Strandgade 85-87

Strandgade 85-87 - 2015

Den Fenwickske Gård

Bygningskomplekset er opkaldt efter Nicolas Fenwick (1729-1799). Han blev engelsk generalkonsul for Danmark i 1752 og var anden generation var af den engelske familie Fenwick. Hans far, som også hed Nicolas, kom fra Stockholm omkring 1725 (iflg. Laurits Pedersen 1830) og bosatte sig i Helsingør, som på grund af Øresundstolden var en meget international by. Som diplomat og kommisionær for et handelshus i London havde han til opgave at fremme det engelske handelssocietets forretninger i Østersøområdet.

Historien om kanonkuglen

Over porten i gården sidder der en kanonkugle i muren. Det fortælles at den engelske flåde på vej til København den 30. marts 1801 (Slaget på Reden 2. april 1801) beskød Helsingør, og at en kanonkugle ramte i gården her i det engelske konsulat. Og måske er historien god nok. I avisen Helsingørs kongelige priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger fra den 31. marts 1801 kan man læse følgende: "Ved den engelske Flaades Gjennemfart igaar igjennem Sundet, lagde 4 Bombeskibe sig for Fæstningen til Anker, og besynderlig var det, at den første Bombe som faldt ned i Helsingøer, traf den engelske Vicekonsuls Huus og har af alle gjort den største, skjønt ubetydelig Skade." Næste afsnit vil afsløre lidt om, hvorfor mange frydede sig over, at netop Fenwicks gård blev ramt af den første af Nelsons fire kanonkugler. Mere herom i afsnittet om Fenwicks rolle under Englandskrigene i denne artikel.

Ejendommens bygningshistorie

Ejendommen var oprindelig opdelt i to dele, som lå på smalle grunde (deraf husnumrene). Ejendommen rummer spor fra sen middelalder til nyklassicisme, da nogle af bygningerne er nyopført i midten af 1700 årene, mens de øvrige er meget ældre. Munkesten og kridtstensbånd fra store dele af murværket i side- og bagbygningerne stammer fra 1500-tallet, måske endda fra slutningen af 1400-tallet. Dengang hørte ejendommen til Stengade 72-74, som er noget af det ældste byggeri i Helsingør. Gården omtales i 1607 som ”Tobias Bartskærs Gaard”. Forhuset er opført i to etaper. Næringstaksationen af 1704 fortæller, at Peter Janbsen Juffer drev herberg i huset: "Han logerer skippere, tapper vin og øl brygger øl til skibenes fornødenhed". Købmand og agent Carl Friderich Godenius samlede i 1758 de to ejendomme på de smalle grunde til én. Forhuset ud mod Strandgade blev formentlig opført på en tilsyneladende tom grund længst mod øst (nr.87) fra 1759-60. Bygningen var grundmuret, i to etager og med frontispice. Han lod i 1784 en bindingsværksbygning mod vest i to etager nedrive og opførte en grundmuret bygning, også med frontispice (nr.85). De to bygninger fremstod herefter som ét hus. Den østlige fløj er længere end den vestlige og afsluttes af en port ind til en gård. Selvom tanken givet har været at danne en form for helhed, kan denne virke lidt uharmonisk. Nicolas Fenwick lod i 1784 forhuset nedrive og opførte den bygning, vi ser i dag. Sidelængerne på to etager, den vestlige fra 1600-tallet og den østlige fra omkring 1500-tallet, fik lov at blive stående.

Strandgade 85-87

Et kig ud gennem porten 1971

Strandgade 85-87. Et kig ind i gården fra Strandgade mod Stengade. Foto fra 1921.

Velstående og upopulære

Nicolas Fenwick overtog en blomstrende te- og porcelænshandel i byen, som hans mor havde drevet videre efter sin mand, Nicolas, som døde i 1747. Nicolas Fenwick havde alt i alt en omfattede handel og tjente store penge ved skibsprovianteringsforretning og skibsklarering. Nicolas’ broder David oprettede en vinhandel. Familien Fenwick blev en af byens rigeste familier. Blandt Helsingørs borgere herskede nogen misundelse og bitterhed over deres hurtige fremgang.

Nicolas gik for at være temmelig nærig og nægtede at betale skatter og bidrag til den militære indkvartering, der var en økonomisk belastning for byen. Han påberåbte sig sin stilling som diplomat som begrundelse fort skattefrihed og for at undlade at søge optagelse i kræmmerlauget og dermed at svare afgift til dette. Det var en almindelig opfattelse, at han følte sig for fin til at træde ind i kræmmerlauget. Nicolas Fenwick drev en større forretning til gene for de andre købmænd på en sådan måde, at han fik den største andel af den fortjeneste, sundtolden bragte med sig. Ydermere mente man, at Nicolas Fenwick førte sig frem med en stor portion engelsk hovmod i form af overmodige og for danskerne fornærmende ytringer. Allerede på dette tidspunkt herskede der en stor uvilje mod familien, og det skulle blive endnu værre under Englandskrigene.

Landejendomme

Familien Fenwick investerede gennem en årrække i ejendom og jord i området omkring Nyrup. I Helsingør Leksikon kan man læse om de enkelte landejendomme og deres historie: Fairyhill og Claythorpe. Ejendommen Rolighed i Helsingør var på et tidspunkt ejet af Charles Fenwick, søn af Nicolas. George Thomas Fenwick, søn af Charles og barnebarn til Nicolas, var udvandret til Australien i 1837. Han købte i 1853 ejendommen Montebello efter at være vendt tilbage og solgte den i 1862. Han gik under navnet ”Mr. Fenwick af Montebello”, fordi han under sine sommerophold udviste en storslået og flot livsstil.

Engelske indvandrere

En hel koloni af englændere havde slået sig ned i Helsingør og opretholdt både engelsk sprog og engelske skikke. I 1793 blev en engelsk kirke oprettet i Søstræde 2 (på hjørnet af Stengade og Søstræde), men den blev nedlagt i 1798 på grund af uenighed. Genetablering af kirken blev forsøgt i 1838, men nedlagt igen tre år efter. Blandt de engelske familier i byen var familien Fenwick ubetinget den førende, men også en af de mest betydningsfulde familier i byen generelt. En række af de engelske familiemedlemmer er blevet begravet på Helsingør Kirkegård.

Tidlig lokal støtte til englænderne

Nicolas Fenwicks ældste søn Charles (1775-1832) var født i Helsingør og tredje generation i familien: han var ved faderens død i 1799 vicekonsul. Han overtog faderens stilling som generalkonsul og fortsatte forretningerne fra ejendommen i Strandgade 85-87. Han blev i 1806 gift med Susanne Johanne Berner af dansk oprindelse. Den hidtil førte neutralitetspolitik, som havde været enormt indbringende for Danmark blev brudt i 1797 ved at lade handelsskibe ledsage af orlogsskibe. Danmark indgik år 1800 i et væbnet neutralitetsforbund med Sverige, Rusland og Preussen. England ville forhindre danske skibe i at sejle varer for deres ærkefjende Frankrig. Det blev ikke bedre af, at Rusland som leder af alliancen indgik et forbund med Frankrig. Forholdet til englænderne blev mere og mere anspændt i takt med de internationale modsætninger. Englænderne var efterhånden temmelig tirrede og ville forsøge at trække Danmark ud af det væbnede neutralitetsforbund ved et angreb på København i 1801, og hermed var Englandskrigene i gang. Charles Fenwick havde gentagne gange klaget til magistraten over de forhånelser, som engelske kaptajner og sømænd ustandselig blev udsat for, men klagerne blev afvist. Familien Fenwick har givet bidraget til forøgede lokale spændinger. Charles Fenwick ville sammen med de andre englændere i Helsingør fejre den engelske admiral (Manley) Dixon og hans officerer i august 1800, da en flåde på nitten krigsskibe ankom til Helsingør. Krigsskibene skulle understøtte den herværende engelske gesandts krav til den danske regering om ikke at modsætte sig handelsskibes visitering af englænderne. Laurits Pedersen omtaler hændelsen som en betegnende udvist taktløshed i sin omfattende bog ”Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857” fra 1920 (bd. 2, side 359).

Fenwicks rolle under Englandskrigene

Stemningen mod familien Fenwick blev så fjendtlig under den første Englandskrig i 1801, Slaget på Reden, at Charles, der var blevet dansk gift (1806), måtte flytte til England med familie et stykke tid. Familien havde aldrig taget borgerskab i Helsingør. Det har næppe gjort sagen bedre, at Fenwick efter forlydende havde solgt fødevarer til englænderne. De kom dog tilbage til byen, efter at der var faldet lidt ro over forholdene. Charles Fenwick var meget loyal og havde gengældt en tjeneste, som Danmark havde ydet ham. Det var desværre en undtagelse. Loyaliteten var uheldigvis for Danmark mest rettet mod England. Den næste krig i 1807 gjorde hadet til Englændere endnu større. Forholdene var så alvorlige, at englændere, der boede i Danmark, blev taget som krigsfanger, og deres ejendomme blev konfiskeret. Charles Fenwick samt familie nåede at flygte i midten af august måned sammen med de øvrige englændere i byen, denne gang til Sverige. Få dage efter opsøgte de danske myndigheder Charles Fenwick i Helsingør og konfiskerede ejendommen sammen med inventar og udstyr. Den engelske gesandt i Sverige, Henri Pierrepont, henvendte sig til Charles Fenwick for at få ham til at genoptage sit arbejde. Som konsul havde han havde bistået den engelske søfart med efterretninger til England om skibstrafikken i Øresund, om det politiske klima i Danmark, om troppebevægelser i regionen og meget andet. Charles Fenwick kom atter tilbage i Helsingør og blev i endnu højere grad end før et vigtigt center for informationer, både til og fra England. Han var derfor stor hjælp for den engelske flåde og handelsskib med hyppige underretninger til London om militære og politiske forhold, som han skaffede via sit netværk på den anden side af Øresund. Han blev således den vigtigste agent og efterretningskilde til englændernes viden om forholde i Danmark. Man kan, ud over de i slutningen af denne artikel nævnte litteraturhenvisninger, læse om Charles Fenwick i ”Krigen ved verdens ende” af Christian Voss, udkommet i slutningen af 2012. Dokumentation om disse forhold findes i familien Fenwicks brevsamlinger og findes som rullefilm i Rigsarkivet.

Handelshus og butik

Tidligt opstod der uenighed om bodelingen i slægten. En langvarig og kompliceret arvesag stod på fra 1829-1831 efter Nicolas Fenwicks hustru Hesters død (født Lewis). Den engelske generalkonsul Nicolas Fenwick fik mellem 1791 og 1801 indrettet en butik i forhuset, nævnt første gang i kilderne i 1801. I vejviseren fra dengang er navnet Fenwick registreret fra 1791 til 1847. Handelshuset Fenwick & Co blev ført videre fra omkring midten af 1800-tallet (1857 er nævnt i vejviser) fra Det Claessenske Palæ i Strandgade 93.

Butik og badeanstalt

Strandgade 85-87 ca. 1956

I 1900-tallet var der i en længere periode en badeanstalt i en del af huset. Niels W. Venge fortæller i sine barndomserindringer, at hans mor hver lørdag tog ham og hans søskende med derhen til det ugentlige bad. Han fortæller også, at "der var to døre i badekabinerne, en fortil til gæsterne og en bagdør, som førte ud til en lang gang, hvor bademesteren færdedes. Det skete af og til for min mor - og for andre damer - i det øjeblik hun havde fået alt tøjet af, eller netop som hun var stået op af badekarret, at bademesteren åbnede bagdøren og sagde: "Aah, det må De meget undskylde".

Ejendommen efter Fenwicks tid

Fenwicks gamle gård rummede forskellige erhverv siden familien forlod den: en konsul; regimentskirurg; kreditforening; læge; tandlæge; skibsprovianteringsforretning; købmand; kolonialhandel en gros og en ølhandler.

Ejendommen fremstår i dag stort set som tidligere, bortset fra at frontispicen er fjernet fra begge forhuse omkring 1810 og at der ingen butiksindretning er mere. Facaden blev renoveret i 2010, og ejendommen er i dag indrettet til lejligheder.

Litteratur

Niels W. Venge: Fra Krogen til byen. Årbog / Helsingør Kommunes Museer. 2007. (Side 5-82).

Ulla Larsen: En foretagsom englænder i Helsingør. Folk og minder fra Nordsjælland, 1999. Årg. 54. (Om Charles Fenwick, side 17-21).

Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010.