Byporte i Helsingør

En af byportene med et stykke bymur mod vandet. Brudstykke af stik efter Samuel Pufendorf.

Strandporte og andre byporte

Da der var flest byporte i Helsingør, lå der hele seks mod øst ud mod vandet og fire andre placeret i de forskellige hjørner af byen, selvom den sidstnævnte næppe var en "rigtig" byport. De vil blive omtalt nedenfor under byporte ved vandet og derefter hver enkelt af de øvrige byporte.

Told, forbrugsafgifter og accise

Opkrævning told og afgifter af varer, som blev ført ind i byen, foregik ved byportene. Told var allerede i oldtiden og middelalderen en betegnelse for en lang række afgifter. Disse blev betalt af varer, skibe og vogne ved passage eller ankomst til et territorium, et land eller et farvand. Øresundstolden, som blev opkrævet i Helsingør, kan nævnes som et eksempel.

Ud over told af udenlandske varer, som blev ført ind over landets grænser, blev der fra 1660 indført en forbrugsafgift (konsumptionsafgift) på stort set alle varer, der blev indført til byerne eller udlosset i havnen. Afgiften var en slags datidens moms og blev opkrævet ved byporten ved et vagthus. Vagterne kunne supplere deres løn ved at få udleveret lidt af de varer, der kom ind i byen, eksempelvis et par brændestykker fra et læs brænde. Ikke mærkeligt, at konsumptionsafgiften var ret upopulær. Byens hegn i form af jordvolde, stendiger eller stakitter skulle efter afgiftens indførelse stort set kun hindre ulovlig indførsel af varer. En udnævnt komsumptionsinpektør havde udpræget interesse i at holde byens hegn og porte ved lige. Forholdene omkring byportene blev tilpasset opkrævning af forbrugsafgiften, og et par blev flyttet lidt (Ny Kirkegaards Port og Lappeporten).

Mange varer blev sejlet til byerne, da vejene var temmelig elendige. Derfor var toldboden vigtig for opkrævning af afgifter (konsumption), fordi mange varer og gods fra andre egne af landet blev kom ad søvejen. Accise var en anden slags afgift, som blev indført i 1651. Det var en tillægsafgift på skibe og varer, angivet i toldrullerne. Alligevel kaldte man ofte konsumtionsboden ved byporten for accise- eller siseboden.

Stadig flere varer blev efterhånden lagt ind under port opkrævning af konsumptionen ved byportene. Den kom i stadig større grad til at ligne tolden i både opkrævningsteknik og tariffens opbygning. Toldvæsenet og konsumptionen i købstæderne blev som en konsekvens heraf slået sammen i 1797 under fælles love og fælles bestyrelse.

Byportene ved vandet

Det var nødvendigt at befæste og forsvare byen mod fjendtligsindede. Langs stranden blev en bymur derfor bygget (kort beskrivelse i dette leksikon). Den var udstyret med seks byporte, hvoraf to var forsynet med tårne, nemlig ved Hovedvagtstræde ved byfogedens bro og ud for nuværende Sophie Brahes Gade ved Wiibroe Plads, hvor Øresunds Toldkammer engang lå. Strandporten, også kaldet Blå Port, var hovedindgangen til byen og lå for enden af Brostræde, hovedstrædet fra og til havnen. Denne byport havde intet tårn, som de to ovenfor nævnte havde. De repræsenterede byfogeden og tolderen, kongeligt udnævnte myndigheder. De tre øvrige strandporte var ret ubetydelige. De to ovenfor nævnte porttårne blev trods protest fra magistaten revet ned, muligvis omkring 1732. Som den sidste af de seks byporte blev Strandporten fjernet i 1786 for at give plads til nye toldbygninger med pakhus og vagtlokale. I forbindelse med anlæggelse af Kystbanen blev det nuværende toldkammer opført til erstatning for det gamle toldbygningsanlæg i 1891.

Svingelport

Forskellige navne er blevet anført gennem tiderne: ”Wed Suyngelen”, ”Svingelenn”, ”Suingelelenn”, ”Swiingelen”, ”Zwinglen” og senere ”Svingelen” og "Svingelport”. En svingel betyder simpelthen en vejspærring, der kan bevæge sig, svinge. Svingelporten var placeret ved spidsen af Svingelpladsen lige udenfor ”Grøften” eller ”Strømmen”. Den tidlige udgave af Svingelport blev ødelagt i samme periode som bymuren (se afsnit ovenfor). Byporten kom derefter til at bestå af en simpel træbom, som vi kender dem i dag fra skovvejene. I 1685 beskrives Svingelporten som værende i en elendig tilstand, og i 1723 var det helt galt.

Den vigtigste vej til Helsingør fra syd var strandvejen, kaldet Københavnsvejen (Søndre Strandvej), som mundede ud i Stengade og Svingelporten. Den var således tilsvarende vigtig. Det var den første adelvej (hovedvej, landevej), hvor både vejen til landsbyerne Borup (Borupgaard), Rørtang, den gamle vej mod Gurre og muligvis også til den gamle vej til Kronborg Ladegaard (hvor Montebello ligger i dag), løb sammen inden Svingelen. Den gamle strandvej mod København var elendig og blev først bedre efter 1780, hvor en omfattende modernisering af det danske vejnet blev påbegyndt. Et af resultaterne var den ny kongevej, som gik fra København til Helsingør via Holte og Hørsholm og delte sig mod Hillerød ved Nyrup (færdig 1793, afsluttedes med milepæle).

Et forslag om en ny og ambitiøs port blev forelagt, men magistraten kunne ikke skaffe penge til vedligeholdelsen og staten ville ikke. Løsningen kom fra tømrer Bendt Svendsen, der tilbød at opføre en ny port, hvis han slap for at betale skatte og indkvartering i syv år. Man overvejede hans tilbud, men han skulle dog selv vedligeholde porten i den skattefri periode. Af en eller anden grund blev det alligevel ikke til noget, måske fordi han var for stor en skatteyder. Det lykkedes efter nogen tid at få nogle af de rigeste borgere i Helsingør til at bidrage til en ny port efter Bendt Svendsens tegninger. Tegningerne eksisterer stadig, og derfor ved man, hvordan porten så ud, da den stod færdig i 1727: en solid gulmalet træport med røde stolper, udstyret med Frederik 4.s monogram. Efter den ny Kongevej var blevet anlagt efter 1780, fik Svingelporten endnu større betydning. En flot og præsentabel konsumptionsbygning fra 1700-tallet lå i Stengade 9 blev desværre revet ned i 1959. En ny og pompøs accisebod, tegnet af fæstningsingeniør F. Zuber, blev opført og taget i brug i 1806. Den lå i Stengade 6 midt i den trekantede Svingelplads. Bygningen var placeret, hvor Strandvejen og Kongevejen mødtes, fordi man bedre kunne opkræve konsumption af vejfarende fra begge veje. Bygningen blev anvendt i mange sammenhænge, inden den blev revet ned i 1961. Svingelpladsen bliver i dag kaldt Simon Spies Plads.

Ny Kirkegaards Port

Oprindelig var denne byport placeret ved den nordlige ende af kirkegården. En vej langs hermed forbandt denne port med Rosenkildeporten (om denne nedenfor). Vejforbindelsen forsvandt, da bebyggelsen efterhånden blev mere sparsom. Efter 1660 blev byporten flyttet lidt længere mod syd til afslutningen af Stjernegade ved Nygade og for enden af Kongensgade, imod den ”grønne gård i den grønne have” op mod kirkegården. Den blev flyttet samtidig med flytning af Lappeporten (se næste afsnit). Byporten blev også kaldt ”Stjerneporten” eller ”Den grønne port”. Man kan også støde på stavemåden ”Nykirkegaardsport”. Byporten blev bygget, da Christian 4. anlagde kanonstøberiet Gjethuset (nyere stavemåde Gethuset), færdigbygget i år 1600. Stjernegade ændrede herefter status fra markvej til gade, men blev først noget senere udbygget.

Hovedfærdselen gik ad markveje til og fra Horserød, Esrum, Esbønderup, Søborg, Gurre og Tikøb over ”Skottebakken”, nuværende Møllebakken til og fra byen, den tredje adelvej. Om denne vejs forgænger fra middelalderen kan læses i afsnittet med Rosenkildeporten nedenfor. Ved bakken lå nogle jorder samt ”Skottehuset”, ejet af fattige skotter og beboet af en skotsk hattemagerslægt, Fenton. Bønderne kom til byen med deres varer ad Gurrevej og Esrumvej, skulle betale den forhadte konsumption og visiteres af konsumptionsbetjente med øgenavnet ”posekiggere”. Hyppig trængsel og lang ventetid bidrog til uorden og uhumskheder på kirkegården. Byens utilstrækkelige afskærmning mod landsiden banede vej for både kvæg, kåde drenge, fulde sømænd, endog vognkørsel og skabte desuden utallige smutveje for smuglere, ikke mindst om natten. Det har næppe været en let opgave at være vagt her.

På et tidspunkt omkring 1685 bemærkes det, at porten er så forfalden, at den stort set ikke eksisterer. Forfaldet gjaldt åbenbart også de andre byporte ifølge beskrivelser samme år. Landets økonomi led trange kår de senere år under Christian 4. og blev endnu værre efter Karl Gustav-krigene 1657-1660. Det smittede naturligvis af på byerne og folks levevis generelt, hvor elendige tilstande med fattigdom og simpelthen sult herskede i lange tider. Man må formode, at porten er blevet fornyet i bedre tider, som de andre byporte er blevet det.

En komsumptionsbod eller et vagthus blev opført i 1738 langs den daværende landevej op mod kirkegården. Til afløsning for dette blev et beskedent vagthus i 1785 opført direkte på kirkegårdens jord, selvom det intet havde med selve kirkegården at gøre. Det havde dog en vis betydning for livet på og omkring den. Kirkegården anlagdes i 1580 på grund af pladsmangel på byens kirkegårde, Skt. Olai og Sct. Mariæ, som en assistenskirkegård for syge forarmede, spedalske, pestofre og sømænd. Navnet Nykirkegård bevaredes langt op i 1800-tallet, da alle begravelser for længst var ophørt på de gamle kirkegårde i byen. En udvidelse af Kongensgade i 1975 ændrede dette område fuldstændig. I artiklen om Helsingør Kirkegård kan man læse mere om dennes historie.

Lappeporten

Denne byport lå oprindelig i forbindelse med den gamle Hellebækvej, der via Sct. Anna Gade førte mod Hellebæk som den fjerde adelvej og kaldtes ”vejen til Søborg”. Vejforløbet var anderledes dengang, og Marienlyst Allé kun var en lille markvej. Porten i Sct. Anna Gade må antages at have ligget i nærheden af Sudergade eller krydset i Kongensgade. Den blev også kaldt Røde Port, fordi den var rødmalet.

I 1661 blev byporten med tilhørende konsumptionsbod flyttet ud til enden af Sct. Anna Gade og den daværende Bøddelgade, i dag kaldet Lundegade, hvor de møder Lappen. Det skete samtidig med, at Ny Kirkegaards Port (se denne) blev flyttet lidt længere mod syd. Byporten var sandsynligvis en vejbom og boden en mindre og simpel træbygning. Ligesom Lappen n lå den på et smalt stykke hævet havbund, som gennem tiden er blevet bredere. Strandvejen mod nord var en del anvendt trods dens elendige tilstand med sand og hyppige oversvømmelser.

Militærets tilstedeværelse her var ifølge overleveringerne medvirkende til en bedre bevogtning end tilfældet var ved Ny Kirkegaards Port, Svingelport og Strandporten. I 1779 blev en ny konsumtionsbod opført nær ved det militære vagthus på stedet. Den lille trefags bygning var opført på den betingelse, at den ”ikke faar nogen Connection med Vagthuuset”. Konsumtionsboderne var lejet ud til konsumtionsforpagterne. Bygningen var udstyret med et køkken og ”et liden hul til en seng”, fordi toldbetjenten skulle opholde sig i vagthuset døgnet rundt, men de var efter sigende ikke meget værd. Tømrer Bendt Svendsen (nævnt i afsnittet om Svingelport) lod i 1735 opføre en ny port. I 1788 blev byporten atter fornyet.

Rosenkildeporten

Den gamle middelaldervej, den anden adelvej, gik i lige linje fra denne byport over ”Skottebakken”, Møllebakken ad den gamle Gurrevej til mod Gurre Slot, mod bl.a Søborg og Tikøb (nævnt i afsnittet om Ny Kirkegaards Port). Sudergade afsluttedes på Frederik 2. og Christian 4.s tid mod Fiolgade med en simpel passage, en fægang, gennem hvilken kvæget kunne drives til og fra bymarken udenfor byportene mod landsiden. Den blev derfor også kaldt ”Koporten”, sjældnere ”Vesterport”. En vej langs kirkegården forbandt denne port med Ny Kirkegaards Port, inden denne blev flyttet (se denne port).

Trods betegnelsen Rosenkildeporten var det ikke nogen egentlig byport som de øvrige. Navnet ”Rosenkildestetten” optræder, fordi passagen i realiteten kun bestod af enten en stente eller stette (stætte), hvor man kunne smutte over byens hegn ud i bymarken. På grund af den stejle Hjortebakke umiddelbart udenfor ”porten” var stedet ikke egnet til almindelig færdsel. Rosenkildeporten var meget anderledes end byens øvrige porte, og det er derfor ikke så mærkeligt, at en konsumptionsbod ikke er omtalt.

Byportenes endeligt

Helsingør by havde stadig et middelalderligt præg, da den forhadte konsumptionsafgift ophørte i 1850. Den havde eksisteret i 190 år (fra 1660). De tilbageværende og herefter overflødige byporte blev revet ned i 1851, og samtidig blev byens afskærmning mod landsiden fjernet. ”Luft” omkring byen gav grobund for tiltrængt forandring og udvidelse.

Litteratur

Lars Bjørn Madsen: Svingelport. Simon Spies Fonden, 1993.

Lars Bjørn Madsen: Helsingør Toldkammer. Told og Skattehistorisk Selskab, 1991.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (afsnit om byporte, bd. 1, side 152-164).

Kenno Pedersens serie i 6 bind: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Udgivet i årene 2003-2010. (Omtale af byporte i forbindelse med de respektive gader).