Købmand Leedgaard

Købmand Leedgaard i Hornbæk

I 1889 startede mejerist Niels Jens Jensen Leedgaard (1855-1927) op med en lille traditionel købmandsgård på Nordre Strandvej 349-351, hvor Super Best ligger i dag (2009). Det var Hornbæks første forretning, som blev udvidet med et større byggeri på samme grund i 1894. N.J. Leedgaard drev samtidig Ledgaard i Bistrup 4 km uden for Hornbæk. Forretningen var baseret på salg af Ledgaardens produkter.

Hornbæk Hovedgade, 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.

Netop i disse år udviklede Hornbæk sig fra et fiskerleje til sommerferieby for landets mest kendte og velhavende mennesker, idet Kystvej og Skovvej med sideveje blev udstykket til sommerhusgrunde.

Niels Jens Leedgaard var gift med Hilda fra Enggaarden i Borsholm. Han fik 9 børn, hvoraf 2 døde kort efter fødslen. Børnene Berndt, William, Ebba, Herluf, Poul, Arthur og Harriet blev meget aktive i byen. Det var imidlertid William (1887-1956), der var det største handelstalent. Han drev forretningen fra han var 12 år. Han var ambitiøs og meget målrettet, så han udbyggede forretningen i et hurtigt tempo fra et mindre udsalg af landbrugsprodukter til en stor og landskendt købmandsgård baseret på vinimport, finere kolonial, tobak, korn- og foderstoffer, benzin og petroleum, kul, koks og brænde og ligeledes isenkram. Forretningen var byens største forretning.

ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.

Williams søster Ebba blev gift med Carl Marius Rye Madsen, der overtog en traditionel isenkramforretning (hvor den ligger i dag) omkring 1910. Dengang konkurrerede man helst ikke med familie og venner, så William ophørte derfor straks med at sælge isenkram. Så ligeledes da Carl Rasmussen (kaldet Gemüse Carl) privat flyttede ind på 1. sal og åbnede forretning med blomster og grøntsager på samme grund stoppede William med at sælge grøntsager fra Ledgården i Bistrup.

Williams 1 år ældre bror Berndt bliver malermester i byen og startede i øvrigt Hornbæk idrætsforening i 1909 kun 21 år gammel. Bernt døde meget ung kun 32 år. Hans svenske kone Augusta levede 49 år længere. Hun blev 87 år og hjalp til med mad i købmandsgården stort set til hun døde i 1967. Herluf flyttede til Roskilde og åbnede et tøjgrossistfirma. I Kildekrog på Ndr. Strandvej nr. 529 byggede N.J. Leedgaard en kombineret forretning og privatbolig i 1917 som filial til forretningen i Hornbæk. Den blev bestyret af sønnen Arthur, og da han døde i 1932 videreførtes denne af hans søster Harriet, som drev denne meget succesfuldt i 30 år. Den blev senere overtaget af Kaj Hvitved omkring 1960. Herefter fortsatte Harriet som kommis i købmandsgården i Hornbæk. Omkring 1935 åbnede Poul Leedgaard købmandsforretning på Hornebyvej nr. 2, men måtte lukke nogle år senere, da han ikke rigtigt nænnede at sælge øllet.

Strandvejen anno 1920 med den nye filial i Kildekrog.

Købmandsgården blev p.g.a. kundepotentialet mere og mere fokuseret på eksklusive vine og specialiteter. I 1906 var Hornbækbanen åbnet og turisterne stormede til Hornbæk. I foråret, når togene ankom fra København, kæmpede købmændene på perronen om kunderne. Man afhentede dem og kørte dem ud til sommerhusene, hvor man så optog lange bestillingslister med alt fra sukker og salt til øl og vin til udbringning lidt senere.

I påsken var der i 1950'erne et sådant pres på, at kunderne stod i kø 10 meter uden for forretningen, og specielt onsdag før påske. Den dag blev de sidste varer først bragt ud efter kl. 2 om natten, men så var der også megen sympati og gode drikkepenge til chauffører og bybude.

Sommergæsternes dage gik med strandture og indkøb (køleskab og dybfryser eksisterede jo ikke endnu). Efter aftensmaden klædte man sig meget fint og moderigtigt på til ”moleræs” på havnen, hvor man så solen gå ned og fik hilst og konverseret de mange, man mødte på havnen. De fleste aftener var der også vandskishow, hvor ”Luxtex brødrene” og den lokale malersvend Arne Becker lavede et farverigt show tæt på vestre molehoved.

Så gik man hjem og mange aftener blev sluttet af med at spise de russiske Kamchatka krabber på ristet brød med kold moselvin eller champagne. Det var det foretrukne i 50’erne, for dem der have rigeligt med penge, og dem var der rigtig mange af i Hornbæk. Og så var det købmandens opgave at skaffe Kamchatka krabberne.

Da der var valutarestriktioner fra krigens tid på næsten alle udenlandske varer, og helt op til begyndelsen af 60’erne for whisky og cognac, blev der meget hyppigt sendt en delegation bestående af min mor, min søster Annegrete og mig til varehuset EPA i Helsingborg, hvorfra der blev slæbt/smuglet russiske krabber, mandler og kakao hjem i stor skala. Da restriktionerne for amerikanske fersken og ananas gradvis faldt bort i begyndelsen af 50’erne fik vi det som dessert med flødeskum og mandeldrys hver søndag i 5 år. Da Coca Cola blev tilladt i Danmark, vistnok i 1956, solgte vi 600 kasser den første uge, og vi kunne nemt have solgt det dobbelte, men det kunne ikke fremskaffes.

Anna og Williams sølvbryllup i 1944.

I købmandsgården arbejdede udover en stor Leedgaardfamilie, 2-3 kommiser, 2 lærlinge, 1 chauffør, 2 bydrenge, 1 kogekone og 1 stuepige. Kommiserne, chaufføren og stuepigen boede i værelser ovenpå forretningen. Der blev serveret morgenmad fra 7.30, formiddagskaffe kl. 9.30 for første hold og 9.45 for andet. På samme måde serveredes varm mad (mindst 2 retter startende med suppe) i 2 hold kl. 12 og 12.30 og eftermiddagskaffe 15.00 og 15.30, som blev serveret i en flot stengrotte i haven. Aftensmaden, som var smørrebrød, blev indtaget samlet kl. 18.00 med gamle William og senere Holger for bordenden. Alle måltider var virkeligt velsmagende og veltillavede og blev serveret på klokkeslæt. Men det var stadig sådan, at kokkepigen og fru Leedgaard sammensatte menuen af varer fra forretningen, og man tog altid de ældste varer. Kunderne skulle altid have de friskeste varer.

Regningshoved med tegning af købmandsforretningen med basarbygninger fra 1960.

Forretningen var nu blevet temmelig stor. Købmand Leedgaard var den absolut største kunde hos kolonialgrossisten Lund & Rasmussen i Helsingør, ligesom den var det hos kaffegrossisten Edvard Petersen samme sted.

Personale og familie havde et stærk sammenhold. Fra midten af 30'erne til 1960 var der en ESSO tank på grunden, som i weekenderne blev passet af personalet. Man havde minigolfturnering hver mandag i juni-august med flot vandrepokal med ugentlig inskription. Kommiserne rejste igen i september og man fejrede den normalt gode sæson med stor middag på Hotel Marienlyst og senere Kystens Perle den 3. lørdag i august for hele personalet. Man arbejdede næsten alle 7 dage, men syntes alligevel p.g.a. stemningen og miljøet, at man var på ferie i Hornbæk, sagde mange af kommiserne, som senere besøgte familien. Ferie var ikke rigtig noget man snakkede om. Fra 1. juni til 1. september var det helt udelukket at tale om ferie. Der var i realiteten altid åbent. Når butiksdøren blev lukket lørdag kl. 14 kom kunderne bare ind gennem privaten. Det forsatte indtil ca. kl. 20 både lørdag og søndag. Det var sommergæster, der manglede en flaske gin eller rødvin, og så var det svenskeanna og tyskerlarsen, som altid løb tør for 6 grønne Tuborg.

Gamle Anna og William havde været på ferie i Prag i 1936. Næste ferie for dem var først i 1954, hvor de tog på ferie med vognmand Eriksen fra Helsingør til Rom, Napoli og Capri.

Forretningen fik efter 2. Verdenskrig sloganet ”forretningen alle kender”, da alle de kendte skibsredere, erhvervsfolk og skuespillere handlede her hver sommer. William byggede og byggede. Omkring 1950 var der 14 bygninger. Einar Borg havde bl. a. blikkenslagerværksted, hvor de nuværende succesfulde VVS-folk Finn og Henrik Vindahl Andersen arbejdede før de selv startede. Der var garage anlæg til udlejningsbiler for Christian-68.

I 1956 dør William, og hans datter Aase Leedgaard (1920-83) og svigersønnen Holger Leedgaard Nielsen (1913-89) overtager forretningen. Og så skete der noget igen, for Holger Leedgaard havde længe ønsket en total indvendig ombygning af forretningen, baseret på større butiksareal med køledisk, dybfryser og færdigafvejede varer samt, at kunderne selv kunne plukke varer fra hylderne. Det skete blot 6 måneder efter, at han havde overtaget forretningen. Samtidig nedlagde han efter et par år benzinsalget og byggede omkring 1960 4 mindre forretninger på arealet, hvor bl. a. E. Borg og sønner (i folkemunde: Sorg og Bønner), Carl Hansen (Lille Carl) og Ib Sko (Ib Mælkemand) fik forretninger. Der var virkelig gang i tingene. Men så skete der desværre det, at Aase Leedgaard fik ledegigt, som udviklede sig voldsomt og invaliderede hende. Det medførte, at forretningen i 1972 blev solgt til Alice og Tage Nielsen, der få år senere nedrev alle 14-15 bygninger og byggede, hvad vi i dag kender som Super Best.

Livet i byen.

Skydebrødrene ca. 1930.

Det blev også mest p.g.a. Holger stedet, hvor mange nyheder blev samlet og spredt. Postbud Skjold Andersen var der hver dag med alle nyheder fra byen, og Vognmand Erik Svendsen, der drev fragtmandsruten Hornbæk-København kom ligeledes mindst en halv time hver dag, og leverede de mere eksterne og ofte lidt uartige historier. Erik var med i skytteforeningen, hjemmeværnet og salonskydeselskabet sammen med Holger Leedgaard, Verner Ahrendt-Jensen, Erik Helms samt Stammureren Oluf Pedersen, og sammen med kommandør Kaj Bang havde man med koner i 1938 startet op med badminton på byens badehotel. Når der var fugleskydning, gik det ofte lidt voldsomt for sig. Et af de første år efter krigen blev købmandsgårdens lastbil brugt til hjemtransport af fulde skydebrødre. Den kørte ret igennem garagen og videre igennem grisestalden samme sted. Grisestalden var blevet etableret under krigen for at få mad på bordet. Gamle William havde en meget alvorlig samtale med svigersønnen Holger om dette. Lastbilen var stærkt beskadiget og grisene døde.

William Leedgaard kunne i øvrigt ikke lide folk som drak. Så der var ingen tørstige i baglokalet. Ej heller på hele ejendomsmatriklen. Det var kun når William og konen Anna havde deres årlige våde frokost med Gemüse Carl og hans kone Gudrun i september, hvor de gjorde status over ”de kendte menneskers glemte regninger”. Her blev tabene skyllet ned.

Men der var som i dag en del andre forskellige grupperinger i byen: Den toneangivende gruppe, mener jeg, var den med elektrikeren Carl Emil Ahrendt-Jensen, Carl Rasmussen (gemüsen), skræddermester Larsen og Fede Ras (han var officielt slagtermester, men det var reelt konen, mens han var kunstmaler og jordmodermand og hyggede sig igennem livet). Vel nok mest p.g.a. Carl Emil Ahrendt-Jensen, der reelt var byens nestor på stort set alle plan i de næste 3-4 årtier, var det denne gruppe der genererede ideerne til, hvad der skulle ske i Hornbæk. Der var også ”de fine”: postmesteren, apotekeren, tandlægen, skoleinspektøren og boghandleren. De blandede sig ikke, men var nok mere i betragterens rolle. Så var der livet i Hornbæk Idrætsforening, hvor drivkræfterne sportsligt set var brødrene Carl og Svend Bødker Nielsen. Det praktiske blev ordnet af skolepedel Christian Andersen kaldet Pedella. Carl var både ungdomstræner, formand, med på a-holdet og ingeniør på Helsingør Værft. Senere blev han formand for Dansk Boldspil Union, hvor han var manden, der fyrede træner Kurt Nielsen og i stedet ansatte Sepp Piontek, der satte dansk fodbold i et helt andet gear, startende med EM i Frankrig 1984. I Hornbæk havde vi et A-hold, som alle kendte, og som hvert år spillede en stort opsat kamp mod bronceholdet fra OL i London 1948, med en 3. Halvleg på Hotel/restaurant Bondegården, dengang drevet af ”champagnedrengen” Christian Hansen, der var fætter til Danmarks berømte centerhalf Axel Pilmark, der spillede i Italien. Han fik bl. a. de ligeledes meget berømte ”italienere” John Hansen, Carl Aage Præst og Eigil Nielsen med til Hornbæk hvert år.

Byfest i Hornbæk 1956.

Drivkræfterne bag en årlig byfest i hovedgaden 2. lørdag i juli, og havnefesten den 4. lørdag i juli, var en større gruppe med farvehandler Erik Helms, murermester Poul Fritzen og tømrermestrene Mogens Fritzen og Hans Kuhlmann i spidsen for alle byens håndværkermestre og handlende.

Så var der musikgruppen også kaldet sangforeningen Brage med gartner Larsen, malermester Kaj Andersen, graveren Munk Andersen, bankfuldmægtig Paula Fensmark og købmand Carlo Holm, der, når der skulle arrangeres amatørteater, blev udvidet med Carl Emil Ahrendt-Jensen og farvehandler Alfred Andersen.

Så var der den lille hyggegruppe isenkræmmer Rye Madsen, skotøjshandler Larsen og cykelhandler Jens Pihl, der i årene lige efter krigen hver dag diskuterede byens anliggender i cykelhandlerens kælder over en guldbajer, der hver dag møjsommeligt blev indkøbt hos forskellige købmænd, da ingen måtte få den fornemmelse, at de var fordrukne.

Perioden 1940-45.

Tyske soldater marcherede dagligt gennem hovedgaden.

Hornbæk blev totalt oversvømmet med tyske soldater under krigen. Der var fra 3000 og op til 5000 soldater i perioden. Hornbæk var hovedkvarteret for de tyske tropper på Sjælland. Hornbæk var valgt p.g.a., at man jo her havde næsten 20 hoteller og pensionater. Kommandant og officerer holdt til på Hornbækhus. Gestapo på Hotel Trouville og forhørslokaler og celler var på Villa Strand.

Samtidig lavede tyskerne et forsvar af indsejlingen til Øresund i Hornbæk Plantage, hvor yderligere 600 tyske soldater bemandede et kanonbatteri. Så de tyske soldater fyldte meget i byen dag og nat. Specielt på Bondegaardens restaurant og i den gamle biograf på A.R. Friisvej. Der blev derfor sat ild til restauranten, som lå hvor Super Brugsen ligger i dag.

Restaurant Bondegården før sabotagebranden i 1944.

Sognefogeden Holger Silldorff havde få minutter før fået alle danske gæster ud, og også ringet til Tikøb Brandvæsen og bedt dem bruge ”de gamle slanger”. Få dage senere svarede tyskerne igen ved at nedbrænde den meget flotte nabobygning Bakkebo, hvori bl. a. Hornbæks bådebyggeri dengang lå.

Bakkebo før schalburgtagebranden i 1944.

Så stoppede den type aktioner. Tyskerne truede bl. a. fru boghandler Mogensen med at hendes ejendom ville blive nedbrændt, hvis byens modstandsbevægelse skulle finde på at afbrænde biografen, som tyskerne elskede. Hun chikanerede nemlig tyskerne dagligt med altid at overse dem i sin forretning, så hun var specielt udvalgt, og hun gemte da også sine dyrere ejendele et andet sted i byen.

Byens lille modstandslomme, som holdt til i det gamle mejeri på Ole Piis Vej, brugte derfor nu mere sine kræfter på at hjælpe forfulgte danskere og jøder til Sverrige. Forfulgte ventede i mejeriets hestestald på besked fra havnen, om hvem tyskerne havde på vagt. Der var en gruppe tyske soldater kaldet sønderjyderne. Det var dansksindede tyskere fra Flensborg, der boede i Store Bjørns hus på havnevej, og som var kendt for at vende det blinde øje til transporterne. Når de kom på vagt, havde man 4 timer til at komme ud af havnen. Der blev straks ringet til doktor Berg, som kom ned med beroligende indsprøjtninger til børnene, der så hastigt blev båret om bord og gemt i Gudmand og Johannes fiskekutter Karen eller i Julius og Karl Ankers store smakkejolle. De blev stemplet ud af ”sønderjyderne” og så var det bare om at komme uset til Viken i en fart.

I købmandsgården forsøgte gamle William at komme igennem krigen uden ridser i lakken, hvad man meget nemt kunne få, hvis man var for flink ved tyskerne, eller hvis man var for smart med rationeringsmærkerne. Dem var der et par stykker af, som skyndsomst forlod byen i 1945, ligesom der var en biografejer på Friis Vej, der mistede retten til offentlig fremvisning af film. De unge piger, der var blevet tiltrukket af det søde og vilde liv på Hornbækhus med de mange tyske officerer, fik ligeledes en ubehagelig klipning og byrundtur på ladet af en lastvogn den 5. Maj. Men det kunne vel ikke være anderledes i en by med under 2000 faste indbyggere, der pludselig i 5 år totalt oversvømmes af op til 5000 tyske soldater med rigelige midler.

Handelslivets ændring i 1960’erne.

Hornbæk var en attraktiv forretningsby, da man nu havde ca. 3.000 rimeligt velbemidlede faste beboere, samt mere end 20.000 meget velbemidlede gæster hver sommer. Kædebutikkerne FDB og Irma bankede derfor på døren. FDB købte grunden Ndr. Strandvej 325, hvor der i dag ligger BlomsterCompaniet og Bisgaard bageren (2009), og byggede her en efter datidens målestok en moderne selvbetjeningsbutik. Irma lå i en meget lille butik, hvor der i dag er ”café dig og mig”. Dem som havde broderparten af omsætningen af fødevarer i byen var Hornbæk Mejeri, Købmand Leedgaard, Carl Rasmussen (gemüsen) og slagter Frederiksen. Jeg mener, at de alle var med i ”musketergruppen”. De mente, at FDB var udygtig på alle ledelsesniveauer, så på trods af deres størrelse og penge, ville FDB ikke være nogen udfordring. Det viste sig også at være rigtigt, idet Brugsen måtte lukke efter ca. 10 meget usuccesfulde år.

Nej, den virkelige udfordring var, hvis Irma fik bedre lokaliteter i byen. Irma var datidens mest veldrevne kæde, ledet af den navnkundige direktør Børge Olsen. Mulighederne for direktør Olsen var køb af Ndr. Strandvej 352 og 354, hvor der kunne blive indgang fra både hovedgaden og Stejlepladsen. Man aftalte derfor med nr. 352 og 354, at gruppen overbød ethvert skriftligt tilbud fra Irmas side. Irma allierede sig derfor nu med bagermester Kjær-Jørgensen fra Havnevej 4, og bad ham, mod passende vederlag, om at købe hans konkurrent bager og konditor Reders store ejendom på A.R.Friis Vej 4 og videresælge ejendommen til Irma. Det blev gjort. Kjær-Jørgensen blev herefter kaldt Irma-bageren og prægede forsiderne i både BT og Ekstrabladet de kommende dage.

Gemüse Carls forretning 1955.

Der var oprør i byen. ”Musketergruppen” var eddikesur. Irma blev succesfuld i sine nye omgivelser, og fakta var, at Hornbæk Mejeri, 5 købmænd, 2 grønthandlere og 2 slagtere forsvandt i løbet af de næste 10 år. Irma fik skylden, men det var nu nok på grund af tiderne sket alligevel, men måske i et lidt langsommere tempo.

Artiklen er skrevet af William Leedgaard (oldebarn af N.J. Leedgaard) på baggrund af egne indtryk og oplevelser med faktuel bistand fra Gunnar Rasmussen (søn af Gemüsen Carl Rasmussen og opvokset på købmandsgården) samt Per Silldorff (søn af sognefoged, malermester og kunstmaler Holger Silldorff) samt data fra Karl Rønnes bog om Hornbæk.