Forskel mellem versioner af "Helsingør Kirkegård"
(Fotos sat ind) |
(→Litteratur: Kategori ændret) |
||
| (5 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke) | |||
| Linje 25: | Linje 25: | ||
===De fattiges kirkegård=== | ===De fattiges kirkegård=== | ||
| − | Kirkegården blev anvendt i mere end to hundrede år til begravelser af den del af befolkningen, der var dårligst stillede, datidens tabere i samfundet. Det være sig ofre for pestepidemier, fattige, forarmede, tiggere, tyende og soldater fra garnisonen. De sidste havde ry for at bringe en del uro til byen. Øresundstolden medvirkede i høj grad til, at Helsingør i over 400 år var en international søfarts- og handelsby. Derfor tiltrak den gennem tiderne masser af løse eksistenser, og det gik ofte livligt for sig. Bordeller, mange værtshuse med masser af druk og ballade. Søfolk kunne enten dø på skibene eller i byen. I 1600-tallet havde Helsingør 3-4.000 indbyggere, og i 1619 blev registreret 913 dødsfald mod gennemsnitligt ca. 100-300 om året. Pestepidemier var hyppige i 1600-tallet. I 1654 var der hele 2168 døde. Den sidste og største pestepidemi i 1710 krævede 1809 dødsofre ud af en befolkning på ca. 5000. Her var sandsynligvis tale om ligefrem massegrave. Man kan læse mere om [[pest i Helsingør]] i en artikel i dette leksikon. Kirkegården var temmelig uordentlig og rodet at se på. | + | Kirkegården blev anvendt i mere end to hundrede år til begravelser af den del af befolkningen, der var dårligst stillede, datidens tabere i samfundet. Det være sig ofre for pestepidemier, fattige, forarmede, tiggere, tyende og soldater fra garnisonen. De sidste havde ry for at bringe en del uro til byen. [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] medvirkede i høj grad til, at Helsingør i over 400 år var en international søfarts- og handelsby. Derfor tiltrak den gennem tiderne masser af løse eksistenser, og det gik ofte livligt for sig. Bordeller, mange værtshuse med masser af druk og ballade. Søfolk kunne enten dø på skibene eller i byen. I 1600-tallet havde Helsingør 3-4.000 indbyggere, og i 1619 blev registreret 913 dødsfald mod gennemsnitligt ca. 100-300 om året. Pestepidemier var hyppige i 1600-tallet. I 1654 var der hele 2168 døde. Den sidste og største pestepidemi i 1710 krævede 1809 dødsofre ud af en befolkning på ca. 5000. Her var sandsynligvis tale om ligefrem massegrave. Man kan læse mere om [[pest i Helsingør]] i en artikel i dette leksikon. Kirkegården var temmelig uordentlig og rodet at se på. |
Et større antal soldater havde siden 1400-tallet været tilknyttet Helsingør. I de første århundreder hvervede og privat indkvarterede. Fra 1785-1924 fungerede selve slottet [[Kronborg]] som kaserne. Slottet var ligeledes et tilholdssted for slaver, hårdkogte kriminelle, desertører, løsgængere og ægteskabsbrydere. | Et større antal soldater havde siden 1400-tallet været tilknyttet Helsingør. I de første århundreder hvervede og privat indkvarterede. Fra 1785-1924 fungerede selve slottet [[Kronborg]] som kaserne. Slottet var ligeledes et tilholdssted for slaver, hårdkogte kriminelle, desertører, løsgængere og ægteskabsbrydere. | ||
===Uacceptable forhold=== | ===Uacceptable forhold=== | ||
| − | Kirkegården var en indhegnet mark med buske og træer og derfor nemt tilgængelig. Lovløshed herskede. Græsset var stridt og uplejet, buskene bar præg af, at kvæg spiste af dem og overfladevand løb fra kirkegården ned i grøften langs [[Fiolgade]]. Lidt i retning af en losseplads og samlingssted for lidt af hvert. Hestevogne kørte skramlende igennem. Køer, gamle heste, svin og hunde rodede rundt i jorden. Gadedrenge boltrede sig og lavede sjov med dele fra skeletter. Fulde soldater holdt til på kirkegården, og smuglere benyttede den om natten. | + | Kirkegården var en indhegnet mark med buske og træer og derfor nemt tilgængelig. Lovløshed herskede. Græsset var stridt og uplejet, buskene bar præg af, at kvæg spiste af dem og overfladevand løb fra kirkegården ned i grøften langs [[Fiolgade]]. Lidt i retning af en losseplads og samlingssted for lidt af hvert. Hestevogne kørte skramlende igennem. Køer, gamle heste, svin og hunde rodede rundt i jorden. Gadedrenge boltrede sig og lavede sjov med dele fra skeletter. Fulde soldater holdt til på kirkegården, og [[Smugleri i Helsingør | smuglere]] benyttede den om natten. |
| − | Sidst i 1700-tallet indså man, at der var i den grad brug at få gjort noget radikalt ved de uacceptable forhold. Kirkegården skulle indhegnes med et solidt stengærde med et stakit og tre stætter eller "møller”, der kunne holde kreaturerne ude, men hvor folk kunne gå over. På grund af økonomi trak det ud, men stendiget blev opført. Forbedringer blev indledt, og processen med de planlagte reformer kom til at strække sig over en periode på ca. 30 år, bl.a. fordi landet blev kastet ud i en krise efter Englandskrigene. Fra 1802 var kirkegården delt op i to sogne, Skt. Olai og Sct. Mariæ, da det var svært at slippe fortiden helt. | + | Sidst i 1700-tallet indså man, at der var i den grad brug at få gjort noget radikalt ved de uacceptable forhold. Kirkegården skulle indhegnes med et solidt stengærde med et stakit og tre stætter eller "møller”, der kunne holde kreaturerne ude, men hvor folk kunne gå over. På grund af økonomi trak det ud, men stendiget blev opført. Forbedringer blev indledt, og processen med de planlagte reformer kom til at strække sig over en periode på ca. 30 år, bl.a. fordi landet blev kastet ud i en krise efter [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/Engl%C3%A6nderkrigene Englandskrigene]. Fra 1802 var kirkegården delt op i to sogne, Skt. Olai og Sct. Mariæ, da det var svært at slippe fortiden helt. |
===Kirkegård for alle borgere=== | ===Kirkegård for alle borgere=== | ||
| Linje 71: | Linje 71: | ||
[http://www.helsingorkirkegaard.dk/ Helsingør Kirkegård] | [http://www.helsingorkirkegaard.dk/ Helsingør Kirkegård] | ||
| − | === | + | ===Litteratur=== |
| − | Helsingør Kommunes Museer. Årbog 1989. Særtryk om Helsingør Kirkegård. | + | [http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A42250155 Helsingør Kommunes Museer. Årbog 1989. Særtryk om Helsingør Kirkegård.] |
[[Kategori: Kirkegårde]] | [[Kategori: Kirkegårde]] | ||
| − | [[Kategori: Kirker]] | + | [[Kategori: Kirker og trossamfund]] |
Nuværende version fra 25. nov 2022, 16:51
|
”Nye Kirkegaard”
Kirkegården dækker et område mellem Nygade, I.L. Tvedes Vej og Møllebakken og er fælles for Skt. Olai, Sct. Mariæ, Vestervang og Sthens Sogne. De mange store, gamle træer på kirkegården og områdets stærkt kuperede terræn er med til at gøre den karakterfuld og smuk. En isoleret miniverden, et åndehul i byen med fred og ro, som lægger op til eftertænksomhed, fordybelse og erindring. Også et sted, som rummer over 400 års historie og et strejf af udødelighed. Man støder på mange typer af grave: traditionelle, kistegrave i græs, urnegravsteder, urnegravsteder i græs og den store askefællesgrav. Bag kontorbygningen findes et område, hvor nutidens indvandrere bliver begravet.
Begravelser før i tiden
De finere borgere blev i tidligere tider begravet inde i kirkerummene i Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke eller udenfor så tæt ved ydermurene som muligt. De gamle gravpladser ved kirkerne blev nedlagt efter oprettelsen af ”Ny Kirkegaard” eller "Nykirkegaard". Efter den sidste indendørs begravelse i Skt. Olai Kirke i 1805 blev det ikke tilladt længere. I 1827 blev de to forsømte og forældede kirkegårde i byen nedlagt. Da folk havde fået lejlighed til at flytte gravmonumenter og begravelser, blev kirkegårdene ikke fredede. At behovet for en ny kirkegård har været stort, har ophobningen af skeletter gennem tiderne på grund af pladsmangel både inde i kirkerne og ved ydermurene vist.
Kronborg Slot bygges
I forbindelse med byggeriet af Kronborg under Frederik 2. kom alle slags folk til, og det medførte et øget behov for gravpladser. Det kunne være håndværkere og soldater, eller det kunne være sælgere og ”løse eksistenser”, som øjnede en chance for arbejde. De to kirkegårde i byen kunne ikke følge med det øgede behov for gravpladser, og der var ingen mulighed for udvidelse. I 1575 var 435 begravelser, et tal der lå langt over det gennemsnitlige. Det var helt nødvendigt at inddrage nye arealer til gravpladser.
Kirkegården på ”Sletten”
Man kan af regnskaber aflæse, at en ny gravplads blev oprettet på ”Sletten” i 1580-1582. Området var dengang formodentlig en fælled, som strakte sig ud mod stranden mellem ”Bjerget”, hvortil Bjergegade førte op, og Bakkedammen, som nu markeres af Rosenkildevej, Møllebakken og Ørebakken. Sletten bestod også af Lappen, som delvis blev bebygget af fiskere og håndværkere. Men stadig lå meget åbent ligesom på Grønnehave, og det var den del, man kunne anvende som kirkegård. Den ny kirkegård, græsmarken, lå for enden af Stjernegade, hvor vejen fra Esrum mødtes med Kongevejen gennem Nyrup Hegn til Lundehave og Kongensgade til Kronborg. Den blev indhegnet med markens buske og træer samt et ikke alt for effektivt plankehegn og havde form som en uregelmæssig femkant. Her kunne man med et meget begrænset ceremoniel begrave de døde.
De fattiges kirkegård
Kirkegården blev anvendt i mere end to hundrede år til begravelser af den del af befolkningen, der var dårligst stillede, datidens tabere i samfundet. Det være sig ofre for pestepidemier, fattige, forarmede, tiggere, tyende og soldater fra garnisonen. De sidste havde ry for at bringe en del uro til byen. Øresundstolden medvirkede i høj grad til, at Helsingør i over 400 år var en international søfarts- og handelsby. Derfor tiltrak den gennem tiderne masser af løse eksistenser, og det gik ofte livligt for sig. Bordeller, mange værtshuse med masser af druk og ballade. Søfolk kunne enten dø på skibene eller i byen. I 1600-tallet havde Helsingør 3-4.000 indbyggere, og i 1619 blev registreret 913 dødsfald mod gennemsnitligt ca. 100-300 om året. Pestepidemier var hyppige i 1600-tallet. I 1654 var der hele 2168 døde. Den sidste og største pestepidemi i 1710 krævede 1809 dødsofre ud af en befolkning på ca. 5000. Her var sandsynligvis tale om ligefrem massegrave. Man kan læse mere om pest i Helsingør i en artikel i dette leksikon. Kirkegården var temmelig uordentlig og rodet at se på.
Et større antal soldater havde siden 1400-tallet været tilknyttet Helsingør. I de første århundreder hvervede og privat indkvarterede. Fra 1785-1924 fungerede selve slottet Kronborg som kaserne. Slottet var ligeledes et tilholdssted for slaver, hårdkogte kriminelle, desertører, løsgængere og ægteskabsbrydere.
Uacceptable forhold
Kirkegården var en indhegnet mark med buske og træer og derfor nemt tilgængelig. Lovløshed herskede. Græsset var stridt og uplejet, buskene bar præg af, at kvæg spiste af dem og overfladevand løb fra kirkegården ned i grøften langs Fiolgade. Lidt i retning af en losseplads og samlingssted for lidt af hvert. Hestevogne kørte skramlende igennem. Køer, gamle heste, svin og hunde rodede rundt i jorden. Gadedrenge boltrede sig og lavede sjov med dele fra skeletter. Fulde soldater holdt til på kirkegården, og smuglere benyttede den om natten.
Sidst i 1700-tallet indså man, at der var i den grad brug at få gjort noget radikalt ved de uacceptable forhold. Kirkegården skulle indhegnes med et solidt stengærde med et stakit og tre stætter eller "møller”, der kunne holde kreaturerne ude, men hvor folk kunne gå over. På grund af økonomi trak det ud, men stendiget blev opført. Forbedringer blev indledt, og processen med de planlagte reformer kom til at strække sig over en periode på ca. 30 år, bl.a. fordi landet blev kastet ud i en krise efter Englandskrigene. Fra 1802 var kirkegården delt op i to sogne, Skt. Olai og Sct. Mariæ, da det var svært at slippe fortiden helt.
Kirkegård for alle borgere
En redegørelse fra 1738 fortalte, at meget få ”skikkelige borgerfamilier” havde deres gravsted på den nye kirkegård. En af byens kendte og driftige personer, Jean Jacob Classen, som boede i Strandgade 93 ( Det Claessenske Palæ), blev i 1806 begravet på den nye kirkegård, ganske vist under rodede forhold. Men det var med til at bane vejen for brug af den nye kirkegård for det bedre borgerskab, selvom overgangsperioden var lang.
I 1820 blev det vedtaget, at ”Nye Kirkegaard” eller ”Assistens Kirkegaard” (assistere: hjælpe, bistå, støtte, gå til hånde) skulle erstatte kirkegårdene ved Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke og blev således “almen Kirkegaard for de to sogne”. Navnene signalerede, at de rigtige og standsmæssige kirkegårde fandtes ved selve kirkerne i byen. Det blev officielt, at den ny kirkegård ikke kun herefter skulle være for de fattige, men være ordentlig og standsmæssig, holdes ved lige og være en ”dødens have” for alle borgere, også byens bedsteborgere.
En kirkegårdsreform i 1828 med nummererede gravpladser dannede grundlaget for den nuværende opbygning. Det tog dog nogle år at efterleve hensigten med den nye kirkegård. Det var nødvendigt med en solid indhegning, men atter trak ud, fordi det var en dyr affære. Resultatet blev en 321 alen lang mur med 20 dybe blændinger mod kirkegården og en glat flade ud mod I.L. Tvedes Vej, som dengang var en del af Kongensgade. Muren var tegnet af hofbygmester Jørgen Hansen Koch, og det gamle gærdes kampesten blev brugt som fundament. En anden slags mur blev rejst ud mod Nygade, ligeledes tegnet af Koch. Den bestod af murede, pudsede og kalkede svære piller med tagformede afdækninger og et solidt stakit imellem pillerne. En opsynsmand, som også var graver og gartner, skulle holde orden på kirkegården. Desuden var der en rangforordning, således at de fineste borgere kom til at ligge foran murens blændinger. Priserne var reguleret efter samme princip. Slaver, straffefanger og selvmordere skulle ligge på en særlig plads og begraves i stilhed og uden jordpåkastelse.
Kirkegården udvides
Kirkegården blev udvidet i flere omgange i takt med Helsingørs voksende befolkning. I løbet af 1800-tallet voksede befolkningstallet i Helsingør fra ca. 5.000 til 9.000 indbyggere, og en bestemmelse om mindst 20 års gravfred på kistebegravelserne krævede meget mere plads. De første udvidelser skete i 1826 og 1850 fra det område, der lå op mod Møllebakken til Christians Mølle og jorden ud mod bebyggelsen Rosenhøj, ejet af brændevinsbrænder Johan Carl Schmidt. Endnu et stykke jord blev føjet til kirkegården i 1886 og til sidst selve Christians Mølle med den sidste tilliggende jord. Møllen blev ikke anvendt efter 1820, og den forfaldt mere og mere og blev revet ned i begyndelsen af 1960’erne.
Antallet af indbyggere steg støt i 1900-tallet. Kommunesammenlægningen i 1970, hvor Helsingør Kommune fik sin nuværende størrelse, til bidrog til dette. Helsingør kommune har lidt over 60.000 indbyggere. De næste udvidelser inddrog et stort gartneri ved I.L. Tvedes Vej i flere omgange: 1913, 1928, 1945, 1952 og 1960. Grunden på flere tønder land ved Rosenkilden var tidligere ejet af John Diston, en engelsk indvandrer med sans for alsidige forretninger. Bl.a. solgte han grøntsager til skibene og forsøgte sig også med tyrkisk hvede. Senere kom jorden i slægten Tegners eje og blev omdannet til et meget fint lystanlæg. Sophus Dithmer omdannede prydhaven til et handelsgartneri og blev efterfulgt af A. Zeiner-Lassen og Jacobsen. Det førende handelsgartneri nød godt af naboskabet til kirkegården.
I stedet for kistebegravelser blev ligbrænding blev mere og mere almindeligt i Helsingør fra begyndelsen af 1920'erne, og fra 1930 erhvervede Ligbrændingsforeningen et areal på 255 m2. I dag er denne betydelig mindre pladskrævende begravelsesform den mest anvendte, og flere udvidelser af kirkegården har ikke været påkrævet.
En udvidelse i 1975 af Kongensgade førte til anlæggelsen af en ”boulevard”, Kronborgvej, ved siden af den gamle Kongensgade, som derved blev bevaret. I den proces blev en bred stribe af den ældste del af kirkegården nedlagt. Den sidste rest af de gamle kirkegårdsmure mod I.L. Tvedes Vej og Nygade blev afløst af en kirkegårdsmur opført af røde mursten. Kongensgades ene husrække og det gamle vognhus ud mod Nygade blev også fjernet. Ud mod sidste del af Nygade og et godt stykke op ad Møllebakken kom en mur af kampesten, efterfulgt af buskads. Vejudvidelsen medførte et indgreb, som af mange er blevet anset for at være ret brutalt.
Mere om Helsingør Kirkegård
Der henvises til følgende artikler om Helsingør Kirkegård - bygninger og Helsingør Kirkegård – gravmonumenter samt De franske krigergrave.
Eksterne links
Litteratur
Helsingør Kommunes Museer. Årbog 1989. Særtryk om Helsingør Kirkegård.