Stengade 72-74

Leyelernes Gaarde

De to ejendomme repræsenterer senmiddelalderlig byggeskik i Danmark. Stengade 72-74 ejedes i en årrække af den skotske adelige slægt Leyel, som havde stor indflydelse på byen og som i flere generationer bestred de en række vigtige poster. Facaderne fremtræder med rækker af regelmæssige, stenindfattede vinduer (nr. 72) og en kamtakket gavl (nr.74), som minder om gavlen på Oxernes Gaard i Stengade 66. Hen over facaden løber et kridtstensbånd med gotisk skrift og tekst på latin: ”Min frelser lever, og på den yderste dag skal jeg opvækkes af jorden og i mit kød se Gud, min Frelser”. De vandrette profilbånd er kommet til i renæssancen, da ejendommen tilhørte Frederik Leyel, søn af nedenfor nævnte Sander Leyel. Han omtales i forbindelse med ejendommen i Stengade 70.

Stengade 74 med gavlen vendt ud mod gaden er opført omkring 1500. Sander Leyel, en skotskfødt, velhavende storkøbmand, overtog ejendommen i 1528 efter at han og hustruen havde boet der et stykke tid. Kort tid efter at Sander Leyel var blevet borgmester i Helsingør senest i 1536, overtog han ejendommene Stengade 70 og 72. Stengade 70 blev skilt ud som selvstændig ejendom og optræder derfor i en selvstændig artikel i dette leksikon. Murankre i Stengade 72 tyder på, at bygningen er fra 1551. I begge hovedbygninger findes kældre, som har været anvendt til lager. Bag forhusene findes et middelalderligt gårdinteriør med mørke munkestenslænger bygget i 1500-tallet.

Ombygninger

De to ejendommes bygningshistorie kan virke noget kompliceret, som det fremgår af en hæftet ”Syv middelalderlige gårde i Helsingør” fra 1987 af Hans Henrik Engquist. I 1542-43 forestod en større ombygning af de to ejendomme. Det lille forhus i Stengade 72 blev udskiftet med det nuværende, den tilhørende sidebygning ligeledes. Det nye forhus blev sammenbygget med gavlhuset i nr. 74, ombygget, forhøjet og udstyret med en ny gavl mod Stengade. Med den nye facade i forhuset i nr. 72 dannede de to ejendommes udformning nu en harmoni og helhed. Stengade 72-74 udgjorde herefter Sander Leyels imponerende hovedgård. I begyndelsen af 1700-tallet lå Leyelernes ejendomme ”øde og tomme” hen, da huse fra senmiddelalderen var ikke så attraktive at bo i mere.

Da man indrettede butikker i ejendommen, blev facaderne blev ændret afgørende. I det østligste forhus (nr. 74) indrettede konditor Johan Balthazar i løbet af 1850’erne en bagerbutik. Det vestligste forhus (nr. 72) blev købt af William Thalbitzer i 1842. Han indrettede tobaksfabrik og i begyndelsen af 1860’erne en butik med to vinduer. Butiksvinduerne blev sænket og gjort større af den daværende indehaver, H. P. Lumbye. Han forærede ejendommen Stengade 72-74 til Helsingør Kommune i 1919, da han flyttede fra byen. Ejendommen blev fredet i 1918.

Andre ejere og beboere i ejendommene

Vicekonsul Charles Thalbitzer boede her fra 1804-1811, lægen de Meza fra 1811. Charles Thalbitzer overtog Stengade 81 efter de Meza. Ovenfor nævnte tobaksfabrikant William Thalbitzer, søn af Charles, havde fabrik og forretning her, men boede i Stengade 81. Derudover kan nævnes bl.a. enkefru Fenwick, hvis slægt er kendt fra Strandgade 85-87, købmand J. Hærtz, et par regimentskirurger, et par konsuler fra slægten Good. Yderligere et par navne er nævnt under afsnittet ”Ombygninger”. En række forskellige erhverv med tilhørende butikker holdt til i ejendommen indtil 1932.

”Dommergaarden”

De to bygningers nuværende udformning skyldes en gennemgribende restaurering i 1932-1936 af arkitekt Volmar Drosted. Restaureringen var baseret på svage arkæologiske spor i facaden, da pudset blev banket af. Nogen mener derfor, at det var en noget drastisk restaurering. Bygningerne blev i 1936 indrettet til byens civilret, som fraflyttede ejendommene omkring 2009. Bygningerne forblev i kommunens eje, og dele af kommunens administration (Kultur- og Fritidsforvaltningen) rykkede ind i bygningerne.

Litteratur

Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2002.