Stella Maris
Joseph Samuel Nathansen omdannede Marienlyst Slot til en kurbadeanstalt under det officielle navn ”Marienlyst Cuur- og Badeanstalt”'. Ikke blot det finere borgerskab, men også konger og fyrster fra hele Europa fandt vej til stedet. Nathansen lod en ny hotelbygning opføre på Nordre Strandvej 2, som eksisterer den dag i dag som 2 E. Tilsyneladende gabte han over for meget og gik fallit inden åbningen af ”Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt” d. 22. juni 1861. Man kan læse historien om hotellet i artiklen Hotel Marienlyst.
Herskabsvillaen
Slagtermester Anders Jensen fra Nansensgade i København havde i 1897 købt den store grund med de tilhørende bygninger samt ”Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt”. Han lod i 1915 den gamle koncert- og teatersal, hvor der var blevet spillet festlige sommerrevyer, rive ned. En herskabsvilla, tegnet af arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895), blev opført med henblik på udlejning på samme sted, Nordre Strandvej 2, i dag 2 B, C og D. Ejendommen ”Villa Marienlyst”, som den blev kaldt, blev lejet ud som sommerbolig i 1916 til en af tidens rigeste mænd, margarinefabrikant Otto Mønsted. I en årrække blev den benævnt ”Den Mønstedske Gaard”, inden den fik navnet ”Stella Maris”.
En del af kollektivet Grønnehave
Den selvejende boliginstitution Grønnehave fik ”Stella Maris” inddraget i kollektivet i 1954. Det bebyggede areal udgør 399 kvadratmeter og er fordelt på 8 lejligheder fra 38-129 kvadratmeter. Inklusive en altan på 76 kvadratmeter giver det i alt 475 kvadratmeter. Ved hjælp af mageskifte med Marienlyst samt opkøb af et nærliggende gartneri lykkedes det at få tilstrækkeligt med jord til kunne bygge de tre hvide højhuse med 109 lejligheder i alt. Stella Maris og disse højhuse udgør til sammen den selvejende bolinstitution Grønnehave.
Et håndværkertilbud
”Stella Maris” var præget af forfald efter at på den tid i en sørgelig/slem forfatning. Et større oprydningsarbejde gik i gang: knuste ruder, manglende døre, og der så ud til at have været tændt bål i et par af stuerne. Håndværkerne benyttede Stella Maris som en slags skurvogn under opførelsen af Grønnehaves højhuse, og naturligvis måtte snedkere og tømrere have deres eget rum, mens betonfolkene blev henvist til sidebygningen. Efter færdiggørelsen af Grønnehave blev også ”Stella Maris” sat i stand og udlejet til beboelse med flere lejemål - som en del af kollektivet Grønnehave.
Inden opførelsen af ”Stella Maris”
Den første koncert og teatersal i tilknytning til hotellet var blevet opført helt nede ved stranden i 1880’erne. Den blev i 1890’erne flyttet og genopført ved Nordre Strandvej af vekselerer N. Thomsen. Han stod på det tidspunkt bag et anonymt selskab og var blevet betænkelig ved, at koncert og teatersalens beliggenhed så tæt ved vandet gjorde den udsat. Det var denne teater og koncertsal, som slagtermester Anders Jensen lod nedrive i 1915.
Den Mønstedske Gaard
I september 1916 døde Otto Mønsted. Det blev hans hustru, Anna Mønsted, som underskrev lejekontrakten med en årlig leje på 12.000 kr. samt et vederlag på 3.000 kr., som skulle dække leje af møbler, glas, porcelæn, sølvtøj, dækketøj med videre til 24 personer. Det har været en anselig husleje i 1916. Dertil kom løn til en oldfrue, en kogejomfru, tre piger, garageplads for en automobil og værelse til en chauffør. I villaen var indlagt gas, elektrisk lys, ringeledninger, telefon og centralvarme, hvis pasning påhvilede ejer, mens brændsel påhvilede lejer. I 1926 købte Anna Mønsted den store villa af Anders Jensen. Hun døde i 1933.
Herskabsvillaen indtil 1954
Under 2. Verdenskrig blev villaen beslaglagt af den tyske værnemagt, som internerede kystpolitiet på ejendommen. Kystpolitiet havde været involveret i flugtruterne for jøder og frihedskæmpere til Sverige ved at give oplysninger videre om tyskernes færden til de folk, der hjalp flygtninge til Sverige. Efter krigen opholdt tyske flygtninge sig i ejendommen. I 1948 overtog kommunen ”Stella Maris” og indlogerede i 1951 bl.a. husvilde familier. Ejendommen trængte til at blive grundigt istandsat, og på grund af mangelfulde toiletforhold, belysning med petroleumslamper og mangelfulde kakkelovnsindretninger også til at blive kraftigt moderniseret.
Litteratur
Helsingør Dagblad: artikel fra fredag d. 18. september 2015.
Kenno Pedersen: Det gamle Helsingør. Dansk Bladforlag, 1982, (s. 69-74)