Strandgade 95

Stephen Hansens Palæ

Strandgade 95 1954

På matrikel nr. 329 lå en gammel gård i en ikke alt for god stand, da Stephen Hansen (1701-1770) overtog grunden i 1756. Han besluttede sig for at rive ejendommen ned, bygge nyt fra grunden og begyndte at opføre sit palæ i 1759 med den kendte Philip de Lange som arkitekt. Bygningen er opført i tidlig rokokostil og er en af de fornemste ejendomme i Helsingør. Den fremtræder meget velproportioneret, harmonisk og enkel uden facadedekorationer. Huset er grundmuret, som kun de velbeslåede havde råd til. Palæet er placeret ved havnefronten på en mondæn adresse, nemlig hjørnet af Strandgade og Sophie Brahesgade, et af de bedst beliggende steder i byen. Grunden grænsede op til Stengade 84-86. Ejendommen vendte gavlen mod Øresunds Toldkammer på den anden side af Sophie Brahesgade.

Ejendommens vinduer repræsenterer en speciel tradition for Helsingør. De hollandsk-engelsk inspirerede skydevinduer med glatte skyderammer er vistnok det sidste af denne vinduestype, der er tilbage i byen. Indgangsdøren med den senbarokke portaludsmykning har et fint halvcirkulært vinduesparti, som skulle give lys i porten. På hver side er en elegant smedejernslygte, som er lidt yngre end selve palæet. På den ene side af indgangen hænger et klokketræk til at tilkalde portvagten med.

Klokketrækket. Foto: Hude 1919

Det lidt mere ydmyge baghus med to vognporte er opført i bindingsværk. Bygningen havde en sekundær, funktionel betydning og behøvede derfor ikke at fremtræde så flot som den præsentable facade mod gaden. Udhuset rummede plads til flere køretøjer samt stald til otte heste. Øverste etage rummede karlekamre. Baghuset er blevet ombygget adskillige gange, men blev omsat til grundmur og ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Til ejendommen hørte en have, som blev nedlagt i 1782 og erstattet med brolægning.

Ejendommen tages i brug med nogen forsinkelse

Husets ydre stod nogenlunde færdigt i 1761. Byggeriet blev forsinket, fordi landet stod overfor krigstrusler fra Preussen og Rusland. Situationen var så alvorlig, at en russisk hær var fremrykket i juli 1762. Stephen Hansen fik i kraft af sin stilling som generalkrigskommissær andet end byggeri at tænke på. Zar Peter 3. af Rusland blev imidlertid styrtet fra tronen af sin hustru, den senere Katarina II. Hun afblæste angrebet, og man undgik krig.

Boligen blev først taget i brug i 1764. Dyre byggematerialer blev anvendt, og det indre blev der heller ikke sparet på. Stephen Hansen havde virkelig magt over det. Byggeriet står i det væsentlige uændret siden opførelsen. Husets indre derimod har undergået ændringer gennem tidens løb alt efter formål og tidens smag. Hovedejendommen blev fredet i 1918. Baghuset og muren langs Sophie Brahes Gade blev fredet senere. Ejendommen blev i 1997 udnævnt til Årets Hus.

Ejendommens beboere

Stephen Hansen overtog geværfabrikken i Hellebæk i 1743 og lod også Hellebækgaard ombygge i 1747 med Philip de Lange som arkitekt. Den driftige forretningsmand fik gjort Kronborg Geværfabrik til en veldrevet virksomhed. Hans byggeaktivitet tyder på, at den må have givet et pænt overskud. Stephen Hansen var da også både dygtig, flittig og ambitiøs. Ud over sans for forretninger havde han også sans for det forfinede. Ejendommen i Strandgade 95 blev erhvervet kort tid efter datteren Birgitte Catharina og Jean Christopher van Deurs bryllup i København i svigerfaderens hus. Svigersønnen var fra en kendt familie af hollandsk oprindelse og havde en stilling som skibsklarerer og konsul i Helsingør. Til stede var prominente gæster, bl.a. ministre fra regeringen. Stephen Hansen havde som hjælp til det unge par investeret i ejendommen i Stengade 84-86, der var kommet på tvangsauktion. Her boede de, indtil de kunne flytte til den nyopførte ejendom i Strandgade 95.

Intet tyder på, at Stephen Hansen havde nogen arbejdsmæssig relation i Helsingør, og han havde derfor ikke behov for at bo i selve byen. Da han havde sit virke i Hellebæk, gav det mening at bo på Hellebækgaard. En folketælling viser, at datter og svigersøn blev installeret i ejendommen allerede i 1764, da den var klar til indflytning. Her kunne de bo standsmæssigt, og handelsfirmaet Van Deurs fulgte med svigersønnen til ejendommen. Han bragte sandsynligvis ingen formue med ind i ægteskabet, da han havde mange søskende. Stephen Hansens datter døde allerede i 1765, så svigersønnen overtog ejendommen for lånte penge.

Stephen Hansens baggrund

Stephen Hansen var søn af en velhavende selvejerbonde. Han indgik ægteskab den ni år yngre Dorothea Sophie, som var datter af borgmester Hans Knudsen Rafn i Viborg. Stephen Hansen overtog sin hustrus families efternavn. Han må tidligt have vist sig at være en god forretningsmand, siden han kunne erhverve en gammel borgmestergård i København. Den smalle bygning eksisterer endnu og ligger ved kanalen med front mod Christiansborg med den mondæne adresse Ved Stranden 16. I 1743 lod Stephen Hansen et nyt forhus opføre med henblik på en mere præsentabel facade.

I 1728 omtales Stephen Hansen som møntskriver ved søetaten og auditør ved det danske artilleri, hvor han beskæftigede sig med regnskaber og papirarbejde. Han deltog i denne i funktion i tjenstlige undersøgelser og forhør som juridisk embedsmand. Fra 1730’erne omtales han tillige som regimentskvartermester med varetagelse og ansvar for regimentets udrustning, hvor han førte regnskaber, sørgede for indkvartering af soldaterne blandt andre opgaver. I 1747 blev han udnævnt til overkrigskommissær og i 1761 til generalkrigskommissær. Efter at have solgt Kronborg Geværfabrik i 1765, købte han hovedgården Torbenfeldt ved Holbæk.

Et handelsfirmas endeligt

Ejendommen set fra gården 1971

Flere velansete slægter af handelshuse i Helsingør blev ejere af Strandgade 95. Jean Christopher van Deurs og Andreas Claessen var svogre og indgik allerede i 1756 kompagniskab. Med hver sin halvpart førtes handelshuset videre under navnet ”Salig Arendt van Deurs Enke & Co.”. De to handelshuse var på alle måder tæt forbundne. De førende familier var i stort omfang i familie med hinanden. Andreas Claessen boede i Strandgade 93, og hans yngste søn, Jean Jacob Claessen, omtales nærmere i artiklen om denne ejendom, Claessens Palæ. Han blev den næste ejer af Strandgade 95. Der blev tjent gode penge i den florissante tid i anden halvdel af 1700-tallet.

Efter Englandskrigene kom dårligere tider. Handelsfirmaet gik fallit i 1816, og svigersønnen Johan Christian Borries oprettede et nyt, som dog kun varede få år. En opgangstid fulgte i 1820’erne, og atter var handelsfirmaet Van Deurs inde i billedet. Ejendommen var fortsat beboet af familien Borries. Efter J. C. Borries død i 1857 overtog den ældste søn Heinrich det skrantende handelsfirma, som hovedsageligt var baseret på skibsklarering. Andre firmaer havde også havde beskæftiget sig med skibsproviantering. Det viste sig at være klogt, og de klarede sig generelt bedre. Handelsfirmaet Van Deurs forsøgte sig til sidst med proviantering, kommissions- og speditionsforretning, men det var for sent. Det gik fallit i 1862 efter at have spillet en fremtrædende rolle i mere end 200 år, heraf næsten i 100 år med domicil i Strandgade 95.

Efter sundtoldens ophævelse i 1857 var skibene ikke længere tvunget til at lægge til i Helsingør, og mange havde baseret deres levevej på dette grundlag. Af gammel vane lagde dog endnu mange skibe til kaj, men kimen til en radikal ændring af Helsingør som by var lagt.

Ny havnefront

Hele bygningskomplekset ved Øresunds Toldkammer blev nedrevet i årene 1859-1863 med henblik på udvidelse af havnen. Det var trist, at den fine toldkammerbygning forsvandt, men til gengæld kom Stephen Hansens palæ til at ligge mere frit. Natten til 1. marts 1938 udbrød en voldsom brand i i "Jernbanehotellet", som lå i Strandgade 92 og som på det tidspunkt hed "Hotel Prins Hamlet". Kun hotellet brændte, men man besluttede alligevel at rydde hele husrækken for at give plads til et stort, prætentiøst hotelprojekt. Det blev dog ikke til noget. Hele Strandgades sydside fra nummer 86-94 blev revet ned i løbet af 1939-40, desværre også flere fine, gamle købmandsgårde. Igen kan man sige, at det kom Stephen Hansens palæ til gode, fordi man helt opgav at bygge. I stedet blev der anlagt en stor, åben plads, som nu hedder Wiibroe Plads.

Ejendommens senere anvendelse

Nationalbanken ejede en kort tid bygningen fra 1862. Fra 1866 ejede købmand Peter Christian Winecken huset, som blev opdelt i tre lejligheder, og derefter fulgte overretssagfører Peter Carl Jessen Holsøe i 1881. Han lod indrette en lejlighed på første sal i baghuset. Ejendommen forblev i familiens besiddelse indtil arkitekt Christian Krøyer overtog det i 1927 og fik lavet en åbning i porten langs muren mod havnepladsen. Han solgte det til Helsingør Kommune i 1938, som lod Helsingør Havneråd anvende det fra 1946. I 1976 købte DSB ejendommen og afhændede den i 1990, hvorefter den blev anvendt såvel til beboelse som til erhverv. Ejendommen har gennem tiderne haft forskellige farver: mørkerød i J. J. Claessens tid; senere grå og hvide tonede oliefarver; grågrøn; lyserød efter kommunens overtagelse; grålige nuancer i flere opmalinger og atter lyserød efter DSB’s overtagelse; i dag fremtræder ejendommen i en grålig nuance. Vinduernes træværk har kun undergået små variationer mellem lyst gråt og tonet hvidt.

I dag anvendes ejendommen hovedsagelig til erhverv såsom lægehus, psykolog, finansiering, investering og ejendomsadministration.

Litteraturhenvisninger

Rikke Tønnes: Stephen Hansens palæ : bygherren : arkitekten Philip de Lange : livet i og omkring et helsingørsk handelshus. Gyldendal, 1997. 228 sider : ill.