de romantiske digtere Friedrich Klopstock, Friedrich Stolberg, Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger, filosoffen Heinrich Steffens og naturvidenskabsmanden H. C. Ørsted. For at afspejle bredden i interessen for kulturlivet kan nævnes mange andre navne, som fik støtte fra ægteparret Schimmelmann f.eks. Knud Lyhne Rahbek, Henrich Steffens, J.P. Mynster, og videnskabsmanden Carsten Niebuhr, kendt for sin ekspedition til ”Det lykkelige Arabien”.
Som eksempel på den store følsomhed fortælles, at man afholdt en mindefest for Friedrich von Schiller i 1791. Folk gik rundt og græd, fordi de troede han var død. Det beroede dog på en misforståelse. Det viste sig, at han var syg og fattig, og Jens Baggesen tog initiativ til at organisere en finansiel redningsaktion, som Schiller havde glæde af i hele 6 år.
Under administration
Ernst Schimmelmann havde måske mere interesse og sans for kulturlivet end udpræget sans for bedriften. Det kan umiddelbart virke lidt besynderligt, når han havde med statens finanser at gøre i så mange år. Specielt kneb det efter sigende med forholdet til arbejderne på geværfabrikken. Bedriften blev i nogen grad overladt til en ven, August Hennings, som måske ikke havde de nødvendige forudsætninger for at styre bedriften. Familieformuen var stort set opbrugt ved sin død i 1831, og Det Schimmelmannske Fideikommis, som var dannet i 1782, blev sat under administration. Hellebækgaard var ikke siden Ernst Schimmelmanns død i 1831 beboet til stadighed. Det Schimmelmannske familienavn er så forbundet med Hellebæk, at navnet ”Schimmelmanns Palæ” om Hellebækgaard stadig kan dukke op.
Hellebækgaard brænder
I juni 1906 udbrød en større brand på Hellebækgaard. Efter sigende så voldsom, at gnister fra branden ramte asfalten i Helsingørs gader! Man frygtede, at ilden ville brede sig til byen og skoven. Heldigvis fik Helsingør Brandvæsen effektivt standset ilden, inden det gik så galt. Hovedgårdens østlige længe brændte, men blev genopført i en stærkt afkortet skikkelse. Tværfløjen brændte også, men blev ikke genopført. Hovedbygningen og den vestlige fløj gik fri, og heldigvis var kirkeinventaret flyttet til den vestlige tværfløj og kunne derfor genbruges i den nye kirke. Den nedbrændte ladegård blev flyttet ud på markerne et par kilometer fra Hellebæk og kaldes Hellebæk Avlsgaard.
Den sidste Schimmelmann
Grev Werner Carl Schimmelmann boede på Hellebækgaard som den sidste fra år 1900 til sin død i 1941. Han blev begravet på øen i Bondedammen, og Schimmelmanns gravsten findes endnu. En speciel lov om krigsskadeerstatning i forbindelse medAnden Verdenskrig medførte, at staten konfiskerede Hellebæk Gods inklusive Hellebækgaard i 1946 (Det Schimmelmannske Fideikommis) som tysk ejendom.
Skorpeskolen
Staten solgte ejendommen i 1951 til Det Kongelige Opfostringshus. Hellebækgaard havde stået ubeboet i en årrække og var temmelig forsømt, da man tog fat på en omfattende istandsættelse i 1952 med henblik på oprettelse af en kostskole for fattige børn, drevet af Københavns Kommune. Den blev indviet i august 1953 af kongeparret, og institutionen fik navnet ”Skorpeskolen”. Skolen fungerede i lidt over 50 år. Antallet af antal elever var efterhånden faldet så meget, at man kunne konstatere, at tiden var løbet fra den form for institution. Som en konsekvens heraf blev skolen nedlagt i 2004, og det blev besluttet at anvende stedet til en anden form for hjælp til børn og deres familier.
Institutionen Hellebækgaard
I 2007 blev Kursusstedet i Hellebæk, en institution under Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune (”KiH”), oprettet med henblik på observation af børn og deres familier som en helhed.
Hellebækgaard er beliggende på adressen Nordre Strandvej 129.
Eksterne links
Billeder af Hellebækgaard fra Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forenings billedarkiv
Litteratur i bogform
Otto Valentiner: ”Hellebækgaard og Hellebæk”. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger. Nr. 4, 1968.
Lars Bjørn Madsen: Nordkysten - fra Helsingør til Munkerup: mennesker og huse. Cicero, 2003.