Norskestenen
På havnen i Hornbæk blev der i 2015 afsløret et mindesmærke, Norskestenen, med en spændende historie.
En grundstødning
Det hele begyndte i 1931, da damperen P.N. Damm af København sejlede sydover langs Nordnorges kyst. Skibet var på vej til England med en ladning træ, det havde taget om bord i Arkhangelsk.
Den 3. september stødte skibet pludselig på grund ud for den lille by Sandtorg, mens det i diset vejr sejlede gennem det smalle farvand Tjeldsundet mellem Lofoten og fastlandet. Stødet var så kraftigt, at en stenblok på fire tons kilede sig fast i stævnen.
Skibet kom fri ved egen hjælp og kunne sejle til den nærliggende by Lødingen, hvor revnerne i skroget blev tætnet. Assurandørerne og rederiet besluttede, at den egentlige reparation skulle foretages på Helsingør Værft, hvor skibet var blevet bygget året før.
I værftets dok blev stenen fjernet, og damperet blev hovedrepareret, hvorefter den fortsatte med sin last til England.
Stenen i haven
Skibsreder H. Christensen fik den store sten fragtet til sin sommervilla på Øresundsvej i Hornbæk. Stenen stod i forhaven i flere år, indtil husets næste ejer Tage Weeke på et tidspunkt fik den gravet ned på stedet og dækket til.
Her kunne stenen have ligget gemt og glemt i al evighed, hvis det ikke havde været for de to skibsinteresserede helsingoranere Børge Christensen og Jørgen Hovgaard. I Børge Christensens omfattende samlinger af skibsbilleder stødte de på flere fotos af den indkilede sten i damperens skrog.
Børge Christensen kunne huske, at han engang i 50’erne havde opsøgt den daværende ejer af sommervillaen og havde fået at vide, at stenen var gravet ned. Men i Hornbæk mente nogle, at stenen senere var blevet fjernet i forbindelse med noget kabelarbejde.
Frem i dagens lys
I 2014 besluttede Jørgen Hovgaard at undersøge sagen nærmere og kontaktede husets nuværende ejer, Elsebeth Weeke. Hun gik ud fra, at stenen stadig måtte befinde sig et sted i havens jord, og hun tilbød at forære stenen til Hornbæk Havn.
Havnens bestyrelse så straks muligheden for at få et særpræget vartegn til havnen og sagde ja til tilbuddet. Med velvillig hjælp fra Hornbæk Turistforening og andre sponsorer blev stenen gravet fri, og der blev støbt et fundament til den på Vestre mole.
Den 17. maj 2015, på Norges nationaldag, blev stenen afsløret ved en højtidelighed på Hornbæk Havn og fik navnet Norskestenen.
Eksternt link
Om stenens og damperens historie kan man læse nærmere i Jørgen Hovgaards folder Norskestenen på Hornbæk Havn’, 2015.