Mørdrup Trinbræt
Fra Helsingør Leksikon
Mørdrup landsby blev ikke tilgodeset med en station eller holdeplads da Nordbanen blev etableret i 1864. Tikøb Kommunes station blev i stedet placeret ved Qvistgaard. Først i 1934 blev der opsat to røde træskure og etableret to perroner på hver side af Mørdrupvejen. Det blev Mørdrup Trinbræt.
I 1960'erne var der planer om at flytte trinbrættet ca 200 meter mod nord og placere det ved Agnetevej. Det blev ikke ført ud i livet og i stedet blev der i 1982 opsat to nye sorte venteskure på de gamles plads. Trinbrættet har en forholdsvis stor søgning især på grund af Espergærde Gymnasiums nære placering - men også pendlere til Mørdrup-områdets virksomheder benytter Mørdrup Trinbræt.