Stengade 35

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
Stengade 35 i 1971
Stengade 35 i 1894

Huset er opført i 1759 af murermester Johan Hansen Møller. Sidehuset i Søstræde 1 er opført samtidigt. I 1819 blev bygningen forhøjet til 2 etager, og i 1884 blev bindingsværket i begge bygninger erstattet af grundmur.

I den forbindelse blev facaden ændret, således at de to forretninger (med hver to vinduer) fik fælles butiksdør i midten. Bag gadedøren var en forstue, som også indeholdt trappeopgang til beboelsen ovenpå.

Ejendommen var i perioden 1888-1904 ejet af juveler og guldsmed Valdemar Sølver (1842-1908). Han etablerede sig med værksted og forretning i Helsingør i 1871 på Stengade 42, og flyttede så i 1886 til Stengade 35.

På fotografiet fra 1894 ser man forretningen til venstre. Hans datter Emma (1877-1962) har fortalt, at hun som barn en vinteraften blev båret på sin fars arm ind i værkstedet. Her sad adskillige svende ved deres læderpuder og graverede sølvtøjet. Belysningen var gaslamper, og i loftet hang store glaskupler fyldt med vand, som bidrog til et kraftigere arbejdslys for svendene. Kenno Pedersen skriver i bogen om husene i Stengade, at det var en fin butik, hvor man både talte tysk og fransk.

I 1884 ejede købmand Mathias Jensen ejendommen. Han var måske manden bag Helsingør Damp Kaffebrænderi til højre på billedet ?

80 år senere lagde Trikotagemasinet v/ B. Berthelsen beslag på alle lokaler.

Litteratur

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade 1901-2001. Helsingør, 2002

Historiske huse i Helsingør 1973. Udgivet af Nationalmuseet. Kbh., 1973

Jens Høite: En slægtshistorie om min mor og hendes søskende. 1997. 24 sider Om slægten Sølver fra Helsingør

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.