Nøjsomhed Teglværk
Et teglværk på hjørnet af Kongevejen og Rønnebær Allé nævnes i brandforsikringsarkivalierne første gang i 1854, hvor ejeren, teglfabrikant Bengt Larsson, lod bygge en teglovn med skure og en tørrelade på grunden. Han selv boede på den tilhørende, ganske beskedne trelængede gård, som formentlig har båret navnet »Nøjsomhed«. På den østligste del af arealet nærmest nuværende Rønnebær Allé lå »Byens Lergrav«, hvor man i umindelige tider havde gravet ler, så råstofferne var i bekvem nærhed. Tørreladen brændte i 1865, men en ny blev hurtigt opført.
I 1880 købte »Nøjsomhed Teglværk« Bengt Larssons teglværk, efter året før at have købt byens lergrav, og virksomheden blev med efterfølgende ombygninger og moderniseringer, bl.a. med en ny ringovn, en af byens betydeligste. Teglværket lå omtrent dér, hvor boligblokkene Sydvej 3-11 er opført.
Omkring 1900 blev hovedbygningen til teglværket opført som erstatning for førnævnte gård. Det er den tårnprydede røde murstensbygning, som senere fandt anvendelse som »Råkostskole«, og den er stadig bevaret under nuværende adresse Sydvej 1.
Mange af teglværksarbejderne kom fra de omkringliggende sogne samt fra Skåne. De kom vandrende om foråret, slog sig ned i nærheden af arbejdspladsen, og vandrede hjem igen om efteråret. Efterhånden som de fik mere fast tilknytning til teglværket slog de sig dog permanent ned i området.
I 1920 blev teglværket lukket efter at være blevet købt af A/S Frederiksholms Tegl- og Kalkværker.I nogle år havde det kun været i drift i sommermånederne. De eneste synlige minder om Nøjsomhed Teglværk er den tårnprægede røde murstenbygning, bestyrerboligen villa »Fortuna«, på hjørnet af Kongevejen og Rønnebær Allé. Helsingør Kommunes Museer har flere sten med teglværkets stempel.
Villa Fortuna lå oprindelig på østsiden af Rønnebær Alle, men da denne blev udvidet og forlagt i 1960'erne, blev villaen opkøbt af kommunen, og kom til at ligge vest for den nye Rønnebær Alle.
Litteratur
Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Helsingør, 1984. S. 49-54