Den skotske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden

Helsingør var i Sundtoldstiden en international by, hvor mange forskellige sprog kunne høres i byens gader. Der var sømænd, hvis skibe var ankret op for at betale sundtold, men der var også mange udlændinge, som havde slået sig ned permanent i Helsingør, hvor der på grund af den store trafik på havnen var gode muligheder for at drive handel og håndværk.

Skotske og engelske beboere var gennem hele Sundtoldstiden med til at sætte deres præg på byen, men ikke samtidig. Den skotske indvandring var stor i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Fra midt i 1700-tallet og frem til Sundtoldens ophævelse i 1857 var det de engelske indvandrere, som blev de dominerende.

Udvandring fra Scotland

Der var i 1400- og 1500-tallet en stor udvandring fra Scotland til stort set alle de nordeuropæiske lande, men primært til Preussen og Polen. I alle hansestæder boede der mange skotter, ofte til stor utilfredshed for den lokale befolkning, som anklagede skotterne for ikke at overholde de stedlige regler for erhvervsaktivitet, idet de tog ud til landsbyerne og drev handel der. I Danmark var de mest kendte skotske kolonier i København, Malmö og Helsingør, og kolonien i Helsingør menes at have været den største. Også i Helsingborg var der en skotsk koloni.

Den skotske befolkning i Helsingør

Kildematerialet vedrørende den skotske befolkning er relativt lille, så derfor er den skotske bosætning dårligere belyst end den engelske. Først fra midten af 1500-tallet findes der kilder, som kan give et nogenlunde dækkende billede af den skotske befolknings sammensætning. Det er markant, at der blandt de stedlige skotter var enkelte familier, som befandt sig på samfundets absolutte top. Resten ernærede sig ved mere ydmyge erhverv som småkøbmænd, vævere, skræddere, slagtere, skindere mm., og det er tydeligt, at deres skatteansættelse var ganske lav. Et par stednavne i Helsingør vidner også om, at der har været en del fattige blandt skotterne. Ved Skottebakken (ved Gurrevej) lå der noget jord, som tilhørte de fattige og som formodentlig er "de skotske fattiges jord", som hørte til det skotske alter i Skt. Olai Kirke. Alteret ejede også "Skottehuset", som lå, hvor det nuværende Stjernegade 29 ligger. Generelt var der i 1500-tallet tæt sammenhold mellem de skotske beboere, som ikke blandede sig med den lokale befolkning. De giftede sig indbyrdes, var faddere for hinandens børn og var vidner for hinanden, når det var nødvendigt.

De velhavende og indflydelsesrige skotter

Den ældste af de velhavende og indflydelsesrige skotter vides der ikke vældig meget om. Det var David Thomesen, som var født ca. 1480 i Scotland og som døde efter 1521. Det præcise årstal kendes ikke. Han er kendt i forbindelse med oprettelsen af Skt. Ninianus-alteret i Skt. Olai Kirke omkring 1511/1513.

I 1511 skænkede en borger i København ved navn Regnolltt Hansen en gård i Helsingborg til Ninianusalteret i Skt. Olai Kirke, og det var David Thomesen, som modtog gaven på alterets vegne. En anden gave til alteret blev givet i 1513 af Per Staffensen, som overdrog en gård i Helsingør til det. I den forbindelse nævnes David Thomesen og hans efterkommere som dem, der i fremtiden skal administrere gaven til alterets bedste. Disse to gaver tages som indicium på, at David Thomesen har været en central person i forbindelse med alterets stiftelse.

Detalje af Ninianusalteret, nu på Nationalmuseet.

Skt. Ninian var den skotske skytshelgen og var ifølge legenden udsendt fra Rom for at bygge den første kirke i Scotland. Det var almindeligt for skotter i udlandet at oprette Ninianusaltre, men den eneste i dag bevarede altertavle for Ninian er den fra Skt. Olai Kirke. Den blev i 1821 overdraget til Nationalmuseet. Ved reformationen blev det meste af alterets jord overdraget til almindeligt hospital i det tidligere karmeliterkloster, men med den klausul, at der i hospitalet altid skulle være en sygeseng til en trængende skotsk person.

David Thomesen og hans efterkommere

David Thomesen familie kom i hele 1500-tallet til at være blandt de mest indflydelsesrige i Helsingør. David Thomesens datter Elline var gift med Sander Leyel, som var borgmester og den mest kendte af de skotske indvandrere.

Thomesens søn Hans Davidsen var også rådmand, men ellers vides ikke meget om ham. Til gengæld er barnebarnet David Hansen, som var rådmand og tolder, bedre kendt. Han var i 1560 toldskriver i Helsingør, rådmand 1566-79 og 1591, hospitalsforvalter 1582 og tolder ved Øresundstolden 1597. Han døde i 1599. Samme år blev der opsat et epitafium for familien i Skt. Olai Kirke, hvor David Hansen er afbildet med sine to hustruer, tre sønner og to døtre. To af sønnerne kom også til at beklæde vigtige poster i byen: Hans Davidsen blev rådmand og Christen Davidsen blev borgmester. David Hansen byggede den fornemme ejendom på Stengade 76, men boede dog ikke selv i den. Den blev i stedet udlejet til en af Christian 4.s rådgivere.

Inskription på David Hansens stol i Skt. Olai Kirke.

Leyel-familien

Sander Leyel nedstammer formodentlig fra den skotske adelsslægt Lyle. Hans forældre var født i Scotland, men bosatte sig på et tidspunkt i Helsingør. Det skotske navn er senere på dansk skrevet på forskellig vis: Leyel, Lejel og Leiel. Det vides ikke, om Sander Leyel er født i Scotland eller Danmark, men det vides, at han omkring 1530 var i fuld gang med en blomstrende virksomhed. Dette år erhvervede han Karmeliterklostrets teglovn, som han havde indtil 1539, da staten overtog den. Som kompensation herfor fik han fire gårde i Horserød. Han var borgmester i Helsingør fra 1536 til sin død i 1560.

Leyel var storkøbmand og handlede på det meste af Europa. Han havde leverancer af vin til kong Christian 3., som lejlighedsvist opholdt sig i Leyels gård ved sine besøg i Helsingør. I 1548 blev han udnævnt til tolder, og i sin tid i embedet var han med til at modernisere og justere opkrævningen af sundtolden.

I Leyels tid blev der ansat yderligere to toldskrivere. Det var Leyels fortjeneste, at der i 1557 blev indført en ordning, så alle tre toldere blev gjort ansvarlige for den told, der blev indkrævet. Det indkomne beløb skulle opbevares i en jernkiste med tre låse. De tre embedsmænd havde hver nøgle til én af låsene, således at kisten kun kunne åbnes af dem i fællesskab. I 1547 erhvervede Leyel Borsholm til fri ejendom. Hidtil havde han haft det i pant af Esrum Kloster. I 1550 blev han for tro tjeneste forlenet med otte gårde. Hans dødsår kendes ikke.

Sander Leyels søn Frederik Leyel (1536-1601) var Øresundstolder i 39 år og borgmester fra 1591 til sin død i 1601. Frederik Leyel var en driftig og velhavende mand. Han skænkede i 1587 et legat på 100 daler til kirken, så der kunne holdes ugentlige prædikener, først om tirsdagen, senere om lørdagen. Han anlagde en hestemølle på hjørnet af Sophie Brahes Gade og Hestemøllestræde, og denne mølle var i funktion langt op i 1700-tallet. Hans ejendomme lå i Stengade 72-74.

Udsnit af epitafiet over Frederik Leyel og hans familie i Sct. Olai Kirke i Helsingør. Fotograf: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Kort efter hans død lod familien opsætte et epitafium i Skt. Olai Kirke, hvor Frederik Leyel knæler i midten. Bag ham er malet hans to sønner og til højre i billedet ses hans tre koner og hans datter. Alle børnene var født i ægteskabet med Kirstine Jensdatter, Leyels ægteskab nummer to. Efter Frederik Leyels død førte arvingerne nogle indædte stridigheder om rettighederne til de to ejendomme i Stengade. En vej i Snekkersten er opkaldt efter Frederik Leyel. Larslejstræde i København er opkaldt efter en Leyel.

Skotternes integration i samfundet

I løbet af 1600-tallet blev de skotske indvandrere mere og mere integreret i samfundet i Helsingør, så efterhånden blev de ikke længere betragtet som en fremmed gruppe. Det er markant, at da Sct. Mariæ Kirke i slutningen af 1500-tallet blev indrettet til kirke for udlændingene i Helsingør, valgte skotterne fortsat at holde sig til Skt. Olai Kirke, hvor den kirkelige tjeneste foregik på dansk.

Ved udgravninger i 2008-2009 i området Sanden er fundet rester fra velhavende skotters huse, og der er fundet fajance, porcelæn og knoglerester, som vidner om velhavende forhold og luksuriøse madvaner. Der blev ved samme lejlighed fundet skotske mønter i området.

Familien Brown

En enkelt skotsk familie gjorde sig gældende i 1700-tallet, da det ellers var de engelske indvandrere, som dominerede. Det var brødrene John, William og David Brown, som kom til Helsingør omkring 1750. John arbejdede først som fuldmægtig hos Nicolas Fenwick, men slog sig i 1754 ned i København, hvor han drev omfattende handel på Afrika og Asien. Den anden broder William Brown kom som 20-årig til Danmark i 1749 og arbejdede først hos Fenwick og Godenius, indtil han i 1754 begyndte for sig selv. Han handlede med de engelske skippere og havde udsalg af te, porcelæn, kinesiske varer og vin. Han giftede sig med en søster til Godenius, så de to handelshuse blev også familiemæssigt forbundet. Den yngste broder David løste i 1752 borgerskab som vinhandler. Han blev gift med en søster af Fenwick. Han blev udnævnt til kejserlig russisk agent og var 1773-79 guvernør på Dansborg. I 1788 gik de to ældste brødres virksomheder konkurs, og David mistede ved den lejlighed også sin formue. 1789 blev han ansat som embedsmand ved Øresunds Toldkammer og flyttede derfor til Helsingør.

Eksterne links

The_Scottish_and_English_Citizens_in_Elsinore_from_the_16th_to_the_18th_Century_-_An_Archaeological_Approach

Ninianusaltertavlen fra Skt. Olai Kirke

Friis: Sander Leiel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.

Litteratur

Liv Appel: The Scottish and English Citizens in Elsinore from the 16th to the 18th Century - an archeological approach.

Torben Bill-Jessen: Borgerlige portrætter i Helsingør Domkirke. Helsingør 2016.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Stengade 1901-2001. Helsingør 2002.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, I-II. København 1926-1929.

Allan Tønnesen: Helsingørs udenlandske borgere og indbyggere ca. 1550-1600. Byhistoriske Skrifter, bd. 3, 1985.