Helsingør

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje. Man ved ikke præcis, hvor fiskerlejet lå, men det har formentlig ligget i den sydvestlige del af byområdet ved vandløbet ”Strømmen”, som løb ud i Øresund der, hvor nuværende Gyldenstræde ligger. Bugten var mere tydelig end nu, fordi man gennem tiderne har udvidet landområdet mod øst ved kraftige opfyldninger i vandet. Helsingør har i tidlige tider haft betydning for færgefarten mellem Helsingør og Helsingborg, fordi det er det smalleste sted i Øresund.

Navnet Helsingør

Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder det således ’Helsingernes grusede strandbred'.

Byens specielle beliggenhed

Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af Øresundstolden. Helsingør har derfor en helt speciel historie og givet byen en særstilling. Karakteristisk for Helsingør er en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den udsatte og ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

Hvor gammel er byen?

Man kender hverken alder eller bebyggelse for den ældste Helsingør by. Men den går formodentlig tilbage til tidlig middelalder i 1100-tallet, før bebyggelsen er af en sådan karakter, at man kan kalde det for en by (se også artikel i dette leksikon: Det ældste Helsingør). Helsingør (’Helsingher’) nævnes for første gang i Kong Valdemars Jordebog 1241 i købstadslisten og købstadsprivilegier, ligesom Slangerup og Søborg nævnes. Jordebogen er et håndskrift, som indeholder oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter fra ca. 1231-1240. Den ældste by var domineret af fiskeri og færgeoverfart. Det store sildeeventyr i middelalderen har haft stor betydning for byens vækst. Det indbringende sildefiskeri mistede dog sin betydning i periodens sidste del. Færgefarten skulle kunne transportere større mængder gods, heste og mange passagerer mellem Helsingør og Helsingborg.

Angreb på byen

Et tidligt middelalderligt borganlæg syd for middelalderbyen til beskyttelse af byen var Flynderborg. Borgen blev ødelagt 1369 af lybækkerne, som var med i handelsforbundet Hansestæderne. Der havde været angreb tidligere. Bl.a. hævdes byen at være blevet ødelagt i 1289 af Erik Præstehader. Byen blev atter ødelagt af Lybækkerne 1312 og igen 1523.

Helsingørs ældste bygning

Omkring år 1200 blev den ældste bevarede bygning, Skt. Olai Kirke, grundlagt. På den tid var den en romansk landsbykirke med en anselig størrelse (ca. 19,25 x 11,5 m). Man kan stadig se rester fra den ældste del af kirken. Den er siden blevet udvidet i flere omgange og fik i 1961 status som byens domkirke.

Helsingørs første storhedstid

Erik af Pommern (ca._1382-1459) var den konge, der gav Helsingør et betydningsfuldt løft som by. Han lod borgen Krogen opføre i 1420’erne (senere ombygget til Kronborg), og han skænkede grunde til tre klostre fra tiggermunkeordener: Sct. Annæ Kloster i 1420 (Francicskanerordenen), Skt. Nikolai Kloster i 1430 (Sortebrødre) og Karmeliterklostret (Vor Frue Kloster) i 1430 (karmelitterordenen/ hvidebrødrene). Han lagde også grund til hovedtrækkene i den byplan, som ses i dag med retlinede gader, parallelt med kysten og tværgaderne gående ud derfra - formet som et skakbræt. Erik af Pommern opfordrede folk til at slå sig ned i Helsingør og bygge et hus: ”de deroppe på Krogen skulle flytte og der en ny Købstad bygge”. Byggede man et stenhus, fik man skattefrihed i 10 år, og et træhus gav skattefrihed i 5 år. Erik af Pommern skænkede byen de hidtil mest omfattende købstadsprivilegier den 2. juni 1426, hvilket øgede handelen i byen.

Øresundstolden

En genial og indbringende idé var indførelsen af en Øresundstold i 1429, som skulle opkræves i Helsingør. I Øresundstoldens baggrund, en artikel i dette leksikon, kan man læse mere om flere forhold, der fører til dette tiltag: øget skibsfart, større skibe og færre sild - alt i alt noget, der fører til færre skatteindtægter. Hvert skib blev opkrævet for 1 Rosenobel, der røg direkte i kongens kasse, en told, som også dannede grundlag for Helsingørs vækst og velstand. Tolden var til gengæld ret upopulær hos dem, der skulle betale. For at bøde lidt på det lovede kongen at holde farvandene fri for sørøvere. Først i 1771 gik indtægterne for Øresundstolden i statskassen. Det lykkedes Danmark at opretholde Øresundstolden uforholdsmæssigt mange år, lige indtil USA sagde fra i 1857. Det gav en magtposition at have herredømmet over Østersøen. Ikke blot byens handel og rigdom, men også dens anseelse voksede, og den internationale by var med på nyeste mode. Til gengæld var byen sårbar under krige og sygdomme som f.eks. pest.

Helsingørs anden storhedstid

Under Frederik 2. (1534-1588) udviklede byen Helsingør sig yderligere. Frederik 2. er særlig kendt for opførelsen af det storstilede Kronborg med baggund i Erik af Pommerns efterhånden forældede og utilstrækkelie borganlæg. Det myldrede med håndværkere på grund af det nye byggeri, og de mange bygningsarbejdere skulle forsynes med brød. Kongen lod derfor adskillige melmøller opføre i Hellebæk, bl.a. Kongens Mølle, efter at have inddæmmet og reguleret områdets mange damme og søer. Vandet samledes i Hellebækken, som havde et fald på 20 meter mod Øresund. Kimen til en industri var lagt. De mange håndværkere bidrog med opførelsen af flere huse. Bl.a. en hel bydel i et område mellem byen og Kronborg, som blev kaldt for Sanden. I denne bydel, som blev kaldt for "Lille Amsterdam" på grund af den hollandske inspiration, boede der relativt velhavende folk. Frederik 2. lod også et mindre lysthus "Lundehave" opføre, hvoraf den midterste del er en del af det Marienlyst Slot, som vi ser i dag.

Under Christian 4. (1577-1648) blev Helsingør den næststørste by i landet med 8-10.000 indbyggere i 1625, kun overgået af København. Kongen var meget optaget af at opruste for at kunne holde svenskerne væk, eller endnu bedre for at sejre over dem. Han lod et gethus (gjethus) opføre til et kanonstøberi, som ikke eksisterer mere. Det lå i området mellem nuværende Kronborgvej, Allégade og Kongensgade ud for nr. 23. Det hang sammen med oprettelsen af en jern-og våbenindustri med smedjen Hammermøllen, samt en kobbermølle i Hellebæk, som kongen etablerede meget tidligt. Efter en møjsommelig transport blev kanonerne afprøvet i Hellebæk. Våbenfabrikken eksisterede indtil 1870 og gik da under navnet Kronborg Geværfabrik. Christian 4. lod Lappestens Batteri og en bymur opføre omkring den sårbare by.

OBS: Denne artikel er stadig under udarbejdelse!

Billedgalleri

Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej	Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg	Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, Grønningen, Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"
Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964	Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983	Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008

Eksterne links

Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid

Helsingørs historie - Trap Danmark

Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon